Nogle ved, hvordan respekt og hensyntagen ser ud.
Færre kan sætte streger på, hvordan selvcensuren kan illustreres, og hvor nas dén og angsten for repressalier gør.
Men alle kender den tegning, som blev lavet på en halv time af en mand, som hedder Kurt, og som for 10 år siden sammen med 11 andre blev bragt i en dansk avis for at provokere og teste ytringsfriheden, og som siden førte til, at mere end 150 personer blev dræbt.
Så her er i stedet et foto af kærligheden, som overvinder alt.
Det startede som en helt almindelig dag.
Og den sluttede med, at jeg sad hulkende og rystende i min bil.
Jeg kender angsten på min egen krop – angsten, som opstår, når dem, som står én allernærmest, trues på livet.
En angst, som meget mere er den dybeste følelse af magtesløshed. Af dyb ensomhed.
En usynlig trussel, som man ikke kender ansigtet på. Men som bare er derude et sted i mørket.
Jeg voksede op og blev journalist med en drøm om at redde verden.
Men den eneste, jeg reddede, var mig selv fra en barndom fyldt med udfordringer.
I mange år fik jeg et kick af nyheder. De var mit fix. Mit junk. Indtil Mr. News en dag fik nok af at være en del af bekymringsindustrien.
For intet er lettere end at sprede angst.
Men dén dag mærkede jeg den virkelige angst på min egen krop.
Året var 1993, jeg boede alene med min niårige søn i en lille landsby uden for Assens – og jeg var i København på et kursus, da jeg den efterårsdag blev ringet op fra min arbejdsplads Fyens Stiftstidende.
De ville fortælle, at de havde modtaget et anonymt brev.
Brevet var maskinskrevet og velformuleret – og essensen var klar:
De ville skyde hovedet af min søn.
Blot et enkelt tryk på aftrækkeren, så er der no more fucking Østlundson. Puff …
Ordene står stadig her mere end 21 år senere mejslet ind i mit sind.
Jeg havde i perioden op til skrevet adskillige artikler om ubehagelige telefonopkald, som næsten 250 personer – næsten alle kendte samfundsdebattører på venstrefløjen – havde modtaget.
I den modsatte ende af telefonen kunne man blot høre en person, som trak vejret. Og som ikke svarede, selv om man råbte, truede eller latterliggjorde.
Telefonen ringede blot op igen – og igen.
Jeg og min søn havde også selv oplevet det gennem måneder – både dag og nat – og telefonen kunne ringe snesevis af gange hver dag.
Og drengen syntes som jeg, at det var dybt ubehageligt.
Det var før mobiltelefonens og nummervisernes tid.
Alt tydede i øvrigt på, at det var højreekstremistiske personer, som stod bag både telefonopkaldene – også brevet til mig, som også indeholdt nynazistiske lovsprisninger.
Den dag, jeg brød hulkende sammen i min bil, døde nyhedsjægeren Bo.
Og der skulle gå næsten 15 år, før jeg overhovedet turde både min søn og alle andre om truslerne.
For hvad gør man i sådan en situation med en dreng, som går i 3. klasse, og som man intet kan fortælle – heller ikke hvorfor hans far pludselig begynder at køre ham i skole og hente ham igen?
Og som er dødsensangst, hver gang han går ud og leger?
Derfor forstår jeg til fulde Peter Øvig Knudsen, som i fjor bekendte, at han ikke turde skrive bogen om Pusher Street af frygt for repressalier og efter råd fra politiet.
Og jeg har fuld respekt for, at Jyllands-Posten – hvor en række af de ansatte journalister i dag går til psykolog og har problemer med at sove om natten efter dødstruslerne mod avisen – ikke turde trykke Charlie Hebdo-tegningerne for en uge siden efter terroraktionen i Paris. Og at avisen åbent og ærligt tilføjer debatten en ny ærlig dimension ved slet og ret at fortælle, at de er bange.
Så må alle de andre – som forresten ikke siden 2008 selv har turdet trykke de snart 10 år gamle Muhammad-tegninger, og som aldrig har iklædt sig t-shirts med titlen ’Jeg er Jyllands-Posten’ – klare de hule skåltaler.
Mens vi andre lægger arm med den satans angst.
*
Følg mig på Twitter eller Facebook og få besked hver gang, der lægges et nyt blogindlæg ud.
Det var en sen onsdag aften, da han pludselig stod i mit tv med en tegning i hånden i faklernes skær.
Lars Løkke Rasmussen.
Foran den franske ambassade på Kongens Nytorv i København for at vise sympati og respekt for de dræbte og efterladte ved terrorangrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo i Paris – og minde om vigtigheden af ytringsfriheden.
I den ene hånd holdt, ja, nærmest knugede, Løkke en af satire-tegningerne fra Charlie Hebdo – og han har sikkert også som mange andre lagt en kuglepen blandt blomsterne og mindeordene.
