Jeg leder et par timer, spørger om vej flere gange og leder igen. Og igen.

Det har forandret sig, har det. Der er bygget om og til og malet i nye kulører, og husets navn er pillet af.
Men det ER fars og mors gamle hus deroppe på toppen af bakken.
Det afslører mønstrene på stengærdet til højre for trappen.

Det er juni i år, jeg er på vej til Portugal fra lufthavnen i Malaga, og for første gang i 36 år kører jeg forbi og genser jeg det sted, hvor mine forældre nåede at bo i et halvt år efter salget af deres købmandsgård.

Det gamle billede er fra det tidlige efterår 1979, hvor jeg besøgte mine dem, og vi sidder på terrassen – far, min gode ven og gamle klassekammerat Steen og mig.

Far smiler og lader som om, han har det godt.
Vil ikke gøre mig urolig.
Og jeg gennemskuer ham ikke – opdager ikke, at han langsomt, men stille, er ved at opgive både ævred og dette liv.

Det er Jan Gintbergs besøg i fars og mors gamle by Fuengirola i ’Gintberg på kanten’ torsdag aften, som har sendt mig tilbage med tidsmaskinen.

Meget er sket på Solkysten siden dengang, mine forældre var nogle af de første, som gik på efterlån og drog af sted lokket af drømmen om det glade efterlønsliv.

Dengang var der mange triste skæbner på dé kanter.
Om der stadig er lige så mange som dengang, som dagligt tager dødsruten, ligger i sprit og er dybt ulykkelige af savn efter børn og børnebørn derhjemme, aner jeg ikke.

Og Gintbergs besøg i udkants-Danmark er jo sjove og hyggelige – men godmodige og ufarlige glansbilleder.

Men nu er jeg sendt lukt tilbage.

Til 1979.

Tilbage som en usikker 23-årig, nyuddannet journalist. Præget af barndommens dans med spøgelser og dæmoner .

Denne junidag i 2015 står jeg foran mine forældres gamle hacienda – kan høre havet her foran huset.

Lukker øjnene.

Lader den varme sol varme på mine kinder.

Og tænker tilbage til dengang …

 

 

 

Set fra himlen ligner det en myretue i rødt, grønt og blåt.

For tagene er røde, haverne er grønne, og ind imellem lyser en firkantet eller oval lyse- eller mørkeblå pool op.

Alt er forbundet af et fintmasket net af grå veje, som snor sig op og ned mellem de kridhvide villaer i det bakkede terræn.

Kør fra Fuengirola vestpå mod Marbella, passér den middelalderlige, mauriske borg Castillo de Sohail – og fem minutters kørsel længere fremme ligger Urbanizacion El Faro.

Et pænt og renskuret rekreationsparadis for nordeuropæiske pensionister fra blandt andet Danmark, Storbritannien og Tyskland.
Det lokale politi kontrollerer jævnligt, at uvedkommende ikke forvilder sig ind i dette lukkede selskab af immigranter lokket til Sydspanien af det subtropiske middelhavsklima, en årlig gennemsnitstemperatur på 18 grader og otte kilometer strande lige uden for døren.

Siden starten af 1960’erne er Fuengirola og resten af den spanske solkyst under diktatoren Francisco Franco boomet som turistcentrum med alt, hvad hjertet kan begære. Hoteller, forretninger, restauranter, barer, diskoteker, lystbådehavne, strandpromenader, tennisbaner, golfbaner, kasinoer, forlystelsesparker, flamingodans, museer, prostituerede.

You name it, Costa del Sol got it.

Nu er det 1979 og fem år siden, General Franco blev begravet i Valle de los Caídos – De Faldnes Dal – ved foden af de grantræsbevoksede Guadarrama-bjerge nord for Madrid i sit perverst store mausoleum med det 152 meter høje granitkors. I dag hersker kong Juan Carlos.

I et af de splinternye huse i El Faro fire kilometer syd for Fuengirola sidder til gengæld en fynsk købmand, som abdicerede frivilligt.

Far.

Han kan på kort tid gå ned til det smaragdgrønne Middelhav, som han kan se fra toppen af terrassen i komplekset af pæne renskurede ejendomme med smukke haver.

Men han orker det ikke.

I det hele taget orker han ikke ret meget længere. Ikke engang sin 63-års fødselsdag for tre dage siden kunne han nyde og glæde sig over.

Kalenderen viser 4. november, men det har været sommervejr, lige siden han kom i slutningen af maj, da livsværket på Frederiksberg var solgt over night, og midlerne ombyttet til en ny Fiat og en trailer.

Han savner årstiderne.
Savner sine møbler, som er skiftet ud med nye, moderne fra et møbelhus i Malaga.
Savner sine venner.
Savner hele sit liv.

