Kategoriarkiv: Frihed

Historien om Mikkeline

Til den smukke, gamle stråtækte præstegård nær landsbyens kirke, ankom i 1960’erne en korpulent, lidt sammensunken kvinde, som om sommeren oftest sås temmelig svedende i en mørkeblå gymnastikdragt, slidser i siderne og elastik syet ind i taljen.
Når det blev koldere, iførte hun sig modvilligt gamachebukser, som sad lidt løst. Men allerhelst var hun nu nøgen.

Kvinden hed Ingeborg Dorthea Gerhardt Mikkelsen – men hun blev hurtigt blandt alle kun kendt som Mikkeline. Et kælenavn, man dog aldrig nogensinde skulle driste sig til at benytte i hendes nærhed.
Hvis man var inde i varmen, var det Ingeborg – ellers Fru Mikkelsen.

Mikkeline blev født den 22. september 1907 – samme år som Olaf Ussing, Stig Lommer, Astrid Lindgreen – og samme år, som loven om metersystemet blev vedtaget i Danmark, og det var også det år, hvor Oklahoma blev optaget som USA’s 46. stat og hvor spejderbevægelsen blev grundlagt i England.

Der var dog ikke meget spejder over den gæve kvinde.

Mikkeline havde af sine forældre arvet en kongelig privilegeret købmandsbevilling.
De havde en købmandsforretning i Slotsgade i Odense, og da de lukkede butikken, flyttede Ingeborg inventaret med til præstegården i den lille nordfynske landsby.
Glasdiske, kaffemølle, købmandsdiske …

Mikkeline boede alene, og i hendes besynderlige lille forretning kunne man døgnet rundt købe småting som kaffe, sæbe, vaskepulver, strømper, vat eller lidt dåsemad.
Men frem for alt rummede den gamle præstegård Veflinges smugkro, som med årene skulle blive kendt i vide kredse for sine flydende varer – og sin ejer.

Var man løbet tør ved en fest, kunne man altid få fat i flydende varer fra Mikkeline. Og i starten af 1970’erne hang vi teenageknægte masser af fredag- og lørdagaftener i hendes bryggers og varmede op til aftenens fester, mens vi siddende på tomme ølkasser tømte den ene øl efter den anden.

For en tier kunne man få fire bajere og 10 Prince uden banderole.
Populære priser for en flok ubemidlede knægte.
Og kunne hun ikke give tilbage, fik man en snaps.

Den store vide, frie og lidt farlige verden levede i den gamle præstegård.
Men så skulle vi også være klar til at flygte ud gennem vinduet og gemme os i haven, når politiet pludselig holdt på gårdspladsen.
Og klar til at blive nappet af schæferhunden Gru, som havde haft fat i mange hænder og ben i sin levetid. Ofte lå der på cementgulvet i bryggerset både svinekød og store okseben, som Gru havde gnasket på.

Mikkelines toilet blev benyttet som øldepot.
Det var på det nærmeste armeret med humle, men efter at et par gæster på et tidspunkt havde lusket et par kasser ud gennem vinduet til gårdspladsen, var det kun særdeles udvalgte, trofaste kunder, som fik lov at benytte det – ellers blev kvinder såvel som mænd henvist til at forrette deres nødtørft, stor som lille, under æble- eller pæretræerne i baghaven.
Unge mænd, som havde været i lære som speditør, havde dog et fortrin, idet Mikkeline havde tidligere havde arbejdet ved et speditionsfirma, og det var ordentlige mennesker, som man kunne stole på …

Mikkeline havde også likør, snaps og stærk spiritus, og bag hendes køkken lå selve den lille forretning med de almindelige købmandsvarer, og hun ringede ofte til byens købmænd for at spørge til priserne på de forskellige ting, som hun havde købt syd for grænsen.
Der stod også et smukt chatol.

Inde bag butikken lå dagligstuen, hvor særligt udvalgte damer blev inviteret på portvin. Det var også herinde i den allerbageste stue, ved den udstoppede ugle, Mikkeline havde sin store dragkiste fra 1700-tallet stående.
Kisten var fyldt med ulovlig, ubandoleret smuglerspiritus, og i en glasdisk lå de kanonslag, som selv i en tid, hvor knald var tilladt, og man lovligt kunne skaffe Camel-kanonslag med seriøse brag, var kæmpestore.

Et blålys var nærmest at regne som en dynamitstang, og det kunne smadre en postkasse til atomer.
Eller en hånd for den sags skyld.
Der var en helt speciel, nærmest andægtig stemning, når man efter en større afhøring og efter at være blevet godkendt som et ærligt menneske, der ikke kunne finde på at sladre til politiet eller proppe noget i lommerne uden at betale for det, blev inviteret ind i de bageste, hemmelige gemakker.
I det allerhelligste.

Det var herinde, man kunne købe diverse chokolader og slikposer med en for længst overskreden sidste salgsdato.

Det var herinde, pigerne kunne købe nylonstrømper sent om aftenen fra den lille gamle salgs-disk af glas, før turen gik videre gennem mørket til dansestedet Fredskoven i Bogense.

Og det var også herinde, at Mikkeline også finde på at vise sine ting og nips frem, eller man fik læst sit horoskop op fra et blad, og var man virkelig inde i varmen, kunne man få lov at købe en dåse pølser, som blev varmet på det store gamle jernkomfur i køkkenet.

De kunder, som Mikkeline kendte rigtig godt, kunne også opsøge præstegården midt om natten, finde frem til vinduet ind til soveværelset, hvor Mikkeline lå og sov, banke på, give sig til kende – og få lov at gå ind i øldepotet på badeværelset, hente en kasse bajere og lægge pengene på køkkenbordet, mens den gamle dame sov videre.

Og om sommeren kunne man nyde gode eftermiddage i haven – og var man heldig sammen med jordbærpigerne fra Jylland, som arbejdede hos naboen, gårdmanden ‘lille Olsen’.

Der gik i øvrigt rygter om, at man kunne sove sin gæld af hos Mikkeline – men hverken jeg eller andre fra mit slæng fik dette generøse tilbud, og jeg har derfor ikke anledning til at mene andet, end at det var en skrøne.

En del af det ulovlige lager af sprut og cigaretter blev smuglet ind via søvejen, og varerne blev losset fra en lille smuglerbåd om natten fra Nørreby Stand på Nordfyn, andet smuglergods kom til den gamle præstegård med lastbil fra udlandet.
En hel del hentede Mikkeline selv i Tyskland, hvor hun fyldte bagagerummet med smuglervarer, inden turen atter gik mod Veflinge, og der gik mange historier om, hvordan hun slap af sted med det uden at blive stoppet.

