Kategoriarkiv: Frihed

Jeg vil gerne forære dig en bog

Jeg vil gerne forære dig en bog – en pdf-kopi af min bog ‘Strawberry Fields Forever’.

Bogen – som udkom på Politikens Forlag – er en dramatisk og vemodig, men også nostalgisk og humoristisk, fortælling om jagten på svar og kærlighed.

Den fortæller om opvæksten i og uden for en købmandsgård i 1960’erne og 70’erne, og bogen tegner samtidig et underholdende portræt af en lille nordfynsk landsby og dens sælsomme skæbner.

Det er en beretning om en lille drengs overlevelse i et alkoholisk hjem, om hans fars selvmord og om en rejse tilbage i tiden for et kigge spøgelser og dæmoner dybt i øjnene.

Men frem for alt er det en bog om kærlighed og om tilgivelsens kraft.

Her pluk fra nogle af bogens anmeldelser:

Information:

‘Bo Østlunds selvbiografiske fortælling hiver med sin hudløse ærlighed og søgen efter forsoning med fortiden fat i kraven og i hukommelsen på én og gør sig selv nødvendig …
Selvbiografiske fortællinger har altid et spørgsmålstegn tatoveret på bagflappen. Hvorfor skal jeg læse om lige præcis det liv? Hvori ligger nødvendigheden?
For det første, for bogen er hudløst ærlig.
Østlund har skrevet på en angst og et ønske om at undslippe denne angst. Et sted at skrive fra, der kræver mod, for her eksponeres al tvivl og alle spøgelser, alt lavt selvværd.
For det andet løfter bogen den personlige historie, så den kommer til at handle om noget mere: om hukommelsens destruktive og healende kræfter, fortidens greb i ens tanker, der gør, at man ’har (…) haft svært ved at elske rent.’
Bogen bliver derved også et portræt af hukommelsen. Af hvordan hukommelsen er selektiv.
Stærkest i bogen står portrætterne af moderen og faderen. I disse passager ændrer sproget karakter og bliver langt mere fokuseret. Her fornemmer man Østlunds særlige talent for at fortælle andre mennesker.’

MetroXPress – 5 stjerner:

‘Som Erling Jepsen i Kunsten at græde i kor og måske som Martha Christensens hovedperson i I gårs fortræd fra 1981 søger hovedpersonen at bearbejde fortiden, så han kan møde sin kæreste på lige fod.
Romanen tegner et vellignende billede af tiden med den første månelanding og Beatles, og der bygges langsomt op til de forfærdelige erkendelser, som man som læser ved vil komme, uden at det helt er muligt at forstå omfanget.
Her er litteratur, der kan ryste den inderste sjæl. En tragedie skjult bag en pæn hverdagsfacade, smukt fortalt og med fortjente uppercuts til såvel implicerede som til det samfund, der accepterer uden at reflektere. Som det var engang?’

Vejle Amts Folkeblad – 5 stjerner:

‘Det burde ikke kunne lade sig gøre!
Derfor er der så få, som slipper godt fra det. At være komplet fokuseret på eget liv og egen psyke. At søge tilbage i egen familie, egen skolegård, egen landsby, egne frustrationer og egne længsler. Og alligevel skrive en bog, der angår langt de fleste af os.
Men det kan lade sig gøre, hvis man skriver – og sanser – godt nok. Det gør journalisten og forfatteren Bo Østlund.
Hans nye bog Strawberry Fields Forever er en erindringsbog langt ud over det sædvanlige.
Beskrivelsen af moderens død og begravelse er så fantastisk, at den får hårene til at rejse sig på armene. Og alle, der har prøvet magtesløsheden, når ens far eller mor må bort, vil få svært ved at holde tårerne tilbage.
På grund af intensiteten og sanseligheden – og de begavede konklusioner og associationer – er Bo Østlunds bog en vidunderlig bog til emotionelt orienterede mennesker, der kan dufte en blomst og frydes over en stjerne …’

Forfatter og anmelder Poul Blak:

‘Fields Forever er et af de modigste selvopgør med tilhørende familegranskning, man har oplevet meget længe …’
Se, hvis nu Bo Østlund havde været en almindelig god skribent, så havde det nok været lettere at overkomme for os læsere. Muligvis også på den måde, at man kunne lægge bogen fra sig. Men dette skrivemæssige kunsthåndværk på vej ind af jernlågen til Lennons jordbærmarker gør det umuligt.
Når den store skribent/forfatter bliver spændt for pennen, så bliver det enkelte sinds plovfurer alligevel genkendelig for alverden. Ligesom hele tids-kulissen for en hel masse af os er genkendelig.
Bo kunne have valgt at svøbe fortællingen i skønlitteraturens tågebanker, der gjorde det umuligt at afgøre hvad der var løgn og digt og hvad den rene sandhed.
I stedet vælger han at stå nøgen frem: Sådan var det dengang. Sådan er jeg i dag.
Og det sker helt uden forsøg på at få bare en smule sympati over på sin egen side.
Hvilken forfærdelig, smertelig rejse!
Hvilket nødvendigt snit for den skribent, der en dag når dertil, at det ikke kan nytte at blive ved at udspørge andre. Hvis man – af frygt for svarerne – ikke tør spørge sig selv.’

Michael Jalving, blogger på Jyllands-Posten og anmelder:

‘Vist er der kommet mange bøger om den danske provins de seneste år.
Her er én mere, men den er langt fra ligegyldig og fortjener flere læsere end indbyggere i Veflinge og omegn.
Også på trods af Jan Sonnergaards nylige udfald mod bøger om provinsen med særlig adresse til Knud Romer, der har skrevet om sin barndom på Falster i romanen Den som blinker er bange for døden.
Sonnergaard sagde bl.a.:
“En fuldkommen ukendt Knud Romer skriver om sin opvækst. Hvad fanden rager det mig? Næh, han skriver endda om sin mor, og hvad rager hun mig, hvis hun ikke har bedrevet et eller andet? Og det har hun mig bekendt ikke, og så går bogen gud døde mig hen og bliver en bestseller.”
Sådan taler en forsmået snob fra Virum, der ikke har fået BG Banks Debutantpris eller De Gyldne Laurbær.
Så foretrækker jeg den fortabte søn fra Veflinge.
Bo Østlunds bog fænger, og ud over sine egne trængsler, beskriver han en verden af i går, hvor en flække som Veflinge havde mere end 30 butikker og virksomheder og masser af originaler. I dag er der kun en brugs og en frisør.
Resten er væk. Fremskridtet tog det.’

Du kan læse disse anmeldelser og andre i fuld længde på dette link – og læse mere om mig her.

Er du interesseret i at modtage og læse bogen, så send en mail til:

kontakt@skrivegaarden.dk

mærket ‘jordbær’.

Så mailer jeg bogen som pdf-kopi.
Den fylder kun 2 MB.

Eneste betingelse er, at du deler bogen, hvis du mener, at andre, som du kender, kan have glæde af at læse den og måske finde og få svar på nogle af de spørgsmål, de selv tumler med.

Del også gerne dette opslag i dit netværk, hvis du har lyst, så andre kan få glæde af tilbuddet.

God læselyst!

Bo & Bellman på bakken

Min definition af den ultimative frihed?

Jeg har to.
Før og efter Sverige.

1973.
Sommer.
16 år.
Og næsten aldrig kysset.

Den blå togvogn fra Deutsche Bundesbahn skrumler sig af sted på sin vej sydpå med kursen mod Salzburg.
Skoleudflugt.
3. real B.
Vi drikker 80 procents Stroh Rum med cola, hører Sebastian, Gasolin og Paul Simon – og Kirsten vil kysse.

Det er sommer. Nat. Fuldmåne.
Oven over den elektriske togvogn gnistrer det som fra en radiobil.
Jeg står i toggangen. Kigger på de tindrende lys fra de små alpebyer, vi passerer.
Hver gang, vi har passeret en tunnel eller en bro, dukker et ny fantastisk scenarie op.

Jeg trækker vinduet ned. Stikker hovedet ud. Lader den lune vind lege med mine kinder og det lange hår.
Verden venter på en nordfynsk købmandssøn, der i det daglige har nok at slås med derhjemme på gaden og i klassen.
Men her, lige her i nat, er jeg fri.

Hold kæft, hvor er jeg fri.

35 år, to børn og tre ægteskaber senere.
Jeg har rejst verden rundt, men først nu mærker jeg den igen.
Friheden. Som nu på den anden side af de 50 for mig er roen. Den ultimative ro.

Og nu venter et fantastisk forår.
Duftene af frisk muld, fugleungerne i min postkasse, den friske rævegrav, tranerne som dansede nyforelskede rundt på min eng, bækken som gurglede mere og endnu smukkere, end den plejer, og den dag, en elgemor pludselig kom spankulerende med sin lille kalv lige uden for mit gæstehus, hvor jeg sad og skrev på mine bøger.

Så kommer midsommeren. Majstang og spillemænd, harmonikaer og violiner, nationaldragter, sild med syrnet fløde, purløg, nye dildkogte kartofler, øl og snaps. Jordbær med fløde.
Og de gifte- og danselystne unge svenske møer.
Jeg står lige her i Sverige og føler mig i et flygtigt splitsekund som verdens lykkeligste mand.

Gisp, hvor er jeg lykkelig.

Indtil 2014 boede jeg i Sverige.
I syv år.
Til daglig var skoven min.
I Småland fandt jeg inspirationen. Og frem for alt roen. Stilheden. Muligheden for en fordybelse, jeg på ingen måde kunne fange i Danmark.

