‘En af landets bedst skrivende journalister hedder Bo Østlund.
Når den store forfatter bliver spændt for pennen, så bliver det
enkelte sinds plovfurer genkendelig for alverden.’
(Forfatter og journalist Poul Blak)
Mine 20 bogudgivelser 1992-2018:
1992:
Fabrikken der ikke ville dø
Forlaget Fynbo
Jyllands-Posten:
“Bo Østlund er en ordrig og sprælsk forfatter, og spillet bag kulisserne, som Østlund skildrer næsten time for time, er lige så fascinerende som en velkomponeret kriminalroman.”
Berlingske Tidende:
“Bo Østlund beskriver detaljeret det politiske rænkespil, der førte til fabrikkens forvandling. Bogen har ægthed og varme. Den er gennemresearchet og fuld af utraditionelle vinkler. Østlund udstråler en kærlighed til de gamle bygninger. En kærlighed af dé dimensioner, som bygnings-revseren Peter Olesen efterlyser i alle landets bykerner.”
Aktuelt:
“Bo Østlund har lavet dybdeborende journalistik og boret i alt, der skete, mens kultur-aktivister, politikere og erhvervslivets folk smed den ene plan efter den anden på bordet og hver kæmpede for sin ide. Forfatteren har talt med alle, og det er ikke kun spændende læsning for fynboer!”
Fyens Stiftstidende:
“Bo Østlunds bog giver ikke blot en spændende skildring af Brandts historiske forløb, men bringer tillige for første gang en række afsløringer af magtspillet og de politiske intriger forud for omdannelsen til Odenses berømte kulturcenter. Bogen er veloplagt skrevet med vægtige portrætter.”
Fyns Amts Avis:
“Journalist Bo Østlund har fem år efter den officielle bog om Brandts klædefabrik taget en nyere og friskere tur igennem hele historien om den gamle klædefabrik, og han når vidt omkring. Bogen er fyldt med det, journalister kalder kød og blod – mennesker og deres historier.”
2000:
Dronning Ingrid 1910-2000
Forlaget Mellemgaard
Nordjyske Stiftstidende:
“Et velsmurt journalistisk rids af dronningen og hendes liv.”
Jydske Vestkysten:
“Resultatet er præget af alt andet end hastværk – Korrekt og velskrevet – Godt arbejde.”
Fyns Amts Avis:
“Et fint resume af dronningens liv som barn, teenager, hustru, svigermor, mormor, dronning – og menneske.”
Ekstra Bladet:
“Gaven til svigermor, mormor og morfar.”
Fyens Stiftstidende:
“Bestseller – bogen bliver revet væk.”
2001:
For enden af regnbuen? – 150 skæbnefortællinger om nulevende danskere i USA
Forlaget Mellemgaard
Fyldepennen:
“Forfatteren Bo Østlund har gjort et meget stort og meget fint stykke journalistisk arbejde ved i én bog at samle ikke færre end 155 skæbnefortællinger om danske, der forlod Danmark for at leve i et andet land – alle 155 i bogen valgte USA. Det er ikke støvede historier om fortidslevn men mennesker, stadig levende, som selv har kunnet fortælle forfatteren deres historie.
Bogen henvender sig ikke kun til danskere med emigrationsdrømme. Den er også god at få forstand af for alle, der vil prøve at forstå de immigranter, som kommer til vort land.”
2002:
Ebbe Sand – mennesket bag målene
Forlaget Brønden
Ekstra Bladet: ***** (5 stjerner)
“Stærk og sand. Vellykket bog.”
BT ***** (5 stjerner)
“En bog fuldt på højde med de nærgående biografier og bøger, som er skrevet af og om folk som Michael Laudrup, Peter Schmeichel og FC København.
Det er en af den slags bøger, der gør en forskel. Den type bøger, som efterlader læseren med et anderledes syn på tilværelsen.”
Politiken:
“En god historie, en god fortælling. Som læser drages og beriges man.”
Fyens Stiftstidende:
“Det vrimler med bøger om danske fodbold-stjerner på forlags-himlen, men Bo Østlunds imponerende epos om Ebbe Sand lyser op som en klar komet fra det ydre rum.”
Nordjyske Stiftstidende:
“”Uden sammenligning den mest ærlige biografi fra en dansk fodboldspiller. En bog, der ikke sådan lige bliver glemt. Det er faktisk imponerende godt gået.”
TIPS-Bladet:
“Indsigtsfuldt værk, som dybest set handler om noget meget større end selve fodbolden. Det er nok derfor, bogen er blevet så vellykket.”
Århus Stiftstidende:
“Forfatteren Bo Østlund går lige på og hårdt med en prolog, som man læser stakåndet og rørt til tårer.
Her præsenteres en hudløs ærlig Ebbe Sand, som efter at være kureret for sin kræftsygdom og på højdepunktet af egen sportslig succes sætter sig ned i en sen nattetime og skriver en dybfølt kærlighedserklæring til den Trine, som sammen med sønnen Mikkel er det vigtigste i hans liv.
Historien om mennesket bag målene – om den beskedne, men ærgerrige jyde fra Hadsund – er godt fortalt, og de involveredes ærlighed er imponerende.
Alt i alt en formidabel god bog, der kommer langt tættere på mennesket bag idolet, end vi er vant til med den slags udgivelser.”
2003:
Pearl Harbor – Christensen og Olsen meldt savnet i kamp
Lindhardt og Ringhof
Berlingske Tidende: ***** (5 stjerner)
“Stemningsmættet læseværdig billedbog, som også bør kunne bruges i historieundervisningen i gymnasiet.”
Lektørudtalelse til folkebibliotekerne:
“Letlæst og indlevelsesrig bog. Det at interviewe folk, gå på research og få en historie ud af dét, der er vedkommende, er noget forfatteren kan.
Det har været et enormt efterforskningsarbejde og alle spor er blevet fulgt til det yderste.”
2006:
Skilleveje
Forlaget Heatherhill
Vejle Amts Folkeblad: ***** 5 stjerner)
Det er en vidunderlig bog, og det er en bog, man bliver klogere af. Bogen er en kraftpræstation, dybt tankevækkende og et springvand af vidunderlige historier.
Der er nerve, oplevelser og perspektiv gennem samtlige 28 kapitler. For slet ikke at tale om Bo Østlunds velskrevne og begavede forord.
Skilleveje rummer forrygende historier og er velskrevet og flot layoutet. Det har forfatteren i øvrigt gjort selv.”
Midtjyllands Avis: ***** (5 stjerner)
“Skilleveje læses med interesse som 28 meget små bidder af efterkrigstidens Danmarkshistorie, og billedsiden er med til at fastholde tiden med helt nye samt sort-hvide og gulnede farvefotos fundet rundt om i private fotoalbum. De sidstnævnte er i ordets egentlige forstand tidsbilleder – tidstypiske fra familiefester, udflugter, skolekomedier osv. Resultatet er blevet flot, både det indre og ydre. Der er mange nuancer, og det er netop denne nuancerigdom, der gør bogen læsværdig.”
Lolland Falsters Folketidende: ***** (5 stjerner)
“Stor, flot og unikt illustreret bog.”
Jyllands-Posten: **** (4 stjerner)
“Bogens undertitel om hudløse fortællinger fra barndommens gade holder, hvad den lover. Generøst åbnes der for posen med skilsmisser, alkoholproblemer, omsorgssvigt og fattigdom”.
Nordjyske Stiftstidende: **** (4 stjerner)
“Det er en bog med store følelser, men også med megen humor og lethed. Der er kloge menneskers tilbageblik og erkendelser, og der er også en hel del snusfornuft og almindeligheder. Men der er næsten intet, der er ligegyldigt af alt det, der bliver sagt og tænkt i alle disse skæbnehistorier. En flot bog, man ikke lige bliver færdig med.”
Politiken:
“Ingen af fortællerne har grund til at fortryde deres deltagelse i dette projekt. En flot bog.”
Kristeligt Dagblad:
“Det er lykkedes Bo Østlund med sine portrætter at skabe et både fascinerede og nuanceret stykke Danmarkshistorie. En meget vedkommende bog. Ja, den er sine steder, ganske enkelt, gribende læsning.”