På et tidspunkt havde hun skaffet en gammel præstekjole, som hun iførte sig, og hvilken tolder ville stoppe en Guds tjener?
Andre gange svarede hun på spørgsmålet, om hun havde noget at fortolde, blot frejdigt, men ganske ærligt:
”Jeg har hele bagagerummet fyldt med sprut!”
Hvorefter tolderen grinte og lod den ældre dame fortsætte …

Det skete naturligvis også, at Mikkeline blev stoppet i tolden og knaldet – men så betalte den velhavende kvinde blot bøderne, som herefter blev lagt på priserne.
I virkeligheden en ganske solidarisk måde at klare dette lille problem på. Og når skaden var betalt tilbage i form af disse udgifter, var der jo i øvrigt ingen grund til at sænke priserne igen; nu havde kunderne jo vænnet sig til det …

I slutningen af 60’erne og starten af 70’erne skred ordensmagten flere gange til razziaer mod Mikkeline og den gamle præstegård. Og flere gange sprang gæsterne ud ad vinduer og døre, når politiet pludselig ankom.
Desværre for byen var Ingeborg Mikkelsen en meget pertentlig dame med sine regnskaber, så alt blev skrevet ned i små, sorte bøger.
Hvem skyldte hvad og hvor meget?

Det lykkedes hende dog altid at gemme dem for politiet – den ene gang smed hun dem ud gennem vinduet – hvorefter hun klarede frisag ved at spille dum og uvidende, hvad hun absolut ikke var.

En sen vinteraften i 1975 nåede hun imidlertid ikke at få skyldebøgerne af vejen, da politi fra Odense og Bogense samt og mandskab fra toldvæsenets mobilpatruljer stormede smugkroen, hvorefter det var nemt for politiet at se, hvem der havde været kunder.
En række af byens borgere blev kontaktet af ordensmagten, Mikkeline fik kæmpebøder med krav om efterbetaling af moms og skat samt senere domfældelse – og historien gik landet rundt og kom på forsiden af Ekstra Bladet.

Også den lokale avis, Fyens Stiftstidende, mødte op, og Mikkeline blev så fornærmet på den udsendte fotograf Ole Frederiksen, at hun hældte en spand vand i hovedet på ham.

Også to gæster blev anholdt denne aften og overført til afhøring på Bogense Politistation, mens toldvæsenet ransagede hele Veflinge gamle præstegård:
Her fandt tolderne i den gamle dragkiste hele lageret af indsmuglet spiritus – bl.a. et støre arsenal whiskyflasker.

Ingeborg Mikkelsen – som efter to tidligere razziaer havde været idømt bøder for overtrædelse af toldloven – blev først sigtet og senere tiltalt for smugkrovirksomhed samt for hæleri med hensyn til ulovligt indsmuglede varer.

Til den lokale avis Fyens Stiftstidende fortalte en unavngiven beboer i Veflinge, at det gennem længere tid havde været kendt på egnen, at folk fra hele Nordfyn samledes i den gamle præstegård for at få del i smugkroens billige spirituøse goder.
Og han oplyste, at han selv var blevet tilbudt ubanderolerede cigaretter – dog til almindelig udsalgspris.

I forbindelse med den store razzia, der implicerede distriktskontrollen på Odense Toldkammer, afpatruljerede toldkrydseren Høgen af Sønderborg den nordlige del af Lillebælt, og på mandskabet var orienteret om de fynske tolderes Operation Smugkro – men ordensmagten nægtede at udtale sig om, hvorvidt aktionen mod Mikkeline var resultatet af et opdaget forsøg på at landsætning af smuglervarer.

For første og eneste gang var den lille flække Veflinge blevet kendt.

Mikkeline selv endte i arresten i Bogense, men ikke længe. For den 58-årige kvinde hylede, skreg og skabte sig så meget bag tremmerne, at de blev nødt til at lukke hende ud igen.
Og så fortsatte smugkroen og det ulovlige salg. Dog med den forskel, at de lokale betjente i den hvide Opel Rekord fra Bogense, som tidligere havde handlet lidt hos Mikkeline, ikke længere var blandt kunderne.

Inden den store razzia i 1975 kunne ordensmagten fra den nordfynske havneby nemlig godt finde på at bankede på præstegårdens dør for lige at høre, om det gik godt. og om der var ro.
Mikkeline vidste godt, hvad de ville, så de kom ind, døren blev låst – og efter en pilsners tid kørte betjentene igen.
Andre gange kom de bare forbi en fredag eller lørdag aften for at gå sig et grin over synet, når vinduerne til haven blev åbnet, og kunderne hoppede ud og løb deres vej.

Der var også en motorcykelbetjent fra Odense, som somme tider kiggede forbi for at hente medisterpølse fra en lokal slagter, som lå klar hos Mikkeline, som havde fuldstændig styr på, hvem der var good cops – de lokale – og hvem der var de onde, bad cops. Nemlig betjentene fra Odense.

Den første forårssol fejrede Mikkeline altid ved at åbne porten til garagen og fjerne de gamle lagner fra den endnu ældre, og meget flotte, kulsorte Mercedes 180 årgang 1957.

Så åbnede hun bagklappen og lagde sig ind i bagagerummet, som Vorherre nu engang havde skabt hende.

Og sommeren igennem yndede den store kvinde at ligge splitternøgen i haven og tage solbad på plænen lige ud til vejen. Når man ankom, var der ofte en seddel i døren med teksten ”jeg er i haven”, og så vidste man, hvad der ventede.
Somme tider jagede Mikkeline dog drengene væk, men ellers var der for den trinde kvinde intet unaturligt i at tage imod i Eva-kostume i haven med de store valnøddetræer, inden hun iførte sig de lyserøde konetrusser og en skjorte eller kittel, før hun ekspederede sine kunder.

At Ingeborg Mikkelsen var en ensom kvinde, er der nok ingen tvivl om.
Hun boede alene med sine to store schæferhunde, som hun luftede ved iført sin lange pels at køre standsmæssigt og meget langsomt gennem byen i sin smukke veteranbil med hundene løbende bagefter.

Men hver aften dækkede hun bordet og redte senere også sengen til sin afdøde mor.