Hvor rart at se den mand i andre forbindelser end skandaler, fråds og sure underbukser.
Og jeg glemte ganske, at det er valgår, og at Helle to dage forinden havde været på charmeoffensiv i Bilka blot et par uger efter, hun også erklærede sig som Brøndby-fan – så hun åbenbart i øjeblikket stiller op som Miss Vestegnen.
Løkkes tro væbner og Venstre-partifælle, allestedsnærværende Søren Pind, var der også onsdag aften foran den franske ambassade.
Jeg så ikke, om han også bar en satiretegning, men mon ikke også Pind var der for af de samme årsager:
Sympati. Respekt. Ytringsfrihed.
Ret – og plads – til forskellige meninger og holdninger.
Tre dage senere, i den forgange weekend, kørte Kronprins Frederik to gange over den lukkede Storebæltsbro for at komme til og fra DR-sportens store show i Herning.
Det var der en masse, som synes var en dårlig ide.
Andre – deriblandt Søren Pind fra Danmarks Liberale Parti – mente det modsatte.
Og det fik ham i går mandag til at lave denne opdatering på Facebook, hvor Trikolore – som er blevet forbundet med frihed, lighed og broderskab – stadig vajer som profilfoto.
Jamen tillykke til dem, der nu fik både PET og Kongehuset til at undskylde. Så har I lighedshipoer været hele raden rundt. Politikere, Embedsmænd, Kongehus – alle skal nu sige undskyld for at være til. Selv vores statsoverhoved og vores kommende Konge skal nu rende rundt og sige “undskyld undskyld undskyld”. Hvor patetisk, latterligt, småligt, småskoet, lighedsfascistisk kan det hele egentlig blive! Bvadr!
Vi lader ytringsfriheden, le drapeau tricolore, hipo og bvadr! stå et øjeblik.
Vi er alle Charlie.
Og vi græder alle med Paris, hvor 17 uskyldige personer omkom, da al-Qaedas afdeling i Yemen slog til som hævn for krænkelsen af profeten Muhammads ære.
Som vi græd med New York og USA den 11. september 2001, da 2973 blev dræbt efter en række koordinerede terrorangreb begået af 19 mænd, også med tilknytning til al-Qaeda.
Og som vi græd med Madrid den 11, marts 2004, da 191 blev dræbt, efter at 10 bomber blev bragt til sprængning i tre fyldte, lokale morgentog mellem Alcalá de Henares og Atochabanegården i Madrid.
Og som vi græd med London den 7. juli 2005, da fire bombeeksplosioner om morgenen ramte undergrundsbanen og en dobbeltdækkerbus – 52 civile omkom.
Vi kommer til at græde igen.
Om det bliver med København, med Rom eller et helt tredje sted, bestemmer kun tilfældet og et hul i efterretningstjenesternes overvågning.
Men terrorren vil ramme igen.
Helt tilfældigt og pludseligt en dag.
Allerede sidste efterår advarede højtstående EU-embedsmænd om, at et stort islamistisk terrorangreb i Europa vil være uundgåeligt, når europæiske jihadister og medlemmer af Islamisk Stat (IS) vender tilbage fra Syrien og Irak.
’Terroraktioner må betragtes som forprogrammerede. Vi har klare signaler om, at dette er, hvad de udenlandske krigere stiler efter. Dette er den største trussel, vi står over for’, lød det.
De 12 Muhammed-tegninger, som Jyllands-Posten bragte i september 2005, samt den danske deltagelse i Afghanistan, Irak og Syrien, har for længst medført en øget trussel mod Danmark og danske interesser i udlandet – og både politiets og forsvarets efterretningstjenester har løbende skærpet trussels-vurderingerne de seneste år.
Politiets Efterretningstjeneste (PET) vurderer, at der længe har eksisteret en generel terrortrussel mod vort land.
Dengang i 2005 måtte to af de 12 tegnere gå under jorden efter at have modtaget terrortrusler, og den 1. januar 2010 kom attentatforsøget mod karikaturtegneren Kurt Westergaard, som siden har levet under beskyttelse.
I den samme periode kom truslerne mod Jyllands-Posten. I oktober 2009 anholdt politiet i Chicago den 50-årige David Headley, der siden har tilstået, at han havde planer om at få orkestreret et væbnet angreb på Jyllands-Posten.
I 2010 havde tre unge mænd, som den 29. december tidligt om morgenen var ankommet til en lejlighed på Mørkhøjvej i Herlev fra Sverige, også planlagt at angribe Jyllands-Posten på Rådhuspladsen i København. De ville binde ofrene med plastikstrips, og herefter ville de halshugge og skyde så mange som muligt i løbet af 20 minutter.
