Et dødsfald giver ofte associationer.

Og Birte Toves død i sidste uge fik mine tanker til at vandre tilbage til min barndoms landsby og dens forsamlingshus, som bar i byen det lidet prangende navn Skuret.

Og det passede på sin vis ganske fint til den gamle bygning med de tisgule vægge, den lille scene og førstesalen, hvor man i krogen kunne sidde og kysse, uden at alle kunne holde øje med, hvad der skete.

Skuret blev brugt til alt.

Om foråret revyen, hvor de lokales færden blev endevendt. Som da byens ene tømrer engang blev så fuld, at han ryddede fire haver for blomster, inden han faldt om i præstens have – hvorefter præsten kørte ham gennem byen og hjem i en trillebør.

Det var både pinligt og forbundet med en særegen heltestatus at være et af revyens ofre.

Og om efteråret stod den på dilettantteater med de selvsamme lokale amatørskuespillere.

Begge dele blev naturligvis efterfulgt af bal, ligesom der også var mange andre fester året igennem. Høstfest, vinterfest, julebal …

Håret var redt tilbage, og skjorteflipperne, som var en halv kvadratmeter store, hang uden på jakken eller striktrøjen.

Ofte endte det med slagsmål, når de unge alfahanner sloges om pigernes hjerter – og så vidste alle, at det i hvert fald var en god ide at stå på god fod med Røde Mogens, for han slog en proper næve. Alle havde respekt for Røde, og et godt forsamlingshusbal indeholdt altid mindst ét slagsmål.

Slagsmålene var i øvrigt – nøjagtig som i skolegården – omgærdet af værdighed og klare regler. For vel kunne temperamenterne komme i kog, men når den ene kombattant lå ned på trægulvet, havde han tabt.

Det var det.

Ikke noget med at sparke på en mand, som lå ned.

Og så fortsatte dansen til den elendige musik oppe på scenen.

Kunne man senere på natten grundet indtagelse af over tredive Odense-pilsnere ikke styre sin Vauxhall Viva hjem, kunne man altid vælte om ude i buskadset, når udsmideren stablede én udenfor.

 

 

 

Ud over de store fester var det også i forsamlingshuset, de lokale familier inviterede til samtlige sammenkomster – fra fødselsdage over konfirmationer og bryllupper til gravkaffen efter den sidste rejse til den nærliggende kirkegård.

Og utallige var de gange, hvor en middag med tarteletter som forret og steg som hovedret blev afsluttet, ved at lyset i salen blev slukket, hvorefter serveringspersonalet bestående af trinde fruestørrelser i forklæder med sovse- og suppepletter på trådte ind med isdesserten med sprudlende fyrværkeri akkompagneret af ”Pomp and Circumstance”.

Så kunne det vist ikke blive meget større.

To gange hver uge lagde Skuret også lokaler til de andespil, som Borgerforeningen og Gymnastikforeningen arrangerede.

Med ænder, gæs, flæskestege, snaps, kvarte grise og købmandskurve som præmier, et kvart pund Java-kaffe til højremanden for vinderen og amerikansk lotteri i pausen.

Når der var spillegilde, som det hed, mødte byens og omegnens ældre op flere timer før for at spille kort, drikke øl og kaffe og ryge, så når spillet startede 19.30, skulle man skære sig gennem ærtesuppetågen af røg i salen for at finde en ledig plads.

Skulle nogen formaste sig til at forsøge at lufte ud, lød råbene straks: ”Luk! Det trækker!”

Skuret var proppet til mindste plads i salen, på balkonen og på og bag scenen, og selv på toiletterne var der installeret højttalere, så man kunne spille og følge med.

Alle aldersgrupper deltog, det sociale samvær var i top, og spillene gav gode indtægter til foreningens aktiviteter.

”Kom så med Gamle Ole”

”Ryst posen!”

”Den var rigtig. Var der flere …?”

Men forsamlingshuset rummede meget mere end offentlige baller, private fester og spillegilder. Det var også i forsamlingshuset, Leo Dahls danseskole forsøgte at lære de lokale bondedrenge (som på fotoet jeg med min søster) og ditto piger vakse trin, stive blikke, knejsende nakker og et godt tag i partneren – og hver anden uge ankom Svend Sanggaard til byen i sin Volvo-stationcar med en lang, rund beholder på taget.

Og det er HER, den smukke, lyshårede, blåøjede Birte Tove kommer ind i billedet.

Når Sangaard ankom til byen vidste alle, at der samme aften var Stjerne Bio.

Lærredet, højttalerne og filmfremviseren blev stillet op, og da en billet til en klapstol med træsæde og ryglæn på cowboyrækken kostede én krone og femoghalvfjerds, var der stadig femogtyveøre til snolder.

Der var altid to forestillinger.

