Mor … det er Bo.

Selv om dine øjne er lukkede, ved jeg, du kan høre mig, for når jeg nusser dig i nakken og spørger, om det er dejligt, bruger du alle dine kræfter til at hviske ”jaaaa”.

Og så tager du igen hovedet frem, så jeg kan nusse din nakke.

Det er nat.

Og lige nu er jeg er tættere på dig, end jeg har været i de 52 år, jeg har levet.

Min bror ligger og sover inde på en seng på badeværelset, som hører til stue 4 på Odense Universitetshospitals afdeling for medicinske mavetarmsygdomme.

Mine søstre sover oppe på Nordfyn.

Dit skrantende helbred har for første gang ført os fire søskende helt tæt sammen, og jeg ved, du kan mærke, vi alle er omkring dig, nusser dig, passer på dig.

Vagterne skiftes vi fire til at dele, og i nat er det bare dig og mig, mor.

Jeg nyder at have dig alene. Håber ikke, min bror vågner, selv om lyden af dit tunge åndedrag gør mig bange og usikker.

*

Du ligger i en hvid pjalt fra sygehusvaskeriet i den råhvide hospitalsseng med lyseblå gærder.

Du har fået drop i begge arme og en iltmaske over næse og mund.
Får antibiotika, vædske, glykose og ilt.

Bag dig arbejder lungemaskinen, som med sin monotone lyd hjælper dig med at trække vejret.
Omkring dit alt for tynde venstre håndled har du et hvidt armbånd med dit navn og dit personnummer.

Med mellemrum forsøger du at flå plasticmasken af.

Så skælder jeg dig blidt ud, som en mor skælder et uartigt barn ud, placerer tålmodigt atter masken over din mund og næse, får elastikkerne sat omkring dine ører, lægger din venstre arm med droppet tilbage under dynen og putter dig som en lille baby under de kliniske lagner.

Blot for at konstatere, at du pludselig igen forsøger at rive masken af.

Og så starter vi forfra.

*

Jeg giver dig for første gang i mit liv kærtegn.

Nusser dine kinder, aer dit hår, kysser din pande med en ømhed, som var du min lille datter, og hvisker:

”Det er Bo. Jeg er kommet fra Sverige. Jeg skal hilse fra Rose og Benjamin. Og jeg elsker dig, mor.”

Du ligger her med vielsesringen på venstre hånd få hundrede meter fra det sted, hvor far skrev sit første afskedsbrev en aften for snart 29 år siden, inden han begik selvmord to uger senere.

Og jeg ønsker bare, vi kunne tale sammen en allersidste gang.

Jeg har længe haft lyst til at give dig en sidste køretur tilbage til de steder, der kom til at betyde så meget for dig i dit liv.
Nørrevænget her i Odense, Munkebo, Kerteminde, Veflinge, Søndersø.
Ville også gerne have vist dig mit sted i Sverige.

Men vi nåede det aldrig.
Jeg nåede det aldrig.
Jeg havde for travlt med alt muligt andet.

Nu er det for sent.
I nat er alt for sent.

Og jeg fatter endnu ikke, hvor afgrundsdybt et tab jeg kommer til at stå over for, når du er væk.

*

Klokken er 02.00.

Uden for døren ude på gangen pjatter og griner to sygeplejersker over en date, den ene har været på.

Henne på stue 2 lyder der dåselatter fra et amerikansk comedyshow.

Herinde knuger jeg din hånd, så mine knoer bliver hvide.
Forsøger at sende liv og kræfter ned i din miserable krop, som har forladt dig for måneder siden, mens håbet siver ud af mig.

Fortæller dig de historier om mit liv, jeg skulle have fortalt for mange år siden.
Fortæller om min angst, min kærlighed, min tilgivelse og mine drømme.

Vi mødes endelig ved indgangen til dødsriget, mor – og jeg både tror og håber, du er klar til rejsen.

*

Du kæmper videre, indtil solen står op til onsdag, og i løbet af dagen er mine søstre omkring dig, mens min bror og jeg igen er klar til at tage over senere.

Aldrig har du fået så mange kærlige berøringer som denne onsdag.

Vi håber alle det bedste – men vi har også accepteret tingenes tilstand. Så der er en lethed over samværet, og resten af dagen bliver en fantastisk, bedårende og hårrejsende grusom dødsrejse mod det, der skal blive din sidste regnvejrsaften.

Om aftenen bliver der pludselig længere mellem dine åndedrag.
Du har kæmpet og fightet dig gennem 91 år og 48 dage.
Mod alle odds.

Nu er du klar til at give slip, mor.

*

Jeg sidder på en stol ved mors side.
Ved fodenden står mine tre søskende.
Jeg er lammet.

Knuger og nusser mors højre hånd, mens jeg kigger på hendes åbne mund, lytter til åndedrættet, hvor hver vejrtrækning efterhånden er et maratonløb.

Jeg trygler den Gud, jeg aldrig har troet på, om støtte – om bare én eneste lille tjeneste:

Lad mor blive rask.
Vis miraklet.
Lad mor vågne op, pille masken af ansigtet, smile til os alle sammen og spørge:
”Skal jeg ikke give en kop aftenkaffe?”