Bogmarkedet:
“Stor og meget flot bog. Fælles for de 28 historier er om barndommens gade er, at det er gode fortællere med noget på hjerte, og Østlund har været ferm til at trække ting frem, der gør, at læseren uvilkårligt begynder at grave i sin egen fortid.”
Folkeskolen:
“Bo Østlunds Danmarkskrønike er en velskrevet, tankevækkende og smukt gennemillustreret rejse tilbage i barndommens land”.
Lektørudtalelse til folkebibliotekerne:
“De 28 bidrag er fascinerende læsning.”
2007:
Alexandra – prinsessen som begyndte forfra
Forlaget Mellemgaard
Hun var næsten for god til at være sand. Så blændende smuk som hun sad der i Havesalen på Fredensborg Slot den sidste dag i maj 1995 og kiggede forelsket på sin prins. Iført en elegant rød spadseredragt med guldknapper, Coco Chanels hvide kameliablomst i silke på brystet og en seksradet perlekæde om halsen.
31-årige Alexandra Christina Manley – britisk statsborger bosat i Hong Kong – havde indtil denne morgen været en velbevaret hemmelighed, men nu tog hun regeringen, medierne, Danmark og danskerne med storm som den fødte prinsesse. Et trylleslag til en hel nation. Opkvikkende medicin til et aldrende kongehus.
Men ikke alle eventyr har en happy end, og en septemberdag i 2004 sluttede det hele lige så overraskende, som det var begyndt, da Prins Joakims og Prinsesse Alexandras skilsmisse blev offentliggjort. Og i marts 2007 valgte Alexandra at følge sit hjerte og gifte sig for anden gang. Og trylle sig om til et nyt liv som borgerlig. Fra Kongelig Højhed. Til Hendes Højhed. Til Grevinde af Frederiksborg. Og Fru Jørgensen.
2007:
Etta Cameron – hun gav smerten vinger
People’s Press
Fyens Stiftstidende: ***** (5 stjerner)
“En tyk bog, en biografi, der fortæller en alt andet end gloriøs historie om en kvinde, der det meste af sit liv har måttet kæmpe mod nedværdigelse og bedrag, og som er blevet tæsket både af sin egen far og af sine ægtemænd. Hertil kommer livstruende sygdom og mange smerter.
Bogen om Ettamae Louvita Coakley – efternavnet Cameron stammer fra hendes første mand, Lamark Cameron fra South Carolina – er skrevet af journalisten og forfatteren Bo Østlund efter en halv snes åbenhjertige samtaler i foråret i et sommerhus i Hornbæk. Man fornemmer, at de to er kommet godt ud af det med hinanden, og at Bo Østlund har overlevet de kaskader af tårer, som Etta Cameron udgød under hele seancen, mens hun for første gang i sit liv fortalte om sit dramatiske liv.
Så vi giver hende et stort femtal, ikke?”
Jyllands-Posten:
“Et fint portræt af en kvinde, der er båret af en rørende oprigtighed og tro på det bedste i alle mennesker.”
Fyns Amts Avis:
“En stor, flot biografi om en usædvanlig kvinde, der kommer igennem tørre tæsk, overgreb, vold og voldtægt, fem års fangenskab i Østtyskland og 20 kræftoperationer.”
cPress:
“Det er historien om en pige, der blev tævet af sin far, voldtaget af farens ven gennem to år, og derefter som kvinde tævet af to ægtemænd. Det er ikke eventyr, men blodig alvor. Etta Camerons biografi griber læseren fra start til slut og får både følelser af gru og glæde frem.
”Etta Cameron – Hun gav smerten vinger” er en barsk biografi, som fanger og berører læseren. Men det er også en hjertevarm historie om livsmod, om kærlighed, om ufattelig styrke – og ikke mindst en fortælling om troens kraft.”
Berlingske Tidende:
“Aldrig har en selvbiografisk beretning været fyldt med så mange tårer. I Etta Camerons egen udlægning har hendes liv været et liv fyldt med ydmygelser. Men det har også været en rejse, som, paradoksalt nok, har gjort hende til det positive menneske, hun er i dag.
Bogen om Etta Cameron er en rystende levnedsbeskrivelse, der former sig som en kvindes forsvarstale over et liv med katastrofale valg.”
2007:
Den største pris – en cykelrytters bekendelser
Forlaget Heatherhill
Politiken:
“Det er – også uden dopingindslaget – en læseværdig bog, som utvivlsomt vil appellere til det omfangsrige, hjemlige cykelmiljø. Levende komponeret af journalisten og forfatteren Bo Østlund og tilsyneladende åbenhjertigt fortalt af både Hamburger og hans nærmeste.”
Feltet.dk:
“Bo Østlund skifter Hamburger-gear og kører væk fra feltet i stort tempo. Han går dybt. han giver den krop, bund og volumen, og han giver den gudhjælpemig troværdighed.
De sidste 100 sider af “Den største pris” samler bogen op og er virkelig værd at læse. Det er der to grunde til: For det første så besvarer Bo Hamburger spørgsmålet om, hvorfor han ville cykle. Han gentager sig selv, han nærmer sig målet fra flere vinkler og danser omkring spørgsmålet som en genert teenager til det første afdansningsbal. Men han besvarer det. Læs det selv.
Den anden grund til bogens læseværdighed ligger i det faktum, at hans udgangspunkt er helt anderledes end Brian Holms og Jesper Skibbys. Hvor de først allerede havde bandet, svovlet, småpimpet og grædt i ensomhed over det fortable land, inden de greb til pennen, så kommer Bo Hamburgers bog som den hvileløse malermesters smertelige råb om hjælp og en forståelig verden råt for usødet fra bunden af det mørke hul.
Bo Hamburger har fået taget sin drug, og han har endnu ikke, som de andre, været gennem den kolde tyrker.
Det giver bogen en helt særegen hudløshed, som gør den ægte, vedkommende og troværdig, og det er godt gået af Bo Østlund, at han har kunnet formidle det aspekt.”
Horsens Folkeblad:
“Bogen er interessant, fordi den formidler den barske og egoistiske og rå verden i cykelsporten.”
2008:
Chauffør for Hr. Møller – 12 måneder sammen med Danmarks rigeste mand
Ekstra Bladets Forlag
Lektørudtalelse til folkebibliotekerne:
“Mærsk Mc-Kinney Møllers privatchauffør gennem et år har leveret stoffet til bogen, og den erfarne journalist og forfatter Bo Østlund har kædet hans udtalelser sammen med sine kommentarer i et journalistisk sprog, der flyder ubesværet.
En tidstypisk bog, der imødekommer det moderne menneskes trang til at undeholde sig med de rige og berømtes privatliv.”
2008:
Allan Simonsen – 30 år efter
People’s Press
Fyens Stiftstidende: ***** (5 stjerner)
“Chokerende private erkendelser fra en hudløs ærlig eks-stjerne Allan Simonsen, der nærmest rykker tæppet væk under sig selv som privatperson.
Det stærke ved Bo Østlunds bog er, at han har Allan Simonsen på banen til selv at fortælle om den fiasko, som Allan Simonsen i dag reelt føler, han er som søn, ægtemand og far. En brutal skyggeside af et overfladisk glansbillede tegnet gennem årene af Allans succes- og stjernetilværelse.
Bo Østlund får manden, der helst ikke vil tale om problemer – der som den ensomme ulv faktisk nok helst ikke vil tale med nogen om noget dybere – til at berette om sin fars dødsangst, som Allan tydeligvis har arvet og med tiltagende styrke, som han nærmer sig farens dødsalder på kun 59 år.
Skandaleombruste David Nielsen har i forbindelse med sin bog talt meget om, at han ville være ærlig om sin fodbold”karriere”. Når man har læst bogen om Allan Simonsen, så får ordet ærlighed – og i øvrigt også ordet karriere – en helt ny betydning .
Dette er meget mere end en fodboldbog.”
Sportsmagasinet 90M: * * * * (4 stjerner)
”Bogen efterlader et meget nuanceret billede af mennesket Allan Simonsen.
Det er et portræt af en mand, der har lært af livet, og Simonsen giver mere af sig selv, end man har oplevet tidligere, når han fortæller om skyldfølelsen over for sine døtre af første ægteskab og om tvivlen, han martres af.