På sine gamle dage vedblev fru Mikkelsen dog med at være en verdensdame.
Når hun skulle handle, stoppede hun foran byens forretninger og pressede vedvarende hornet på sin bil i bund, indtil personalet kom ud og servicerede hende.

Ingeborg Dorthea Gerhardt Mikkelsen blev fundet død mæt af dage i sin seng nytårsaften 1985, og den forblæste nordfynske landsby Veflinge i verdens ende var endnu en skæv eksistens fattigere.

Hvad der blev af Ingeborgs flotte kjole, som stod på loftet på en gine, ved jeg ikke – og også den gamle sorte Mercedes er forsvundet i glemslens tåger.
To år efter hendes død kunne den ses på Aalholm Automobilmuseum lige ved siden af Ugandas tidligere militære diktator Idi Amins Mercedes-Benz 600.

Bilen fra smugkroen og den noget alternative købmandshandel i Veflinge, var stadig flot i lakken efter den lakering, som den fik i 1975, som Ingeborg i øvrigt betalte med 18.000 kontant i en plastikpose hentet i et baglokale samt en trillebør fyldt med valnødder.
Men bilen var nu bundrusten.

Det samme var slottets økonomi – og i 2012 måtte Aalholm Slot sælge ud af arvesølvet – og også de 224 veteranbiler fra det nu nedlagte Aalholm Automobilmuseum blev solgt på en offentlig auktion.

I dag ligger alle minderne om Ingeborg Dorthea Gerhardt Mikkelsen i de offentlige arkiver. Her er ud over pantebrev, anklageskrifter og et gammelt personligt horoskop også et utal af kasse- og regnskabsbøger, som strækker sig over perioden fra 1969 til hendes død på den sidste dag i 1985.

Og sidst men ikke mindst Ingeborgs 12 tykke dagbøger, som hun førte fra 1949 til sin død.

En guldgrube for eftertiden med beretningen om en helt speciel kvinde – men også en fortælling, som først kan begynde at fortælles om en halv snes år.

Da der er tale om såkaldt personfølsomt materiale med mange oplysninger om navngivne personer i Veflinge, er hovedparten af arkivet nemlig af hensyn til arkivloven og persondataloven klausuleret i 75 år og derfor tidligst offentligt tilgængelig fra 2024 for de ældste dele af arkivet – og de seneste notater i Ingeborgs dagbøger er først tilgængelige i 2060 …

Så alle de Veflinge-borgere, og folk andre steder på Fyn, som stadig lever, og som kom hos Ingeborg, kan ånde lettet op.

Men alle minderne om en helt speciel kvinde lever videre hos mange.

Også mig.

Foto taget i 1976:
Anders Christian Schødts

Læs om mig, mit arbejde og mine samarbejdspartnere.

En Foska-drengs bekendelser

Akkompagneret af 1960’erne voksede jeg op i et nordfynsk univers på størrelse med et fingerbøl som en blond, fregnet Foska-dreng med butterfly, hvirvel i panden og skrabede knæ. Struttende af levertran, syltetøjsmadder, saftevand, danskpop og uendelige somre.

Og vintre.

For mændene drak alt for mange bajere i hjemmene i min landsby, mens deres hustruer kæmpede for at få familiernes hverdage til at hænge sammen, børn skulle hverken ses eller høres, og i skolen blev jeg som stammer og nogle af de andre lige så følsomme drenge ofte ydmyget af lærerne – bare for en sikkerheds skyld.

Men vi knægte lærte alligevel både at danse med djævelen, at tune en Tomos og at liste en hånd ned i et par stramme cowboybukser uden at vide, hvad vi ledte efter, da vi styret af den lille – alt for lille – ukuelige enøjede bandit, hans to staldbrødre og tonsvis af testosteron drog ud i livet på jagt efter den søde kløe.

I 1968 udkom den 300 sider store Blå Betænkning, som gjorde op med kløene og terperiet, og i slutordene i kapitlet ”Læseplaner og skolen” lød det bl.a., at det var skolens opgave at fremme alle muligheder for, at ”børnene kan vokse op som lykkelige og gode mennesker.”

Allerede dengang var lykken et gyldent defineret mål.

Men på min lille sorte kommuneskole blev børnene stadig stillet militærisk op i rækker to og to, inden vi fik lov at marchere ind. Og de formastelige, som ikke havde fulgt de uskrevne regler for god opførsel i frikvarteret, blev på vejen ind tildelt en lussing, en knytnæve i hovedbunden eller et spark i røven.

Der måtte købmandens Bo for første gang redefinere sin opfattelse af lykken.

At danskerne ikke er verdens gladeste folkefærd, viser de mange og det i disse år stigende antal klager fra udenlandske turister, som er trætte af at betale en bondegård for en caffé latte, mens de får dræberblikket af servitricen.
At den så højt besungne danske hygge kun gælder dem, vi har lyst til at hygge os med, oplever andre.
Og i trafikken vrimler det med fuck-fingre, stressede horn, hidsigt blinkende lygter og preskørsel.

Og så er der skilsmisserne, utroskaben, lykkepillerne og hele angst-industrien, som både behandlersystemet, medicinalindustrien og pressen er en del af. Ja, selv et ganske almindeligt blæsevejr kan piskes op til drama i prime time.

Alligevel – og det er det besynderlige – kåres indbyggerne i H.C. Andersens eventyrland på baggrund af udenlandske undersøgelser igen og igen til et af verdens lykkeligste folkeslag.
For det er, hvad vi er, når de spørger os.
Lykkelige.
Tæskelykkelige.

Godt vi er danske.
For amerikanerne er jo overfladiske, svenskerne konforme, franskmændene arrogante, tyskerne humørforladte, italienerne svindlere, nordmændene enfoldige, irerne fordrukne, englænderne selvhøjtidelige, skotterne nærige og finnerne tavse og kaster med knive.

Men her i Danmark rykker vi sammen. Fra kongeklippen viser vi vores afkom frem, så alle kan neje i støvet for den lille buttede Buddha, mens mænd over night bliver omdannet til pastelfarvede Berlingo-Bambier, der som lemminger trisser mod nærmeste Føtex.
Og i citronmånens matte skær sidder vi lørdag aften og ser 50 år gamle danske film om uskyldens tid, når vi ikke svinger papirflagene fra Dagli’Brugsen og går crazy Daisy, når vi fejrer dronningen.