PET havde imidlertid installeret skjulte mikrofoner, og under aflytningen af mændene kunne man høre en fællesbøn i lejligheden, hvor en af mændene sagde ’Når de vantro mødes, så bind dem og hug halsen over på dem.’
Forud for anholdelserne var gået længere tids overvågning og efterforskning, som blev gennemført i tæt samarbejde mellem det svenske sikkerhedspoliti, SÄPO, og PET.
På én og samme gang trist og dybt uforståeligt med Jyllands-Postens specielle historik, at avisen i denne omgang i omtalen af terrorangrebet mod Charles Hebdo i Paris valgte at undlade at trykke de omstridte tegninger fra den franske satiriske ugeavis, der udkom første gang i 1970.
Og forfriskende ærligt, at avisens ansvarshavende redaktør Jørn Mikkelsen – efter at have slået knuder på sig selv i alle udtalelser siden 2008 – endelig åbent erkendte angsten i avisens leder ’Vold virker’.
Her hed det bl.a.:
’Det er ude i hampen at påstå, at islam ikke skulle have nogen magt. Magt handler om evnen til at påvirke menneskers og samfunds beslutninger. I den forstand har islam i den grad magt. De fleste europæere har 25 år efter angrebet på Salman Rushdie internaliseret fatwaen mod ham. Nej, grunden til, at ingen har genoptrykt de famøse tegninger, er naturligvis frygt. Alt andet er bortforklaringer. Frygt er imidlertid en legitim følelse, ikke mindst for de ansatte på denne avis.
Vi har levet med frygten for et terrorangreb i ni år, og ja, det er forklaringen på, at vi ikke genoptrykker Muhammed-tegninger, hvad enten det er vores egne eller Charlie Hebdos. Hensynet til medarbejdernes sikkerhed vejer tungest. Vi er også på det rene med, at vi dermed bøjer os for vold og intimidering, og vi er klar over, at Danmark og pressen på den baggrund ikke skal vente mindre af den slags, men mere når nogen næste gang krænker muslimernes profet. For det viser, at vold virker.
Vores kolleger på Charlie Hebdo blev myrdet, fordi de som det eneste blad i Europa insisterede på at fortsætte deres kompromisløse islamkritik på linje med hudfletningen af andre religioner. Det betalte de den højeste pris for. De insisterede på at forblive Charlie Hebdo. Det kan ingen andre bryste sig af.’
Skal der komme noget godt ud af Jørn Mikkelsens og Jyllands-Postens erkendte knæfald, må det være, at hele diskussionen om ytringsfrihed her i landet og angsten for repressalier nu får en ny og anden dimension end den frelste.
Og fakta er da også, at ingen danske aviser siden 2008 har turdet genoptrykke Kurt Westergaards tegning med profeten med en bombe i turbanen.
Derfor var det også en næsten gratis omgang for dagbladet Politiken at ride med på ‘Je suis Charlie’-bølgen.
Avisen bragte et udvalg af Charlie Hebdo’s tegninger – og sikkert ikke tilfældigt blandt dem kun den mildeste provokation mod muslimer – og så glemte alle midt i korstoget for ytringsfriheden for en stund, at netop Politiken i 2010 indgik et forlig om den krænkelse, som avisens genoptrykning af Muhammed-tegningerne forårsagede muslimer i 2008.
Den daværende redaktør Tøger Seidenfaden undskyldte dengang for den krænkelse, som en række muslimer havde følt.
S-formanden Helle Thorning-Schmidt fordømte som alle andre på Christiansborg 2010-forliget:
’Det er vanvittigt. Der er krænkelser i medierne hver eneste dag. Sådan er det med ytringsfriheden …’, lød det fra statsministeren.
Så på bundlinjen står, at trods den store opbakning omkring omkring både Charlie Hebdo og ytringsfriheden i de danske medier – ja, så var der næppe nogen af de selvsamme aviser, som i dag ville turde genoptrykke de gamle Muhammed-tegninger.
Og alle os med de vajende franske flag og Je suis Charlie-profilbillederne på Facebook – vi tør heller ikke bruge billedet af profeten med bomben i turbanen som profilbillede, selv om det vel netop bedre end nogle andre i en dansk kontekst ville være indbegrebet af ytringsfriheden.
Men smukt ser det ud – og rigtigt er det at stå sammen. For hvad har vi ellers, hvis vi ikke har hinanden?
Vejen er imidlertid lang.
Og mens vi med tilbageholdt åndedræt venter på, hvornår og hvor det sker igen, må vi bare konstatere, at verden en januardag i 2015 stadig er lige så forandret, som den blev en septemberdag i 2001, da de to tårne i New York styrtede til jorden, uden vi i sekundet fattede omfanget og forstod, hvordan dén dag ville forandre alt.
For altid.