Det er velsignende at lade sig føre 30 år tilbage og genopleve en stor karriere fra dengang bluserne var af bomuld og støvlerne af sort læder”.
Player: **** (4 stjerner)
“Det er en moden mand, der reflekterer over sine valg og sin skæbne, og derfor føles den nye biografi som et fuldt berettiget efterskrift til de nu 30 år gamle letlæste idol-biografier.
Det er sympatisk, at Simonsen gennem hele sin karriere reflekterer som udlandsprofessionel og forholder sig til de miljøer og personer, han møder, ud fra helt jordnære, almindelige forestillinger om værdighed, medmenneskelighed og respekt. Men det tegner også et billede af den lille, store dansker som et fremmedelement i en nådeløs sportsverden, hvor der levnes stadig mindre plads til de normer, Simonsen selv lever efter.”
Bibliotekernes Lektørudtalelse:
“Kan sammenlignes med de solide biografier om Michael Laudrup, Peter Schmeichel og Ebbe Sand. Solidt og velskreven håndværk fra Bo Østlund”.
Midtjyllands Avis:
”I modsætning til en anden bogudgivelse i dette efterår om Frank Arnesen, der i øvrigt ikke selv medvirker, kommer Bo Østlund et stort skridt ind bag facaden hos Allan Simonsen, der ellers altid selv har holdt den dør næsten hermetisk lukket.
Bogen er blevet til en slags testamente til børn og børnebørn.”
Vejle Amts Folkeblad:
”En bog som burde være tvungen læsning for alle Danmarks unge håbefulde fodboldspillere.”
Tipsbladet:
”Ærlig snak om medaljens bagside.”
Kristeligt Dagblad:
“Allan Simonsen får fortalt om en hverdag i Borussia Mönchengladbach og FC Barcelona, hvor presset var så stort, at også han fik lyst til at vende offentligheden ryggen.”
god-bog.dk:
“Vi lunter langsomt ned langs kridtstregen 30 år tilbage, mens der varmes op på banen. Dette tilbageblik på en af Danmarks største og mest beundrede forboldpersonligheder er ærligt og anderledes. Holdet sættes med Simonsen som playmaker men også med andre fodboldikoner som eksempelvis Preben Elkjær og Sepp Piontek.
Allan Simonsen var allerede som fem-årig bedre end de andre. Som 18-årig spillede han sig på Vejles divisionshold og året efter på det danske landshold. Som den eneste dansker nogensinde blev Simonsen i 1977 kåret som Årets Fodboldspiller i Europa.
Dette er fortællingen om en stor spiller – trods lille af statur. Det er fortællingen om mål og sejre, nederlag og skuffelser i dansk og europæisk fodbold. Det er et kapitel af dansk fodboldhistorie, som er værd at læse.”
2009:
Strawberry Fields Forever
Politikens Forlag
Vejle Amts Folkeblad: ***** (5 stjerner)
”Det burde ikke kunne lade sig gøre!
Derfor er der så få, som slipper godt fra det. At være komplet fokuseret på eget liv og egen psyke. At søge tilbage i egen familie, egen skolegård, egen landsby, egne frustrationer og egne længsler. Og alligevel skrive en bog, der angår langt de fleste af os. Men det kan lade sig gøre, hvis man skriver – og sanser – godt nok. Det gør journalisten og forfatteren Bo Østlund.
Hans nye bog Strawberry Fields Foreever er en erindringsbog langt ud over det sædvanlige.
Det er trådene fra opvæksten i den lille fynske landsby til livet i Smålands skove, der bindes sammen i Østlunds bog. Det gøres så eminent godt, at man hurtigt holder op med at tænke over, om historien i virkeligheden er interessant for andre end Østlund selv – og måske hans søskende. For det er den.
Historien er interessant for alle mennesker. Fordi den fortæller om en epoke i Danmarkshistorien. Fra velstanden begyndte at gro omkring 1960 og frem til i dag, hvor den på mange måder er vokset forbi det, vi mennesker kan håndtere.
Østlund valgte at tage konfrontationen. Rejse hjem til den lille landsby på Fyn. Stå foran den købmandsforretning, der var grundlaget for familien. Møde de gamle skolekammerater, den gamle lærer, de gamle naboer. Få sluttet fred med den døde far og den gamle mor, der sov ind midt i sønnens realiserings-projekt.
Beskrivelsen af moderens død og begravelse er så fantastisk, at den får hårene til at rejse sig på armene. Og alle, der har prøvet magtesløsheden, når ens far eller mor må bort, vil få svært ved at holde tårerne tilbage.
På grund af intensiteten og sanseligheden – og de begavede konklusioner og associationer – er Bo Østlunds erindringsbog en vidunderlig bog til emotionelt orienterede mennesker, der kan dufte en blomst og frydes over en stjerne.”
MetroXPress: ***** (5 stjerner)
”I 2008 var det Vandel, der stod for skud. Nu er turen kommet til Veflinge på Nordfyn. Det handler ikke om mord, men i denne selvbiografiske roman er sandheden lige så rystende.
Det er en lang og hård proces for bogens hovedperson, en mand i begyndelsen af halvtredserne, at vende tilbage til Veflinge efter 30 års fravær og få klarhed over en ’barndom i mol’.
Som Erling Jepsen i Kunsten at græde i kor og måske som Martha Christensens hovedperson i I gårs fortræd fra 1981 søger hovedpersonen at bearbejde fortiden, så han kan møde sin kæreste på lige fod. Romanen tegner et vellignende billede af tiden med den første månelanding og Beatles, og der bygges langsomt op til de forfærdelige erkendelser, som man som læser ved vil komme, uden at det helt er muligt at forstå omfanget.
Her er litteratur, der kan ryste den inderste sjæl. En tragedie skjult bag en pæn hverdagsfacade, smukt fortalt og med fortjente uppercuts til såvel implicerede som til det samfund, der accepterer uden at reflektere. Som det var engang?”
Information:
“Bo Østlunds selvbiografiske fortælling hiver med sin hudløse ærlighed og søgen efter forsoning med fortiden fat i kraven på læseren
’Jeg er 52. Men er stadig et resultat af, hvad der blev kodet i min sjæl for 50 år siden. Og jeg kender opgaven: Jeg skal kigge på den, den satans angst, kigge den lige lukt ind i øjnene. Jeg skal sparke min vrede og angst til Helvede. Med nutidens klogskab og overskud som væbnere.’
Journalisten Bo Østlund har tidligere skrevet bogen Skilleveje, hvor 28 kendte danskere fortæller om deres opvækst, og han har i flere biografier fortalt blandt andet Allan Simonsens og Etta Camerons liv. Nu har han vendt blikket mod sin egen opvækst og fortæller sit eget liv. Ikke som en hyggelig nostalgisk rejse tilbage i tiden, men som en nødvendighed for at komme overens med sin fortid og ikke mindst aftrykket, hans nu afdøde far har sat i ham.
Selvbiografiske fortællinger har altid et spørgsmålstegn tatoveret på bagflappen. Hvorfor skal jeg læse om lige præcis det liv? Hvori ligger nødvendigheden?
Der er især to grunde til, at Bo Østlunds fortælling hiver fat i kraven og i hukommelsen på én og gør sig selv nødvendig. For det første er bogen hudløst ærlig. Østlund har skrevet på en angst og et ønske om at undslippe denne angst. Et sted at skrive fra, der kræver mod, for her eksponeres al tvivl og alle spøgelser, alt lavt selvværd.
’Jeg havde lukket spøgelserne ud, og den slags gør man ikke ustraffet’, skriver Østlund og formulerer derved også sin tvivl om, hvorvidt det er det rigtige at skrive en bog om sin opvækst, især i forhold til sine søskende. Den hudløse ærlighed skaber en troværdighed og en sympati for bogens projekt. En sympati, der styrkes af, at bogen bærer præg af at ville anskueliggøre, ikke dømme fortiden eller de mennesker, der har befolket den.
For det andet løfter bogen den personlige historie, så den kommer til at handle om noget mere: om hukommelsens destruktive og healende kræfter, fortidens greb i ens tanker, der gør, at man ’har (…) haft svært ved at elske rent.’ Bogen bliver derved også et portræt af hukommelsen. Af hvordan hukommelsen er selektiv.