Herude i ingenmandsland kunne mit urolige sind bade i de spejlblanke søer.
Jeg blev en del af naturen. Vi fulgte hinandens liv og dage, og ligesom min fede hankat Lunte fik længere knurhår af livet i skoven, blev også mine egne sanser blevet skærpet til det ypperste.

Om søndagen kunne jeg, hvis jeg var heldig, og vinden var gunstig, høre kirkeklokkernes melodi fra Traryd danse gennem nåletræerne helt ud til min lille bakketop.
Og jeg registrerede instinktivt hver lille bevægelse i træerne eller sivene på engen.
Jeg lavede overspringshandlinger. Gik lange ture. Talte med dyrene, planterne og dagene. Sugede hver dråbe sol ud af de kortere og kortere dage.

Naturen og mennesket er skabt af den samme kilde til liv.
Og vi alle er lige meget værd.
Både elgen, træet og mig.
Vi har blot forskellige roller.

Man kan læse sig til kundskaber, men skoven og planterne ved bedst selv, hvad de er til for.

En forfatter havde forladt verdens vredeste, lykkeligste land, han sejlede 20 minutter over Øresund – og en dag stod han i en af verdens mest liberale og imødekommende nationer.
Og fra færgehavnen i Helsingborg søgte han langt ud i skovene.
Forbi rødmalede hytter, ødegårde og aftægtsgårde med hvide hjørnestolper.

Og nu sad han med levende lys i sit lille gæstehus for enden af alting.
Gennem det store staldvindue havde han i min yndlingsstol den med min varme kaffe og de blafrende stearinlys blafrende ved siden af den bærbare pc gennem de 18 indrammede, firkantede ruder udsigt til det liv, jeg forsøgte at sætte ord på, inden det satte sig på ham.

Her jagtede jeg det kreative kick. Flowet. Den ultimative tilstand, hvor ordene uden filter, mellemregninger eller forstyrrende tanker flød intravenøst ned i pc’en gennem fingrene. Hvor slusen var åben, og der var direkte, åben adgang.

Jeg mærker en melankolsk kærlighed til mit liv.
Men jeg accepterer, at der er ting i dette liv, jeg ikke fik, men så fik jeg noget andet i stedet, og derfor kan jeg på de gode dage betragte ting både indefra og udefra.

Jeg fik følsomheden af sangene, af hippierne i fjernsynet, af månelysets leg mellem vintergrene i den dybe skov.

Den lille dreng fra landsbyen og den langhårede halvfulde teenager fra det tyske halvfjerdser-nattog havde fundet endnu sit ultimative ingenmandsland.
Sin svenske skov med selvvalgt ensomhed, hvor han søgte efter en pipeline til stjernerne.

Jeg voksede op og blev journalist med en drøm om at redde verden. Men den eneste, jeg reddede, var mig selv.
I mange år fik jeg et kick af nyheder.
De var mit fix. Mit junk.
Indtil Mr. News en dag fik nok at være en del af bekymringsindustrien.
For intet er lettere end at sprede angst.

Og da jeg mærkede den på min egen krop, da nynazister i et anonymt brev til det blad, hvor jeg var ansat, og truede med at skyde hovedet af min søn, var det nok.

”Blot et enkelt tryk på aftrækkeren så er der no more fucking Østlund-son. Puff …”

Den dag jeg brød hulkende sammen i min bil, da de ringede fra avisen og læste op fra brevet, døde nyhedsjægeren Bo.
Og journalisten Bo døde under sit sidste engagement, som var et ni måneders vikariat på Billed-Bladet for at klare dagen og vejen.

Jeg anede ikke uråd, før jeg pludselig en sommerdag fandt mig selv i en klit i Gammel Skagen jagtende Kronprins Frederik og Mary med en ihærdig fotograf iført den største telelinse, jeg havde set i mit liv.

Jeg så den aldrig komme.

Det blev livet selv, som gav mig kniven for struben.

Så mødte jeg Sverige.

Jeg mærkede en frihed i Bellmans rige.
Lagde al min dårlige samvittighed til side i et land, hvor man tager livet og sin metier alvorligt.
Sverige rummer en mørk eftertænksomhed, som ikke findes i Danmark. Men også en livsglæde, en overlevelsesevne og en hjertelig åbenhed, vi danskere kunne lære meget af.

Jeg havde langt til naboerne her i skoven. Men når jeg opsøgte deres selskab, fortalte de generøst og tillidsfuldt om deres livs op- og nedture, mens de var klar til at gøre alt for at hjælpe.
Og kom jeg gående i den del af skoven en nat, kunne jeg være heldig gennem vinduerne at se, hvordan Frank og Gunna stadig dansede rundt i stuen som nyforelskede efter 30 års ægteskab.

Måske bor de gode ånder virkelig i jorden, hvorfra de kommer op og bemægtiger sig vores kroppe?

Jeg husker, da sommeren vinkede farvel.

Så kom efterårsstormene, som sendte de røde, gule, orange og brune blade på en forvirret, rundtosset, rasende rejse gennem luften, og vinterdagene med blyfarvede skyer og dage og nætter med hektiske snebyger, som pakkede alt ind i hvidt, og lukkede mig inde i mørkets skønhed her for enden af alting, indtil Jan Ove Pettersson pludselig en tidlig morgen dukkede op på gårdspladsen med sin traktor med sneploven fastspændt foran og igen skaffede mig adgang til resten af verden, inden han med et ”Hejsan” og et vink vendte om og kørte bort.

Indtil alt igen var helt stille.

Og det eneste, man kunne høre i det Falufarvede hus på bakketoppen, var lyden af to pegefingre, som med deres energiske, ensomme dans på det sorte tastatur forsøgte at knække endnu en kode til endnu en bog, som blev trykt på dét papir, som skabtes af dét træ, som omgav manden ved den bærbare pc, som kunne slippe sine hænder fri til at gøre, hvad de ville, fordi han var omringet af den skov, som holdt om ham.

Livets cirkel.

Og vi ses igen, Sverige.
Vi ses igen.

November

Hej november.

Hvor jeg dog hader dig, din gamle røver. Skarpt forfulgt af januar og februar er du i min livsbog årets værste måned.
Og var tiden, mulighederne og pengepungen til det, sad jeg for længst på en altan i det sydfranske og skrev, til fingrene, sjælen og hjertet blødte.
Så kunne du stå her alene i mørket.

Hej Tom Waits.

Du rammer mig med din sang, som er så deprimerende, at jeg får lyst til at banke hovedet ind i et træ, drukne mig i vemodet og drømmene, og bruge dagen på at se videobåndene fra mine bryllupper og genlæse alle mine gamle kærestebreve fra dette liv fra kvinder, som jeg ikke aner hvor er i dag.

Fandt de den lykke, som vi skrev så inderligt sammen om, så postbudene må have brændt deres fingre på kuverterne?
Indtil den og drømmene en dag forsvandt.
Lever de?

Men tilbage til din sang, Tom.

Først saven – og så tre minutters rå tristesse:

November
It only believes
In a pile of dead leaves
And a moon
That’s the color of bone

November has tied me
To an old dead tree
Get word to April
To rescue me.

Men november.

Du pirrer også min nostalgi, mit vemod og min melankoli, som er tå tyk, at man kan skære i den.
Du gi’r min sorte side – som også er en del af mig – gåsehud.

For uden mørket, intet lys.
Uden november, ingen april.
Måske hader Radio24Syv’s programchef Mads Brügger også bare november og bokser med sit eget mørke, siden han i weekenden valgte at besvare min kommentar om stationens behandling af og shitstorm på Stig Møller således på 24/7’s Facebook-side:

‘Det er jo helt åbenlyst er skrevet ud fra et glødende had til journalister, og; fornemmer jeg, muligvis også et latent had til kvinder’.

Eller også har den gode Brügger det fint – og så handler det bare om, at stationen med de fine etiske formler, som ser sig selv selv som foxy, sexy og progressiv, ikke vil forstyrres i deres selvforståelse i elfenbensstårnet.

Måske ER det bare mig?

Måske HADER jeg virkelig journalister og kvinder af et ikke bare glødende, men også ondt, hjerte.

Hvad der jo gør mine 40 og otte måneder i journalistfaget og mine ægteskaber og kærlighedsforhold til det modsatte køn endnu mere håbløse og til endnu mere spild af liv …

Så af hjertet (det glødende og onde) undskyld til min branche, mine kvinder – og til dig november. Din sorte satan, som flirter med depressionen og skubber mig ud på kanten af hullet.

Derude, hvor jeg ser bladene drysser ned over haven, indkørslen og mit lille stråtægte hus ved skovvejen.

Derude, hvor jeg bliver bange for, at den skade, jeg har i hælen, bliver værre, så jeg ikke længere kan løbe, derude hvor jeg bliver ked af, at den pige, jeg gerne vil kysse, ikke vil kysse mig, derude hvor jeg synes, jeg er blevet gammel, fed og grim og frygter at runde de 60 næste år – derude, hvor jeg VED, at jeg kun har én fjerdedel af livet tilbage og har klattet de første tre fjerdedele væk.

Derude, hvor jeg er så bange for, jeg ikke når det, før det hele er for sent.

Men november … lige inden, du skubber mig i, hvisker du:

‘Hey … jeg gløder også af rødbrune farver med gullige glemsler, jeg sitrer af lys gennem tågen, jeg er fyldt med poesi og tilgivelse og fred, og jeg er ikke hysterisk som maj med dens tåbelige krav om boblende forelskelse og livsglæde.
Jeg er mig. Lige så stille mig. Tag min mærke, kolde, triste, deprimerede hånd og gå med ind i det sorteste sorte …’

Og det gør jeg.

