Verden eksploderede en sommerdag i 1969, da tre mænd satte kursen de 384.000 kilometer mod den lunefulde måne.

Ikke fordi det var let. Men fordi det var svært.

Det sagde præsidenten selv, og så må det jo passe.

Med flammer længere end en fodboldbane blev den lille Apollo 11-kapsel på 12 minutter sendt fra Kennedy Space Center 185 kilometer over jordens overflade, hvorfra modulet efter halvanden tur om jorden accelererede fri af jordens tyngdekraft.

Fly me to the moon.

*

Lørdag den 19. juli ankom Neil Armstrong, Edwin Aldrin og Michael Collins til månen, og dagen efter blev månelandingsfartøjet Eagle med Armstrong og Aldrin om bord adskilt fra kommandomodulet Columbia.

De dansede piruetter i måneskin foran Columbia, så moderskibets kommandopilot Collins kunne konstatere, at fartøjet navngivet efter den skaldede amerikanske ørn var intakt.

Herefter tændtes landingsmotoren, nedstigningen begyndte – og resten er verdenshistorie:

Armstrongs manuelle indgriben for at undgå at lande i et klippefyldt område, de sølle 25 sekunders brændstof tilbage på tanken, Ørnens succesfulde landing klokken 21.18, og menneskets første støvle på månen klokken 03.56.20 dansk tid.

*

En halv milliard mennesker verden over fulgte dramaet på de grynede fjernsynsbilleder. Og ikke mange danskere fik søvn denne nat, da der på den selvsamme skærm, som plejede at vise ”1 ret og 2 vrang”, ”Belphégor”, Dr. Lieberkind, Pedro Biker eller Jørgen Clevin, pludselig fremtrylledes billeder fra et drama, som udspillede sig langt ude i universet.

Midt på vejen foran en købmandsbutik i en lille nordfynsk flække for enden af alting stod en dreng med sit lille Kodak Instamatic-kamera.

Han satte en firkantet blitz i og fotograferede månen. Løb så ind og hentede sin fars 10×50 kikkert og forsøgte naivt, men ivrigt, at få øje på Michael Collins og Columbia på den ensomme færd rundt og rundt om månen.

“Apollo 11 – This is Houston. All your systems is looking good – going around the corner. We’ll see you on the other side. Over. Roger.”

Biiip …

Mens kammeraterne legede, de var Armstrong og Aldrin, fortsatte drengen, som nægtede at lande på månen, med at cirkle i kredsløb om sig selv, sine forældre og købmandsgården på den golde, grå planet, man kaldte Veflinge.

En uanselig flække omgivet af kulsorte marker og fyldt med særlinge, tørstige sjæle og løse hænder. 20 kilometer nordvest for Odense.

Men langt mere end 384.000 kilometer fra alting.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hans helt – Command Module Pilot Michael Collins – fik naturligvis sammenkoblet de to rumfartøjer problemløst efter månelandingen, inden Collins i sin himmelske stridsvogn som en romersk gud atter red gennem verdensrummet for en tidlig amerikansk morgen tre dage senere at lande trioen og de 21,5 kilo sten og jord fra månen med et plump i Stillehavet.

Tre uger senere sad tre American Heroes foran verden ved Apollo 11 After-Fly Press Conference i Houston, Texas.

De kiggede ned i bordet, famlede med papirerne, undgik enhver øjenkontakt, og Neil, Edwin og Michael lignede tre nervøse skoledrenge, som var blevet taget med fingrene i kagedåsen, og som nu stod ret foran rektor og hans spanskrør.

Og som om dét ikke var nok, havde min egen Collins også anlagt sig et tarveligt lille børstesælgeroverskæg.

Klodens modigste mænd fortalte stammende og hostende om ting, verden allerede på forhånd vidste – og de gled uelegant af på ethvert spørgsmål om følelsen af og storheden ved som de første mennesker at have besøgt månen.

Det bizarre scenarie var en gave til eftertidens hardcore konspirationsteoretikere, som til deres dødsdag er overbevist om, at månelandingen dengang i 1969 var en umulighed med datidens teknologi og et hokuspokussvindelnummer optaget i Nevada-ørkenen.

Sådan kan det gå, når man laver helte af tre iskolde, militære testpiloter, hvis fornemste opgave er at indsamle oplysninger.

