Så sidder jeg der på havnen i look-a-like-Gammel-Skagen med en kop kaffe.
Lukker øjnene.
Lader dén sol, som mister livskraft dag for dag, varme dét ansigt, som allerede ikke kan vente på næste forår.
Og lader tankerne flyde.
Mellemøsten gløder.
De brænder asylcentre af og stiller galger op i Sverige og Tyskland.
Og herhjemme piskes unge og børnefamilier af et folketing, som med meget få undtagelser kun tænker i vækst.
Arbejd-arbejd-arbejd!
Løb-løb-løb!
I 2020 skal vi være de dygtigste, hurtigste, smarteste – og vi respekterer og accepterer hverken fjumreår, svinkeærinder, flygtninge eller skæve tanker og eksistenser – sidstnævnte medicinerer vi eller tilbyder at sortere fra inden en eventuel fødsel, for forskningen, den teknologiske udvikling og kassetænkning er Gud.
Om I er glade eller, harmoniske eller glade for at stå op om morgenen i 2020, rager os.
Men ro, renlighed, pæne midterskilninger og snorlige, regelrette stempelkande- og citronmåneliv, tak.
Find jeres livsvej som børn, følg den, få en masse børn til samfundet, arbejd hårdt, længe og mange af døgnets timer og send jeres pressede, stressede unger endnu flere timer i heldagsskole og underbemandede daginstitutioner.
Og er der mere ballade med jer robotter, kan I få en chip i nakken, når I bliver født, så vi kan holde øje med, hvor I går og står og hvad I laver, og plukke de organer, vi har brug for, når vi vil.
Og har I problemer med det, så æd noget mere psykofarmaka.
Capisce?
*
*
Åbner øjnene, tænker på Bhutan, der som det eneste land i verden måler sin velstand ud fra bæredygtighed og borgernes lykke – og kigger på den gode kutter KRÆ-FRIHED fra Hvide Sande, som tøffer forbi mig og kaffen.
Og overvejer et øjeblik at bygge mit eget ark, male det i alle regnbuens farver, fylde det med mine børn og alle de andre, jeg elsker og holder af, bilde mig og os selv ind, at jorden virkelig ER flad som en pandekage – og så sejle afsted til kanten af dette morads og udover den og langsomt
falde
falde
falde
f
a
l
d
e
… og lande et andet sted i en anden tid på en anden planet i et andet solsystem – et sted hvor vi ikke dræber hinanden, fordi vi ikke kan blive enige om, hvilken profet, som taler med den reneste og smukkeste tunge.
Et sted, hvor vi ikke konstant skal definere os ud fra det land, vi tilfældigvis blev født som borgere i – selv om vi på disse breddegrader var så heldige at blive hevet ud af mors skød til et velfærdssamfund.
Et sted, hvor vi ikke bruger tiden på jorden til at leve op til alle mulige andres krav. Forældrenes, ægtefællens, familiens, samfundets, regeringens.
Og et sted baseret på kærlighed, ydmyghed, respekt, taknemmelighed, tillid og tilgivelse mere end cool cash og selfies.
Jo – jeg er tindrende, skide naiv.
Men sådan en onsdag på Dragør Havn blandt lokale fiskere, se-mig-jetsettere og japanske krydstogtsturister er der sgu ikke rigtig nogen anden udvej.
Og hvad nu, hvis vi alle sammen sagde ‘nok er nok!’?
Vi bestemmer jo selv.
Du og jeg.
*
*
Imagine there’s no heaven
It’s easy if you try
No hell below us
Above us only sky
Imagine all the people
Living for today…
Imagine there’s no countries
It isn’t hard to do
Nothing to kill or die for
And no religion too
Imagine all the people
Living life in peace…
You may say I’m a dreamer
But I’m not the only one
I hope someday you’ll join us
And the world will be as one
Imagine no possessions
I wonder if you can
No need for greed or hunger
A brotherhood of man
Imagine all the people
Sharing all the world…
You may say I’m a dreamer
But I’m not the only one
I hope someday you’ll join us
And the world will live as one
*
https://www.youtube.com/watch?v=DVg2EJvvlF8