Og jeg finder hvert år på magisk vis gennem det kilometertykke mørke frem til den anden side af mit sind og mig.

Dét, som er den lyse, legende, kulørte og barnligt glade Bo – den Bo, som pludselig er tindrende, tosset ligeglad med november, fordi månedens mørke får lyset til at skinne endnu stærkere.

Det kræver mod at gå ind i mørket.
Men det er i mørket, og i de kraftigske skygger, vi ser lyset endnu kraftigere.
Ser meningen med lyset.

Og så finder jeg den pludselig!

Finder den side af mig, som glæder sig til hver dag og hver uge – som nu denne uge med mit arbejde med min dokumentarfilm, en bog og artikler, med møder med venner og spændende interviewofre, med gode løbeaftener i den lokale klub, med årets fede bogmesse, med et sjovt løbs-arrangement på startbanerne på Roskilde Lufthavn i mørket fredag aften, med koncert med Sebastian søndag aften og med det frivillige arbejde på Livslinien, som giver så eget mening i forhold til fars selvmord.

Så mærker jeg pludselig – igen – at livet ikke det værste, man har.

Selv i en uge, som kalder sig 45, for en mand, som hader november, journalister og kvinder.

Den skide hæl skal sgu nok holde, den søde mund vil sikkert pludselig kysses, patina er pop, og late fifties er den fedeste alder ever.

Og om lidt er kaffen – kulsort som måneden – klar.

https://www.youtube.com/watch?v=JeAP1KyPDzM

Dagdrømme i Dragør

Så sidder jeg der på havnen i look-a-like-Gammel-Skagen med en kop kaffe.

Lukker øjnene.
Lader dén sol, som mister livskraft dag for dag, varme dét ansigt, som allerede ikke kan vente på næste forår.

Og lader tankerne flyde.

Mellemøsten gløder.
De brænder asylcentre af og stiller galger op i Sverige og Tyskland.
Og herhjemme piskes unge og børnefamilier af et folketing, som med meget få undtagelser kun tænker i vækst.

Arbejd-arbejd-arbejd!
Løb-løb-løb!

I 2020 skal vi være de dygtigste, hurtigste, smarteste – og vi respekterer og accepterer hverken fjumreår, svinkeærinder, flygtninge eller skæve tanker og eksistenser – sidstnævnte medicinerer vi eller tilbyder at sortere fra inden en eventuel fødsel, for forskningen, den teknologiske udvikling og kassetænkning er Gud.

Om I er glade eller, harmoniske eller glade for at stå op om morgenen i 2020, rager os.

Men ro, renlighed, pæne midterskilninger og snorlige, regelrette stempelkande- og citronmåneliv, tak.

Find jeres livsvej som børn, følg den, få en masse børn til samfundet, arbejd hårdt, længe og mange af døgnets timer og send jeres pressede, stressede unger endnu flere timer i heldagsskole og underbemandede daginstitutioner.

Og er der mere ballade med jer robotter, kan I få en chip i nakken, når I bliver født, så vi kan holde øje med, hvor I går og står og hvad I laver, og plukke de organer, vi har brug for, når vi vil.

Og har I problemer med det, så æd noget mere psykofarmaka.

Capisce?

Åbner øjnene, tænker på Bhutan, der som det eneste land i verden måler sin velstand ud fra bæredygtighed og borgernes lykke – og kigger på den gode kutter KRÆ-FRIHED fra Hvide Sande, som tøffer forbi mig og kaffen.

Og overvejer et øjeblik at bygge mit eget ark, male det i alle regnbuens farver, fylde det med mine børn og alle de andre, jeg elsker og holder af, bilde mig og os selv ind, at jorden virkelig ER flad som en pandekage – og så sejle afsted til kanten af dette morads og udover den og langsomt

falde

f
a
l
d
e

… og lande et andet sted i en anden tid på en anden planet i et andet solsystem – et sted hvor vi ikke dræber hinanden, fordi vi ikke kan blive enige om, hvilken profet, som taler med den reneste og smukkeste tunge.

Et sted, hvor vi ikke konstant skal definere os ud fra det land, vi tilfældigvis blev født som borgere i – selv om vi på disse breddegrader var så heldige at blive hevet ud af mors skød til et velfærdssamfund.

Et sted, hvor vi ikke bruger tiden på jorden til at leve op til alle mulige andres krav. Forældrenes, ægtefællens, familiens, samfundets, regeringens.

Og et sted baseret på kærlighed, ydmyghed, respekt, taknemmelighed, tillid og tilgivelse mere end cool cash og selfies.

Jo – jeg er tindrende, skide naiv.

Men sådan en onsdag på Dragør Havn blandt lokale fiskere, se-mig-jetsettere og japanske krydstogtsturister er der sgu ikke rigtig nogen anden udvej.

Og hvad nu, hvis vi alle sammen sagde ‘nok er nok!’?
Vi bestemmer jo selv.
Du og jeg.

Imagine there’s no heaven
It’s easy if you try
No hell below us
Above us only sky
Imagine all the people
Living for today…

Imagine there’s no countries
It isn’t hard to do
Nothing to kill or die for
And no religion too
Imagine all the people
Living life in peace…

You may say I’m a dreamer
But I’m not the only one
I hope someday you’ll join us
And the world will be as one

Imagine no possessions
I wonder if you can
No need for greed or hunger
A brotherhood of man
Imagine all the people
Sharing all the world…

You may say I’m a dreamer
But I’m not the only one
I hope someday you’ll join us
And the world will live as one

https://www.youtube.com/watch?v=DVg2EJvvlF8

Huset på bakken

Jeg leder et par timer, spørger om vej flere gange og leder igen. Og igen.

Det har forandret sig, har det. Der er bygget om og til og malet i nye kulører, og husets navn er pillet af.
Men det ER fars og mors gamle hus deroppe på toppen af bakken.
Det afslører mønstrene på stengærdet til højre for trappen.

Det er juni i år, jeg er på vej til Portugal fra lufthavnen i Malaga, og for første gang i 36 år kører jeg forbi og genser jeg det sted, hvor mine forældre nåede at bo i et halvt år efter salget af deres købmandsgård.

Det gamle billede er fra det tidlige efterår 1979, hvor jeg besøgte mine dem, og vi sidder på terrassen – far, min gode ven og gamle klassekammerat Steen og mig.

Far smiler og lader som om, han har det godt.
Vil ikke gøre mig urolig.
Og jeg gennemskuer ham ikke – opdager ikke, at han langsomt, men stille, er ved at opgive både ævred og dette liv.

Det er Jan Gintbergs besøg i fars og mors gamle by Fuengirola i ’Gintberg på kanten’ torsdag aften, som har sendt mig tilbage med tidsmaskinen.

Meget er sket på Solkysten siden dengang, mine forældre var nogle af de første, som gik på efterlån og drog af sted lokket af drømmen om det glade efterlønsliv.

Dengang var der mange triste skæbner på dé kanter.
Om der stadig er lige så mange som dengang, som dagligt tager dødsruten, ligger i sprit og er dybt ulykkelige af savn efter børn og børnebørn derhjemme, aner jeg ikke.

Og Gintbergs besøg i udkants-Danmark er jo sjove og hyggelige – men godmodige og ufarlige glansbilleder.

Men nu er jeg sendt lukt tilbage.

Til 1979.

Tilbage som en usikker 23-årig, nyuddannet journalist. Præget af barndommens dans med spøgelser og dæmoner .

Denne junidag i 2015 står jeg foran mine forældres gamle hacienda – kan høre havet her foran huset.

Lukker øjnene.

Lader den varme sol varme på mine kinder.

Og tænker tilbage til dengang …

Set fra himlen ligner det en myretue i rødt, grønt og blåt.

For tagene er røde, haverne er grønne, og ind imellem lyser en firkantet eller oval lyse- eller mørkeblå pool op.

Alt er forbundet af et fintmasket net af grå veje, som snor sig op og ned mellem de kridhvide villaer i det bakkede terræn.

Kør fra Fuengirola vestpå mod Marbella, passér den middelalderlige, mauriske borg Castillo de Sohail – og fem minutters kørsel længere fremme ligger Urbanizacion El Faro.

Et pænt og renskuret rekreationsparadis for nordeuropæiske pensionister fra blandt andet Danmark, Storbritannien og Tyskland.
Det lokale politi kontrollerer jævnligt, at uvedkommende ikke forvilder sig ind i dette lukkede selskab af immigranter lokket til Sydspanien af det subtropiske middelhavsklima, en årlig gennemsnitstemperatur på 18 grader og otte kilometer strande lige uden for døren.

Siden starten af 1960’erne er Fuengirola og resten af den spanske solkyst under diktatoren Francisco Franco boomet som turistcentrum med alt, hvad hjertet kan begære. Hoteller, forretninger, restauranter, barer, diskoteker, lystbådehavne, strandpromenader, tennisbaner, golfbaner, kasinoer, forlystelsesparker, flamingodans, museer, prostituerede.

You name it, Costa del Sol got it.

Nu er det 1979 og fem år siden, General Franco blev begravet i Valle de los Caídos – De Faldnes Dal – ved foden af de grantræsbevoksede Guadarrama-bjerge nord for Madrid i sit perverst store mausoleum med det 152 meter høje granitkors. I dag hersker kong Juan Carlos.

I et af de splinternye huse i El Faro fire kilometer syd for Fuengirola sidder til gengæld en fynsk købmand, som abdicerede frivilligt.