Det virker, som har vi alle lavet en fælles forståelse af det gode liv – om lykken – i en nostalgisk higen efter en svunden tid, mens vi selviscenesætter os selv som medlemmer af Dejlige Danmark.
Og dem, som ikke kan mærke lykken og som ikke passer ind i den mentale hyggefilm? De sygeliggøres og medicineres. For der må være noget galt med dem.

Har dette land overhovedet haft en original siden Simon Spies?

Men måske er det i virkeligheden de ulykkelige, som har gennemskuet konceptet og tør stå ved deres tvivl?
For vi mennesker er lige nøjagtig så glade, som vi beslutter os for at være.
Og ingen skylder os lykken.
Vi kan hverken kræve eller forvente den.

Selv synes jeg, at lykken er en fluffy, kalorieløs fister. En candyfloss. En orgasme. Et vindpust og et kindkys.

Nej, giv mig harmoni.
Det har grund.
Dét er langtidsholdbart.

Helle for at være en af de ulykkelige tosser.

Og når det hele så alligevel går helt galt – og det gør det jo altid – så lukker jeg øjnene, lytter til mit åndedræt og lader mig føre af sted til et helt andet univers pakket ind i roen og den harmoni, som købmandssønnen på 59. år stadig søger efter i den rigtige verden og dét, de har valgt at kalde livet.

Læs også de mange andre blogindlæg eller kig rundt her i mit univers og læs meget mere.

Jeg er en sommerfugl

Jeg er en sommerfugl.

Jeg flakser fra blomst til blomst – og jeg lever i nuet. Lige nu. For jeg ved, at livet er kort.
Jeg lever kun få dage eller uger. Andre arter bliver et halvt år, hvis det lykkes dem at overleve vinteren som voksne.

Men jeg skal nå det hele nu. I dag og i morgen.
Livet – here I come!
Så jeg flakser rundt, og engang imellem sætter jeg mig og opsuger den flydende næring. Jeg elsker blomsternektar, harpiks eller frugtsaften fra nedfaldne frugter.

Mums!

Jeg er en Dagpåfugleøje.
En Inachis io.
Se mine smukke farver, når lyset bryder i mine skæl på vingerne. Jeg folder dem lige ud, så du bedre kan se …
Cool, ikke?
Jeg er især vild med øjepletterne på vingen. Så kan de dumme fugle bare komme an. De går nemlig efter øjnene, så jeg slipper med et hak i vingen.

Ha!

Jeg er en sommerfugl.
Og jeg er fri som fuglen.
Jeg startede som en æde-maskine med mange ben og syntes selv, jeg var en lækker larve, inden jeg spandt mig en puppe med en silketråd, som jeg producerede – og inde i puppen begyndte forvandlingen, som I mennesker ikke kan gøre efter.
Metamorfosen.

Smag lige på dét ord!

Fra at være en fast substans af celler gik indholdet i puppen – der før var mig, larven – i opløsning og blev til en flydende væske. Og væskens celler fandt så sammen og dannede det der blev til den voksne sommerfugl.
Mig.

Efter tre uger kom jeg ud, og så sad jeg lige der og ventede på livet, for jeg kunne ikke folde mine vinger ud, før jeg havde pumpet blod ud i de fine ribber i vingerne.
Og bagefter skulle de tørre. Lige dér var jeg bange for at blive ædt af et rovdyr.

Men jeg klarede den – og nu flakser jeg glad rundt her på sommerfuglebusken akkompagneret af fuglesang sammen med alle mine venner.
Vi er ikke mange forskellige slags her i Danmark – kun 74 dagsommerfugle mod tidligere næsten 100.
Vores levesteder er nemlig forsvundet.
Tak for det, mennesker!

Men til gengæld har vi flotte navne.

Dér flakser en Spættet Bredpande, dér er min ven Svalehale, dér en Grønbroget Kålsommerfugl, der en Monark, og dér en Orange Høsommerfugl, en Sørgekåbe, en Kejserkåbe, en Østlig Takvinge, en Engperlemorsommerfugl, en Okkergul Pletvinge, en Moserandøje, en Terningsommerfugl, en Blåhale, en Lille Ildfugl og en Kløverblåfugl.

Det ér sgu da sjovere end hedde Kurt, Dorthe og Irma.

Og nu må I undskylde mig.
Jeg skal videre, for jeg har lige et weekend-projekt.
Jeg skal have fundet en mage.

Jeg har kig på en sød lille, lækker sag, som jeg først så og bagefter lugtede mig frem til ved hjælp af mine følehorn, som også er mine antenner.
Jeg kan dufte hende på flere kilometers afstand. Jeg har selv duftskæl på vingerne, som fortæller hende, at det er den rigtige artsfælle, hun har fat i, når jeg gør en stormfuld kur lige om lidt … Romeo og Don Juan med vinger.

Er det sejt eller sejt?

Hvad siger I …?
Har jeg arme og ben?
Ligner jeg mere et menneske?
Spørger I, hvordan en dagsommerfugl kan skrive på pc …?

Visse vasse – jeg er en sommerfugl. En Dagpåfugleøje. En Inachis io.

Og det var jeg været, lige siden jeg som barn så min første sommerfugl i vores baghave på Nordfyn. I en opvækst, som bød på flere udfordringer, for mange tanker og for stor angst, end et lille barn og en ung knægt bør tumle med, blev sommerfuglebuskene bag købmandsgården mit hemmelige univers, hvor jeg lå på græsset og indsnusede kaskaderne af dufte, mens jeg følte eksploderende glimt at lykke ved at se mine vidunderlige, kulørte venner flakse rundt.

Her fandt jeg som barn hele meningen med livet og tilværelsen.

Indtil jeg en dag glemte både barnet og meningen med livet. Glemte, at man ikke kan fange skønheden. Den skal komme indefra – når tiden er. Men hvordan skulle en dreng overhovedet vide den slags?

Dén slags lærer man på den hårde måde.

HAPS …

Så lå sommerfuglen i mit lille sommerfuglenet, som smældene gennem solstrålerne.
Forsigtigt, meget forsigtigt uden at røre de smukke vinger – så der ikke skete noget med dens smukke vinger – fik jeg den ned i syltetøjsglasset. Ned til den dræbende æter.
Og så fortsatte jagten på andre af de flaksende skønheder. Jeg ville have dem.
Have deres skønhed.
Fange deres sjæl.
Deres magi.

Så den kunne blive min.

