Kategoriarkiv: Filosofi

Mor

Mor … det er Bo.

Selv om dine øjne er lukkede, ved jeg, du kan høre mig, for når jeg nusser dig i nakken og spørger, om det er dejligt, bruger du alle dine kræfter til at hviske ”jaaaa”.

Og så tager du igen hovedet frem, så jeg kan nusse din nakke.

Det er nat.

Og lige nu er jeg er tættere på dig, end jeg har været i de 52 år, jeg har levet.

Min bror ligger og sover inde på en seng på badeværelset, som hører til stue 4 på Odense Universitetshospitals afdeling for medicinske mavetarmsygdomme.

Mine søstre sover oppe på Nordfyn.

Dit skrantende helbred har for første gang ført os fire søskende helt tæt sammen, og jeg ved, du kan mærke, vi alle er omkring dig, nusser dig, passer på dig.

Vagterne skiftes vi fire til at dele, og i nat er det bare dig og mig, mor.

Jeg nyder at have dig alene. Håber ikke, min bror vågner, selv om lyden af dit tunge åndedrag gør mig bange og usikker.

Du ligger i en hvid pjalt fra sygehusvaskeriet i den råhvide hospitalsseng med lyseblå gærder.

Du har fået drop i begge arme og en iltmaske over næse og mund.
Får antibiotika, vædske, glykose og ilt.

Bag dig arbejder lungemaskinen, som med sin monotone lyd hjælper dig med at trække vejret.
Omkring dit alt for tynde venstre håndled har du et hvidt armbånd med dit navn og dit personnummer.

Med mellemrum forsøger du at flå plasticmasken af.

Så skælder jeg dig blidt ud, som en mor skælder et uartigt barn ud, placerer tålmodigt atter masken over din mund og næse, får elastikkerne sat omkring dine ører, lægger din venstre arm med droppet tilbage under dynen og putter dig som en lille baby under de kliniske lagner.

Blot for at konstatere, at du pludselig igen forsøger at rive masken af.

Og så starter vi forfra.

Jeg giver dig for første gang i mit liv kærtegn.

Nusser dine kinder, aer dit hår, kysser din pande med en ømhed, som var du min lille datter, og hvisker:

”Det er Bo. Jeg er kommet fra Sverige. Jeg skal hilse fra Rose og Benjamin. Og jeg elsker dig, mor.”

Du ligger her med vielsesringen på venstre hånd få hundrede meter fra det sted, hvor far skrev sit første afskedsbrev en aften for snart 29 år siden, inden han begik selvmord to uger senere.

Og jeg ønsker bare, vi kunne tale sammen en allersidste gang.

Jeg har længe haft lyst til at give dig en sidste køretur tilbage til de steder, der kom til at betyde så meget for dig i dit liv.
Nørrevænget her i Odense, Munkebo, Kerteminde, Veflinge, Søndersø.
Ville også gerne have vist dig mit sted i Sverige.

Men vi nåede det aldrig.
Jeg nåede det aldrig.
Jeg havde for travlt med alt muligt andet.

Nu er det for sent.
I nat er alt for sent.

Og jeg fatter endnu ikke, hvor afgrundsdybt et tab jeg kommer til at stå over for, når du er væk.

Klokken er 02.00.

Uden for døren ude på gangen pjatter og griner to sygeplejersker over en date, den ene har været på.

Henne på stue 2 lyder der dåselatter fra et amerikansk comedyshow.

Herinde knuger jeg din hånd, så mine knoer bliver hvide.
Forsøger at sende liv og kræfter ned i din miserable krop, som har forladt dig for måneder siden, mens håbet siver ud af mig.

Fortæller dig de historier om mit liv, jeg skulle have fortalt for mange år siden.
Fortæller om min angst, min kærlighed, min tilgivelse og mine drømme.

Vi mødes endelig ved indgangen til dødsriget, mor – og jeg både tror og håber, du er klar til rejsen.

Du kæmper videre, indtil solen står op til onsdag, og i løbet af dagen er mine søstre omkring dig, mens min bror og jeg igen er klar til at tage over senere.

Aldrig har du fået så mange kærlige berøringer som denne onsdag.

Vi håber alle det bedste – men vi har også accepteret tingenes tilstand. Så der er en lethed over samværet, og resten af dagen bliver en fantastisk, bedårende og hårrejsende grusom dødsrejse mod det, der skal blive din sidste regnvejrsaften.

Om aftenen bliver der pludselig længere mellem dine åndedrag.
Du har kæmpet og fightet dig gennem 91 år og 48 dage.
Mod alle odds.

Nu er du klar til at give slip, mor.

Jeg sidder på en stol ved mors side.
Ved fodenden står mine tre søskende.
Jeg er lammet.

Knuger og nusser mors højre hånd, mens jeg kigger på hendes åbne mund, lytter til åndedrættet, hvor hver vejrtrækning efterhånden er et maratonløb.

Jeg trygler den Gud, jeg aldrig har troet på, om støtte – om bare én eneste lille tjeneste:

Lad mor blive rask.
Vis miraklet.
Lad mor vågne op, pille masken af ansigtet, smile til os alle sammen og spørge:
”Skal jeg ikke give en kop aftenkaffe?”