Far.

Han kan på kort tid gå ned til det smaragdgrønne Middelhav, som han kan se fra toppen af terrassen i komplekset af pæne renskurede ejendomme med smukke haver.

Men han orker det ikke.

I det hele taget orker han ikke ret meget længere. Ikke engang sin 63-års fødselsdag for tre dage siden kunne han nyde og glæde sig over.

Kalenderen viser 4. november, men det har været sommervejr, lige siden han kom i slutningen af maj, da livsværket på Frederiksberg var solgt over night, og midlerne ombyttet til en ny Fiat og en trailer.

Han savner årstiderne.
Savner sine møbler, som er skiftet ud med nye, moderne fra et møbelhus i Malaga.
Savner sine venner.
Savner hele sit liv.

Og han keder sig frygteligt. Kan ikke engang gå ud og rive i haven, fordi der er gartnere ansat til at passe kvarterets haver.

Ældre træer er svære at plante om i et nyt klima,

Han er Købmanden fra Veflinge, som en dag i et fatalt sekund tog en forkert beslutning og satte sin købmandsgård – og sit liv – på ophørsudsalg.

Han var mildt sagt ikke overvægtig, men har alligevel tabt 10 kilo på et halvt år – og manden, de kaldte for Lille Du, er nu endt på så dybt vand, at han snart ikke længere ser nogen grund til at holde sig flydende her på vejen Faro de Calaburras, som er opkaldt efter det store fyrtårn, som står nede ved kystvejen.

Han sætter sig ved skrivebordet, finder kuglepennen frem og skriver sit livs eneste brev til sin yngste søn i Odense.

Fuengirola, søndag aften 4/11 1979

Hej Bo

Lige en lille hilsen her fra Spanien. Vi har det godt. Vejret er fint disse dage, 20-22 grader, men det kniber gevaldig for mig at slå tiden ihjel. Vi var inde på, vi havde rigeligt at lave hjemme, så omstillingen er ikke let. Mor befinder
sig derimod strålende.

Vi kender efterhånden lidt mennesker lige omkring os. Det er danskere som os, og vi besøger hinanden, men langt de fleste har problemer enten af den ene eller anden slags.

Vi er lige kommet hjem fra en spadseretur i bjergene sammen med et andet par. Jeg tænkte godt nok på, da de foreslog
turen, at han så lidt opkogt ud. Det skyldtes for mange cognacer, så det blev ikke den helt store fornøjelse. Han blev mere og mere vaklende og måtte til sidst bæres hjem. Alt for mange hernede kan ikke stå distancen med de spirituspriser.

Vi har et andet vennepar fra Vejle, hvor manden hver aften går alene ud i bjergene med en f aske gin, mens konen sidder bange og alene tilbage.

De første tre uger, vi var hernede efter vores besøg i Danmark i sensommeren, regnede det en del, men den sidste uge har været med kaffe og frokost på terrassen.

Vi savner imidlertid I andre en hel del, men det klares vel af til jul og i det nye år. Det er rart at høre, at det går godt for dig på Fyens Stiftstidende.

Mor har sat sig til rette foran fjernsynet. Jeg gider rent ud sagt ikke at glo på det. 12 tommer, sort-hvid – det forslår ingenting – og så er det hele på spansk, så jeg tror, jeg vil snyde for at se på det ved at tænde op i kaminen.

Brændet til den samler vi på stranden. Det kan jo blive småt for enhver, men vi har en lille elvarmer og har fået lov at låne en større, så vi investerer sikkert ikke i gasradiator, før vi tager til Danmark.

Jeg tror, mor sidder og venter med kaffen, så jeg slutter. Hils alle bekendte, og sig, vi lever o.k.

Med hilsen
Mor & Far

Han skriver ”Herr Journalist Bo Østlund” uden på kuverten, for han er stolt af sin dreng, klistrer sirligt frimærker for 20 pesetas på og lægger det klar til afsendelse.

Men der er mange ting, far ikke fortæller mig i brevet. Han fortæller ikke om sin tiltagende rastløshed – og at han de seneste tre måneder har fået en stigende lyst til at dø.

Han lægger ofte afskedsbreve til mor om aftenen, hvorefter han forlader hjemmet med et stykke reb, som han fortæller, han vil hænge sig med – dog for at komme hjem igen i løbet af aftenen og natten.

Hver torsdag ringer min storebror til mor og far, som på et aftalt tidspunkt står og venter ved telefonboksen på et nærliggende hotel, for at de selv kan spare penge til en telefon – men da far står ved siden af, tør mor ikke sige, hvor slemt det er fat, så hun lever alene med sin frygt for fars helbred og sit eget liv i det, som udefra ligner et paradis, men
som er en løgn og et helvede.

Mor og far står ikke alene ved deres smadrede lykkehjul.

Mange andre, som i 1970’erne og 80’erne drager til Solkysten, falder aldrig til, for udfordringer er der masser af:

Sproget.
Bureaukratiet.
Risikoen for at blive smidt ud af landet, hvis man arbejder sort.
Faren for at få en forkert vennekreds bestående af fyldebøtter.
Savnet efter familien og vennerne i Danmark.
Den daglige, hårde økonomi, fordi det i virkeligheden kun er sprutten og få andre ting, som er billigere end derhjemme.

Og frem for alt det ubærlige nederlag, det for mange i den alder vil være at vende hjem igen og erkende, at drømmen ikke holdt.

Så de bliver hængende i det danske fællesskab.

Kører ned til den danske bager i Fuengirola og køber wienerbrød, køber frikadellefars ved den danske slagter, bliver klippet ved den danske frisør, får lavet tænder ved den danske tandlæge – og besøger de danske barer og restauranter, hvor de siger ”hej” og ”skål” til andre danskere.

Og for en del bliver det til sidst en daglig dans på dødsruten mellem værtshusene.

De første danskere på Solkysten tramper stierne, og for en del bliver prisen høj.

Også for far lurer katastrofen, for man kan ikke bare flytte en aktiv og kreativ fynsk købmand med drømme om at erobre verden til et driverliv på en sydspansk solterrasse med udsigt over Middelhavet.

Far keder sig i sin hacienda, som er endt som et fængsel.
Samværet med de andre danskere siger ham intet. Han føler sig ikke længere til hverken nytte eller gavn, og om morgenen tænker han ofte, at han egentlig lige så godt kan blive liggende i sengen og dø.

Han savner forretningen, logen, bestyrelsesposterne, kommunalrådet, sit arbejde i den konservative vælgerforening – hele sit aktive liv.
Føler sig fastlåst.
Unyttig.
Tilovers.
Ved ikke, hvordan han skal komme videre med tilværelsen og udfylde hverdagen, når der nu ikke længere stilles krav til ham.

Far og mor har adresse hos min bror i Allerød, og ikke engang sin egen økonomi har far længere selv styr på. Efterlønnen sendes til adressen på Nordsjælland, hvorefter min storebror hver måned videresender pengene ned til dem.

Men det føles ikke værdigt for far, som føler, han modtager lommepenge af sin egen søn. Og pludselig skal udlandslån, som far havde fået forklaret først skulle betales om fem år, afvikles langt tidligere, så også den uoverskuelige økonomiske situation går ham på.

Tingene og livet spidser nu for alvor til i det hyggelige og smukke hvide hus La Colina.

”Vend om!”

”Så vend dog for Helvede om, Edith.”

Men mor fortsætter.

Over alperne, op gennem Spanien, Frankrig, Belgien, Tyskland.

Hun har ikke andet valg.

For det er livsfarligt at blive.

En gang imellem hiver far i rattet på Fiat 850’eren for at forsøge at få mor til at køre galt og ind i en anden bil. Så slår bilen et svaj, inden mor skubber ham væk, slår igen, råber og får rettet op.

”Stop, Aksel. Stop så!”

Så sidder han stille et stykke tid. Indtil han igen begynder at slå løs på hende, råbe, true eller trygle om at vende om – eller han fortsætter med at forsøge at provokere en ulykke, som én gang for alle kan slå både ham selv og mor ihjel.

Far har det nu så skidt, at det er hans højeste ønske.
At de begge skal dø.
Som Thelma & Louise.
Bonnie & Clyde.
Tæppefald.
Slut.

Men mor vil leve.
Har stadig så meget at leve for.
Derfor valgte hun også at forlade Solkysten i går.

At hun overhovedet fik overtalt far til at tage hjem på ferie over julen og nytåret, kom bag på hende selv. Men det lykkedes, og så satte kvinden, som hader at køre, sig ind i bilen for at gennemføre den 3200 kilometer lange rejse mod Danmark.

Hver kilometer er et mareridt – og selv da mor om natten holder ind på en rasteplads i Frankrig for at komme til kræfter før resten af turen, tør hun ikke falde i søvn.
Da far forlader bilen, følger hun efter ham, og hun når i sidste øjeblik at forhindre, at han begår selvmord ved at hænge sig, inden rejsen mod mørket og norden fortsætter.

Da jeg sammen med min kammerat besøgte far og mor en uge det efterår i Fuengirola opdagede ingen af os, hvor galt det stod til.

Men nu er fars hemmelighed ved at blive afsløret.

Han er mere syg end nogensinde tidligere. Og han kan ikke acceptere, vi nu ser hans svaghed og psykiske
tilstand udstillet.

Mænd græder ikke.
Mænd fortryder ikke.
Og slet, slet ikke en fri købmand.