Stærkest i bogen står portrætterne af moderen og faderen. For det første, fordi sproget i disse passager ændrer karakter og bliver langt mere fokuseret. Her fornemmer man Østlunds særlige talent for at fortælle andre mennesker. For det andet, fordi man som læser får lov at stirre lige lukt ind i det uforståelige i breve fra faderen til familien og fra en psykiater, der tilser faderen ved en indlæggelse. Og for det tredje, fordi både moderen og faderen fremstilles nuanceret og med stor ømhed. Ingen er skurk eller helt. Moderen, den ensomme sjæl, der blev prygelknabe og stadig sørgede for, at kaffebordet stod dækket, faderen, der kæmpede med sit sind og med en skam over ikke at leve op til sine egne idealer.
Østlunds selvbiografiske fortælling er momentvis rørende læsning, og man tilgiver mange unødvendige ord, fordi man bagved fornemmer nødvendigheden.”
Jyske Vestkysten: **** (4 stjerner)
“Bo Østlund er forfatter til flere biografier om blandt andre Allan Simonsen, Ebbe Sand og Etta Cameron. Nu gælder det ham selv, og i den hudløs ærlige bog fortæller han om sin opvækst i 60´erne og 70´erne – og det er barsk læsning.
Som 50-årig lever Bo i ensomhed et sted i de svenske skove. Han lider af mareridt og efterhånden bliver han klar over, at han bliver nødt til at vende tilbage til barndommens dæmoner, for at være i stand til at fortsætte sit liv.
Hvis man så også er vokset på i 60´erne og 70´erne, venter der ud over en god læseoplevelse også en del ahaoplevelser.”
Mikael Jalvings blog FRONTALT i Jyllands-Posten:
“Vist er der kommet mange bøger om den danske provins de seneste år. Her er én mere, men den er langt fra ligegyldig og fortjener flere læsere end indbyggere i Veflinge og omegn. Også på trods af Jan Sonnergaards nylige udfald mod bøger om provinsen med særlig adresse til Knud Romer, der har skrevet om sin barndom på Falster i romanen Den som blinker er bange for døden (2006). Sonnergaard sagde bl.a.:
“En fuldkommen ukendt Knud Romer skriver om sin opvækst. Hvad fanden rager det mig? Næh, han skriver endda om sin mor, og hvad rager hun mig, hvis hun ikke har bedrevet et eller andet? Og det har hun mig bekendt ikke, og så går bogen gud døde mig hen og bliver en bestseller.”
Sådan taler en forsmået snob fra Virum, der ikke har fået BG Banks Debutantpris eller De Gyldne Laurbær.
Så foretrækker jeg den fortabte søn fra Veflinge.
Vellykket er Bo Østlunds naturalistiske analyse af familiefotografiet fra Langesø Skov, 1960, en dissekering af en familie i simultan kontrol og opløsning. Samt beskrivelsen af farens tragiske eksil i Spanien og snarlige selvmord. Det er stærk læsning, om end man bliver tavs af tristesse.
Bo Østlunds bog fænger, og ud over sine egne trængsler, beskriver han en verden af i går, hvor en flække som Veflinge havde mere end 30 butikker og virksomheder og masser af originaler. I dag er der kun en brugs og en frisør. Resten er væk. Fremskridtet tog det.”
Poul Blak:
“En af landets bedst skrivende journalister hedder Bo Østlund.
Ud over gennem årene at have arbejdet for forskellige aviser er denne Bo også manden bag en lang række interviewbøger, i hvilke enhver har kunnet forsikre sig om, at hans skrivetalent rækker langt ud over det hverdagsagtige.
Men nu skal en interviewer jo alstå kunne andet og mere end at skrive godt. Hvis han/hun ikke kan få “ofrene” til at åbne sig i tillid, ja kommer ordene til at hænge lige lovligt luftige i læseoplevelsen.
Men Bo Østlund har hele vejen mestret alt hvad dette at interviewe kræver. Og altså lidt til.
Med bogen “Strawberry Fields Forever” er Bo Østlund nået til sig selv. I hvad man i engelssprogede lande kalder en non fiction novel (en ikke opdigtet roman) tager Bo os her med ind i sit eget liv. Og ikke mindst: Tilbage i sit liv efter svar på nogle af de mange grumme spørgsmål, som han hidtil ikke har turdet nærme sig. Hverken som person eller som skribent.
Se, hvis nu Bo Østlund havde været en almindelig god skribent, så havde det nok været lettere at overkomme for os læsere. Muligvis også på den måde, at man kunne lægge bogen fra sig. Men dette skrivemæssige kunsthåndværk på vej ind af jernlågen til Lennons jordbærmarker gør det umuligt.
Naturligvis var lille Bos barndom ikke som John Lennons.
Og naturligvis var din og min barndom ikke som Bos.
Men når den store skribent/forfatter bliver spændt for pennen, så bliver det enkelte sinds plovfurer alligevel genkendelig for alverden. Ligesom hele tids-kulissen for en hel masse af os er genkendelig.
Tilbage her til en opdragelse, hvor vold var det ultimative hverdags-våben og skyldfølelsen det aldrig slumrende argument, kan man ikke frigøre sig fra, at “Strawberry Fields Forever” er et af de modigste selvopgør med tilhørende familegranskning, man har oplevet meget længe.
Bo kunne have valgt at svøbe fortællingen i skønlitteraturens tågebanker, der gjorde det umuligt at afgøre hvad der var løgn og digt og hvad den rene sandhed.
I stedet vælger han at stå nøgen frem: Sådan var det dengang. Sådan er jeg i dag.
Og det sker helt uden forsøg på at få bare en smule sympati over på sin egen side.
Hvilken forfærdelig, smertelig rejse!
Hvilket nødvendigt snit for den skribent, der en dag når dertil, at det ikke kan nytte at blive ved at udspørge andre. Hvis man – af frygt for svarerne – ikke tør spørge sig selv.”
2009:
Dømt til at skabe
Forlaget Heatherhill
Fyens Stiftstidende: **** (4 stjerner)
Jeg er noget nær euforisk over denne bog, Østlunds seneste, hvor forfatteren taler med 20
kendisser, bl. a. livsstilseksperten Christine Feldthaus, charterchefen Stig Elling og
sangerinden Anne Dorte Michelsen, om kreativitet.
For Østlund kan både lytte, fange sproget og fange stemningen hos andre mennesker.
Derfor får de kreative sjæle pludselig vinger i bogen.
Nogle af samtalerne er naturligvis bedre end andre. Tidligere Bogart-vært Ole Michelsen har
således noget på spil og udstiller samtidig sig selv. Det samme gør skuespillerinden Trine
Pallesen, endskønt hun ikke har meget på spil. Men selv i de dårligste interviews stråler en
ærlighed hos interviewpersonerne, som er sjældent set. Det kan man takke Bo Østlund for, for
det må dog være ham, der har skabt og forløst denne åbenhed i sine interviews.
Efterårssæsonen er som regel fyldt med samtalebøger af mere eller mindre dubiøs karakter.
Denne her løfter sig betragteligt over hoben, så skal du kun købe én samtalebog i julegave,
skal det være denne.”
Vejle Amts Folkeblad:
“Ingen dans om den kreative guldkalv uden angsten. Alligevel kan ingen af bogens medvirkende lade være. De er dømt til at skabe. De har ikke andet valg.
Udsagnet er hentet fra forordet til Bo Østlunds nyeste bog – Dømt til at skabe.
Her går Østlund tæt på tyve kendte danskere, 10 kvinder og 10 mænd, og udforsker deres kreative sider. Forsøger at komme helt ind til kernen for at finde svaret på, hvorfor de ikke kan lade være. Hvorfor de – som fortalt i titlen, er dømt til at skabe.
Det er der faktisk kommet en god bog ud af.
I en blanding af interviews og samtale kommer vi tæt på disse mennesker. Som når Peter Schrøder fortæller om hvordan han som dreng levede sig helt ind i sin egen verden som imaginær buschauffør i en bus, der kørte mellem Herning og Holstebro. Her var det drengens kreative skaberkraft, der kunne skabe dette fantasirum. Senere flyttede Schrøder til Vejle, hvor han blev student. Inden da var han dog som ung realskoleelev forbi den daværende redaktør på dette dagblad for at høre om muligheden for at få en elevplads. Redaktøren mente dog, at den unge Schrøder skulle få sig en studentereksamen først. Det blev aldrig til noget med journalistikken.