Når jagten var slut, og sommerfuglene var døde, gik turen ind til stuebordet. Mit operationsbord. Sommerfuglen skulle være frisk og blød, for var den tør, knækkede der altid ét eller andet, og så var den lige til at smide ud.
Nogle gange vågnede de op igen, når jeg tog dem op af glasset, og det var ikke så heldigt.

Jeg nålede den døde sommerfugl oven fra midt gennem forkroppen og lod nålen gå ud nøjagtigt mellem benene.
Det var vigtigt, at sommerfuglen sad lige på nålen, og at nålen sad lige på spændbrættet.
Kom jeg til at sætte sommerfuglen skævt, ville vingerne i den ene side nemlig klappe op og i den anden ned, og så blev det færdige dyr skævt. En æter-død sommerfugl vil nemlig gerne slå vingerne sammen.

Og så der jo ikke noget at kigge på.

Så dér stod de på lit de sommerfugle-parade gennemboret af nåle og med vingerne spændt ud , indtil jeg efter en uge kunne fjerne dem fra spændepladen og placere dem i en kasse.

De var der alle sammen. Alle mine højt elskede venner. Alle mine døde venner.
Kejserkåber, Citronsommerfugle, Påfugleøjne, Admiraler, Takvinger og Sørgekåber.
Og sørgeligt var det – også for alle dem, jeg ikke engang kendte navnene på.

Men dén aften, hvor jeg i et øjebliks kådhed skød solsorten og slukkede dens sang og liv med et hagl fra min Diana 22-luftbøsse, besluttede jeg mig for aldrig mere at lege herre over liv og død.

Da fuglen var begravet, og storvildstjægeren havde grædt meget lidt modige sine tårer, blev nålene trukket ud af de søde, smukke sommerfugle, hvorefter de døde, smukke flaksere kom i en lille æske og blev begravet ved siden af sommerfuglebuskene.

Siden har jeg ikke kunne slå en flue ihjel, og menneskets opfattelse af sig selv er vel i virkeligheden overvældende narcissistisk, og religionen hovmodig, når den sætter mennesket over alt andet og tror, at verden bare er til for os.

I dag får jeg min vigtigste viden fra skoven. Den giver mig ro og tvinger pulsen ned.
Intet er vigtigere og mere intenst end at gå og bo alene i skoven, at gå på jagt efter spor eller ekskrementer og pludselig møde ræven, rådyrene og rovfuglene.

Tidligere fik jeg til stadighed gåsehud og jeg kunne græde af glæde, når jeg mødte en elg eller et par vildsvin i min smålandske skov, eller når tranerne om foråret danser på engen foran mit hus.
Nu er Småland skiftet ud med det blide Vestsjælland og bøgeskoven.
Men glæden ved naturens gang er den samme.

Ikke to dage er ens. Og møderne bevæger mig. Fylder mig med taknemmelighed.

Da jeg var lille, fortalte min mormor mig, at hver en stjerne på himlen blinkede for en død person. Senere læste jeg Jules Verne. Bogen indeholdt tegninger, jeg ikke i min vildeste fantasi havde drømt om fandtes.
Af rumskibe.
Fjerne planeter.
Udforskningen af rummet.

Som 10-årig brugte jeg alle mine lommepenge til at bestille en stjernekikkert i et postordrekatalog – blot for at opdage, at kikkerten ikke kunne se længere end til byskiltet.
Så kom min interesse for Apollo-rumprojektet, og siden blev jeg fascineret af de flyvende tallerkener, som i stort tal opsøgte jorden.
Men pludselig holdt de en dag i 1970’erne op med at besøge os.

Måske fordi de fandt ud af, jorden ikke rummede intelligent liv?

I dag bruger jeg stjernerne og planeterne til at orientere mig i skoven om natten.

Menneskets største problem er i virkeligheden, at vi isolerer os fra resten af skabelsen og tolker dyr og natur udelukkende fra et videnskabeligt perspektiv.
Derfor ser vi aldrig resultatet af vores handlinger, og vi behøver heller ikke tage det fulde ansvar for dem.

Mennesket har altid tilbedt naturen. Men samtidig har vi forsøgt at bekæmpe den. Kontrollere den. I vort evige ønske efter at være in command.
Vi vil kende dens tanker, fordi vi samtidig frygter den.
På et tidspunkt glemte vi at respektere den.
Og da respekten forsvandt, forsvandt alt.

Den dialektiske tyske filosof og sociolog Theodor W. Adorno lurede dette menneskets harakiri før alle andre:
Jo mere vi forsøger at slå naturen ihjel og befri os fra dens overmagt, jo mere besejrer den os i form af fornyet ufrihed og barbari.

Forinden havde Søren Kierkegaard sat ord på vores angst:
Mennesket befinder sig som den eneste skabning midt mellem englen og dyret. Vi har nemlig en fri vilje. En bevidsthed.
Vi ved, vi skal dø.
Derfor lever mennesket ikke som dyret på instinkt. Vi lever på angsten. Men vi tør ikke gå ind i den, selv om vor eneste mulighed er at slutte fred med angsten.

I stedet søger vi tilflugt i religionen i håbet om at klare skærene.

På mit gamle langbord i stuen her i skoven ligger en bog med et omslag i håbets farve.

Min egen livsmentor og inspirationskilde er den amerikanske filosof Henry David Thoreau, som gennem hele sit liv søgte den store sammenhæng i de mindste ting.
Han tog i 1845 ud for at bo alene uden andre hjælpemidler end sine hænder i et lillebitte bjælkehus, han selv byggede, på bredden af skovsøen Walden Pond i Concord, Massachusetts.

Han gjorde det for at skære ind til hjertekulen og beskæftige sig med livets grundlæggende kendsgerninger af frygt for, at han, når døden nærmede sig, skulle opdage, han ikke havde levet.

I to år og to måneder gjorde han i sin isolation notater om naturen og menneskenes forhold til den – og i 1854 udgav han sit hovedværk formet som en rapport om det eksperiment, han foretog med sit eget liv:

’Jeg flyttede ud i skovene, fordi jeg gerne ville leve bevidst, befatte mig udelukkende med livets grundlæggende kendsgerninger. Mit liv skulle gå i dybden, jeg ville suge al dets marv, leve så strengt og spartansk, at alt det, der ikke var liv, blev slået på flugt eller mejet ned, jeg ville drive livet op i en krog og finde dets inderste væsen.’