To måneder senere er far, som den 1. november 2015 ville være fyldt 99 år – død.
En sen aften i februar fandt han kræfterne. Og modet.
Og i dag er han for længst tilgivet og bor trygt og varmt og dybt i mit hjerte sammen med mor.

Det samme gør billedet på terrassen, for dén dag på ved Middelhavet var den sidste gang, jeg så far smile.

Du er savnet, men jeg ved, du har det godt.

10 års dagen

Nogle ved, hvordan respekt og hensyntagen ser ud.

Færre kan sætte streger på, hvordan selvcensuren kan illustreres, og hvor nas dén og angsten for repressalier gør.

Men alle kender den tegning, som blev lavet på en halv time af en mand, som hedder Kurt, og som for 10 år siden sammen med 11 andre blev bragt i en dansk avis for at provokere og teste ytringsfriheden, og som siden førte til, at mere end 150 personer blev dræbt.

Så her er i stedet et foto af kærligheden, som overvinder alt.

Småland …

Her står jeg så.Tilbage i Småland for første gang siden flytningen for halvandet år siden.
Og mindes om, man aldrig skal opsøge sin ekskæreste, fordi man overvældes af et hav af mærkelige følelser, som stritter i alle mulige retninger.Skoven og Sverige reddede mit liv, og jeg fandt mig selv og fik grædt, råbt, tilgivet, elsket, kysset, forstået, skrevet så fingrene blødte og danset kinddans med engle og dæmoner (og elge, vildsvin og naturvæsener) i de syv år fra 2007 til 2014, hvor jeg retu…rnerede til Jantes land uden høje bjerge som et andet – helt – menneske.

Og nu står jeg akkompagneret af fuglenes sang med alle mine minder her på engen i Carl Michael Bellmans, ABBA’s og Zlatan’s land og savner min magiske gård helt ind i sjæl, hjerte, knogler og marv – og føler mig samtidig som en vildtfremmed i den tunge skovluft her i mit eget hood, som jeg kender alle tider på året som min egen bukselomme.

Livet er en følelsesmæssig kogevask, hvor vi konstant rejser med lige dele savn og drømme.

Men alt er lige nøjagtig, som det skal være.
Døre lukkes, døre åbnes, vi lever, lærer, dør – og starter forfra og forfra og forfra …

gården

https://www.youtube.com/watch?v=oisBjxYkw8Y

Go’ flight, Andreas – men min helt hed altså Michael Collins

Verden eksploderede en sommerdag i 1969, da tre mænd satte kursen de 384.000 kilometer mod den lunefulde måne.

Ikke fordi det var let. Men fordi det var svært.

Det sagde præsidenten selv, og så må det jo passe.

Med flammer længere end en fodboldbane blev den lille Apollo 11-kapsel på 12 minutter sendt fra Kennedy Space Center 185 kilometer over jordens overflade, hvorfra modulet efter halvanden tur om jorden accelererede fri af jordens tyngdekraft.

Fly me to the moon.

Lørdag den 19. juli ankom Neil Armstrong, Edwin Aldrin og Michael Collins til månen, og dagen efter blev månelandingsfartøjet Eagle med Armstrong og Aldrin om bord adskilt fra kommandomodulet Columbia.

De dansede piruetter i måneskin foran Columbia, så moderskibets kommandopilot Collins kunne konstatere, at fartøjet navngivet efter den skaldede amerikanske ørn var intakt.

Herefter tændtes landingsmotoren, nedstigningen begyndte – og resten er verdenshistorie:

Armstrongs manuelle indgriben for at undgå at lande i et klippefyldt område, de sølle 25 sekunders brændstof tilbage på tanken, Ørnens succesfulde landing klokken 21.18, og menneskets første støvle på månen klokken 03.56.20 dansk tid.

En halv milliard mennesker verden over fulgte dramaet på de grynede fjernsynsbilleder. Og ikke mange danskere fik søvn denne nat, da der på den selvsamme skærm, som plejede at vise ”1 ret og 2 vrang”, ”Belphégor”, Dr. Lieberkind, Pedro Biker eller Jørgen Clevin, pludselig fremtrylledes billeder fra et drama, som udspillede sig langt ude i universet.

Midt på vejen foran en købmandsbutik i en lille nordfynsk flække for enden af alting stod en dreng med sit lille Kodak Instamatic-kamera.

Han satte en firkantet blitz i og fotograferede månen. Løb så ind og hentede sin fars 10×50 kikkert og forsøgte naivt, men ivrigt, at få øje på Michael Collins og Columbia på den ensomme færd rundt og rundt om månen.

“Apollo 11 – This is Houston. All your systems is looking good – going around the corner. We’ll see you on the other side. Over. Roger.”

Biiip …

Mens kammeraterne legede, de var Armstrong og Aldrin, fortsatte drengen, som nægtede at lande på månen, med at cirkle i kredsløb om sig selv, sine forældre og købmandsgården på den golde, grå planet, man kaldte Veflinge.

En uanselig flække omgivet af kulsorte marker og fyldt med særlinge, tørstige sjæle og løse hænder. 20 kilometer nordvest for Odense.

Men langt mere end 384.000 kilometer fra alting.

Hans helt – Command Module Pilot Michael Collins – fik naturligvis sammenkoblet de to rumfartøjer problemløst efter månelandingen, inden Collins i sin himmelske stridsvogn som en romersk gud atter red gennem verdensrummet for en tidlig amerikansk morgen tre dage senere at lande trioen og de 21,5 kilo sten og jord fra månen med et plump i Stillehavet.

Tre uger senere sad tre American Heroes foran verden ved Apollo 11 After-Fly Press Conference i Houston, Texas.

De kiggede ned i bordet, famlede med papirerne, undgik enhver øjenkontakt, og Neil, Edwin og Michael lignede tre nervøse skoledrenge, som var blevet taget med fingrene i kagedåsen, og som nu stod ret foran rektor og hans spanskrør.

Og som om dét ikke var nok, havde min egen Collins også anlagt sig et tarveligt lille børstesælgeroverskæg.

Klodens modigste mænd fortalte stammende og hostende om ting, verden allerede på forhånd vidste – og de gled uelegant af på ethvert spørgsmål om følelsen af og storheden ved som de første mennesker at have besøgt månen.

Det bizarre scenarie var en gave til eftertidens hardcore konspirationsteoretikere, som til deres dødsdag er overbevist om, at månelandingen dengang i 1969 var en umulighed med datidens teknologi og et hokuspokussvindelnummer optaget i Nevada-ørkenen.

Sådan kan det gå, når man laver helte af tre iskolde, militære testpiloter, hvis fornemste opgave er at indsamle oplysninger.

De var netop kommet ud af tre ugers isolation, forude ventede 45 dages forvirret hyldest i 25 lande verden over, og for disse astronauter var følelser fuldstændig irrationelle.

Havde man fra jorden spurgt Collins, hvad han følte ved at flyve rundt alene bag månen som den ensomste mand siden Adam, ville han have svaret ved at aflæse højden, trykket og temperaturen.

The Sterile Cockpit Rule: You do not transmit non-essential info!

For både Armstrong og Aldrin, og mange af de 10 øvrige mænd, som frem til december 1972 besøgte Luna, endte rejsen til månen da også som en forbandelse, de i store dele af deres efterfølgende liv ikke havde megen lyst til at tale om.

Både Armstrong og Aldrin blev skilt – Aldrin sågar to gange – og han led i årene efter månerejsen af både depression og alkoholisme.
Michael Collins nåede aldrig månens overflade. Til gengæld bevarede han sit ægteskab med Patricia.

I november samme år landsatte Apollo 12 endnu to mennesker på månen.
I Stormenes hav.

I 1971 landede Apollo 14 i Fra Mauro og Apollo 15 i Hadley-Apenninerne, og i 1972 Apollo 16 på Descarteshøjsletten og Apollo 17 i Taurus-Littrow-området.

Drengen, som nægtede at lande på månen, cyklede alene rundt i aftenskumringen og mørket med de lange plasticstrimler i forskellige kulører blafrende fra håndtagene på den gule cykel, han havde fået i fødselsdagsgave af far og mor.

Han havde haft en scrapbog, som han klistrede billeder og artikler fra hver månelanding ind i.

Men efterhånden mistede han interessen for alle de mennesker, som rejste derop. Og efter Apollo 15 var det slut.

Til gengæld voksede grublerierne om livets mening og universet inde i hans hoved om kap med angsten for den helt almindelige hverdag.
Han delte ikke sin frygt med nogen, for der var ingen at dele den med, og de ville alligevel ikke have forstået ham, hvis han havde fortalt det. Han turde heller ikke. Så kammeraterne og omgivelserne fik aldrig den side at se.

I stedet lukkede han sig inde i sin egen verden, hvor han uden synderligt held forsøgte at gøre sine dæmoner, som han gemte i en sort æske, til sine venner.

Denne tidlige onsdag på den anden septemberdag i 2015 er drengen blevet en voksen mand på næsten 60.

Jeg går en tur gennem morgenen med min hund, mens jeg kigger op og smiler til den måne, jeg alligevel aldrig helt har sluppet betagelsen af.

Tænker på seje danske Andreas, som jeg har den dybeste respekt for, mens han nu kredser omkring i jorden med 28.000 kilometer i timen – og jeg føler mig som det sidste menneske på jorden, mens jeg ser Lunas have og kratere, som min helt Michael Collins for 40 år siden fløj rundt om i sin ensomhed, inden han vendte hjem til sin Patricia og parrets tre børn og et liv uden helt samme forbandelse som hans to venner, der landede dernede.