Christine Feldthaus er også en herlig fortæller. Hendes kapitel starter sprudlende: Der er en uudtømmelig kilde inde i mig. Hvis jeg bliver tændt på den rigtige måde med noget, der interesserer mig, så kan jeg blive ved. Så kan jeg banke alle af banen. Så kan jeg danse solen sort, mens det bobler ud af mig som en gejser.
Pyh. Man bliver næsten på en gang glad og forpustet.
Bogen er velskrevet, og det oser ud mellem linjerne, at det er inspirerende, skabende og iderige mennesker Bo Østlund har været i selskab med. Bogen indeholder også en række fortræffelige fotos af de medvirkende.”
Lektørudtalelse til folkebibliotekerne:
“Sympatisk samtalebog, hvor det lykkes at formidle den komplekse kreativitet, ikke så meget som de kendtes overlegne dygtighed, men som noget almenmenneskeligt”.
vi-kvinder.dk:
Bo Østlund har talt med skuespilleren, sangskriveren, balletmesteren, reklamemanden, keramikeren, designeren, teaterinstruktøren, forfatteren, stand-up-komikeren, nyhedschefen og en række andre kreative mennesker.
Deres måder at være kreativ på er forskellige, nogle er blevet skubbet i den rigtige retning via gener og opdragelse, andre har haft en så vanskelig opvækst, at de som børn har søgt tilflugt i deres egen fantasiverden, som senere udvikler sig til et kreativt rum, som nu danner rammen om deres liv. De er alle enige om, at kreativiteten i dag er en livsbetingelse. At de er dømt til skabe.
Det er en spændende bog, Bo Østlund har forfattet uanset om, man er kreativ eller bare gerne vil vide mere om kreative mennesker. Bogens interviews giver et særdeles godt indblik i både op- og nedture i kreativitetens univers uden at stikke noget under stolen. Dén ærlighed som egentlig er en form for inderlighed gør, at man læser bogen med glubende appetit.
Denne bog er en fremragende gavebog til både kreative mennesker, som inspiration og information om de mange forskellige måder at være kreativ på – og til mennesker der er nysgerrige på, hvad der får kreative mennesker til at handle, som de gør.
2010:
Daimi & Dario – de største øjeblikke
Lindhardt og Ringhof
Vejle Amts Folkeblad & Fredericia Dagblad:
“Journalist og forfatter Bo Østlund skriver godt. Det har han vist med en række udgivelser.
Senest med den gribende selvbiografi ” Strawberry Fields forever”. Det er også denne talentfulde pen, der bærer hans nye samtalebog med Dario Campeotto og Daimi.”
Jydske Vestkysten :
Her er bogen om dansk showbiz’ gyldne år fra 1960′ erne, til 80′ erne, fortalt af to af hovedpersonerne. De fortæller ærligt om karriere, kærlighed, liv og død på og uden for scenen.
Med ‘Travellin’ Light’ , sunget i det daværende Central Magasiet i Esbjerg, var Daimi 60′ ernes svar på X Factor, og hun forlod som 16-årig skolen og vennerne for at prøve kræfter med pladebranchen i København.
Snart var Daimi elsket i hele landet og gav datidens største stjerne, Dirch Passer, kys i en gadedør.
Dario vandt Dansk Melodi Grand Prix i 1961 med sangen » Angelique « og blev landets mest eftertragtede ungkarl. Han var hele Danmarks førsteelsker, hvor kærligheden blev gengældt af bl. a. Ghita Nørby – for en stund. Daimi og Dario lader showmaskerne falde og fortæller om fans, ensomhed, kærlighed, skilsmisse, konkurrence, drukture, nedture, berømmelse og succes.
Der er også en række overraskelser i bogen.”
Bogsitet vores hverdag.dk:
“Daimo og Dario, så behøver man vist ikke sige mere. Udover at være institutioner i showbizz tjener de som som fortællere af selve institutionen gennem det seneste halve århundrede.
Det er ikke kedelig læsning.
Ud over at vi naturligt nok kommer tæt på selve kernen af underholdningen og industrien grand old men og ladies, så kommer vi også meget tæt på de to kunstnere. Som eksponenter for en lang række af de oplevelser, man som udøvende naturligt nok må komme ud for. Som eksempel på det kan vi nævne noget af det mest hudløse, man kan lufte sine holdninger til: Utroskab og flirt. Hvordan man gennem et langt liv på de skrå brædder lejlighedsvis kommer ud for at skulle spille flirtende sammen med nogen, og så siger det bare bang, og så kommer man måske lidt for tæt på.
Det er ikke under-dynen-læsning i den forstand, mere har det grobund i de muligheder og besværligheder, som man har med i bagagen på forskellige arbejdspladser. De skrå brædder og måske hotellerne bagefter kan så tjene som arbejdspladsernes kopirum. Ensomhed på turnéerne svarer vel til andres ensomhed på den daglige arbejdsplads, der kan lives op af en flirt.
Bogen har mange forskellige temaer over de mange sider, hvor showbizz-parret beretter om mange, gode mennesker indenfor showbizz naturligt nok i deres generation.
Bogen er velskrevet og afsnits-opdelt og velegnet til at tage kapitel for kapitel om eksempelvis Dirch Passer, Lily Broberg, Otto Brandenburg, mødet med Daimis mand Cliff, Kai Løvrig, Aage Stentoft, Kai Normann Andersen osv. osv.
En dejlig bog med dejlige minder fra et langt liv og en masse skønne melodier . . .
Bogen i sig selv er en herlig melodi. Om Daimis og Darios eget liv og om en masse andres. Det får man med som sidegevinst i en bog, der er afvekslende skrevet i interview- og dokumentarform.”
Nordjyske:
“Bogen vinder på flere fint beskrevne anekdoter.”
2011:
Jes Holtsø – verden venter
Lindhardt og Ringhof
Helsingør Dagblad:
”Det er svært ikke at blive revet med i Jes Holtsøs farverige gengivelse af sit liv. Selv om det er en sørgelig skæbne at være narkoman og rode syg og usoigneret rundt i Istedgade, kan man ikke lade være med at tænke ’hvad sker der nu, hvad bliver det næste?’
Gennem sin fortælling tager Jes Holtsø os med helt tilbage til barndomshjemmet på Østerbro og legepladsen, hvor han startede sin glidebane ved at ryge hash og lege pusher. Herfra får man lov at følge med ham op gennem årene, hvor misbruget for alvor tager til, og han eksperimenterer med hårdere stoffer for til sidst at ende som en selvudråbt sølle junkie, der udelukkende lever for sit næste fix.
Jes Holtsø er hudløst ærlig, når han fortæller, hvordan han har stjålet fra både venner og familie for at kunne få penge til det heroin, der for ham skulle blive det ultimative stof. Hvordan skuffelsen og selvleden voksede i ham, i takt med at familie og venner måtte give op, og hvordan han oprigtigt blev overrasket over en dag at finde sig selv i en ussel kælderskakt med en beskidt kanyle i armen på trods af, at han havde lovet sig selv, at han aldrig ville ende som dem.
Jes Holtsø nåede ikke at dø at stofferne, han blev reddet ud i sidste øjeblik. Det har givet ham en stor taknemmelighed for livet og et behov for selvransagelse.
Selv om det liv, Jes har levet, er hårdt og brutalt, er bogen ikke opstillet som en egentlig skræmmekampagne, hvilket er meget befriende. Der er ikke løftede pegefingre og moraliserende formaninger.
I stedet får man et indblik i, hvordan livet egentlig er for narkomanen, der ligger og sover på togstationen, uden at det bliver en lang klagesang.”
Fyens Stiftstidende:
”Rockervenner, masser af stoffer, kriminalitet og tæsk. Det var elementerne i Jes Holtsøs hverdag i mere end 15 år.
Som læser kan man næsten ikke begribe, hvordan han stadig er i live.
Biografien emmer af ægte fortællelyst, og Holtsø er god til at reflektere over sin fortid.