Svaret på livets mening er ifølge Thoreau ikke nye meningsløse opfindelser og blind vækst. Men at skrælle alt, der ikke tjener til livets fysiske og åndelige opretholdelse, bort og i intimt samvær med naturen at leve et simpelt liv, som frigør og forløser mennesket fra forbrugerræset. Lytte til os selv og den natur, vi har del i og er en del af, men som vi af al magt forsøger at frigøre os fra

”Walden – livet i skovene” er en bog, som er god at have inden for rækkevidde hele livet igennem. Også i Småland, hvor man kan kende en mand på størrelsen af hans tågelygter.

Og hvad har alt dette så med en lille sommerfugleelskende nordfynsk dreng at gøre, kan du spørge.

Og jeg vil svare:

Alt.

Jeg er en sommerfugl.

Jagten på lykken

Jeg blev født 11 år efter frihedens budskab fra London af forældre, som havde mistet frygten for krigen, men som stadig huskede alt.
Akkompagneret af 1960’erne voksede jeg op i et nordfynsk univers på størrelse med et fingerbøl som en blond, fregnet Foska-dreng med butterfly, hvirvel i panden og skrabede knæ. Struttende af levertran, syltetøjsmadder, saftevand, danskpop og uendelige somre.
Og vintre.
For mændene drak alt for mange bajere i hjemmene i min landsby, mange af konerne fik en flad, som ikke nødvendigvis var med flad hånd, børn skulle hverken ses eller høres, og i skolen blev jeg og nogle af de andre lige så følsomme drenge ofte ydmyget af lærerne – bare for en sikkerheds skyld.

Men vi knægte lærte alligevel både at danse med djævelen, at tune en Tomos og at liste en hånd ned i et par stramme, alt for stramme, cowboybukser uden at vide, hvad vi ledte efter, da vi styret af den lille – alt for lille – ukuelige enøjede bandit, hans to staldbrødre og tonsvis af testosteron drog ud i livet på jagt efter den søde kløe.

Allerede dengang var lykken et gyldent defineret mål.

Der måtte købmandens Bo for første gang redefinere sin opfattelse af lykken.

At danskerne ikke er verdens gladeste folkefærd, viser de mange og det i disse år stigende antal klager fra udenlandske turister, som er trætte af at betale en bondegård for en caffé latte, mens de får dræberblikket af servitricen.
At den så højt besungne danske hygge kun gælder dem, vi har lyst til at hygge os med, oplever andre. Og i trafikken vrimler det med fuck-fingre, stressede horn, hidsigt blinkende lygter og preskørsel.

Og så er der skilsmisserne, utroskaben og hele angst-industrien, som både behandler-systemet, medicinalindustrien og pressen er en del af.
Ja, selv et ganske almindeligt vinterblæsevejr skal piskes op til drama, når tv’s udsendte til den første efterårsstorm snart finder sin faste plads på Hanstholm Havn, hvor det ser mest dramatisk ud, for med saltvand om ørerne med dommedagsstemme beretter om risikoen for vindstød af stormstyrke.

Alligevel – og det er det besynderlige – kåres indbyggerne i H.C. Andersens eventyrland på baggrund af udenlandske undersøgelser igen og igen til et af verdens lykkeligste folkeslag. Som by the way også er det folkefærd, som æder flest lykkepiller.
Måske tør vi ikke svare andet end ja, når vi bliver spurgt. Det kunne jo gøre ondt at mærke efter,

Og amerikanerne er jo overfladiske, svenskerne konforme, franskmændene arrogante, tyskerne humørforladte, italienerne svindlere, nordmændene enfoldige, irerne fordrukne, englænderne selvhøjtidelige, skotterne nærige og finnerne tavse og kaster med knive.

Men her i Danmark rykker vi sammen. Fra kongeklippen viser vi vores lyserøde afkom frem, så alle kan neje i støvet for den lille buttede Buddha, mens danske mænd over night kastreres, trylles om til umælende, pleasende skaffedyr og omdannes til Berlingo-Bambier i firehjulede pastelfarvede rædsler købt af hustruen – med kursen sat mod Bilka og nærmeste Lemminge-klippe.

Og i citronmånens matte skær sidder vi lørdag aften og ser 50 år gamle danske film om uskyldens tid, når vi ikke svinger papirflagene fra Dagli’Brugsen og går crazy Daisy, mens vi fejrer dronningens næste runde år som bestyrer af landets største og mest luksuriøse rygekabine.

Det virker, som har vi alle lavet en fælles forståelse af det gode liv – om lykken – i en nostalgisk higen efter en svunden tid, mens vi selviscenesætter os selv som medlemmer af Dejlige Danmark.
Og dem, som ikke kan mærke lykken og som ikke passer ind i den mentale hyggefilm?
De sygeliggøres og medicineres. For der må være noget galt med dem.

Men måske er det i virkeligheden de ulykkelige, som har gennemskuet konceptet og tør stå ved deres tvivl? For vi mennesker er lige nøjagtig så glade, som vi beslutter os for at være. Og ingen skylder os lykken. Vi kan hverken kræve eller forvente den.

Selv synes jeg, at lykken er en fluffy, kalorieløs fister. En candyfloss. En orgasme. Et vindpust og et kindkys. Den er der. Og så er den er ikke.
Nej, giv mig harmoni.
Det har grund.
Dét er langtidsholdbart.

Helle for at være en af de ulykkelige tosser, som forsøger at klappe og kippe med ét flag.
Mens jeg elsker mit land.
For det gør jeg.

Med sund skepsis. Godt og vel. Se mere

Den dag de ville skyde min søn

Det startede som en helt almindelig dag.
Og den sluttede med, at jeg sad hulkende og rystende i min bil.
Jeg kender angsten på min egen krop – angsten, som opstår, når dem, som står én allernærmest, trues på livet.
En angst, som meget mere er den dybeste følelse af magtesløshed. Af dyb ensomhed.
En usynlig trussel, som man ikke kender ansigtet på. Men som bare er derude et sted i mørket.

Jeg voksede op og blev journalist med en drøm om at redde verden.

Men den eneste, jeg reddede, var mig selv fra en barndom fyldt med udfordringer.

I mange år fik jeg et kick af nyheder. De var mit fix. Mit junk. Indtil Mr. News en dag fik nok af at være en del af bekymringsindustrien.

For intet er lettere end at sprede angst.

Men dén dag mærkede jeg den virkelige angst på min egen krop.