Og han keder sig frygteligt. Kan ikke engang gå ud og rive i haven, fordi der er gartnere ansat til at passe kvarterets haver.

Ældre træer er svære at plante om i et nyt klima,

Han er Købmanden fra Veflinge, som en dag i et fatalt sekund tog en forkert beslutning og satte sin købmandsgård – og sit liv – på ophørsudsalg.

Han var mildt sagt ikke overvægtig, men har alligevel tabt 10 kilo på et halvt år – og manden, de kaldte for Lille Du, er nu endt på så dybt vand, at han snart ikke længere ser nogen grund til at holde sig flydende her på vejen Faro de Calaburras, som er opkaldt efter det store fyrtårn, som står nede ved kystvejen.

Han sætter sig ved skrivebordet, finder kuglepennen frem og skriver sit livs eneste brev til sin yngste søn i Odense.

*

Fuengirola, søndag aften 4/11 1979

Hej Bo

Lige en lille hilsen her fra Spanien. Vi har det godt. Vejret er fint disse dage, 20-22 grader, men det kniber gevaldig for mig at slå tiden ihjel. Vi var inde på, vi havde rigeligt at lave hjemme, så omstillingen er ikke let. Mor befinder
sig derimod strålende.

Vi kender efterhånden lidt mennesker lige omkring os. Det er danskere som os, og vi besøger hinanden, men langt de fleste har problemer enten af den ene eller anden slags.

Vi er lige kommet hjem fra en spadseretur i bjergene sammen med et andet par. Jeg tænkte godt nok på, da de foreslog
turen, at han så lidt opkogt ud. Det skyldtes for mange cognacer, så det blev ikke den helt store fornøjelse. Han blev mere og mere vaklende og måtte til sidst bæres hjem. Alt for mange hernede kan ikke stå distancen med de spirituspriser.

Vi har et andet vennepar fra Vejle, hvor manden hver aften går alene ud i bjergene med en f aske gin, mens konen sidder bange og alene tilbage.

De første tre uger, vi var hernede efter vores besøg i Danmark i sensommeren, regnede det en del, men den sidste uge har været med kaffe og frokost på terrassen.

Vi savner imidlertid I andre en hel del, men det klares vel af til jul og i det nye år. Det er rart at høre, at det går godt for dig på Fyens Stiftstidende.

Mor har sat sig til rette foran fjernsynet. Jeg gider rent ud sagt ikke at glo på det. 12 tommer, sort-hvid – det forslår ingenting – og så er det hele på spansk, så jeg tror, jeg vil snyde for at se på det ved at tænde op i kaminen.

Brændet til den samler vi på stranden. Det kan jo blive småt for enhver, men vi har en lille elvarmer og har fået lov at låne en større, så vi investerer sikkert ikke i gasradiator, før vi tager til Danmark.

Jeg tror, mor sidder og venter med kaffen, så jeg slutter. Hils alle bekendte, og sig, vi lever o.k.

Med hilsen
Mor & Far

*

Han skriver ”Herr Journalist Bo Østlund” uden på kuverten, for han er stolt af sin dreng, klistrer sirligt frimærker for 20 pesetas på og lægger det klar til afsendelse.

Men der er mange ting, far ikke fortæller mig i brevet. Han fortæller ikke om sin tiltagende rastløshed – og at han de seneste tre måneder har fået en stigende lyst til at dø.

Han lægger ofte afskedsbreve til mor om aftenen, hvorefter han forlader hjemmet med et stykke reb, som han fortæller, han vil hænge sig med – dog for at komme hjem igen i løbet af aftenen og natten.

Hver torsdag ringer min storebror til mor og far, som på et aftalt tidspunkt står og venter ved telefonboksen på et nærliggende hotel, for at de selv kan spare penge til en telefon – men da far står ved siden af, tør mor ikke sige, hvor slemt det er fat, så hun lever alene med sin frygt for fars helbred og sit eget liv i det, som udefra ligner et paradis, men
som er en løgn og et helvede.

Mor og far står ikke alene ved deres smadrede lykkehjul.

Mange andre, som i 1970’erne og 80’erne drager til Solkysten, falder aldrig til, for udfordringer er der masser af:

Sproget.
Bureaukratiet.
Risikoen for at blive smidt ud af landet, hvis man arbejder sort.
Faren for at få en forkert vennekreds bestående af fyldebøtter.
Savnet efter familien og vennerne i Danmark.
Den daglige, hårde økonomi, fordi det i virkeligheden kun er sprutten og få andre ting, som er billigere end derhjemme.