Lad min lille mor – det sidste vidne til mit liv fra første åndedrag, det sidste livsvidne, som kan fortælle og forklare mig, hvorfor jeg er blevet, som jeg er – leve videre.

Men du er der ikke, Gud.

Du kom aldrig, når jeg havde allermest brug for dig.

I starten foldede jeg mine små hænder og bad og bad og bad om din hjælp, når jeg som lille dreng i et barndomshjem med udfordringer dødsensangst og magtesløs lå i mørket om natten på mit værelse, mens Pippi grinte på sin hest med Hr. NIlsson på skulderen på væggen i det blege lys fra gadelygten udenfor.

Men Gud – du kom ikke.

Du var hverken som Batman, Superman eller Lynet.
Du var bare væk.

Du må have haft vigtigere ting at gøre. Eller også havde du bare fri.
Og jeg fortsatte med at fodre min angst med godbidder.

Til gengæld holdt jeg op med at bede til dig.

Du var der heller ikke den aften, da far lagde ledningen fire gange om sin hals, bandt en løkke og sprang.

Og senere i livet har jeg set gode venner dø efter årelange, smertefulde kræftforløb, som åd dem op indefra, jeg har set familier blive udslettet på landevejen og hørt om krige med så megen ondskab, at jeg ikke troede, mennesket rummede det.

Hvor var du henne, barmhjertige Gud?

I dag får jeg mine svar fra skoven, dens dyr, træer og planter.

I dag er jeg overbevist om, at vi skal se vores prøvelser som gaver, som er sendt for at lære os de ting, vi skal lære i denne udgave af livet.

Jeg tror ikke på Himmel og Helvede, kan ikke se nogen fornuft i, at vores gang på denne jord skulle være en rejse mod det evige mørke.

Men jeg tror på den lyse, kosmiske verden, på kærligheden, på, at både mennesker og dyr kommer fra ét stadie i en anden dimension og er på vej til det næste, tror på de energier, der er i alt på jorden.

Jeg tror på, at vi alle spiller en rolle.

Haren, træet, elgen, blomsten og mennesket.

Du er her heller ikke i nat.

For Gud optræder ikke på bestilling. Og slet ikke for de troløse.

Men hvis du overhovedet findes, håber jeg, du lige nu står klar til at byde mor velkommen i dit Himmerige.

For kære Vorherre.
Mor er på vej.

Hun står på kanten af livet, svæver oppe under loftet og kigger ned på sine børn og på sig selv, som ligger i sengen.

Og når hun er klar til at gå over i den anden verden, klipper hun den papirtynde silkesnor mellem sin ånd og sit døende, udslidte korpus over og går ind i lyset – mere rolig, afklaret og tryg end nogensinde.

Klokken er 21, da mor udånder.

Edith Alma Østlund Jørgensen – sidste medlem af den oprindelige familie på Nørrevænget – sætter fem uger før juleaften 2008 punktum for sagaen om familien Østlund.

Hun basker som en engel op på den sorte himmel, siger hej til månen og bliver til en stjerne.
Og overlader smerten og livet på jorden til os andre.

Jeg beder mine søskende om at få lov at sidde lidt alene med mor.
Nusser hendes karryfarvede kinder, der stadig gløder af liv, selv om hendes ansigt er fredfyldt, kysser igen hendes pande og giver hende ord med på rejsen.

Jeg kan også mærke en nyopdaget følelse af at være afklaret.
Fornemmelsen af liv.
En glæde, fordi mor endelig har fået fred.

En besynderlig, nærmest ulovlig, opstemthed, fordi mor generøst har givet stafetten videre ved at vise os dødens milde ansigt og samtidig kræve, at vi hver især husker at leve også efter, hun er væk.

Jeg henter sammen med min ene søster mors sorte yndlingskjole på Nordfyn, og da vi kommer tilbage med den sorte kjole med de fine sølvmotiver af blade, har afdelingens øvrige personale gjort mor fin, placeret en lille buket blomster mellem hendes hænder og erstattet de maskiner, som holdt liv i mor, med et lille bord med en grå dug.

På dugen ligger fire salmebøger.
To fyrfadslys blafrer i vinden fra vinduet, som står på klem.

Vi synger ”Altid frejdig, når du går” for vores mor, inden vi stille kører hver til sit.

*
*
*

Tiden flyver afsted – og det er utroligt, at der nu er gået mere end syv år, siden du forlod mig og mine tre kære, ældre søskende.

Det føles, som var det i går – og jeg savner dig stadig som en gal.

Og savnet efter dig kan komme ud af det blå.

Mødre og sønner.

Der er vist et specielt bånd.

Kære mor.

Forleden mødte jeg både dig og far i en drøm, og jeg følte jer tættere på mig, end jeg nogen sinde følte, mens I levede.

Tak fordi, I stadig er lige omkring mig,

Jeg elsker jer.

10. februar – igen …

10. februar.

Så skal vi til det igen, far.

Du og jeg.

For det var i aften for 36 år siden, at du på ét forbandet sekund formede min tilværelse og hele mit liv på godt og ondt, da du med to spritpenne og en 3-i-ener i lommen ved hjælp af en ledning mellem klokken 22 og 23.30 i det kolde skær fra et neonrør gjorde en ende på det hele i en affaldskælder i Kokkedal, mens P1 sluttede dagen med at sende en optagelse med radiokoret, som sang Johann Sebastian Bachs ”Unser Leben ist ein Schatten”.