Jeg tænker tit på, at jeg herude i skovens dybe stille ro og i intetheden konfronteres med den samme bevidstgørelse og fordybelse, som Collins må have mødt i sin ensomhed, når han i sine 48 minutter gemte sig bag månen uden kontakt med noget levende menneske.

Mange havde ondt af, at Collins ikke kom med ned og gik på månen.

Blandt andet rockgruppen Jethro Tull, som på deres album Benefit i 1970 præsenterede Ian Andersons sang ”Jeffrey and Me” om at være ensom, være tilovers:

I’m with you L.E.M.
Though it’s a shame that it had to be you.
The mother ship is just a blip
From your trip made for two.
I’m with you boys, so please employ just a little extra care.
It’s on my mind I’m left behind
When I should have been there.
Walking with you.

I virkeligheden var Collins’ største privilegium retten til den uendelige ensomhed.

Nu lyser den måne, han aldrig kom til at vandre på, for mig, mens jeg ad små skovstier og veje finder hjem til huset.

Den friske morgenluft fylder mine lunger.

Jeg kan høre min egen puls.

Og jeg mærker igen de eksalterede glimt af lykke.

Fortællingen om Sophus Alfred Ferdinand Aloysius Knudsen

En dag i begyndelsen af 1950’erne flyttede en høj og statelig mand med et pænt ansigt til min barndoms forblæste, nordfynske landsby Veflinge.

Den nye mand i det lille samfund hed oprindelig Sophus Alfred Ferdinand Alysius Knudsen – men han gik kun under navnet Révisoren. Med tryk på første stavelse.

Revisoren boede få hundrede meter fra vores butik henne bag Abelone på Havrekær, som var en sidevej til Frederiksberg, og han havde tidligere gennem 25 år været ansat som overassistent på skattekontoret på Odense Kommune hvor han blandt kollegerne gik under navnet ’Fusser’.
I en menneskealder sad han iført ‘salt og peber’ på skattekontoret i Odense – pertentlig og med orden i tingene.
Men en dag tog han hul på et nyt liv, hvor han levede livet, som han ville – iført pyjamas somer og vinter og omgivet af bjerge af rod.

Der gik flere forskellige historier om Revisorens fratræden som tjenestemand.
Nogle mente at vide, han havde dækket over en kollega. Men den version, som kom nærmest sandheden, var denne:

Sophus Knudsen kunne godt være lidt anløben, og det havde flere kolleger ondt af. Samtidig kunne han måske ikke altid kende forskel på borgernes og sine egne kontanter.
Og da han under en middagspause havde lånt et mindre beløb af kassen til et privat indkøb, blev det opdaget, og hans kritikere slog til og fik lavet en revision.
Og Revisoren blev afskediget fra Odense Skattekontor.

’Fusser’ fik sin afsked med pension.
Det var hurtig ekspedition.

Han fandt det lille hus på Havrekær i Veflinge sammen med sin unge kæreste Svartsa, som han fandt efter sin hustrus død.
Men en dag flyttede hun.
‘Vi fejrede sammenbruddet med en kasse øl, og så var det bal forbi’, fastslog Revisoren.
‘Men hun piller nu ikke tapetet af væggen om natten,’ fortsatte han syrligt.

Og selv om Revisoren som udgangspunkt senere boede alene, havde han dog også smag for livets søde sider. Han tog således ofte ‘en kvinde ind på prøve på Godset’, som han udtrykte det.

Revisoren var et specielt menneske.
Farverig, kulturelt informeret og statelig.
En person, som ingen overså – hverken for det gode eller mindre gode.
I dag ville man have vist kaldt ham særligt sensitiv.

Også Sophus Alfred Ferdinand Alysius Knudsens opvækst var anderledes end de flestes.
Han var barnebarn af en ritmester på Odense Slot.
Ritmester Bruun Jürgensen – hvis navn kan spores tilbage til en rig og berømt ur-familie i Schweiz – havde en søn, i huset var en lille køn stuepige – og resultatet blev Sophus, som kom til verden den 29. december 1901.

Sophus’ mor boede i Ramsherred, som både i Odense og andre danske byer oprindeligt var gadenavn for de berygtede gader i udkanten af byerne. Begrebet Ramm stammer formodentlig fra tysk og betyder ringe eller elendigt, ligesom i ordet ramponeret. Herred angiver en beliggenhed uden for byen ved markerne.

Om moderen endte som alkoholiker, prostitueret eller noget helt tredie vides ikke, men Sophus blev fundet i rendestenen af et velhavende, kristent par fra Frederiksgade.
De boede i huset med de runde buer, som nu huser Albani Bryghus, og de adopterede lille Sophus og indlemmede ham i et et godt og trygt, borgerligt hjem, hvor faderen var kunstmaler.

Alligevel og på trods af sin gode opdragelse vedblev Sophus med at sensitiv, og han var hele livet afhængig af alkohol, hvad der også betød en meget traumatisk barndom for hans senere hustru og de fire døtre, parret nåede at sætte i verden.

Efter hustruens tidlige død gik det langsomt og alt for hurtigt tilbage for Sophus – men hvordan han endte i Veflinge tæt på vores købmandsgård, ud over at byen allerede dengang var kendt som en yderst tørstig landsby, fortoner sig i tilværelsens og alkoholens tåger.

Al den snak gik om sin fortid, gik Veflinges nye beboer ikke så meget op i.
For Revisoren var et positivt, humoristisk menneske, som trods sin evige funktions-promille stadig virkede som revisor for forskellige – blandt andet min far – og selv om tilværelsen havde givet ham modvind, og selv om hans lillebitte og meget gamle stråtækte hus absolut ikke var hverken stort eller velholdt, for at sige det mildt, var han altid glad og tilfreds.

Revisoren omtalte altid sin bopæl som sit gods. Og da det lille hus havde en ret stor have, var der som på alle andre godser syv haver. Urtehave, prydhave, rosenhave, frugthave og så videre …
Han havde også høns, og han hentede savsmuld til dem på det nærliggende savværk i sin gamle trillebør.

Han cyklede altid rundt på sin sorte herrecykel i sin pyjamas og badekåbe gerne med en cerut i munden og altid med sin gamle schæferhund Rollo, som alene på grund af sin størrelse indgød respekt, selv om den ikke kunne gøre en flue fortræd.
Rollo var som sin herre godheden selv, og den bragte Revisoren i kontakt med alle befolkningsgrupper.

Når revisoren cyklede rundt i byen, var det også stort set altid iført pyjamasbukser, morgenkåbe og scooterstøvler eller sutsko, og hver morgen mødte han op i fars butik med dokumentmappen under armen for at indkøbe den proviant, som han medbragte, når han besøgte sine venner i byen.
Og var der børn i butikken, bød Sophus dem gerne på et stykke slik eller en is.

Andre dage blev lærlingen fra vores købmandsbutik sendt af sted til Havrekær med 20 Elefanter og et par flasker snaps. Plus Ribena-saft og fløde.
Revisorens yndlingsdrik var nemlig ’Tigermælk’, en blanding af Ribena, snaps og fløde.

Det var en dag i 1955, at Revisoren besluttede, at det ikke længere var ulejligheden værd at klæde sig på hver dag.
‘Siden har jeg befundet mig bedst i pyjamas, og man behøver heller aldrig ikke tænke på knæ i bukserne’, som han ræsonnerede.

Mange sommermorgener kunne man se Sophus stå alene iført sin slåbrok på en af byens marker eller ved åen ved Elvedgård Skov og skåle morgensolen og den nye dag velkommen med en Elefantbajer i højre hånd og et elegant buk.
Bagefter skulle han hjem og have sin morgensøvn.

Andre dage drog Revisoren først med toget og senere – da Nordvestfynske Jernbane fra Odense til Middelfart lukkede og slukkede midt i 1960’erne – med rutebilen til Odense, mens Rollo uden at rokke sig en tomme hele dagen tålmodigt lå og passede på hans cykel i de mange timer, han var væk.

Turen til Odense blev stort set altid foretaget i pyjamas og slåbrok, og ædru var Revisoren heller ikke altid, hvorfor de medrejsende i samme kupe ofte kunne opleve ham falde i søvn.
Og var han med rutebilen, kunne han finde på at bede chaufføren standse i naboen Farstrup få kilometer fra Veflinge, så han lige kunne købe et par Elefant-bajere til turen.

Men pludselig kunne man en dag opleve Revisoren standsmæssigt klædt på i stadstøjet, når storbyen kaldte, og så iførte han sig sort tøj, gamacher, hvide handsker og et hvidt silkehalstørklæde nonchalant kastet over den venstre skulder.

Der gik også mange historier om hans møder med skatte-myndighederne.

Som dengang, Revisoren og hans klient af de selv samme skatte-myndigheder blev præsenteret for en lidt for kreativ bogføring.
‘Jeg har også sagt til min klient, at det ikke gik …,’ sagde Revisoren.

Eller da Sofus i begyndelsen af 1970’erne skrev til kommunens socialudvalg, som skulle holde julemøde, for at takke for sin pension, han havde oppebåret, så han kunne opretholde en god tilværelse.

