Kære far.

Så blev det aften den 10. februar – og vi skal til det igen.
Eller rettere – jeg skal til det.

For du har siddet i din himmel og blinket som en stjerne i nøjagtig 35 år her i aften. Jeg blev hernede på jorden, hvor du gjorde den 10. februar til en dato, som ætsede sig ind i min livskalender – og en dag, som jeg altid lige skal igennem, før jeg kan byde lyset og foråret velkommen.

Den længste dag.

Du er tilgivet, og du er elsket og dybt savnet – og jeg forstår alle de ting, du sloges og kæmpede med, da du mellem klokken 22.00 og 23.30 en sen søndag aften i 1980 sprang ud fra stålrørsstativet i en nordsjællandsk affaldskælder og lod dig kvæle i den grå elledning, som du havde slået om et vandrør, viklet fire gange om din hals, lagt i en glideløkke og bundet i en kraftig knude i den modsatte ende.

Men du skal også vide, at dén beslutning kom til at definere og påvirke hele mit liv – og at jeg på gode dage forundres over og på de dårlige forbander, at jeg her i en alder af næsten 60 stadig påvirkes så kraftigt af dit valg den søndag, som kaldes Dominica Sexagesima, fordi der er omkring 60 dage til påske, hvor du endelig fandt modet til at modtage din egen dom.

Den hårdeste af slagsen.

Mens P1 sluttede  dagen med at sende en optagelse med radiokoret, som sang Johann Sebastian Bachs ”Unser Leben ist ein Schatten”.

Unser Leben ist ein Schatten auf Erden.
Ich weiß wohl, daß unser Leben
oft nur als ein Nebel ist.
Sind wir doch zu jeder Frist
von dem Tode hier umgeben.
Drum, ob’s heute nicht geschicht,
meinen Jesum laß ich nicht.

Du var en fantastisk dejlig, vidunderlig og helt igennem elendig far.
Og du havde bunker af kærlighed til os på de gode dage.
Men det store svigt opstod, når lykken hele tiden blev ødelagt, fordi det indadtil gik helt galt, så alle de gode minder blev overskygget af de hårde minder.

Sådan levede du med dit lys og dit mørke. Dr. Jekyll og Mister Hyde. Hård og ubarmhjertig – mest mod dig selv – men du også var musisk og kreativ, du elskede at spille på forskellige instrumenter – og du interesserede dig for og hjalp andre mennesker.

Skrev digte. Skrev min storebrors stile til skolen. Inspirerede og hjalp dine bysbørn og var stolt af din familie, som du passede på – så længe kræfterne holdt.

Jeg kigger på det billede, som jeg for blot en uge siden fik tilsendt – og som jeg aldrig tidligere har set.

Det er taget foran den gamle præstegård i den lille nordfynske landsby Veflinge, og du står sammen med resten af klassen og konfirmationsholdet på Veflinge Skole.
En oktoberdag i 1930.
Forrest sidder pigerne med de tykke, uldne hvide strømpebukser og deres ballerinasko med spænde.
Og bagerst jer drenge.

Du er let at genkende som nummer to fra venstre som købmandens søn fra byens familie med midler.
Du skiller dig ud og ligner en lille mand med din hvide skjorte, slips og jakke blandt de øvrige knægte fra byen og læreren til højre, som du hadede så meget på grund af de bank, I fik af ham, at du siden sendte mine tre ældre søskende på privatskoler i Odense og Brenderup.

Jeg startede i 1963 på den nye Veflinge skole, hvor vi stadig fik tæv og blev ydmyget i den sorte skole.

Men du er ikke en mand.
Du er bare 13.
Samme alder som min datter Rose har nu.

Nu er i alle på billedet væk og forvandlet til støv og muld.
De 11 piger på foreste række. De 14 drenge bagved.

Hvilket liv fik I mon hver især?
Levede tilværelsen op til jeres drømme …?
Fandt I kærligheden:
Mærkede I livet?
Fik I muligheden?
Turde I?

Og hvilke drømme stod du med sådan en efterårsdag i 1930, far?

Du ville så meget, far.
Men i en alt for ung alder, dengang somrene var længere og mere solrige, fik du alt for meget ansvar og blev placeret i en rolle, du aldrig formåede at slippe.

Du drømte om så meget mere i dette liv – men du sloges selv med så meget svigt. Så mange tab.
Først blev din storebror smidt ud af landet og sendt til Canada. Så blev din egen far smidt ud af huset og købmandsgården i landsbyen af din mor, fordi han havde under en hed affære under den ugentlige varetur i lastbilen fra butikken rundt til egnens gårde gjorde en kvindelige kunde gravid,

Du og mor var på det tidspunkt stadig kærester, men I havde aldrig boet sammen – og da du nu blev kaldt hjem for i utide at overtage butikken, måtte et ægteskab lynhurtigt sættes i stand en januardag i 1943, så I kunne bo sammen som mand og kone.

Det er hårdt at skulle være den eneste rigtige mand i en familie.

Far, Lille Du. Hele byens førsteelsker. Livsnyderen. De lokale kvinders yndlingsbordherre. Altid en sjov bemærkning. Sang og skål og dans.

Det sammensatte menneske og den utro, voldelige ægtemand, som selv havde haft en benhård opvækst.