Unser Leben ist ein Schatten auf Erden.
Ich weiß wohl, daß unser Leben
oft nur als ein Nebel ist.
Sind wir doch zu jeder Frist
von dem Tode hier umgeben.
Drum, ob’s heute nicht geschicht,
meinen Jesum laß ich nicht.

Søndag den 10. februar 1980.

Jeg skal altid lige over datoen i dag, før det nye år for alvor kan starte.
Før jeg kan byde lyset og foråret velkommen.

Sådan har det nu været i tre dusin år – og sådan vil det nok være, til jeg selv skal herfra, og videre til næste kapitel i kapitlernes store bog.

Det er altid en speciel dag, far.

Det ved du, og det ved jeg.

For den aften fik jeg én af de identiteter, jeg først i mange år kæmpede mod, inden jeg gav efter og erkendte, at der er ting her i livet, som man lige så godt kan favne og lære af.

Og det gør jeg så.
Hver eneste dag.

Som selvmorderens søn.

Jeg har råbt og skreget og grædt og tigget, bedt, bandet og forbandet, lagt arme med dæmoner og ligget i ske med spøgelser – men du er for længst tilgivet – og i dag er du tættere på mig end de 22 år, vi nåede at have sammen, mens du var i din krop, inden du den aften tog dit livs største og sværeste valg, og forlod din familie og din tilværelse.

Den aften, hvor du lagde dine briller på gulvet sammen med afskedsbrevet, og sprang ud fra stålrørsstativet i en nordsjællandsk affaldskælder og lod dig kvæle i den grå elledning, som du havde slået om et vandrør, viklet fire gange om din hals, lagt i en glideløkke og bundet i en kraftig knude i den modsatte ende.

Vi mødes oftere og oftere i drømme i et knus, og så mærker jeg dig rent og klart og varmt, og meget mere intenst og kærligt, end da du levede her på jorden, indtil du blev befriet for den smerte, du bar, mens du sloges med dit lys og dit mørke.

Hård og ubarmhjertig, når du løb tør for kræfter.

Men også en musisk og kreativ, kærlig mand, som elskede at spille på forskellige instrumenter. Interesserede sig for og hjalp andre mennesker. Skrev digte. Skrev min storebrors stile til skolen. Inspirerede og hjalp sine bysbørn i den lille landsby og var stolt af sin familie, som han passede på – så længe kræfterne holdt.

Min far, som i en alt for ung alder, dengang somrene var længere og mere solrige, fik alt for meget ansvar og blev placeret i en rolle, han aldrig formåede at slippe.

Far, Lille Du. Hele byens førsteelsker. Livsnyderen. De lokale kvinders yndlingsbordherre. Altid en sjov bemærkning. Sang og skål og dans.

Det sammensatte menneske og den utro, til tider voldelige ægtemand, som selv sloges med så meget svigt. Så mange tab.

En fantastisk dejlig, vidunderlig og helt igennem elendig far.

Jeg så dig ikke dengang, far.
Var for ung, for bange, for alting,

Til gengæld ser jeg dig stadig, hver eneste gang, jeg i en film pludselig ser en hængt person.

Du er Jack i “Sommersby”, du er Selma i ”Dancer in the Dark”,
du er Perry Smith i ”Capote”, du er Murron MacClannough i ”Braveheart”, du er Jason i ”Fredag den 13.”, du er Charles Bronsons bror i verdens ondeste hængningsscene i ”Once Upon A Time In the West”, og du er hver eneste hængte i ”Lady Sings the Blues”.

I mange år forlod jeg biografen, hver gang jeg blev overrasket af
en scene med hængning. Kunne ikke klare synet.

Nu lukker jeg øjnene og gemmer hovedet i hænderne, til jeg er
sikker på, scenen er slut.

For jeg ved, at hvis jeg åbner dem for tidligt, vil den hængte oppe
på lærredet pludselig åbne øjnene, kigge på mig og med en skæv grimasse spørge:

”Hvad kan jeg hjælpe med, lille du …?”

Det er, når jeg sidder med hænderne for øjnene, med gåsehud og
koldsved gispende efter vejret i det røde biografsæde, at jeg forbander din beslutning den søndag aften for 36 år siden.

Når du hænger og kigger på mig dernede i salen og lader, som om du er Jack, Selma, Perry, Murron, Jason og alle de andre, drømmer jeg om, at tiden kan køre baglæns som mit elektriske Märklin-tog, jeg havde som lille.

Et tryk på den blå transformators store sorte knap, og lokomotiv
og togvogne tøffede baglæns gennem alpetunneller, tilbage over
broer, over skiftespor og jernbaneoverskæringer og videre forbi jernbanestationen, hvor alle de små plastikfolk stod helt stille uden at fortrække en mine, fordi hele verden var sat i bakgear.

Og når den slags sker, står man jo bare og glor som forstenet.

Tænk hvis jeg kunne køre livet baglæns, som vi gjorde med dine
smalfilm, når du var i godt humør, og vi kiggede på optagelsen fra
en snevejrsvinter i Langesø, hvor du faldt på sine ski for enden af Kobakken, far?