Det gør bogen mere troværdig og giver læseren et indblik i, hvad det vil sige at være dybt afhængig af narko.
En historie, der er fortalt før, men forskellen mellem de andre og denne her er, at Holtsø aldrig fremstiller sig selv som offer.
Det giver bogen mange interessante nuancer. Samtidig er den fortalt i et sprog, der aldrig bliver kedeligt. Den spøjse forfatters originale syn på tilværelsen smitter af på historien, der ikke har nogen problemer med at trække læseren ind i Holtsøs specielle univers.”
Lektørudtalelse til folkebibliotekerne:
“Absolut velskrevet biografi. Medrivende og bevægende ud over det sædvanlige. Kan bruges på de fleste biblioteker.”
Vejle Amts Folkeblad:
”De færreste ved, hvem Jes Holtsø er, men alle kender Børge fra Olsen-Banden. Nu er der kommet en velskrevet bog om Holtsøs både dramatiske og hårde liv.
Han taler ud til journalisten og forfatteren Bo Østlund.
Det er en bog, der uden omsvøb viser et menneske, for hvem livet har været vanskeligt – eller mere præcist: For vanskeligt! Holtsø har ikke kunnet finde ud af det. Nu har han måske. Han er midt i 50` erne. Væk fra narkotika og sprut. Og i gang med et forsøg på at skabe et eksistensgrundlag som sanger og foredragsholder.
MEN – uanset hvor afklaret, Holtsø virker i bogen – sidder man med tilbageholdt åndedræt. Klarer han pynten?
At Holtsø stadig er i live, er et under. Så hårdt har han levet. Det liv, han fortæller om i bogen, ville have slået de fleste andre mænd ihjel. Men Holtsø er her altså endnu. Og i gang med at prøve at få styr på trådene. Ved hjælp af selvransagelse, kærlighed og budhas lære. Efterhånden som man vender bladene i bogen, bliver man imponeret over denne lille mands fysiske robusthed. Og imponeret over den befriende ærlighed, hvormed han fortæller sin historie.
Her har vi for en gangs skyld et menneske, der ikke skjuler sig bag andre eller leder efter undskyldninger for egne dumheder, uanset om de antager Mount Everest-størrelser.
Jes Holtsø har haft en professionel pennefører i Bo Østlund. Det gør bogen til interessant læsning.
For den er reelt set en samling fantastiske røverhistorier.”
2011:
Selvstændig – med vilje!
Dana
I det inspirerende værk “Selvstændige – med vilje” fortæller 20 succesfulde og spændende danske iværksættere født i perioden 1956 til 1984 med glød i øjnene om deres liv som selvstændige.
De beretter åbent om glæden ved og stoltheden over at have foden under eget bord, de sætter ord på drømmene, på sejrene og på nederlagene, og de fortæller om viljen, troen, gejsten og gennemslagskraften.
“Selvstændige – med vilje” er en bog fyldt med eventyrlige fortællinger, som alle selvstændige kan spejle sig i. Nogle af bogens medvirkende er meget kendte. Andre er helt ukendte. Nogle er kun dem selv. Andre har mere end 100 ansatte. Men én ting har de tilfælles: Drømmen om frihed. Og det uanset om vi snakker om den 38-årige selvstændige grafiker Lotte på sit lille kontor i hjertet af Randers, om den 28-årige Kenneth, som i Fåborg ejer en af landets bedste slagterbutikker, om 44-årige Marianne, som overtog Danmarks mest kendte konditori i København fra sin mor – eller om den 27-årige lakridskonge Johan i Tåstrup.
Bogen er imidlertid ikke blot sprængfyldt med livsglæde, tro, håb og gåpåmod – den indeholder også snesevis af gode råd og brugbare ideer til både nuværende og kommende iværksættere.
2014:
Den dag regnbuen blev grå
Forlaget Mellemgaard
Lektørudtalelse til folkebibliotekerne:
”Bo Østlund, der er forfatteren bag denne bog, udgav i 2001 en bog med titlen ’For enden af regnbuen? – 150 skæbnefortællinger om nulevende danskere i USA.’
Nu vender han tilbage 13 år senere og besøger 12 af de 150. Hvordan er det gået dem? Holdt drømmene? Hvad med lærligheden, og hvordan blev de påvirket af 9/11?
Det er der kommet en række stærke og underfundige skæbnefortællinger ud af. Læseren møder både den tidligere cirkusartist, møbelhandleren og state trooperen.
Bogen er meget velegnet for låneren, der søger korte skæbnefortællinger fra USA. Låneren, der ønsker udvandringshistorier til USA, er ligeledes godt underholdt af denne glimrende lille samling fortællinger.”
Artikel i Fyens Stiftstidende:
Lilly Kristensen fra Bogense forlod Fyn i 1951. Den blot halvanden meter høje kvinde forlod de lyse sommernætter sammen med sin mand Svend Aage for at leve som cirkusartist. I dag er Lily, der er enke og bor i Florida, 83 år og kan se tilbage på et spændende liv med mand og søn, spotlight og 20 leoparder.
Lilly Kristensen er en af de danskere i USA, som Bo Østlund skriver om i sin nyeste bog ”Den dag regnbuen blev grå”.
For 13 år siden fulgte Østlund sporet af 150 danskere – og med ”Den dag regnbuen blev grå” følger han op på 12 af dem.
– Jeg har været interesseret i at høre om, hvordan deres liv blev påvirket af 9/11. Jeg havde lige afleveret den første bog til tryk, da min gamle mor ringede og fortalte, at hun på tv kunne se tårnene brænde i New York. ”Pjat mor – det er bare en film”, svarede jeg. Men det var det jo ikke. Og siden har jeg spekuleret på, hvordan det påvirkede danskerne i USA.
Foruden Lilly kan man også læse om Torben Clemmensen fra Haarby, der udvandrede i 1981. Han bor også i Florida og arbejder som pilot. Og fra Fyn møder man også den nu 42-årige Dorthe Dresher, der arbejder som veterinærsygeplejerske i Californien.
– Alle de, der udvandrede, fandt Danmark for småt – deres drømme var større. De har sat deres tilværelse på spil, og mennesker, der gør den slags, har altid haft min veneration og fascination, begrunder Bo Østlund sit bogprojekt.
Dorthe Dresher siger følgende, som på flere måder er typisk for de udvandrede: ”Jeg vil altid forblive dansker, men jeg er også amerikaner … Og jeg savner min familie … Jeg har aldrig fortrudt mit valg, men jeg ville ønske, at mit eventyr ikke havde påvirket dem, jeg efterlod, så meget.”
Bo Østlund vil med sin bog gerne gøre os klogere på det amerikanske samfund, men også på personlig udvikling.
– De mennesker, jeg har fulgt, viser os, at der altid er en mulighed for at komme videre, selv om tilværelsen bliver svær. Vi kan blive fyret, skilt, ruineret og opleve rystelser i vores liv, men før eller siden sker der altid noget godt igen …
2016:
Modne Mænd – samtaler om livets patina
Forlaget Heatherhill
POLITIKEN: (5 hjerter)
Varedeklarationen holder. 24 kendte danske mænd fortæller hudløst ærligt om livet efter de 60.
Modne mænd og samtaler om livets patina? Det lyder eddermame usexet! Hvordan har du det med at blive gammel? Er der noget, du fortryder? Hvordan vil du gerne dø? …
24 mænd, kunstnere, skuespillere, musikere etc., medvirker i Bo Østlunds bog. Gider man læse med? Ja, det gider man trods alt godt!
Musikeren Allan Olsen: »Nu til dags har vi så i stedet lavet et samfund, hvor vi får lov at gå på universitetet, når vi er 80, og lalle rundt, indtil vi er 90, men meningen var jo, at vi 60-årige skulle have været væk for længe siden«.
Skuespilleren Søren Østergaard: »Jeg er en af dem, der dybest set ikke kan se det helt store, fantastiske i at blive ældre. (…) Alderdom er bare lort«.
Forfatteren og eventyreren Troels Kløvedal (ramt af en lungesygdom og ALS): »At jeg skal dø er helt sikkert, og de fleste dør efter få år, men for mig er spørgsmålet, om det er to måneder eller om et halvt år. Jeg håber, at jeg dør af mine lunger, inden lammelserne begynder at indfinde sig. (…) Jeg vil da gerne dø ligesom Jeppe Aakjær. Han døde, mens han gik og lugede i sine roser i haven på Jenle …«.