Den første klokken 19.00 var typisk en gammel dansk film eller en italiensk spaghettiwestern med slå-på-tæven-drengene Bud Spencer og Terence Hill.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klokken 21.00 stod den så på et par lumre, erotiske timer i voksenforestillingen. Det kunne være ”Sex i sommerlandet” eller en sengekants- eller stjernetegnsfilm med Ole Søltoft i den mandlige hovedrolle.

Og en masse nøgne kvinder i de kvindelige.

Og somme tider endnu mere lumre forestillinger uden anden handling end den, der gik frem og tilbage.

Biografgængerne til den sidste forestilling nærmest sneg sig ind i ly af mørket, når lyset i salen var slukket, således at hemmeligheden om deres passion for sexfilm forblev mellem denne lille kreds af ungkarle i den forblæste nordfynske landsby Veflinge.

Det var normalt lukket land for nogen under 18 at komme ind og se de saftige, sene film, men var der ikke så mange tilskuere, kunne den gode omrejsende filmdirektør godt presses.

Der skulle jo penge i kassen.

Og vi knøse kunne lige så godt først som sidst lære om livets og kødets lyster …

Midt i debatten om skolereform og heldagsskole er det underligt at tænke tilbage på sin egen skole – den sorte af slagsen.

På dette billede fra 1930 ses min far stående øverst i midten til højre for sin noget større klassekammerat på Veflinge Skole.
Far hadede skolen – men mest af alt den lærer, som bankede børnene sønder og sammen – og derfor blev mine tre ældre søskende alle sendt på private skoler i Brenderup og Odense.

Selv kom jeg selv på den nye Veflinge Skole, da den åbnede i 1963, fordi han var sikker på, der var nye tider i nye omgivelser.

Men sørme om lærerne ikke fortsatte med slå, sparke, latterliggøre og ydmyge børnene bag de nye mursten på den skole, hvor de samme lærere havde underskrevet et kaldsbrev, hvor de lovede, at de ”i alle forhold såvel i som uden for tjenesten vil vise Dem værdig til den agtelse og tillid, som Deres stilling kræver”.

Den skole valgte som næsten alle andre steder at afstraffe børnene efter forgodtbefindende efter devisen: Tillid er godt, frygt er dobbelt så godt.

På Veflinge Skole virkede det, som om lærernes fornemste opgave var at beskytte sig imod børnene, fordi disse udgjorde et anarki af livskraft. Til gengæld var vi børn blevet programmeret til at indordne os som kvæg med kadaverdisciplin.

Vi var flokdyr, og skolen tjente ikke bare til at give os viden. Den videreførte også bevidst den sorte skoles tradition med at præge os socialt.
Ikke nødvendigvis til mere sociale væsener med større forståelse for de fælles værdier og gensidig respekt og hensyntagen. Snarere tværtimod. For når læreren måtte hakke på de svage, måtte alle andre også.

Sådan havde min forældres skole været indrettet. Sådan var min og vores skole også indrettet.
Det var et system, som cementerede og belønnede det sociale hierarki.

Og sørme om der ikke lige er dukket en invitation op til jubilæumsfest på den gamle skole.

Og minderne presser sig på.

Frøken Rasmussen var vor engelsk- og regnelærerinde. En yderst bestemt og troende kvinde, som fortalte, at syndfloden var på vej, når himlens sluser åbnede sig, og der var skybrud.
Hun dekreterede også salmesang i timen hver dag. Hun var stadig Des med samtlige forældre, god til at fortælle, hvis man ikke var særlig dygtig – og mestrede både lussinger og at flå og rive i ører.

Når man om morgenen kunne høre to klik i gangen, betød det, at den tidligere førstelærer i Stillebæk gennem en menneskealder – hr. Fabricius – var ankommet til dagens dont.
De to klik lød, når den aldrende lærer tog cykelklemmerne af sine bukser.
For Fabricius var afstraffelses-specialet at holde godt fast i den ene kind på den formastelige møgunge med sin ene hånd, mens han slog med den anden.

Og så havde manden et realistisk forhold til sit lærerkald:
”Der, hvor Vorherre ikke ku’ klare det, kan vi lærere nok heller ikke ændre så meget …”

Fru Moseholm var en rund dame, som under morgensangen vippede frem og tilbage på fødderne til musikken, men som dog også kunne tage ved ørerne, så de nærmest blev revet af, når det var nødvendigt.

Og det var det ret ofte på Veflinge Skole.

Og så sørgede hun, mange år før ordet mobning overhovedet blev opfundet, for at tyrannisere mig, når jeg med min stammen oftest forgæves forsøgte at komme videre efter ordet ”og”. Mens jeg sad med tics og en anstrengt grimasse og vendte øjnene opad, skældte hun ud:

”Hold så op med at sidde med de himmelvendte øjne, Bo!”