Når vi spillede otte millimeter-smalfilmen baglæns, hoppede du elegant tilbage på dine lange ski og susede baglæns op ad bakken som verdensmesteren i baglæns-styrtløb.

Hvis jeg kunne trykke på knappen og beordre tiden tilbage, hvor
den kom fra, ville du have bundet den kraftige knude op og viklet den grå el-ledning, som sad omkring din hals, rundt, så den kom fri igen.

Du ville have fjernet ledningen fra vandrøret, rullet den sammen
og proppet den i lommen, være hoppet baglæns ned fra jernstativet,
samlet dine sorte briller op fra betongulvet, taget dem på, lukket døren til affaldsrummet og var gået baglæns op ad trappen til mor i lejligheden.

Du ville have sagt nej til at sælge købmandsgården og købe det lille hvide hus på bakken i Fuengirola på Costa del Sol, bakket tilbage over alperne i den blå Fiat 850 med mor bag rattet og stillet dig bag disken i købmandsforretningen på Frederiksberg i Veflinge, hvor du allerede under krigen havde hængt dit hvide skilt op med navnet Købmand Axel Jørgensen, fordi du syntes, Axel lød lidt smartere end Aksel.

Du ville være vågnet ved siden af mor i soveværelset.

Du ville have kysset hende godnat, sagt ”!gid reksle geJ” til mor,
inden du, mens dine børn sov trygt og dejligt i deres senge, var tumlet baglæns ned ad trappen, havde taget en taxa, som kørte baglæns til Odense, hvor du havde sagt nej til øl og kvinder, inden du ville have taget taxaen hjem igen og sat sig på en melsæk, hvor du ville have spyttet øl efter øl ud i flaskerne, inden du havde sagt nej tak til en omgang med Erik Tømrer og de andre gutter, fordi det var lukketid, og du skulle ind til din familie, som var det vigtigste i dit liv.

Og alle dem, som hængte sig for øjnene af mig, ville bare have
været skuespillere i en film, som jeg sad og så sammen med min far, mens han klemte min hånd, smilte og sagde:

”Du ved godt, det ikke er alvor, ikke? Der bare noget, de spiller.”

Og jeg ville have kigget på dig og svaret:

”Jo, far – men det er stadigvæk lidt uhyggeligt”.

Uden at stamme.

Er du sluppet fri, far?

Tog de det tyngende ansvar og din frygt fra dig?

Kan du græde nu?

Fik du vinger?

Blev dine dæmoner hernede på jorden hos os andre?

Fester du i Paradiset, hvor solen altid skinner varmt og klart, iført din harmonika, din banjo eller din violin og spiller og synger med røde kinder, mens bøfferne og pølserne syder på grillen?

Står du oppe over skyerne bag glasdisken i din egen lille himmelbutik i din brune kittel med brillantine i håret, blyanten bag øret og en god Manne-cerut i munden og smiler til Revisoren og alle de andre engle, som kommer ind for at handle?

”Den klarer jeg, lille du. Vi får nye leveringer på torsdag. Var der andet, jeg kunne hjælpe med? En himmelseng? Et evigt liv? Bare sig til, du …”

Sidder du somme tider med de andre rødder fra den lille forblæste og fordrukne nordfynske landsby for enden af alting på en melsæk i baglokalet i vores købmandsgård og snupper en Tuborg fra kassen?

Og glæder du dig, til de allersidste gamle venner fra Veflinge kommer op til dig?

Der er ikke ret mange tilbage.

Eller blev du måske digter?

Fandt du den fred, du søgte, far?

Mødte du din far og mor, Tante Birthe. Ketty og Arne, alle de andre?

Hvordan ser I ud? Er I gennemsigtige, svævende eller bare en energi, en duft eller en brise?

Ligner du dig selv?

Jeg var gennem hele livet så forbandet fanget i mine følelser over for dig, far.
Du skræmte livet af mig, og de dage turde jeg ikke engang hade dig. Så bange var jeg.

Men jeg så også op til dig. Din humor, dine ideer, dit gåpåmod.
Din selvstændighed – som Den Frie Købmand.

Det var i det kviksand, du efterlod mig uden forklaring i det år, hvor Dirch Passer senere skulle falde død om på scenen, og John Lennon blive myrdet foran sit hjem.

Mange gode sjæle blev kaldt hjem i 1980.

Du har siddet i din himmel og blinket som en stjerne i nøjagtig 36 år her i aften.

Jeg blev hernede på jorden, hvor du gjorde den 10. februar til en dato, som ætsede sig ind i min livskalender.

Den længste dag.

Der er gået 13.140 dage, og du er for længst tilgivet, og du er elsket og dybt savnet – og jeg forstår alle de ting, du sloges og kæmpede med,

Men du skal også vide, at dén beslutning kom til at definere og påvirke hele mit liv – og at jeg på gode dage forundres over og på de dårlige forbander, at jeg her i en alder af næsten 60 stadig påvirkes så kraftigt af dit valg den søndag, som kaldes Dominica Sexagesima, fordi der er omkring 60 dage til påske, hvor du endelig fandt modet til at modtage din egen dom.

Den hårdeste af slagsen.