Det gav dig en utrolig ro og styrke at have familien omkring dig, men så blev du fanget inde i dit eget sind.
Du kunne ikke leve op til dine egne krav, men lukkede på grund af dine ambitioner og din stolthed ned for den del af dig selv, som rummede din sårbarhed og følelsen af at være tilfreds, glad og have kærlighed.
Alt blev hevet og flået fra hinanden, og du var hele livet utrolig fokuseret på, at du skulle bevise dit værd.
Du stillede utrolig høje krav til dig selv og anbragte dig konstant i positioner, hvor du skulle yde noget ekstra. Din psyke knækkede midt over, og det var frustrerende at have en far, som vi kunne mærke så intenst det ene øjeblik, hvorefter du i det næste var fuldstændig væk.

Men du var ikke kun væk for os – du var også væk for dig selv.

Når du var ude til arrangementer, brugte du al din positive energi på at holde dit temperament i ave, men når du kom hjem, havde du ikke flere kræfter.
Så kom frustrationerne og aggressionerne. Så blev alle dine dæmoner sluppet fri. Det blev en befrielse for dig at afreagere, men når du slap grebet om familien, kunne vi ikke længere nå dig.
Så vendte du alt indad, blev fyldt af sorg, vrede og selvhad og skubbede alt og alle væk fra dig.

Du havde virkelig bygget dig selv op til at skulle være en stor mand med masser af power, styrke og magt, men du fik aldrig den store succes og anerkendelse, du drømte om.
Du drømte om det store udland, om Amerika, og du og mor snakkede da også alllerede før jeg blev født i 1956 om at emigrere. Men I kom aldrig af sted, fordi du bare drønede af sted med skyklapper for øjnene.

Dit livs fatale fejltagelse var salget af købmandsgården i foråret 1979 for at rejse til Spanien, gå på efterløn og bo med udsigt over Middelhavet – for du havde aldrig drømt om at tage ned og blive pensioneret, og du var heller ikke pensioneret indeni.

Allerhelst ville du have knoklet livet ud, indtil du  bare døde, for det var det eneste, du kendte. Inden i var du stadig en forretningsmand i højt gear.

Det var det eneste, du levede for, far.

Salget af butikken sugede det sidste liv ud af dig – og dit selvmord kom med tiden til at sprede familien i stedet for at samle den og være det samlingspunkt, du var, så længe, du havde det godt.

Du lagde tre afskedsbreve – og i det sidste til mor, vi fire børn, svigerbørnene og børnebørnene skrev du bl.a.:

’Jeg vil se at få mod til at gøre en ende på det. Hvad der fik os til at sælge forretning, hjem, venner, loge, lejr og de goodwill, vi havde, de hyggelige fredagsmøder, Bos sted at holde til, forstår jeg ikke, selv om det hænger i hovedet døgnet rundt.
Jeg kunne skrive en bunke, men én ting beder jeg om. Husk også far, som han var for bare ét år siden.Håber, I alle må få et lykkeligt liv, som jeg har haft, og at I ikke sælger jeres seneste år på den måde, jeg føler mig nødt til at gøre.

Kærlig hilsen
Far

I skrivende stund er der endnu et par timer, til du for nøjagtig 35 år siden fandt modet til at forlade denne verden.
Jeg tror, du endelig var fyldt af ro den aften, du tog dit liv.
For dig føltes døden ikke hård.
Det var derimod hårdt at leve.

Ja, du følte ikke, du fortjente at være her længere.

Derfor opfatter jeg ikke din beslutning som egoistisk.
Du havde intet andet valg.

Er du sluppet fri, far?
Tog de det tyngende ansvar og din frygt fra dig?
Kan du græde nu?
Fik du vinger?
Blev dine dæmoner hernede på jorden hos os andre?

Fester du i Paradiset, hvor solen altid skinner varmt og klart, iført din harmonika, din banjo eller din violin og spiller og synger med røde kinder, mens bøfferne og pølserne syder på grillen?

Står du oppe over skyerne bag glasdisken i din egen lille himmelbutik i din brune kittel med brillantine i håret, blyanten bag øret og en god Manne-cerut i munden og smiler til Revisoren og alle de andre engle, som kommer ind for at handle?

”Den klarer jeg, lille du. Vi får nye leveringer på torsdag. Var der andet, jeg kunne hjælpe med? En himmelseng? Et evigt liv? Bare sig til, du …”

Sidder du somme tider med de andre rødder fra Veflinge på en melsæk i baglokalet og snupper en Tuborg fra kassen?

Og glæder du dig, til de sidste gamle venner fra landsbyen kommer op til dig?

Eller blev du måske digter?

Fandt du den fred, du søgte, far?

Jeg håber, at du somme tider daler ned på jorden og går en tur gennem Veflinge, mens du letter på kasketten og hilser på de andre døde i de dødes by, mens I smiler indforstået til hinanden, fordi I ved, at I er usynlige for alle andre end hinanden.

Og jeg håber, at du somme tider kommer ned og ser, hvordan det går med din yngste søn, som snart er lige så gammel som du selv var, da du forlod jorden.

Jeg var 23, da du valgte døden i aften for nøjagtig 35 år siden.
Og dén aften i 1980 tog jeg definitivt afsked med min barndom.

Samtidig gav du mig også noget med, far – ud over savnet, som jeg aldrig vil slippe:
Den februaraften besluttede jeg, at jeg aldrig ville fortryde nogle af valgene i mit eget liv.

Men hold kæft, hvor jeg dog savner dig sådan en mørk februaraften i 2015.