Fotografen Henrik Saxgren (der mistede sin hustru i en alder af 54, men midt i ulykken også måtte sande, at det havde været en givende oplevelse): »Sorgterapeuten sagde: »Henrik, der er ikke noget forkert i, at du har det sådan, for du er kommet tættere på nogle sider af dig selv, som du ikke ville være kommet så tæt på, uden den oplevelse. Du har fået en fuldstændig vidunderlig gave. Den har bare været pakket ind i noget usædvanligt grimt papir««.
Jeg synes, at varedeklarationen holder: »24 kendte danske mænd fortæller hudløst ærligt om livet efter de 60«. Meget er hudløst. Der er ikke meget at grine ad, eller – det er der netop!
Der er stof til eftertanke. Samtalen med Allan Olsen er en af de bedste. På spørgsmålet om, hvordan Allan Olsen gerne selv vil dø, svarer han bl.a.: »Hvis jeg kan ende med at få et skud morfin og så et blowjob og en Viagra, altså bare i omvendt rækkefølge, og så bare lukke øjnene, så er det sgu ikke den værste måde at slutte på. Det kan jeg godt lave en aftale med nogen om …«.
En smukkere og mere aktiv dødshjælp er svær at forestille sig. Tænk, hvis Staten (en dejlig kvinde eller en dejlig fyr) velsignede den døende borger med et sidste blowjob? Bare en tanke.’
Fyens Stiftstidende **** (4 stjerner)
‘Når man nu selv er på den rigtige side af 50 år, får man så noget ud af at læse om mænd på den anden side af 60’erne, der deler ud af deres livserfaringer? Det korte svar er ja, hvis personerne ellers er interessante nok.
Og det er i virkeligheden Bo Østlunds store bedrift i bogen “Modne Mænd – Samtaler om livets patina”.
Bo Østlund giver plads til, at de enkelte interviewpersoner kan folde sig ud. For det meste kredser snakken sig dog om de store emner: Liv, fortrydelse, forfald, død, kærlighed og tro.
Bogen er egnet til, at man dykker ned og læser et enkelt afsnit ad gangen. Som en julekalender. Det er nok heller ikke tilfældigt, at antallet af modne mænd er netop 24.
Så mon ikke den snart uddøende race af forkælede mænd, født i 1940’erne med efterløn og friværdi, i år kan se frem til, at pakkekalenderen med specialøl eller gourmetchokolade fra konen bliver skiftet ud med en bog med 24 beretninger, som de kan spejle sig i og blive klogere på den tredje alder?’
Kristeligt Dagblad **** (4 stjerner)
‘Modne mænd” er en bog, man får lyst til at citere fra og forære væk.
Det er imponerende, at samtlige 24 interviews er så stærke, som de er.
Der er naturligvis nogle af mændene, som man helt instinktivt er mere nysgerrig på at høre mere om end andre, men de er aldrig ligegyldige, og Bo Østlund forløser dem fornemt i al deres forskellighed.
Siden han selv fyldte 50 år, er der mange spørgsmål, der har trængt sig på hos journalist og forfatter Bo Østlund, og en stor del af sit 60. år har han brugt på at tale med 24 jævnaldrende og ældre danske mænd.
I en række lange interviews deler de tanker om alt det, der opstår i den sidste del af livet og snakker befriende ærligt og indsigtsfuldt om liv, død, tro, kærlighed, begær, kvinder, forfængelighed, fortrydelse og meget mere. Og de gør det godt.
De interviewede er alle mennesker med masser på hjerte, og de giver gavmildt væk, både fra deres private og deres professionelle liv. De er typisk dybt forankrede i deres fag, og fine betragtninger over blandt andet kunst og politik blander sig med de mere eksistentielle. Særligt tankevækkende er det, at stort set hver eneste fortrydelse har rod i familien: i svigt eller fravær over for børn, i manglende nærvær over for koner og kærester.’
Lektørudtalelse, DBC, til folkebibliotekerne:
‘En bog med visdom for voksne mænd og deres kvinder. Yngre kan med fordel læse med.
Dejlig livsklog og nuanceret samtalebog fx med disse vise ord fra Lars Muhl: ‘Det eneste, du i grunden savner, er alt det, du selv mangler at give’. Smukt før og efter de 60.
Unik samtalebog. Et must på alle biblioteker.’
Tårnby Bladet:
‘Sjældent er der blevet sat så mange kloge, tankevækkende ord, men også underholdende og veloplagte meninger på alt det, som vi, der har passeret 60 års-grænsen, alle sammen gør os tanker om.
En tekstsamling på ikke mindre end 467 sider, der er rigtig god at læse – ikke bare for mænd, der vil vide lidt mere om andres syn på det at blive ældre, men så sandelig også for deres koner – og så er det såmænd underordnet, om læserne har langt til de 60 eller de er kommet et godt stykke videre end netop den alder.
Her er den oplagte julegave til masser af de voksne, det ellers kan være utroligt vanskeligt at finde en gave til. Hvor ofte er bedstefar eller onkel Ole ikke blevet spist af med nogle pæne sokker eller en god flaske portvin, for hvad skal man ellers give dem? De har jo alt muligt i forvejen.
Men hjælpen er nær: Modne Mænd er svaret, og det gør såmænd ikke noget, at såvel bedstefar som onkel Ole får et eksemplar hver.’
Lokalavisen Nordsjælland:
‘Modne Mænd er interessant, præcis, begavet, velskrevet, afvekslende og vedkommende. Årets mest overraskende danske værk.’
Jesper Juul, forfatter og famillieterapeut:
‘Denne bog udgør en danmarkshistorisk milepæl i den danske mands historie. Den er ikke bare fuld af reflekterede og vise udsagn, men viser også for første gang nogensinde, hvordan mænds sprog for deres eksistens er helt forskelligt fra kvinders. Jeg ønsker bogen mange kvindelige læsere, og at nogen finder på et format, hvor mænd kan høre et kapitel ad gangen. Bogen indeholder ikke ét overflødigt interview. Tak til forfatteren og alle de interviewede og specielt til forlaget!!! Det er mange år siden jeg har set så flot og professionelt forlagsarbejde og boghåndværk, når det ikke lige er en kogebog.’
Anbefalinger fra bogens deltagere:
Troels Kløvedal:
‘Bo Østlund har gennemresearchet de mennesker, som han har valgt som deltagere i sin store samtalebog ‘Modne Mænd’.
Bo Østlund stiller spørgsmålene, og de bliver af de 24 mænd besvaret grundigt. Ikke noget med hastværk her, alt er uddybet hvilket gør bogen bemærkelsesværdig i en tid, hvor alt bare flagrer forbi.
En oplagt julegave til voksne modne og kloge mænd.’
Ib Michael:
‘Jeg sidder tilbage, endnu bevæget over Troels’ bidrag. Og jeg ser viden stikke frem over alt, når jeg bladrer. Jeg er glad for, jeg sagde ja til at deltage.’
Poul Nesgaard:
‘Bogen opleves flot og stærk. Jeg føler mig i godt selskab.’
Viggo Sommer:
‘Jeg sagde ja til at deltage, fordi jeg havde læst Bo’s bog ‘Skilleveje fra 2006, og jeg oplevede, at Bo har en særlig evne til at få folk til åbne op og fortælle. Han skaber tillid.’
Flemming Jensen:
‘Bo Østlund laver smukke og velredigerede udgivelser på Forlaget Heatherhill, som jeg er glad for at være en del af.’
Allan Olsen:
‘Folk som Bo Østlund vil jeg altid respektere.’
Hans Engell:
‘500 sider med 5000 tanker, følelser og fornemmelser, håb og drømme – både de, der blev til virkelighed og de, der brast.
Det er alvorlig, sjov og tankevækkende læsning om og af mænd, der har prøvet meget forskelligt i livet og nu på vej mod patinaen har en masse at fortælle, som andre måske kan blive klogere og menneskeligt rigere af.
Man er tryg ved Bo. Han er ordentlig. Han forbereder sig godt. Stiller de rigtige spørgsmål. Nysgerrig uden at være nyfigen. Nærgående men med respekt. God til at lytte og lede en alvorlig samtale. Det handler jo om mennesker i al vores skrøbelighed.