Jeg håber, at du somme tider daler ned på jorden og går en tur gennem landsbyen Veflinge, mens du letter på kasketten og hilser på de andre døde i de dødes by, mens I smiler indforstået til hinanden, fordi I ved, at I er usynlige for alle andre end hinanden.

Og jeg håber, at du somme tider kommer ned og ser, hvordan det går med din yngste søn.

Passer du på mig?
Ånder du på mig, når jeg går forbi dig?
Var det dig, der fik døren til at smække i går, selv om det ikke trak?

Jeg tror det.

For jeg mærker dig kraftigere og varmere end nogen sinde tidligere.
Og mens jeg selv er godt på vej mod de 63 år, du selv nåede i den krop, som fik navnet Axel, savner jeg dig mere og mere.

Måske er det alderens velsignelse.

Tilgivelsen.

Roen.

Og angsten for døden, som langsomt, men sikkert forsvinder, mens vi med år efter år på bagen gør os klar til det eneste, som er er sikkert for os alle, når vi mødes.

At vi skal dø igen.

Og i mellemtiden forsøger vi så at finde en mening med livet – og fylde det bedst mulige indhold i det, mens vi kan.

Til sidst løb du tør for mening, far.

Det nægter jeg at gøre.
Ja, faktisk søger jeg den mere og mere.
Efterhånden, som timeglasset løber ud, bliver det vigtigere og vigtigere for mig ikke at klatte tiden væk.

Hver time bliver mere og mere dyrebar.

Så i aften – 36 år efter, at du sagde farvel til os alle sammen, og kastede håndklædet i ringen, og hvor jeg som ung nyuddannet journalist blev ringet op om natten, og fik beskeden fra min bror, hvorefter jeg sad lammet alene tilbage i sengen i mørket – vil jeg tage på endnu en vagt på Livslinien, hvor vi nu er 250 frivilligere, som sikrer, at det næsten døgnet rundt er muligt at ringe og få en anonym samtale, når selvmordstankerne presser på.

Det giver så meget mening, og du er i mine tanker hver gang, jeg tager afsted.

Der fandtes hverken selvmordslinie eller mobiltelefoner den aften i 1980, hvor du nægtede at fortsætte, og du havde nok heller ikke ringet ind.

Men hvad nu, hvis tiden bare er noget, vi gør lineær, fordi vores hjerner ikke kan kapere andet?

Hvad nu, hvis vi kan kontakte hinanden gennem tid, sted og rum?

Hvad nu, hvis du pludselig ringede i aften klokken 22.45, og jeg tog telefonen, og jeg kunne overtale dig til at opgive din anonymitet og få sendt hjælp?

Ville du så stå hos mig igen?

Jeg kan slet ikke huske din stemme, far.
Jeg husker din duft – af 4711-Eau de Cologne, barbersprit, Manne-cerutter og bajere.
Og jeg husker din hektiske mimik.

Men din stemme er helt borte fra min erindring.

Og lige nu savner jeg den.
Savner at kunne huske den.

Hvordan ville det mon være at have haft dig hele livet?

Hvordan ville det mon være hvis du levede endnu, og vi kunne fejre din 100 års fødselsdag den 1. november?

Det tænker selvmorderens søn ofte over – for at være efterladt er en livslang plads på skolebænken i fagene tab, sorg, vrede, afmagt, håbløshed, savn og accept.

Men allermest tænker han varme, dejlige tanker om sin far.

Jeg elsker dig.

https://www.youtube.com/watch?v=OLkBW0n2_y4

Bo & Bellman på bakken

Min definition af den ultimative frihed?

Jeg har to.
Før og efter Sverige.

1973.
Sommer.
16 år.
Og næsten aldrig kysset.

Den blå togvogn fra Deutsche Bundesbahn skrumler sig af sted på sin vej sydpå med kursen mod Salzburg.
Skoleudflugt.
3. real B.
Vi drikker 80 procents Stroh Rum med cola, hører Sebastian, Gasolin og Paul Simon – og Kirsten vil kysse.

Det er sommer. Nat. Fuldmåne.
Oven over den elektriske togvogn gnistrer det som fra en radiobil.
Jeg står i toggangen. Kigger på de tindrende lys fra de små alpebyer, vi passerer.
Hver gang, vi har passeret en tunnel eller en bro, dukker et ny fantastisk scenarie op.

Jeg trækker vinduet ned. Stikker hovedet ud. Lader den lune vind lege med mine kinder og det lange hår.
Verden venter på en nordfynsk købmandssøn, der i det daglige har nok at slås med derhjemme på gaden og i klassen.
Men her, lige her i nat, er jeg fri.

Hold kæft, hvor er jeg fri.

35 år, to børn og tre ægteskaber senere.
Jeg har rejst verden rundt, men først nu mærker jeg den igen.
Friheden. Som nu på den anden side af de 50 for mig er roen. Den ultimative ro.

Og nu venter et fantastisk forår.
Duftene af frisk muld, fugleungerne i min postkasse, den friske rævegrav, tranerne som dansede nyforelskede rundt på min eng, bækken som gurglede mere og endnu smukkere, end den plejer, og den dag, en elgemor pludselig kom spankulerende med sin lille kalv lige uden for mit gæstehus, hvor jeg sad og skrev på mine bøger.