De var netop kommet ud af tre ugers isolation, forude ventede 45 dages forvirret hyldest i 25 lande verden over, og for disse astronauter var følelser fuldstændig irrationelle.

Havde man fra jorden spurgt Collins, hvad han følte ved at flyve rundt alene bag månen som den ensomste mand siden Adam, ville han have svaret ved at aflæse højden, trykket og temperaturen.

The Sterile Cockpit Rule: You do not transmit non-essential info!

*

For både Armstrong og Aldrin, og mange af de 10 øvrige mænd, som frem til december 1972 besøgte Luna, endte rejsen til månen da også som en forbandelse, de i store dele af deres efterfølgende liv ikke havde megen lyst til at tale om.

Både Armstrong og Aldrin blev skilt – Aldrin sågar to gange – og han led i årene efter månerejsen af både depression og alkoholisme.
Michael Collins nåede aldrig månens overflade. Til gengæld bevarede han sit ægteskab med Patricia.

I november samme år landsatte Apollo 12 endnu to mennesker på månen.
I Stormenes hav.

I 1971 landede Apollo 14 i Fra Mauro og Apollo 15 i Hadley-Apenninerne, og i 1972 Apollo 16 på Descarteshøjsletten og Apollo 17 i Taurus-Littrow-området.

*

Drengen, som nægtede at lande på månen, cyklede alene rundt i aftenskumringen og mørket med de lange plasticstrimler i forskellige kulører blafrende fra håndtagene på den gule cykel, han havde fået i fødselsdagsgave af far og mor.

Han havde haft en scrapbog, som han klistrede billeder og artikler fra hver månelanding ind i.

Men efterhånden mistede han interessen for alle de mennesker, som rejste derop. Og efter Apollo 15 var det slut.

Til gengæld voksede grublerierne om livets mening og universet inde i hans hoved om kap med angsten for den helt almindelige hverdag.
Han delte ikke sin frygt med nogen, for der var ingen at dele den med, og de ville alligevel ikke have forstået ham, hvis han havde fortalt det. Han turde heller ikke. Så kammeraterne og omgivelserne fik aldrig den side at se.

I stedet lukkede han sig inde i sin egen verden, hvor han uden synderligt held forsøgte at gøre sine dæmoner, som han gemte i en sort æske, til sine venner.

*

Denne tidlige onsdag på den anden septemberdag i 2015 er drengen blevet en voksen mand på næsten 60.

Jeg går en tur gennem morgenen med min hund, mens jeg kigger op og smiler til den måne, jeg alligevel aldrig helt har sluppet betagelsen af.

Tænker på seje danske Andreas, som jeg har den dybeste respekt for, mens han nu kredser omkring i jorden med 28.000 kilometer i timen – og jeg føler mig som det sidste menneske på jorden, mens jeg ser Lunas have og kratere, som min helt Michael Collins for 40 år siden fløj rundt om i sin ensomhed, inden han vendte hjem til sin Patricia og parrets tre børn og et liv uden helt samme forbandelse som hans to venner, der landede dernede.

Jeg tænker tit på, at jeg herude i skovens dybe stille ro og i intetheden konfronteres med den samme bevidstgørelse og fordybelse, som Collins må have mødt i sin ensomhed, når han i sine 48 minutter gemte sig bag månen uden kontakt med noget levende menneske.

*

Mange havde ondt af, at Collins ikke kom med ned og gik på månen.

Blandt andet rockgruppen Jethro Tull, som på deres album Benefit i 1970 præsenterede Ian Andersons sang ”Jeffrey and Me” om at være ensom, være tilovers:

I’m with you L.E.M.
Though it’s a shame that it had to be you.
The mother ship is just a blip
From your trip made for two.
I’m with you boys, so please employ just a little extra care.
It’s on my mind I’m left behind
When I should have been there.
Walking with you.

I virkeligheden var Collins’ største privilegium retten til den uendelige ensomhed.

*

Nu lyser den måne, han aldrig kom til at vandre på, for mig, mens jeg ad små skovstier og veje finder hjem til huset.

Den friske morgenluft fylder mine lunger.

Jeg kan høre min egen puls.

Og jeg mærker igen de eksalterede glimt af lykke.