Velkommen til endnu et nederlag – og et af de øgenavne, som skulle forfølge mig hele min folkeskoletid: Bo med de himmelvendte øjne.

Og så var der den sidste nulevende lærer.
Manden, som i 7. klasse, hvor vores klasse blev opdelt i de elever, som skulle i enten 8. klasse eller realen, konsekvent omtalte dette som ”at skille fårene fra bukkene”.

Manden havde en Clark Olofsson-effekt. Elsket og hadet af alle.
Hans status som gymnastiklærer gav selvfølgelig gratis point og respekt hos mange raske drenge og piger, som mente, han var hård, men retfærdig, mens han for os andre gymnastiktunge, følsomme og svage blev symbolet på alt det grumme og onde, en skole kunne udsætte elever for.

Lussingerne, som blev uddelt med rund hånd, og kokosnødderne – som bestod af en knyttet næve i hovedbunden – huskes stadig, som var det i går.

De samme gør den deciderede frygt, når denne lærer gik op og ned imellem rækkerne af borde og pludselig og helt uden varsel tog fat i øret på en stakkel, der hakkede i det og ikke kunne lektien.

Men frem for alt prægede ydmygelserne sig dybt ind i sjælen på både mig og mine klassekammerater.
Jeg var følsom, blev drillet med min stammen og var samtidig klassens svageste dreng og mindes kun, at jeg tilbragte alle gymnastiktimer siddende ydmyget på skrævs på hesten eller plinten, som jeg aldrig kom over.
Og når jeg kravlede ned, fik jeg hver gang en hånende kommentar og et spark bagi.

”Næste!”

En klassekammerat blev af en lokal læge fritaget fra gymnastik med en lægeattest på grund af, at han fik dårlige nerver af gymnastiktimerne.

Og vi er adskillige fra den årgang, som trods en alder på snart 60, stadig nærer en frygt for den sidste lærer fra dengang.

Skræmmende som angsten lejrer sig i generne for at blive der og påvirke et helt liv.

Da manden selv fyldte 60, blev han i det lille portræt i den lokale avis Fyens Stiftstidende omtalt som en hjælpsom mand, som ”gennem årene har sat et positivt præg på byens børn gennem flere generationer”.

Når der snart inviteres til skolefest i Veflinge, bliver det bl.a. med undervisning i klasselokalerne fra år 1964 af den sidste nulevende gamle lærer fra den sorte skole.

I 1964 var jeg otte år gammel, og jeg gik i 2. klasse.
Og for næsten alle vores lærere, var vold mod eleverne i perioden fra 1963 til 68 en helt normal del af hverdagen.

I marts 1968 udkom den 300 sider store Blå Betænkning.
Den gjorde op med kløene og terperiet, og slutordene i kapitlet ”Læseplaner og skolen” lød således:

”Det er skolens formål at dygtiggøre børnene til at gå ud i samfunds- og erhvervslivet, velegnede til at opfylde de krav, man med rimelighed kan stille, men først og fremmest er det skolens opgave at fremme alle muligheder for, at børnene kan vokse op som harmoniske, lykkelige og gode mennesker.”

Men på Veflinge Skole blev børnene stadig stillet militærisk op i rækker to og to.

Man skulle jo nødig udvise svaghed.

Kald det MIN svaghed – men jeg tror nu alligevel, jeg springer skolefesten og muligheden for en ekstra time over …

Hvor jeg dog elskede det sted.

Da jeg var barn, var det indbegrebet af ferie, eventyr, udlængsel og direkte adgang til den store, vide verden at holde og vente på næste bilfærge i Knudshoved en sommerdag i 1960’erne.
De små Shell-tankbiler, som vimsede rundt mellem hybenbuskene og falbød dyre dråber, pølser og brød i cafeteriet – og de skrattende højttalere:

”Bilister i banerne 11, 12 og 13 bedes gøre klar til ombordkørsel om få minutter. Bilister i banerne 14, 15 og 16 bedes gøre klar til mulig ombordkørsel …”

Knudshoved og Halsskov var Danmarks sidste demokratiske mødepladser.
Hverken mere eller mindre.

Her var ingen fribilletter eller VIP-pas. Her mødtes de største og de mindste biler, de kendte og de ukendte, overklassen og middelklassen, bønderne og de københavnersmarte med det ene formål at blive fragtet fra Fyn til Sjælland eller vice versa.

45 minutter den ene vej, 50 den anden.
Sådan.

Og dér sad jeg på bagsædet og kiggede på den søde pige i bilen ved siden af, mens vi holdt midt i bane 4 i familiens Opel Kaptajn årgang 1956 og ventede mellem hybenbuskene.
Opels nye topmodel. Wagen der Weltklasse. Med rigelig plads til seks personer, en smidig sekscylindret motor med tre ratgear, panoramavinduer, stort haleparti og kilovis af krom.
Kapitän var den tyske flirt med de store amerikanske flydere. Lige sagen for en nordfynsk købmand med drømme om at erobre den store verden.