Så kommer midsommeren. Majstang og spillemænd, harmonikaer og violiner, nationaldragter, sild med syrnet fløde, purløg, nye dildkogte kartofler, øl og snaps. Jordbær med fløde.
Og de gifte- og danselystne unge svenske møer.
Jeg står lige her i Sverige og føler mig i et flygtigt splitsekund som verdens lykkeligste mand.

Gisp, hvor er jeg lykkelig.

Indtil 2014 boede jeg i Sverige.
I syv år.
Til daglig var skoven min.
I Småland fandt jeg inspirationen. Og frem for alt roen. Stilheden. Muligheden for en fordybelse, jeg på ingen måde kunne fange i Danmark.

Herude i ingenmandsland kunne mit urolige sind bade i de spejlblanke søer.
Jeg blev en del af naturen. Vi fulgte hinandens liv og dage, og ligesom min fede hankat Lunte fik længere knurhår af livet i skoven, blev også mine egne sanser blevet skærpet til det ypperste.

Om søndagen kunne jeg, hvis jeg var heldig, og vinden var gunstig, høre kirkeklokkernes melodi fra Traryd danse gennem nåletræerne helt ud til min lille bakketop.
Og jeg registrerede instinktivt hver lille bevægelse i træerne eller sivene på engen.
Jeg lavede overspringshandlinger. Gik lange ture. Talte med dyrene, planterne og dagene. Sugede hver dråbe sol ud af de kortere og kortere dage.

Naturen og mennesket er skabt af den samme kilde til liv.
Og vi alle er lige meget værd.
Både elgen, træet og mig.
Vi har blot forskellige roller.

Man kan læse sig til kundskaber, men skoven og planterne ved bedst selv, hvad de er til for.

En forfatter havde forladt verdens vredeste, lykkeligste land, han sejlede 20 minutter over Øresund – og en dag stod han i en af verdens mest liberale og imødekommende nationer.
Og fra færgehavnen i Helsingborg søgte han langt ud i skovene.
Forbi rødmalede hytter, ødegårde og aftægtsgårde med hvide hjørnestolper.

Og nu sad han med levende lys i sit lille gæstehus for enden af alting.
Gennem det store staldvindue havde han i min yndlingsstol den med min varme kaffe og de blafrende stearinlys blafrende ved siden af den bærbare pc gennem de 18 indrammede, firkantede ruder udsigt til det liv, jeg forsøgte at sætte ord på, inden det satte sig på ham.

Her jagtede jeg det kreative kick. Flowet. Den ultimative tilstand, hvor ordene uden filter, mellemregninger eller forstyrrende tanker flød intravenøst ned i pc’en gennem fingrene. Hvor slusen var åben, og der var direkte, åben adgang.

Jeg mærker en melankolsk kærlighed til mit liv.
Men jeg accepterer, at der er ting i dette liv, jeg ikke fik, men så fik jeg noget andet i stedet, og derfor kan jeg på de gode dage betragte ting både indefra og udefra.

Jeg fik følsomheden af sangene, af hippierne i fjernsynet, af månelysets leg mellem vintergrene i den dybe skov.

Den lille dreng fra landsbyen og den langhårede halvfulde teenager fra det tyske halvfjerdser-nattog havde fundet endnu sit ultimative ingenmandsland.
Sin svenske skov med selvvalgt ensomhed, hvor han søgte efter en pipeline til stjernerne.

Jeg voksede op og blev journalist med en drøm om at redde verden. Men den eneste, jeg reddede, var mig selv.
I mange år fik jeg et kick af nyheder.
De var mit fix. Mit junk.
Indtil Mr. News en dag fik nok at være en del af bekymringsindustrien.
For intet er lettere end at sprede angst.

Og da jeg mærkede den på min egen krop, da nynazister i et anonymt brev til det blad, hvor jeg var ansat, og truede med at skyde hovedet af min søn, var det nok.

”Blot et enkelt tryk på aftrækkeren så er der no more fucking Østlund-son. Puff …”

Den dag jeg brød hulkende sammen i min bil, da de ringede fra avisen og læste op fra brevet, døde nyhedsjægeren Bo.
Og journalisten Bo døde under sit sidste engagement, som var et ni måneders vikariat på Billed-Bladet for at klare dagen og vejen.

Jeg anede ikke uråd, før jeg pludselig en sommerdag fandt mig selv i en klit i Gammel Skagen jagtende Kronprins Frederik og Mary med en ihærdig fotograf iført den største telelinse, jeg havde set i mit liv.

Jeg så den aldrig komme.

Det blev livet selv, som gav mig kniven for struben.

Så mødte jeg Sverige.

Jeg mærkede en frihed i Bellmans rige.
Lagde al min dårlige samvittighed til side i et land, hvor man tager livet og sin metier alvorligt.
Sverige rummer en mørk eftertænksomhed, som ikke findes i Danmark. Men også en livsglæde, en overlevelsesevne og en hjertelig åbenhed, vi danskere kunne lære meget af.

Jeg havde langt til naboerne her i skoven. Men når jeg opsøgte deres selskab, fortalte de generøst og tillidsfuldt om deres livs op- og nedture, mens de var klar til at gøre alt for at hjælpe.
Og kom jeg gående i den del af skoven en nat, kunne jeg være heldig gennem vinduerne at se, hvordan Frank og Gunna stadig dansede rundt i stuen som nyforelskede efter 30 års ægteskab.