Brevet med tak og glædelig jul sluttede:

”Og så vil jeg gerne afslutningsvis citere fra et digt, jeg selv har skrevet:
”Så hvile Marens bene, for første gang alene …”

Da Sofus Knudsen sov ind på Odense Sygehus i sommeren 1974 i en alder af 72, døde en af landsbyens skattede særlinge – og en uendelig venlig og rar mand af ære og pli.
Bedst illustreret ved denne undskyldning, da Rollo en meget sjælden gang kom til at gø ad en forbipasserende:

‘Jeg beklager dybt, min hund har gøet ad dig. En hund skal afspejle sin herres ansigt, og jeg er et venligt menneske. En gentleman bliver aldrig fuld – han bliver højst lidt bedrøvet …’

Jeg blev konfirmeret i april 1970.
En sælsom, mangeartet oplevelse at modtage hundrede telegrammer fra byens og egnens folk – som alle også var fars kunder – uden at ane, hvem en stor del af dem var.

Men på sådan en solskinsforårsdag trådte landsbyens særegne kvalitet også igennem. Jeg var en del af en kerne af mennesker. Et samfund.

Denne søndag den 26. april 1970 strømmede det ind med telegrammer, som alle udstrålede et sammenhold.

Telegrammerne var prydet med naturmotiver med skove, søer, rådyr og svaneforældre med ællinger, andre forsider med tegnede roser, igen mange andre havde kirker i alle afskygninger – og på allerflest af disse prætrykte ‘Modtag de hjerteligste lykønskninger på konfirmationsdagenø-telegrammer stod en konfirmand med butterfly, Bibelen i hånden, skinnende hvide tænder og øjne så blå som de rigtige levende mænd i nazisternes Signal-blade fra krigen oppe i mit hemmelige rum på loftet.

Der var også et par kæmpestore røde telegrammer fra Den Danske Statstelegraf med reproduktioner af kunst og de få ord, der var blevet råd til.

Det ene kom fra min ældste storesøsters svigerforældre helt ovre i København og var smykket af en reproduktion efter Christian Købkes 1836-maleri ”Parti af Østerbro i morgenbelysning”, det andet var illustreret af en reproduktion af Egill Jacobsens ”Grønne masker i grønt”.

Olie på lærred kreeret under krigen det samme år, som far overtog butikken fra min utro farfar.

To andre telegrammer skilte sig ud. Det ene, fordi det ikke var pakket ind i en farvet tegning, men tværtimod på forsiden havde et luftfoto af Veflinge Skole.
Hvorfor dog også glemme livets barske realiteter på sit livs store festdag, hvor man trådte ind i de voksnes rækker og med kniven på struben og drømmen om alle gaverne og den blå mandag bekræftede noget, man senere til sin dødsdag ville betvivle rigtigheden af?

Inde i telegrammet sendte de lærere, som gennem folkeskolen havde revet i øret, sparket, slået og hånet, så deres hjerteligste lykønskninger.

Af hjertet tak.

Jo, selv tak!

Det andet telegram fra konfirmationsdagen skulle der gå mange år, før jeg genopdagede.

Jeg var 45 år, stod midt i en af livets flytninger efter min anden skilsmisse og åbnede for første gang den støvede pakke, som sammen med blandt andet gamle kærestebreve, stilebøger og koncertbilletter havde fulgt mig hele livet fra sted til sted.

Pakken, som mor i 1970 lavede med alle telegrammerne og festsangene fra konfirmationen.

Jeg smilte, mens jeg gennemgik de mange telegrammer, hvor mor i hvert havde skrevet ind, hvis der havde været vedhæftet eller indlagt penge.
10 kroner fra Ebba og Bent Christensen på Lindebjerg, 10 kroner fra Anna og Karl Åge, 15 kroner fra min skolekammerat Knud – og en check på 20 kroner fra Lis og Gunni. Jeg var ret sikker på, far havde et særdeles godt øje til Lis, og hun til ham.

Der var telegrammer fra Karen og Johannes fra brødudsalget, Jørgen og Lilly fra posthuset, Ellis og Mogens fra manufakturhuset, fra gårdene, som handlede med far – og så var der alle de telegrammer, som virkelig battede for at opfylde drømmen om min Tandberg-spolebåndoptager.

870 kroner fra 28 af byens par og min lærer Jensen, 987 kroner fra min afdøde farmor Johanne øremærket til mig, 130 kroner fra min bror Ib og hans første kone, samme beløb fra min ældste storesøster Kate og hendes mand, hundrede kroner fra min moster Ketty, hendes mand Arne og min kusine Susanne, selv om Ketty i det daglige var noget af en opgave at være i stue med – og en bankbog med hundrede kroner fra min elskede Tante Birthe.

Der var også et telegram fra Smuddi – ”VOV VOV” skrev far – og et telegram, hvor mor, far og søster Anne gav mig den transistorradio, jeg havde ønsket mig.

Men da jeg den dag som 45-årig endelig fik trukket i den sløjfe, mor havde bundet 31 år forinden, og foldet det brune papir ud, lå der midt i stakken et telegram, jeg havde glemt alt om og først så mange år senere kunne påskønne.

Fordi det var mindre end de andre, skilte sig ud, strålede af liv – og et ønske om at gøre sig umage. Med livet, nuet og denne hilsen til en tilfældig dreng i et tilfældigt hus på Frederiksberg.

På forsiden var hverken rådyr, roser eller Signal-drenge med øjne som skovsøer.

Der var derimod en reproduktion af Michael Anchers billede ”Redningsbaaden sættes ud”.

Teksten var heller ikke præfabrikeret og massetrykt.

Den var skrevet med fyldepen og med schwung, og den smukke håndskrift med krummelurer dansede 31 år senere en voksen mand i møde:

Hermed en Pose fuld af gode ønsker for Din Fremtid (For at blive i Købmandssproget.)
Sophus Knudsen.
Post Scriptum:
Alt er Forfængelighed.

Det var Revisoren med tryk på første stavelse, som gik igen.
Måske vidste han alt for godt, at både han og jeg havde brug for en redningsbåd?

Selv her mange år efter sin død gjorde en af byens særlinge et dybt indtryk på en nu voksen mand i en tid, hvor der er blevet længere og længere mellem både særlinge, umage og personlige ord til livets rejse.

Men det er aldrig for sent.

Vi sætter os alle spor efter vores død.

Sofus Knudsen satte sine med forsinkelse. Og eftertryk …

Notabene!

Odenses legendariske Jazzhus Sophus Ferdinand blev i øvrigt opkaldt efter Revisoren – Sophus Alfred Ferdinand Aloysius Knudsen.

Jazzhus Sophus Ferdinand lå på hjørnet af Kongensgade og Vestre Stationsvej fra marts 1974 til juni 1986 i den ejendom, som tidligere havde rummet Odenses første herskabsvilla opført af adjunkt Strøm i 1868.

Villaen lå dengang på det nærmeste ude på landet og blev hurtigt efterfulgt af andre vestpå langs Vestre Stationsvej. Området kom dengang i folkemunde slet og ret til at hedde villakvarteret, og alle disse villaer er nu revet ned inklusive adjunkt Strøms historiske villa, der som en af de sidste blev jævnet med jorden, da Sophus Ferdinand lukkede og slukkede i 1986

Ejer og leder af jazzhuset var Poul Jørgensen, som overtog villaen i 1974. Indtil da havde den rummet værtshuset Vin og Ølgod, men de kommende år skulle Poul Jørgensen få datidens største jazzstjerner til Odense.

Navne som Richard Boone, Benny Waters, Stan Getz, Dizzy Gillespie og Thad Jones, Niels Henning Ørsted Pedersen, Svend Asmussen, Dizzy Gillespie, Sammy Rimington, Etta Cameron … og så naturligvis også West 58’th Street Stompers, Theis/Nyegård Jazzband, Fessor’s Big City Band og lokale musikere som Odense Banden og Riverside City Band.

Gennem årene spillede et hav af lokale, nationale og internationale jazzmusikere på det hyggelige sted, hvor møblementet gjorde sit til stemningen. Der var lange træborde og lange sortmalede bænke, og loftet hang lamper af stråkurve, som lignede omvendte papirkurve. I rummet med baren var der fritstående borde, de store vinduer var dækket med stråpersienner, og på væggene hang collager af musikere, der havde været på Sophus.

Det kostede en flad tikroneseddel at komme ind – 60 kroner til de dyreste arrangementer – Sophus åbnede klokken 21, musikken begyndte at spille klokken 22, og klokken 23 var der propfyldt.
Bajerne blev langet over baren, glas var ikke nødvendige, der blev solgt fedtemadder til en daler og man skulle skære sig gennem røgen.

Det fynske jazzværtshus blev Odense svar på Jazzhus Montmartre i København.

Og også her fik Revisoren altså et ord med på vejen …

Sophus med hustru og døtre

Far og den længste aften

Kære far.

Så blev det aften den 10. februar – og vi skal til det igen.
Eller rettere – jeg skal til det.

For du har siddet i din himmel og blinket som en stjerne i nøjagtig 35 år her i aften. Jeg blev hernede på jorden, hvor du gjorde den 10. februar til en dato, som ætsede sig ind i min livskalender – og en dag, som jeg altid lige skal igennem, før jeg kan byde lyset og foråret velkommen.

Den længste dag.

Du er tilgivet, og du er elsket og dybt savnet – og jeg forstår alle de ting, du sloges og kæmpede med, da du mellem klokken 22.00 og 23.30 en sen søndag aften i 1980 sprang ud fra stålrørsstativet i en nordsjællandsk affaldskælder og lod dig kvæle i den grå elledning, som du havde slået om et vandrør, viklet fire gange om din hals, lagt i en glideløkke og bundet i en kraftig knude i den modsatte ende.

Men du skal også vide, at dén beslutning kom til at definere og påvirke hele mit liv – og at jeg på gode dage forundres over og på de dårlige forbander, at jeg her i en alder af næsten 60 stadig påvirkes så kraftigt af dit valg den søndag, som kaldes Dominica Sexagesima, fordi der er omkring 60 dage til påske, hvor du endelig fandt modet til at modtage din egen dom.