Og frem for alt det ubærlige nederlag, det for mange i den alder vil være at vende hjem igen og erkende, at drømmen ikke holdt.

Så de bliver hængende i det danske fællesskab.

Kører ned til den danske bager i Fuengirola og køber wienerbrød, køber frikadellefars ved den danske slagter, bliver klippet ved den danske frisør, får lavet tænder ved den danske tandlæge – og besøger de danske barer og restauranter, hvor de siger ”hej” og ”skål” til andre danskere.

Og for en del bliver det til sidst en daglig dans på dødsruten mellem værtshusene.

De første danskere på Solkysten tramper stierne, og for en del bliver prisen høj.

Også for far lurer katastrofen, for man kan ikke bare flytte en aktiv og kreativ fynsk købmand med drømme om at erobre verden til et driverliv på en sydspansk solterrasse med udsigt over Middelhavet.

Far keder sig i sin hacienda, som er endt som et fængsel.
Samværet med de andre danskere siger ham intet. Han føler sig ikke længere til hverken nytte eller gavn, og om morgenen tænker han ofte, at han egentlig lige så godt kan blive liggende i sengen og dø.

Han savner forretningen, logen, bestyrelsesposterne, kommunalrådet, sit arbejde i den konservative vælgerforening – hele sit aktive liv.
Føler sig fastlåst.
Unyttig.
Tilovers.
Ved ikke, hvordan han skal komme videre med tilværelsen og udfylde hverdagen, når der nu ikke længere stilles krav til ham.

Far og mor har adresse hos min bror i Allerød, og ikke engang sin egen økonomi har far længere selv styr på. Efterlønnen sendes til adressen på Nordsjælland, hvorefter min storebror hver måned videresender pengene ned til dem.

Men det føles ikke værdigt for far, som føler, han modtager lommepenge af sin egen søn. Og pludselig skal udlandslån, som far havde fået forklaret først skulle betales om fem år, afvikles langt tidligere, så også den uoverskuelige økonomiske situation går ham på.

Tingene og livet spidser nu for alvor til i det hyggelige og smukke hvide hus La Colina.

*

”Vend om!”

”Så vend dog for Helvede om, Edith.”

Men mor fortsætter.

Over alperne, op gennem Spanien, Frankrig, Belgien, Tyskland.

Hun har ikke andet valg.

For det er livsfarligt at blive.

En gang imellem hiver far i rattet på Fiat 850’eren for at forsøge at få mor til at køre galt og ind i en anden bil. Så slår bilen et svaj, inden mor skubber ham væk, slår igen, råber og får rettet op.

”Stop, Aksel. Stop så!”

Så sidder han stille et stykke tid. Indtil han igen begynder at slå løs på hende, råbe, true eller trygle om at vende om – eller han fortsætter med at forsøge at provokere en ulykke, som én gang for alle kan slå både ham selv og mor ihjel.

Far har det nu så skidt, at det er hans højeste ønske.
At de begge skal dø.
Som Thelma & Louise.
Bonnie & Clyde.
Tæppefald.
Slut.

Men mor vil leve.
Har stadig så meget at leve for.
Derfor valgte hun også at forlade Solkysten i går.

At hun overhovedet fik overtalt far til at tage hjem på ferie over julen og nytåret, kom bag på hende selv. Men det lykkedes, og så satte kvinden, som hader at køre, sig ind i bilen for at gennemføre den 3200 kilometer lange rejse mod Danmark.

Hver kilometer er et mareridt – og selv da mor om natten holder ind på en rasteplads i Frankrig for at komme til kræfter før resten af turen, tør hun ikke falde i søvn.
Da far forlader bilen, følger hun efter ham, og hun når i sidste øjeblik at forhindre, at han begår selvmord ved at hænge sig, inden rejsen mod mørket og norden fortsætter.

Da jeg sammen med min kammerat besøgte far og mor en uge det efterår i Fuengirola opdagede ingen af os, hvor galt det stod til.

Men nu er fars hemmelighed ved at blive afsløret.

Han er mere syg end nogensinde tidligere. Og han kan ikke acceptere, vi nu ser hans svaghed og psykiske
tilstand udstillet.

Mænd græder ikke.
Mænd fortryder ikke.
Og slet, slet ikke en fri købmand.

*

To måneder senere er far, som den 1. november 2015 ville være fyldt 99 år – død.
En sen aften i februar fandt han kræfterne. Og modet.
Og i dag er han for længst tilgivet og bor trygt og varmt og dybt i mit hjerte sammen med mor.

Det samme gør billedet på terrassen, for dén dag på ved Middelhavet var den sidste gang, jeg så far smile.

Du er savnet, men jeg ved, du har det godt.

*