Måske bor de gode ånder virkelig i jorden, hvorfra de kommer op og bemægtiger sig vores kroppe?

Jeg husker, da sommeren vinkede farvel.

Så kom efterårsstormene, som sendte de røde, gule, orange og brune blade på en forvirret, rundtosset, rasende rejse gennem luften, og vinterdagene med blyfarvede skyer og dage og nætter med hektiske snebyger, som pakkede alt ind i hvidt, og lukkede mig inde i mørkets skønhed her for enden af alting, indtil Jan Ove Pettersson pludselig en tidlig morgen dukkede op på gårdspladsen med sin traktor med sneploven fastspændt foran og igen skaffede mig adgang til resten af verden, inden han med et ”Hejsan” og et vink vendte om og kørte bort.

Indtil alt igen var helt stille.

Og det eneste, man kunne høre i det Falufarvede hus på bakketoppen, var lyden af to pegefingre, som med deres energiske, ensomme dans på det sorte tastatur forsøgte at knække endnu en kode til endnu en bog, som blev trykt på dét papir, som skabtes af dét træ, som omgav manden ved den bærbare pc, som kunne slippe sine hænder fri til at gøre, hvad de ville, fordi han var omringet af den skov, som holdt om ham.

Livets cirkel.

Og vi ses igen, Sverige.
Vi ses igen.

November

Hej november.

Hvor jeg dog hader dig, din gamle røver. Skarpt forfulgt af januar og februar er du i min livsbog årets værste måned.
Og var tiden, mulighederne og pengepungen til det, sad jeg for længst på en altan i det sydfranske og skrev, til fingrene, sjælen og hjertet blødte.
Så kunne du stå her alene i mørket.

Hej Tom Waits.

Du rammer mig med din sang, som er så deprimerende, at jeg får lyst til at banke hovedet ind i et træ, drukne mig i vemodet og drømmene, og bruge dagen på at se videobåndene fra mine bryllupper og genlæse alle mine gamle kærestebreve fra dette liv fra kvinder, som jeg ikke aner hvor er i dag.

Fandt de den lykke, som vi skrev så inderligt sammen om, så postbudene må have brændt deres fingre på kuverterne?
Indtil den og drømmene en dag forsvandt.
Lever de?

Men tilbage til din sang, Tom.

Først saven – og så tre minutters rå tristesse:

November
It only believes
In a pile of dead leaves
And a moon
That’s the color of bone

November has tied me
To an old dead tree
Get word to April
To rescue me.

Men november.

Du pirrer også min nostalgi, mit vemod og min melankoli, som er tå tyk, at man kan skære i den.
Du gi’r min sorte side – som også er en del af mig – gåsehud.

For uden mørket, intet lys.
Uden november, ingen april.
Måske hader Radio24Syv’s programchef Mads Brügger også bare november og bokser med sit eget mørke, siden han i weekenden valgte at besvare min kommentar om stationens behandling af og shitstorm på Stig Møller således på 24/7’s Facebook-side:

‘Det er jo helt åbenlyst er skrevet ud fra et glødende had til journalister, og; fornemmer jeg, muligvis også et latent had til kvinder’.

Eller også har den gode Brügger det fint – og så handler det bare om, at stationen med de fine etiske formler, som ser sig selv selv som foxy, sexy og progressiv, ikke vil forstyrres i deres selvforståelse i elfenbensstårnet.

Måske ER det bare mig?

Måske HADER jeg virkelig journalister og kvinder af et ikke bare glødende, men også ondt, hjerte.

Hvad der jo gør mine 40 og otte måneder i journalistfaget og mine ægteskaber og kærlighedsforhold til det modsatte køn endnu mere håbløse og til endnu mere spild af liv …

Så af hjertet (det glødende og onde) undskyld til min branche, mine kvinder – og til dig november. Din sorte satan, som flirter med depressionen og skubber mig ud på kanten af hullet.

Derude, hvor jeg ser bladene drysser ned over haven, indkørslen og mit lille stråtægte hus ved skovvejen.

Derude, hvor jeg bliver bange for, at den skade, jeg har i hælen, bliver værre, så jeg ikke længere kan løbe, derude hvor jeg bliver ked af, at den pige, jeg gerne vil kysse, ikke vil kysse mig, derude hvor jeg synes, jeg er blevet gammel, fed og grim og frygter at runde de 60 næste år – derude, hvor jeg VED, at jeg kun har én fjerdedel af livet tilbage og har klattet de første tre fjerdedele væk.

Derude, hvor jeg er så bange for, jeg ikke når det, før det hele er for sent.

Men november … lige inden, du skubber mig i, hvisker du:

‘Hey … jeg gløder også af rødbrune farver med gullige glemsler, jeg sitrer af lys gennem tågen, jeg er fyldt med poesi og tilgivelse og fred, og jeg er ikke hysterisk som maj med dens tåbelige krav om boblende forelskelse og livsglæde.
Jeg er mig. Lige så stille mig. Tag min mærke, kolde, triste, deprimerede hånd og gå med ind i det sorteste sorte …’

Og det gør jeg.

