Min definition af den ultimative frihed?

Jeg har to.
Før og efter Sverige.

1973.
Sommer.
16 år.
Og næsten aldrig kysset.

Den blå togvogn fra Deutsche Bundesbahn skrumler sig af sted på sin vej sydpå med kursen mod Salzburg.
Skoleudflugt.
3. real B.
Vi drikker 80 procents Stroh Rum med cola, hører Sebastian, Gasolin og Paul Simon – og Kirsten vil kysse.

Det er sommer. Nat. Fuldmåne.
Oven over den elektriske togvogn gnistrer det som fra en radiobil.
Jeg står i toggangen. Kigger på de tindrende lys fra de små alpebyer, vi passerer.
Hver gang, vi har passeret en tunnel eller en bro, dukker et ny fantastisk scenarie op.

Jeg trækker vinduet ned. Stikker hovedet ud. Lader den lune vind lege med mine kinder og det lange hår.
Verden venter på en nordfynsk købmandssøn, der i det daglige har nok at slås med derhjemme på gaden og i klassen.
Men her, lige her i nat, er jeg fri.

Hold kæft, hvor er jeg fri.

35 år, to børn og tre ægteskaber senere.
Jeg har rejst verden rundt, men først nu mærker jeg den igen.
Friheden. Som nu på den anden side af de 50 for mig er roen. Den ultimative ro.

Og nu venter et fantastisk forår.
Duftene af frisk muld, fugleungerne i min postkasse, den friske rævegrav, tranerne som dansede nyforelskede rundt på min eng, bækken som gurglede mere og endnu smukkere, end den plejer, og den dag, en elgemor pludselig kom spankulerende med sin lille kalv lige uden for mit gæstehus, hvor jeg sad og skrev på mine bøger.

Så kommer midsommeren. Majstang og spillemænd, harmonikaer og violiner, nationaldragter, sild med syrnet fløde, purløg, nye dildkogte kartofler, øl og snaps. Jordbær med fløde.
Og de gifte- og danselystne unge svenske møer.
Jeg står lige her i Sverige og føler mig i et flygtigt splitsekund som verdens lykkeligste mand.

Gisp, hvor er jeg lykkelig.

Indtil 2014 boede jeg i Sverige.
I syv år.
Til daglig var skoven min.
I Småland fandt jeg inspirationen. Og frem for alt roen. Stilheden. Muligheden for en fordybelse, jeg på ingen måde kunne fange i Danmark.

Herude i ingenmandsland kunne mit urolige sind bade i de spejlblanke søer.
Jeg blev en del af naturen. Vi fulgte hinandens liv og dage, og ligesom min fede hankat Lunte fik længere knurhår af livet i skoven, blev også mine egne sanser blevet skærpet til det ypperste.

Om søndagen kunne jeg, hvis jeg var heldig, og vinden var gunstig, høre kirkeklokkernes melodi fra Traryd danse gennem nåletræerne helt ud til min lille bakketop.
Og jeg registrerede instinktivt hver lille bevægelse i træerne eller sivene på engen.
Jeg lavede overspringshandlinger. Gik lange ture. Talte med dyrene, planterne og dagene. Sugede hver dråbe sol ud af de kortere og kortere dage.

Naturen og mennesket er skabt af den samme kilde til liv.
Og vi alle er lige meget værd.
Både elgen, træet og mig.
Vi har blot forskellige roller.

Man kan læse sig til kundskaber, men skoven og planterne ved bedst selv, hvad de er til for.

En forfatter havde forladt verdens vredeste, lykkeligste land, han sejlede 20 minutter over Øresund – og en dag stod han i en af verdens mest liberale og imødekommende nationer.
Og fra færgehavnen i Helsingborg søgte han langt ud i skovene.
Forbi rødmalede hytter, ødegårde og aftægtsgårde med hvide hjørnestolper.

Og nu sad han med levende lys i sit lille gæstehus for enden af alting.
Gennem det store staldvindue havde han i min yndlingsstol den med min varme kaffe og de blafrende stearinlys blafrende ved siden af den bærbare pc gennem de 18 indrammede, firkantede ruder udsigt til det liv, jeg forsøgte at sætte ord på, inden det satte sig på ham.