Lad min lille mor – det sidste vidne til mit liv fra første åndedrag, det sidste livsvidne, som kan fortælle og forklare mig, hvorfor jeg er blevet, som jeg er – leve videre.

Men du er der ikke, Gud.

*

Du kom aldrig, når jeg havde allermest brug for dig.

I starten foldede jeg mine små hænder og bad og bad og bad om din hjælp, når jeg som lille dreng i et barndomshjem med udfordringer dødsensangst og magtesløs lå i mørket om natten på mit værelse, mens Pippi grinte på sin hest med Hr. NIlsson på skulderen på væggen i det blege lys fra gadelygten udenfor.

Men Gud – du kom ikke.

Du var hverken som Batman, Superman eller Lynet.
Du var bare væk.

Du må have haft vigtigere ting at gøre. Eller også havde du bare fri.
Og jeg fortsatte med at fodre min angst med godbidder.

Til gengæld holdt jeg op med at bede til dig.

Du var der heller ikke den aften, da far lagde ledningen fire gange om sin hals, bandt en løkke og sprang.

Og senere i livet har jeg set gode venner dø efter årelange, smertefulde kræftforløb, som åd dem op indefra, jeg har set familier blive udslettet på landevejen og hørt om krige med så megen ondskab, at jeg ikke troede, mennesket rummede det.

Hvor var du henne, barmhjertige Gud?

*

I dag får jeg mine svar fra skoven, dens dyr, træer og planter.

I dag er jeg overbevist om, at vi skal se vores prøvelser som gaver, som er sendt for at lære os de ting, vi skal lære i denne udgave af livet.

Jeg tror ikke på Himmel og Helvede, kan ikke se nogen fornuft i, at vores gang på denne jord skulle være en rejse mod det evige mørke.

Men jeg tror på den lyse, kosmiske verden, på kærligheden, på, at både mennesker og dyr kommer fra ét stadie i en anden dimension og er på vej til det næste, tror på de energier, der er i alt på jorden.

Jeg tror på, at vi alle spiller en rolle.

Haren, træet, elgen, blomsten og mennesket.

*

Du er her heller ikke i nat.

For Gud optræder ikke på bestilling. Og slet ikke for de troløse.

Men hvis du overhovedet findes, håber jeg, du lige nu står klar til at byde mor velkommen i dit Himmerige.

For kære Vorherre.
Mor er på vej.

Hun står på kanten af livet, svæver oppe under loftet og kigger ned på sine børn og på sig selv, som ligger i sengen.

Og når hun er klar til at gå over i den anden verden, klipper hun den papirtynde silkesnor mellem sin ånd og sit døende, udslidte korpus over og går ind i lyset – mere rolig, afklaret og tryg end nogensinde.

*

Klokken er 21, da mor udånder.

Edith Alma Østlund Jørgensen – sidste medlem af den oprindelige familie på Nørrevænget – sætter fem uger før juleaften 2008 punktum for sagaen om familien Østlund.

Hun basker som en engel op på den sorte himmel, siger hej til månen og bliver til en stjerne.
Og overlader smerten og livet på jorden til os andre.

Jeg beder mine søskende om at få lov at sidde lidt alene med mor.
Nusser hendes karryfarvede kinder, der stadig gløder af liv, selv om hendes ansigt er fredfyldt, kysser igen hendes pande og giver hende ord med på rejsen.

Jeg kan også mærke en nyopdaget følelse af at være afklaret.
Fornemmelsen af liv.
En glæde, fordi mor endelig har fået fred.

En besynderlig, nærmest ulovlig, opstemthed, fordi mor generøst har givet stafetten videre ved at vise os dødens milde ansigt og samtidig kræve, at vi hver især husker at leve også efter, hun er væk.

*

Jeg henter sammen med min ene søster mors sorte yndlingskjole på Nordfyn, og da vi kommer tilbage med den sorte kjole med de fine sølvmotiver af blade, har afdelingens øvrige personale gjort mor fin, placeret en lille buket blomster mellem hendes hænder og erstattet de maskiner, som holdt liv i mor, med et lille bord med en grå dug.

På dugen ligger fire salmebøger.
To fyrfadslys blafrer i vinden fra vinduet, som står på klem.

Vi synger ”Altid frejdig, når du går” for vores mor, inden vi stille kører hver til sit.

*
*
*

Tiden flyver afsted – og det er utroligt, at der nu er gået mere end syv år, siden du forlod mig og mine tre kære, ældre søskende.

Det føles, som var det i går – og jeg savner dig stadig som en gal.

Og savnet efter dig kan komme ud af det blå.

Mødre og sønner.

Der er vist et specielt bånd.

Kære mor.

Forleden mødte jeg både dig og far i en drøm, og jeg følte jer tættere på mig, end jeg nogen sinde følte, mens I levede.

Tak fordi, I stadig er lige omkring mig,

Jeg elsker jer.