Året var 1993, jeg boede alene med min niårige søn i en lille landsby uden for Assens – og jeg var i København på et kursus, da jeg den efterårsdag blev ringet op fra min arbejdsplads Fyens Stiftstidende.
De ville fortælle, at de havde modtaget et anonymt brev.
Brevet var maskinskrevet og velformuleret – og essensen var klar:
De ville skyde hovedet af min søn.

Blot et enkelt tryk på aftrækkeren, så er der no more fucking Østlundson. Puff …

Ordene står stadig her mere end 21 år senere mejslet ind i mit sind.

Jeg havde i perioden op til skrevet adskillige artikler om ubehagelige telefonopkald, som næsten 250 personer – næsten alle kendte samfundsdebattører på venstrefløjen – havde modtaget.
I den modsatte ende af telefonen kunne man blot høre en person, som trak vejret. Og som ikke svarede, selv om man råbte, truede eller latterliggjorde.
Telefonen ringede blot op igen – og igen.

Jeg og min søn havde også selv oplevet det gennem måneder – både dag og nat – og telefonen kunne ringe snesevis af gange hver dag.
Og drengen syntes som jeg, at det var dybt ubehageligt.
Det var før mobiltelefonens og nummervisernes tid.

Alt tydede i øvrigt på, at det var højreekstremistiske personer, som stod bag både telefonopkaldene – også brevet til mig, som også indeholdt nynazistiske lovsprisninger.

Den dag, jeg brød hulkende sammen i min bil, døde nyhedsjægeren Bo.
Og der skulle gå næsten 15 år, før jeg overhovedet turde både min søn og alle andre om truslerne.

For hvad gør man i sådan en situation med en dreng, som går i 3. klasse, og som man intet kan fortælle – heller ikke hvorfor hans far pludselig begynder at køre ham i skole og hente ham igen?

Og som er dødsensangst, hver gang han går ud og leger?

Derfor forstår jeg til fulde Peter Øvig Knudsen, som i fjor bekendte, at han ikke turde skrive bogen om Pusher Street af frygt for repressalier og efter råd fra politiet.

Og jeg har fuld respekt for, at Jyllands-Posten – hvor en række af de ansatte journalister i dag går til psykolog og har problemer med at sove om natten efter dødstruslerne mod avisen – ikke turde trykke Charlie Hebdo-tegningerne for en uge siden efter terroraktionen i Paris. Og at avisen åbent og ærligt tilføjer debatten en ny ærlig dimension ved slet og ret at fortælle, at de er bange.

Så må alle de andre – som forresten ikke siden 2008 selv har turdet trykke de snart 10 år gamle Muhammad-tegninger, og som aldrig har iklædt sig t-shirts med titlen ’Jeg er Jyllands-Posten’ – klare de hule skåltaler.

Mens vi andre lægger arm med den satans angst.

Følg mig på Twitter eller Facebook og få besked hver gang, der lægges et nyt blogindlæg ud.

Søren Pind, ytringsfriheden og hipoerne

Det var en sen onsdag aften, da han pludselig stod i mit tv med en tegning i hånden i faklernes skær.
Lars Løkke Rasmussen.
Foran den franske ambassade på Kongens Nytorv i København for at vise sympati og respekt for de dræbte og efterladte ved terrorangrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo i Paris – og minde om vigtigheden af ytringsfriheden.

I den ene hånd holdt, ja, nærmest knugede, Løkke en af satire-tegningerne fra Charlie Hebdo – og han har sikkert også som mange andre lagt en kuglepen blandt blomsterne og mindeordene.

Hvor rart at se den mand i andre forbindelser end skandaler, fråds og sure underbukser.
Og jeg glemte ganske, at det er valgår, og at Helle to dage forinden havde været på charmeoffensiv i Bilka blot et par uger efter, hun også erklærede sig som Brøndby-fan – så hun åbenbart i øjeblikket stiller op som Miss Vestegnen.

Løkkes tro væbner og Venstre-partifælle, allestedsnærværende Søren Pind, var der også onsdag aften foran den franske ambassade.
Jeg så ikke, om han også bar en satiretegning, men mon ikke også Pind var der for af de samme årsager:

Sympati. Respekt. Ytringsfrihed.
Ret – og plads – til forskellige meninger og holdninger.

Tre dage senere, i den forgange weekend, kørte Kronprins Frederik to gange over den lukkede Storebæltsbro for at komme til og fra DR-sportens store show i Herning.
Det var der en masse, som synes var en dårlig ide.
Andre – deriblandt Søren Pind fra Danmarks Liberale Parti – mente det modsatte.

Og det fik ham i går mandag til at lave denne opdatering på Facebook, hvor Trikolore – som er blevet forbundet med frihed, lighed og broderskab – stadig vajer som profilfoto.

Jamen tillykke til dem, der nu fik både PET og Kongehuset til at undskylde. Så har I lighedshipoer været hele raden rundt. Politikere, Embedsmænd, Kongehus – alle skal nu sige undskyld for at være til. Selv vores statsoverhoved og vores kommende Konge skal nu rende rundt og sige “undskyld undskyld undskyld”. Hvor patetisk, latterligt, småligt, småskoet, lighedsfascistisk kan det hele egentlig blive! Bvadr!

Vi lader ytringsfriheden, le drapeau tricolore, hipo og bvadr! stå et øjeblik.

Mens vi alle stadig er Charlie

Vi er alle Charlie.

Og vi græder alle med Paris, hvor 17 uskyldige personer omkom, da al-Qaedas afdeling i Yemen slog til som hævn for krænkelsen af profeten Muhammads ære.
Som vi græd med New York og USA den 11. september 2001, da 2973 blev dræbt efter en række koordinerede terrorangreb begået af 19 mænd, også med tilknytning til al-Qaeda.
Og som vi græd med Madrid den 11, marts 2004, da 191 blev dræbt, efter at 10 bomber blev bragt til sprængning i tre fyldte, lokale morgentog mellem Alcalá de Henares og Atochabanegården i Madrid.
Og som vi græd med London den 7. juli 2005, da fire bombeeksplosioner om morgenen ramte undergrundsbanen og en dobbeltdækkerbus – 52 civile omkom.

Vi kommer til at græde igen.
Om det bliver med København, med Rom eller et helt tredje sted, bestemmer kun tilfældet og et hul i efterretningstjenesternes overvågning.
Men terrorren vil ramme igen.
Helt tilfældigt og pludseligt en dag.