Her jagtede jeg det kreative kick. Flowet. Den ultimative tilstand, hvor ordene uden filter, mellemregninger eller forstyrrende tanker flød intravenøst ned i pc’en gennem fingrene. Hvor slusen var åben, og der var direkte, åben adgang.

Jeg mærker en melankolsk kærlighed til mit liv.
Men jeg accepterer, at der er ting i dette liv, jeg ikke fik, men så fik jeg noget andet i stedet, og derfor kan jeg på de gode dage betragte ting både indefra og udefra.

Jeg fik følsomheden af sangene, af hippierne i fjernsynet, af månelysets leg mellem vintergrene i den dybe skov.

Den lille dreng fra landsbyen og den langhårede halvfulde teenager fra det tyske halvfjerdser-nattog havde fundet endnu sit ultimative ingenmandsland.
Sin svenske skov med selvvalgt ensomhed, hvor han søgte efter en pipeline til stjernerne.

Jeg voksede op og blev journalist med en drøm om at redde verden. Men den eneste, jeg reddede, var mig selv.
I mange år fik jeg et kick af nyheder.
De var mit fix. Mit junk.
Indtil Mr. News en dag fik nok at være en del af bekymringsindustrien.
For intet er lettere end at sprede angst.

Og da jeg mærkede den på min egen krop, da nynazister i et anonymt brev til det blad, hvor jeg var ansat, og truede med at skyde hovedet af min søn, var det nok.

”Blot et enkelt tryk på aftrækkeren så er der no more fucking Østlund-son. Puff …”

Den dag jeg brød hulkende sammen i min bil, da de ringede fra avisen og læste op fra brevet, døde nyhedsjægeren Bo.
Og journalisten Bo døde under sit sidste engagement, som var et ni måneders vikariat på Billed-Bladet for at klare dagen og vejen.

Jeg anede ikke uråd, før jeg pludselig en sommerdag fandt mig selv i en klit i Gammel Skagen jagtende Kronprins Frederik og Mary med en ihærdig fotograf iført den største telelinse, jeg havde set i mit liv.

Jeg så den aldrig komme.

Det blev livet selv, som gav mig kniven for struben.

Så mødte jeg Sverige.

Jeg mærkede en frihed i Bellmans rige.
Lagde al min dårlige samvittighed til side i et land, hvor man tager livet og sin metier alvorligt.
Sverige rummer en mørk eftertænksomhed, som ikke findes i Danmark. Men også en livsglæde, en overlevelsesevne og en hjertelig åbenhed, vi danskere kunne lære meget af.

Jeg havde langt til naboerne her i skoven. Men når jeg opsøgte deres selskab, fortalte de generøst og tillidsfuldt om deres livs op- og nedture, mens de var klar til at gøre alt for at hjælpe.
Og kom jeg gående i den del af skoven en nat, kunne jeg være heldig gennem vinduerne at se, hvordan Frank og Gunna stadig dansede rundt i stuen som nyforelskede efter 30 års ægteskab.

Måske bor de gode ånder virkelig i jorden, hvorfra de kommer op og bemægtiger sig vores kroppe?

Jeg husker, da sommeren vinkede farvel.

Så kom efterårsstormene, som sendte de røde, gule, orange og brune blade på en forvirret, rundtosset, rasende rejse gennem luften, og vinterdagene med blyfarvede skyer og dage og nætter med hektiske snebyger, som pakkede alt ind i hvidt, og lukkede mig inde i mørkets skønhed her for enden af alting, indtil Jan Ove Pettersson pludselig en tidlig morgen dukkede op på gårdspladsen med sin traktor med sneploven fastspændt foran og igen skaffede mig adgang til resten af verden, inden han med et ”Hejsan” og et vink vendte om og kørte bort.

Indtil alt igen var helt stille.

Og det eneste, man kunne høre i det Falufarvede hus på bakketoppen, var lyden af to pegefingre, som med deres energiske, ensomme dans på det sorte tastatur forsøgte at knække endnu en kode til endnu en bog, som blev trykt på dét papir, som skabtes af dét træ, som omgav manden ved den bærbare pc, som kunne slippe sine hænder fri til at gøre, hvad de ville, fordi han var omringet af den skov, som holdt om ham.

Livets cirkel.

Og vi ses igen, Sverige.
Vi ses igen.