Den hårdeste af slagsen.

Mens P1 sluttede dagen med at sende en optagelse med radiokoret, som sang Johann Sebastian Bachs ”Unser Leben ist ein Schatten”.

Unser Leben ist ein Schatten auf Erden.
Ich weiß wohl, daß unser Leben
oft nur als ein Nebel ist.
Sind wir doch zu jeder Frist
von dem Tode hier umgeben.
Drum, ob’s heute nicht geschicht,
meinen Jesum laß ich nicht.

Du var en fantastisk dejlig, vidunderlig og helt igennem elendig far.
Og du havde bunker af kærlighed til os på de gode dage.
Men det store svigt opstod, når lykken hele tiden blev ødelagt, fordi det indadtil gik helt galt, så alle de gode minder blev overskygget af de hårde minder.

Sådan levede du med dit lys og dit mørke. Dr. Jekyll og Mister Hyde. Hård og ubarmhjertig – mest mod dig selv – men du også var musisk og kreativ, du elskede at spille på forskellige instrumenter – og du interesserede dig for og hjalp andre mennesker.

Skrev digte. Skrev min storebrors stile til skolen. Inspirerede og hjalp dine bysbørn og var stolt af din familie, som du passede på – så længe kræfterne holdt.

Jeg kigger på det billede, som jeg for blot en uge siden fik tilsendt – og som jeg aldrig tidligere har set.

Det er taget foran den gamle præstegård i den lille nordfynske landsby Veflinge, og du står sammen med resten af klassen og konfirmationsholdet på Veflinge Skole.
En oktoberdag i 1930.
Forrest sidder pigerne med de tykke, uldne hvide strømpebukser og deres ballerinasko med spænde.
Og bagerst jer drenge.

Du er let at genkende som nummer to fra venstre som købmandens søn fra byens familie med midler.
Du skiller dig ud og ligner en lille mand med din hvide skjorte, slips og jakke blandt de øvrige knægte fra byen og læreren til højre, som du hadede så meget på grund af de bank, I fik af ham, at du siden sendte mine tre ældre søskende på privatskoler i Odense og Brenderup.

Jeg startede i 1963 på den nye Veflinge skole, hvor vi stadig fik tæv og blev ydmyget i den sorte skole.

Men du er ikke en mand.
Du er bare 13.
Samme alder som min datter Rose har nu.

Nu er i alle på billedet væk og forvandlet til støv og muld.
De 11 piger på foreste række. De 14 drenge bagved.

Hvilket liv fik I mon hver især?
Levede tilværelsen op til jeres drømme …?
Fandt I kærligheden:
Mærkede I livet?
Fik I muligheden?
Turde I?

Og hvilke drømme stod du med sådan en efterårsdag i 1930, far?

Du ville så meget, far.
Men i en alt for ung alder, dengang somrene var længere og mere solrige, fik du alt for meget ansvar og blev placeret i en rolle, du aldrig formåede at slippe.

Du drømte om så meget mere i dette liv – men du sloges selv med så meget svigt. Så mange tab.
Først blev din storebror smidt ud af landet og sendt til Canada. Så blev din egen far smidt ud af huset og købmandsgården i landsbyen af din mor, fordi han havde under en hed affære under den ugentlige varetur i lastbilen fra butikken rundt til egnens gårde gjorde en kvindelige kunde gravid,

Du og mor var på det tidspunkt stadig kærester, men I havde aldrig boet sammen – og da du nu blev kaldt hjem for i utide at overtage butikken, måtte et ægteskab lynhurtigt sættes i stand en januardag i 1943, så I kunne bo sammen som mand og kone.

Det er hårdt at skulle være den eneste rigtige mand i en familie.

Far, Lille Du. Hele byens førsteelsker. Livsnyderen. De lokale kvinders yndlingsbordherre. Altid en sjov bemærkning. Sang og skål og dans.

Det sammensatte menneske og den utro, voldelige ægtemand, som selv havde haft en benhård opvækst.

Det gav dig en utrolig ro og styrke at have familien omkring dig, men så blev du fanget inde i dit eget sind.
Du kunne ikke leve op til dine egne krav, men lukkede på grund af dine ambitioner og din stolthed ned for den del af dig selv, som rummede din sårbarhed og følelsen af at være tilfreds, glad og have kærlighed.
Alt blev hevet og flået fra hinanden, og du var hele livet utrolig fokuseret på, at du skulle bevise dit værd.
Du stillede utrolig høje krav til dig selv og anbragte dig konstant i positioner, hvor du skulle yde noget ekstra. Din psyke knækkede midt over, og det var frustrerende at have en far, som vi kunne mærke så intenst det ene øjeblik, hvorefter du i det næste var fuldstændig væk.

Men du var ikke kun væk for os – du var også væk for dig selv.

Når du var ude til arrangementer, brugte du al din positive energi på at holde dit temperament i ave, men når du kom hjem, havde du ikke flere kræfter.
Så kom frustrationerne og aggressionerne. Så blev alle dine dæmoner sluppet fri. Det blev en befrielse for dig at afreagere, men når du slap grebet om familien, kunne vi ikke længere nå dig.
Så vendte du alt indad, blev fyldt af sorg, vrede og selvhad og skubbede alt og alle væk fra dig.

Du havde virkelig bygget dig selv op til at skulle være en stor mand med masser af power, styrke og magt, men du fik aldrig den store succes og anerkendelse, du drømte om.
Du drømte om det store udland, om Amerika, og du og mor snakkede da også alllerede før jeg blev født i 1956 om at emigrere. Men I kom aldrig af sted, fordi du bare drønede af sted med skyklapper for øjnene.

Dit livs fatale fejltagelse var salget af købmandsgården i foråret 1979 for at rejse til Spanien, gå på efterløn og bo med udsigt over Middelhavet – for du havde aldrig drømt om at tage ned og blive pensioneret, og du var heller ikke pensioneret indeni.

Allerhelst ville du have knoklet livet ud, indtil du bare døde, for det var det eneste, du kendte. Inden i var du stadig en forretningsmand i højt gear.

Det var det eneste, du levede for, far.

Salget af butikken sugede det sidste liv ud af dig – og dit selvmord kom med tiden til at sprede familien i stedet for at samle den og være det samlingspunkt, du var, så længe, du havde det godt.

Du lagde tre afskedsbreve – og i det sidste til mor, vi fire børn, svigerbørnene og børnebørnene skrev du bl.a.:

’Jeg vil se at få mod til at gøre en ende på det. Hvad der fik os til at sælge forretning, hjem, venner, loge, lejr og de goodwill, vi havde, de hyggelige fredagsmøder, Bos sted at holde til, forstår jeg ikke, selv om det hænger i hovedet døgnet rundt.
Jeg kunne skrive en bunke, men én ting beder jeg om. Husk også far, som han var for bare ét år siden.Håber, I alle må få et lykkeligt liv, som jeg har haft, og at I ikke sælger jeres seneste år på den måde, jeg føler mig nødt til at gøre.

Kærlig hilsen
Far

I skrivende stund er der endnu et par timer, til du for nøjagtig 35 år siden fandt modet til at forlade denne verden.
Jeg tror, du endelig var fyldt af ro den aften, du tog dit liv.
For dig føltes døden ikke hård.
Det var derimod hårdt at leve.

Ja, du følte ikke, du fortjente at være her længere.

Derfor opfatter jeg ikke din beslutning som egoistisk.
Du havde intet andet valg.

Er du sluppet fri, far?
Tog de det tyngende ansvar og din frygt fra dig?
Kan du græde nu?
Fik du vinger?
Blev dine dæmoner hernede på jorden hos os andre?

Fester du i Paradiset, hvor solen altid skinner varmt og klart, iført din harmonika, din banjo eller din violin og spiller og synger med røde kinder, mens bøfferne og pølserne syder på grillen?

Står du oppe over skyerne bag glasdisken i din egen lille himmelbutik i din brune kittel med brillantine i håret, blyanten bag øret og en god Manne-cerut i munden og smiler til Revisoren og alle de andre engle, som kommer ind for at handle?

”Den klarer jeg, lille du. Vi får nye leveringer på torsdag. Var der andet, jeg kunne hjælpe med? En himmelseng? Et evigt liv? Bare sig til, du …”

Sidder du somme tider med de andre rødder fra Veflinge på en melsæk i baglokalet og snupper en Tuborg fra kassen?

Og glæder du dig, til de sidste gamle venner fra landsbyen kommer op til dig?

Eller blev du måske digter?

Fandt du den fred, du søgte, far?

Jeg håber, at du somme tider daler ned på jorden og går en tur gennem Veflinge, mens du letter på kasketten og hilser på de andre døde i de dødes by, mens I smiler indforstået til hinanden, fordi I ved, at I er usynlige for alle andre end hinanden.

Og jeg håber, at du somme tider kommer ned og ser, hvordan det går med din yngste søn, som snart er lige så gammel som du selv var, da du forlod jorden.

Jeg var 23, da du valgte døden i aften for nøjagtig 35 år siden.
Og dén aften i 1980 tog jeg definitivt afsked med min barndom.

Samtidig gav du mig også noget med, far – ud over savnet, som jeg aldrig vil slippe:
Den februaraften besluttede jeg, at jeg aldrig ville fortryde nogle af valgene i mit eget liv.

Men hold kæft, hvor jeg dog savner dig sådan en mørk februaraften i 2015.