Jeg var glad for dialogen og for resultatet. Ordentlig, seriøst arbejde med substans, tyngde og væsentlighed.’
Per Larsen:
‘Modne mænd er en fin samling af enkeltstående udsagn om forskellige aspekter i livet, når man er blevet fuldvoksen, som jeg ynder at kalde det. Forfatteren har en meget fin evne til at finde den særlige nerve hos de enkelte deltagere og være meget tro mod personen og de givne udsagn. For mit eget vedkommende er det meget nemt at genkende “knægten” fra Sydhavnen, med den karakteristiske dialekt fra området, som har fulgt mig hele livet – tak for et ærligt portræt.’
Asger Reher:
‘Det har været inspirerende for mig at grave lidt i mit indre, og det har ført til, at jeg stiller spørgsmål til mig selv. Meget givende.’
Lars Lilholt:
‘Nu har jeg haft de modne mænd liggende en måneds tid på mit toilet på første sal ved siden at +1 læsebrillen fra Dagli`brugsen. Så jeg får læst lidt i bogen hver dag.
Jeg har altid følt mig umoden, så det er spændende at læse om de andre såkaldt modne mænd. Så føler man sig ikke alene.
Jeg synes jeg er kommet i godt selskab og Bo var en fremragende og generøs samtalepartner. Jeg har brugt bogen som julegave i år.
Det var en rigtig god oplevelse at at tale længe med Bo. Nu talte vi selvfølgelig mest om mig – men jeg synes også jeg lærte personen Bo at kende. Denne åbenhed omkring sin egen person er nok hemmeligheden bag de vellykkede samtaler i bogen om de modne mænd.’
Pete Repete:
‘Meget stor respekt for Bo Østlunds tilgang, fornemmelse og følsomhed, og selv om der i bogen tales meget om død, er det jo mest livet, den handler om.’
Flemming Pless:
‘En dejlig bog med gode ideer til at fornøje sig med. Vi er ikke alene!’
Carsten Mørch:
‘Bogen giver et fantastisk billede af hvad tid, oplevelser, erfaring og holdning giver mænd, der har levet i mere end 60 år. Den er som et stykke musik der er spillet af et symfoniorkester, med et hav af forskellige instrumenter, der på fineste måde rammer tone, klang og rytme til melodien ‘Modne mænd’.
Præsentationsfilm for ‘Modne Mænd’
2017:
Modne Kvinder – samtaler om livets patina
Forlaget Heatherhill
Kristeligt Dagblad **** (4 stjerner)
‘Sidste år udgav journalisten Bo Østlund en bog om modne, kendte mænd. Nu følger så kvinderne i endnu en interessant interviewbog, hvor de gavmildt deler ud af livserfaringer.
I bogbranchen ved man det godt. Det er kvinder i en vis alder, der køber bøger. De køber dem til sig selv, til deres veninder og til deres mænd. Og derfor kunne man godt forestille sig, at det netop er kvinder, der er skyld i, at Bo Østlunds bog om modne mænd har ligget lunt på bestsellerlisten det sidste år.
Og nu får kvinderne så selv en bog om den modne alder, om livet efter de 50 år, der også tidligere på sæsonen blev lagt under lup af Ritt Bjerregaard, Christine Antorini (S), Hanne-Vibeke Holst og Anne Linnet i ”Livsmodig”.
Som i bogen om de modne mænd, der tilsyneladende er senere ude end kvinderne, da de fortalte om livet efter de 60 år, mens kvinderne får lov at komme til orde 10 år tidligere, er der 24 stemmer på spil. Det er mange, og man kan godt ærgre sig over, at de i nogle tilfælde minder meget om hinanden. De er alle privilegerede, og hovedparten bevæger sig i det kreative lag, knap halvdelen som skuespillere og en god håndfuld inden for andre beslægtede fag, mens det politiske liv og erhvervslivet er mere sparsomt repræsenteret. Men fælles for dem er, at de er erfarne og gennem-interviewede kilder, der gavmildt deler ud.
Bo Østlund er en dreven journalist, der forstår at bruge sig selv og sin egen erfaring, uden at overtage scenen. Han er ikke bange for at stille de ubehagelige spørgsmål, der er med til at nuancere billedet af de ellers nok så kendte kvinder, hvis mundtøj han dog af og til lader løbe løbsk, ganske som han lader aldersvinklen glide til fordel for den faglige – og hvis man ikke i forvejen vidste noget om livet som skuespiller, så gør man det efter endt læsning.
For de 24 kvinder vil gerne tale om deres fag, men også om tro og terapi, alder og død, mening og eksistens, tilgivelse, familie, fællesskab, forældre, fortrydelse, forfald og faldende markedsværdi (som synes mere mærkbar som skuespiller end som politiker), om at tilfredsstille, behage og please (og finde modet til at melde sig ud af flinkeskolen) – og om de børn, de fik, og dem, de ikke fik.
For eksempel er Lisbeth Knudsen ikke ked af, at hun ikke fik børn, men tanken om at blive gammel alene huer hende ikke: ”Jeg er kun ked af, at jeg ikke ved, hvem pokker der skal tage sig af mig, når jeg bliver gammel og syg.”
Og selvom de har været der, børnene, oplever mange en eksistentiel rungen, når de flytter. Som Anette Støvelbæk, mor til to, siger: ”Så mærker jeg tomheden og tænker: ’Hvad fanden skal jeg så med livet?’.”
Men den gode nyhed er, at der meldes om en større ro med alderen samt en erkendelse af, at det perfekte ikke findes. Sorg og glæde går hånd i hånd, og tiden lærer en at navigere i krydsfeltet mellem dem. Som Vigga Bro citeres for: ”Man siger, at man lærer sig at have glæden under den ene arm og sorgen under den anden.”
Og der meldes også om et større mod med alderen. Således Vibeke Windeløv: ”Det er nogle underlige modeller og skæbner, som påvirker ens opfattelse af det at blive gammel, og hvad man må og ikke må. Jeg har altid forestillet mig, at jeg ville være superaktiv til det sidste. Og det tror jeg altså bare ikke længere, at jeg gider. Jeg har erkendt, at jeg ikke er udødelig.”
Og dermed bliver hun et eksempel på det, som Mette Bock (LA) siger: ”Det handler om at turde nogle ting.”
Og det gør kvinderne i denne bog. Både når det gælder om at sige til og om at sige fra.’
Weekendavisen:
‘Bo Østlund er en god, opmærksom og respektfuld lytter.’
Præsentationsfilm for ‘Modne Kvinder’
2018:
Jeg var engang – sådan påvirkede barndommens gade mit liv
Forlaget Heatherhill
UDKOMMER FREDAG DEN 5. OKTOBER 2018
I bogen, som er en opdateret efterfølger til den anmelderroste bestseller ‘Skilleveje’ fra 2006, besøger forfatteren Bo Østlund 12 år efter sit seneste besøg atter de 12 for at høre, hvor tilværelsens lunefulde kastevinde førte dem hen – og det er blevet til et dusin nye stærke, overraskende og gribende samtaler om, hvordan livet tager fat i os alle på godt og ondt, mens kalenderbladene vendes.
De 12 medvirkende i ‘Jeg var engang’ er:
Michael Falch
Jens Gaardbo
Marianne Jelved
Flemming Østergaard
Lisbeth Knudsen
Peter Lund Madsen
Mogens Lykketoft
Stig Elling
Pia Kjærsgaard
Tobias Trier
Naser Khader
Erik Norman Svendsen
I bogen findes en kode, som giver adgang til endnu 10 kapitler fra ‘Skilleveje’ med 10 andre kendte danskere – bl.a. Allan Olsen, Flemming Jensen og Anders W. Berthelsen.
Det smukke coffee table-værk på 352 sider med stift bind er propfyldt med nye og gamle fotos i farve og sort-hvid, og det er derfor også en oplagt gavebog.
Bogen er skrevet af forfatteren og journalisten Bo Østlund, som også er manden bag de meget omtalte og anmelderroste bestseller-succes’er ‘Modne Mænd’ og ‘Modne Kvinder’ fra 2016 og 2017.