Allerede sidste efterår advarede højtstående EU-embedsmænd om, at et stort islamistisk terrorangreb i Europa vil være uundgåeligt, når europæiske jihadister og medlemmer af Islamisk Stat (IS) vender tilbage fra Syrien og Irak.
’Terroraktioner må betragtes som forprogrammerede. Vi har klare signaler om, at dette er, hvad de udenlandske krigere stiler efter. Dette er den største trussel, vi står over for’, lød det.

De 12 Muhammed-tegninger, som Jyllands-Posten bragte i september 2005, samt den danske deltagelse i Afghanistan, Irak og Syrien, har for længst medført en øget trussel mod Danmark og danske interesser i udlandet – og både politiets og forsvarets efterretningstjenester har løbende skærpet trussels-vurderingerne de seneste år.
Politiets Efterretningstjeneste (PET) vurderer, at der længe har eksisteret en generel terrortrussel mod vort land.

Dengang i 2005 måtte to af de 12 tegnere gå under jorden efter at have modtaget terrortrusler, og den 1. januar 2010 kom attentatforsøget mod karikaturtegneren Kurt Westergaard, som siden har levet under beskyttelse.
I den samme periode kom truslerne mod Jyllands-Posten. I oktober 2009 anholdt politiet i Chicago den 50-årige David Headley, der siden har tilstået, at han havde planer om at få orkestreret et væbnet angreb på Jyllands-Posten.

I 2010 havde tre unge mænd, som den 29. december tidligt om morgenen var ankommet til en lejlighed på Mørkhøjvej i Herlev fra Sverige, også planlagt at angribe Jyllands-Posten på Rådhuspladsen i København. De ville binde ofrene med plastikstrips, og herefter ville de halshugge og skyde så mange som muligt i løbet af 20 minutter.
PET havde imidlertid installeret skjulte mikrofoner, og under aflytningen af mændene kunne man høre en fællesbøn i lejligheden, hvor en af mændene sagde ’Når de vantro mødes, så bind dem og hug halsen over på dem.’
Forud for anholdelserne var gået længere tids overvågning og efterforskning, som blev gennemført i tæt samarbejde mellem det svenske sikkerhedspoliti, SÄPO, og PET.

På én og samme gang trist og dybt uforståeligt med Jyllands-Postens specielle historik, at avisen i denne omgang i omtalen af terrorangrebet mod Charles Hebdo i Paris valgte at undlade at trykke de omstridte tegninger fra den franske satiriske ugeavis, der udkom første gang i 1970.
Og forfriskende ærligt, at avisens ansvarshavende redaktør Jørn Mikkelsen – efter at have slået knuder på sig selv i alle udtalelser siden 2008 – endelig åbent erkendte angsten i avisens leder ’Vold virker’.

Her hed det bl.a.:

’Det er ude i hampen at påstå, at islam ikke skulle have nogen magt. Magt handler om evnen til at påvirke menneskers og samfunds beslutninger. I den forstand har islam i den grad magt. De fleste europæere har 25 år efter angrebet på Salman Rushdie internaliseret fatwaen mod ham. Nej, grunden til, at ingen har genoptrykt de famøse tegninger, er naturligvis frygt. Alt andet er bortforklaringer. Frygt er imidlertid en legitim følelse, ikke mindst for de ansatte på denne avis.

Vi har levet med frygten for et terrorangreb i ni år, og ja, det er forklaringen på, at vi ikke genoptrykker Muhammed-tegninger, hvad enten det er vores egne eller Charlie Hebdos. Hensynet til medarbejdernes sikkerhed vejer tungest. Vi er også på det rene med, at vi dermed bøjer os for vold og intimidering, og vi er klar over, at Danmark og pressen på den baggrund ikke skal vente mindre af den slags, men mere når nogen næste gang krænker muslimernes profet. For det viser, at vold virker.

Vores kolleger på Charlie Hebdo blev myrdet, fordi de som det eneste blad i Europa insisterede på at fortsætte deres kompromisløse islamkritik på linje med hudfletningen af andre religioner. Det betalte de den højeste pris for. De insisterede på at forblive Charlie Hebdo. Det kan ingen andre bryste sig af.’

Læs hele lederen her.

Skal der komme noget godt ud af Jørn Mikkelsens og Jyllands-Postens erkendte knæfald, må det være, at hele diskussionen om ytringsfrihed her i landet og angsten for repressalier nu får en ny og anden dimension end den frelste.
Og fakta er da også, at ingen danske aviser siden 2008 har turdet genoptrykke Kurt Westergaards tegning med profeten med en bombe i turbanen.

Derfor var det også en næsten gratis omgang for dagbladet Politiken at ride med på ‘Je suis Charlie’-bølgen.
Avisen bragte et udvalg af Charlie Hebdo’s tegninger – og sikkert ikke tilfældigt blandt dem kun den mildeste provokation mod muslimer – og så glemte alle midt i korstoget for ytringsfriheden for en stund, at netop Politiken i 2010 indgik et forlig om den krænkelse, som avisens genoptrykning af Muhammed-tegningerne forårsagede muslimer i 2008.
Den daværende redaktør Tøger Seidenfaden undskyldte dengang for den krænkelse, som en række muslimer havde følt.

S-formanden Helle Thorning-Schmidt fordømte som alle andre på Christiansborg 2010-forliget:
’Det er vanvittigt. Der er krænkelser i medierne hver eneste dag. Sådan er det med ytringsfriheden …’, lød det fra statsministeren.

Så på bundlinjen står, at trods den store opbakning omkring omkring både Charlie Hebdo og ytringsfriheden i de danske medier – ja, så var der næppe nogen af de selvsamme aviser, som i dag ville turde genoptrykke de gamle Muhammed-tegninger.

Og alle os med de vajende franske flag og Je suis Charlie-profilbillederne på Facebook – vi tør heller ikke bruge billedet af profeten med bomben i turbanen som profilbillede, selv om det vel netop bedre end nogle andre i en dansk kontekst ville være indbegrebet af ytringsfriheden.
Men smukt ser det ud – og rigtigt er det at stå sammen. For hvad har vi ellers, hvis vi ikke har hinanden?

Vejen er imidlertid lang.
Og mens vi med tilbageholdt åndedræt venter på, hvornår og hvor det sker igen, må vi bare konstatere, at verden en januardag i 2015 stadig er lige så forandret, som den blev en septemberdag i 2001, da de to tårne i New York styrtede til jorden, uden vi i sekundet fattede omfanget og forstod, hvordan dén dag ville forandre alt.

For altid.