Den brugte kaptajn erstattede familiens lyseblå totakters Lloyd LP300 med trækarrosseri bestående af masonitplader, der var beklædt med kunstlæder.

I Tyskland blev bilen døbt ”Leukoplastbomben”.
I Danmark fik den øgenavnet ”Pap-Jaguaren”.

Vilddyret havde imidlertid en motorkraft så ringe, at mor og mine to ældste søskende måtte ud og skubbe bilen op ad Båring bakke på Vestfyn, når familien med far, mor og vi fire børn skulle til Jylland.
Så rakte 10 trætte heste og tre gear ingen vegne.

Men Storebælt kunne vi altid forcere.
Sådan da …

For sejlede færgerne ikke på grund af is, ja så sejlede de bare ikke, og så var det lige meget, om man hed Shu-bi-dua, Anker Jørgensen eller Axel Købmand.
Ja – selv en 2015-brobisse som Kronprins Frederik ville dengang være stillet helt som alle vi andre uden  blåt blod i årerne.

Undervejs kunne vi alle sammen nyde den kaffe, som var berygtet for sin pris og smag, landets dårligste og dyreste ostemad eller de to halvkolde, rynkede røde pølser på paptallerkenen, mens vi kiggede på billedet af kongen og dronningen, som fra væggen udstrålede signalet om ro, renlighed og trygge tider.

Det var færgen, vi skulle nå, hvis vi havde været til fodboldlandskamp i Idrætsparken i København, og den anden vej fra Knudshoved til Halsskov blev den sidste afgang lørdag nat kaldt popfærgen, fordi de eneste passagerer der var med, var musikere på vej hjem fra job i Jylland eller på Fyn.

Og dér sad Dario, Sir Henry, Shu-Bi-Dua, Peter Belli, Lone Kellermann, Skousen og Ingemann, Klaus & Servants, Savage Rose og alle de andre og delte hyren ud mellem sig i form af hundredkronesedler rullet sammen til små rør omviklet af elastikker, mens de alle skævede til de øvrige bordes stakke af pengesedler.

Det gav status og respekt at have flest penge på bordet.

Færgefarten over Storebælt er simpelthen en del af den danske kulturarv på godt og ondt – og hvis ingen andre vil lave det museum, så gør jeg det en dag!

Jeg stopper stadig gerne op på stedet på min vej til hjemøen, går en tur, lukker øjnene og drømmer mig med blanke øjne tilbage til dengang, hvor stedet for mig betød én af rejserne til Sjælland, København – den store verden langt borte fra Veflinge – den lille forblæste og temmelig fordrukne landsby i verdens ende, som udgjorde min Memory Lane.

Jeg husker de skrigende måger på soldækket på de varme sommerdage. Vi fodrede dem med de tørre pølsebrød.
Jeg husker hvordan kaffekopperne hoppede og klirrede, og hvordan hele færgen rystede, når den blev sat i bakgear før indsejlingen til Halsskov.
Fyret på Sprogø.
Og reklameskiltet, som tog imod os på den anden side af bæltet: ‘Velkommen til Shell-land’.

Sammenhængskraft anno happy sixtees.
Med nærvær og ro og alle sanser op fuld kraft, for mobiltelefonen og computeren havde ingen endnu bare drømt om en dag skulle komme og stjæle vores opmærksomhed fra nuet og øjeblikket.

Knudshoved var porten til Paradis.
Næsten.

Siden forandrede både Danmark og verden sig.
Men Fyn beholdt i øvrigt den størrelse, den altid havde haft, mens fynboerne blev på deres ø. For fynboer er hjemmefødninge, og de er stolte af det.
Mens jyderne sloges på liv og død med tyskerne, og københavnerne med svenskerne, levede fynboerne før broerne deres egen tilværelse på de fede, frugtbare jorder, hvor de hyppede de lige så fede kartofler.

De skulle aldrig kæmpe en krig, men skabte deres eget billede af et paradis på jord, hvor man taler det sprog, som englene synger om søndagen, og hvor pigerne uden at rødme fniser ”Natten er vor egen”.
Og sådan er det stadig.
Der er stadig en særegen selvforståelse på en ø med et folkefærd som, før broerne kom til, levede en isoleret tilværelse.

Enten forlader man Fyn, eller også så bliver man – som de fleste fynboer gør – hængende nær den by, man voksede op i, gifter sig med en af de andre lokale, får arbejde inde i On’se og nyder så ellers livet.

Det er bar’ så lajfi.

Sku’ vit’te ta’ en tur te’ Bogense?