Hej november.

Hvor jeg dog hader dig, din gamle røver. Skarpt forfulgt af januar og februar er du i min livsbog årets værste måned.
Og var tiden, mulighederne og pengepungen til det, sad jeg for længst på en altan i det sydfranske og skrev, til fingrene, sjælen og hjertet blødte.
Så kunne du stå her alene i mørket.

Hej Tom Waits.

Du rammer mig med din sang, som er så deprimerende, at jeg får lyst til at banke hovedet ind i et træ, drukne mig i vemodet og drømmene, og bruge dagen på at se videobåndene fra mine bryllupper og genlæse alle mine gamle kærestebreve fra dette liv fra kvinder, som jeg ikke aner hvor er i dag.

Fandt de den lykke, som vi skrev så inderligt sammen om, så postbudene må have brændt deres fingre på kuverterne?
Indtil den og drømmene en dag forsvandt.
Lever de?

Men tilbage til din sang, Tom.

Først saven – og så tre minutters rå tristesse:

 November
It only believes
In a pile of dead leaves
And a moon
That’s the color of bone

November has tied me
To an old dead tree
Get word to April
To rescue me. 

*

Men november.

Du pirrer også min nostalgi, mit vemod og min melankoli, som er tå tyk, at man kan skære i den.
Du gi’r min sorte side – som også er en del af mig – gåsehud.

For uden mørket, intet lys.
Uden november, ingen april.
Måske hader Radio24Syv’s programchef Mads Brügger​ også bare november og bokser med sit eget mørke, siden han i weekenden valgte at besvare min kommentar om stationens behandling af og shitstorm på Stig Møller således på 24/7’s Facebook-side:

‘Det er jo helt åbenlyst er skrevet ud fra et glødende had til journalister, og; fornemmer jeg, muligvis også et latent had til kvinder’. 

Eller også har den gode Brügger det fint – og så handler det bare om, at stationen med de fine etiske formler, som ser sig selv selv som foxy, sexy og progressiv, ikke vil forstyrres i deres selvforståelse i elfenbensstårnet.

Måske ER det bare mig?

Måske HADER jeg virkelig journalister og kvinder af et ikke bare glødende, men også ondt, hjerte.

Hvad der jo gør mine 40 og otte måneder i journalistfaget og mine ægteskaber og kærlighedsforhold til det modsatte køn endnu mere håbløse og til endnu mere spild af liv …

 

 

Så af hjertet (det glødende og onde) undskyld til min branche, mine kvinder – og til dig november. Din sorte satan, som flirter med depressionen og skubber mig ud på kanten af hullet.

Derude, hvor jeg ser bladene drysser ned over haven, indkørslen og mit lille stråtægte hus ved skovvejen.

Derude, hvor jeg bliver bange for, at den skade, jeg har i hælen, bliver værre, så jeg ikke længere kan løbe, derude hvor jeg bliver ked af, at den pige, jeg gerne vil kysse, ikke vil kysse mig, derude hvor jeg synes, jeg er blevet gammel, fed og grim og frygter at runde de 60 næste år – derude, hvor jeg VED, at jeg kun har én fjerdedel af livet tilbage og har klattet de første tre fjerdedele væk.

Derude, hvor jeg er så bange for, jeg ikke når det, før det hele er for sent.

Men november … lige inden, du skubber mig i, hvisker du:

‘Hey … jeg gløder også af rødbrune farver med gullige glemsler, jeg sitrer af lys gennem tågen, jeg er fyldt med poesi og tilgivelse og fred, og jeg er ikke hysterisk som maj med dens tåbelige krav om boblende forelskelse og livsglæde.
Jeg er mig. Lige så stille mig. Tag min mærke, kolde, triste, deprimerede hånd og gå med ind i det sorteste sorte …’

Og det gør jeg.

Og jeg finder hvert år på magisk vis gennem det kilometertykke mørke frem til den anden side af mit sind og mig.

Dét, som er den lyse, legende, kulørte og barnligt glade Bo – den Bo, som pludselig er tindrende, tosset ligeglad med november, fordi månedens mørke får lyset til at skinne endnu stærkere.

Det kræver mod at gå ind i mørket.
Men det er i mørket, og i de kraftigske skygger, vi ser lyset endnu kraftigere.
Ser meningen med lyset.

*

Og så finder jeg den pludselig!

Finder den side af mig, som glæder sig til hver dag og hver uge – som nu denne uge med mit arbejde med min dokumentarfilm, en bog og artikler, med møder med venner og spændende interviewofre, med gode løbeaftener i den lokale klub, med årets fede bogmesse, med et sjovt løbs-arrangement på startbanerne på Roskilde Lufthavn i mørket fredag aften, med koncert med Sebastian søndag aften og med det frivillige arbejde på Livslinien, som giver så eget mening i forhold til fars selvmord.

Så mærker jeg pludselig – igen – at livet ikke det værste, man har.

Selv i en uge, som kalder sig 45, for en mand, som hader november, journalister og kvinder.

Den skide hæl skal sgu nok holde, den søde mund vil sikkert pludselig kysses, patina er pop, og late fifties er den fedeste alder ever.

Og om lidt er kaffen – kulsort som måneden – klar.

 

*

 

https://www.youtube.com/watch?v=JeAP1KyPDzM