Og jeg finder hvert år på magisk vis gennem det kilometertykke mørke frem til den anden side af mit sind og mig.

Dét, som er den lyse, legende, kulørte og barnligt glade Bo – den Bo, som pludselig er tindrende, tosset ligeglad med november, fordi månedens mørke får lyset til at skinne endnu stærkere.

Det kræver mod at gå ind i mørket.
Men det er i mørket, og i de kraftigske skygger, vi ser lyset endnu kraftigere.
Ser meningen med lyset.

Og så finder jeg den pludselig!

Finder den side af mig, som glæder sig til hver dag og hver uge – som nu denne uge med mit arbejde med min dokumentarfilm, en bog og artikler, med møder med venner og spændende interviewofre, med gode løbeaftener i den lokale klub, med årets fede bogmesse, med et sjovt løbs-arrangement på startbanerne på Roskilde Lufthavn i mørket fredag aften, med koncert med Sebastian søndag aften og med det frivillige arbejde på Livslinien, som giver så eget mening i forhold til fars selvmord.

Så mærker jeg pludselig – igen – at livet ikke det værste, man har.

Selv i en uge, som kalder sig 45, for en mand, som hader november, journalister og kvinder.

Den skide hæl skal sgu nok holde, den søde mund vil sikkert pludselig kysses, patina er pop, og late fifties er den fedeste alder ever.

Og om lidt er kaffen – kulsort som måneden – klar.

https://www.youtube.com/watch?v=JeAP1KyPDzM

Dagdrømme i Dragør

Så sidder jeg der på havnen i look-a-like-Gammel-Skagen med en kop kaffe.

Lukker øjnene.
Lader dén sol, som mister livskraft dag for dag, varme dét ansigt, som allerede ikke kan vente på næste forår.

Og lader tankerne flyde.

Mellemøsten gløder.
De brænder asylcentre af og stiller galger op i Sverige og Tyskland.
Og herhjemme piskes unge og børnefamilier af et folketing, som med meget få undtagelser kun tænker i vækst.

Arbejd-arbejd-arbejd!
Løb-løb-løb!

I 2020 skal vi være de dygtigste, hurtigste, smarteste – og vi respekterer og accepterer hverken fjumreår, svinkeærinder, flygtninge eller skæve tanker og eksistenser – sidstnævnte medicinerer vi eller tilbyder at sortere fra inden en eventuel fødsel, for forskningen, den teknologiske udvikling og kassetænkning er Gud.

Om I er glade eller, harmoniske eller glade for at stå op om morgenen i 2020, rager os.

Men ro, renlighed, pæne midterskilninger og snorlige, regelrette stempelkande- og citronmåneliv, tak.

Find jeres livsvej som børn, følg den, få en masse børn til samfundet, arbejd hårdt, længe og mange af døgnets timer og send jeres pressede, stressede unger endnu flere timer i heldagsskole og underbemandede daginstitutioner.

Og er der mere ballade med jer robotter, kan I få en chip i nakken, når I bliver født, så vi kan holde øje med, hvor I går og står og hvad I laver, og plukke de organer, vi har brug for, når vi vil.

Og har I problemer med det, så æd noget mere psykofarmaka.

Capisce?

Åbner øjnene, tænker på Bhutan, der som det eneste land i verden måler sin velstand ud fra bæredygtighed og borgernes lykke – og kigger på den gode kutter KRÆ-FRIHED fra Hvide Sande, som tøffer forbi mig og kaffen.

Og overvejer et øjeblik at bygge mit eget ark, male det i alle regnbuens farver, fylde det med mine børn og alle de andre, jeg elsker og holder af, bilde mig og os selv ind, at jorden virkelig ER flad som en pandekage – og så sejle afsted til kanten af dette morads og udover den og langsomt

falde

f
a
l
d
e

… og lande et andet sted i en anden tid på en anden planet i et andet solsystem – et sted hvor vi ikke dræber hinanden, fordi vi ikke kan blive enige om, hvilken profet, som taler med den reneste og smukkeste tunge.

Et sted, hvor vi ikke konstant skal definere os ud fra det land, vi tilfældigvis blev født som borgere i – selv om vi på disse breddegrader var så heldige at blive hevet ud af mors skød til et velfærdssamfund.

Et sted, hvor vi ikke bruger tiden på jorden til at leve op til alle mulige andres krav. Forældrenes, ægtefællens, familiens, samfundets, regeringens.

Og et sted baseret på kærlighed, ydmyghed, respekt, taknemmelighed, tillid og tilgivelse mere end cool cash og selfies.

Jo – jeg er tindrende, skide naiv.

Men sådan en onsdag på Dragør Havn blandt lokale fiskere, se-mig-jetsettere og japanske krydstogtsturister er der sgu ikke rigtig nogen anden udvej.

Og hvad nu, hvis vi alle sammen sagde ‘nok er nok!’?
Vi bestemmer jo selv.
Du og jeg.

Imagine there’s no heaven
It’s easy if you try
No hell below us
Above us only sky
Imagine all the people
Living for today…

Imagine there’s no countries
It isn’t hard to do
Nothing to kill or die for
And no religion too
Imagine all the people
Living life in peace…

You may say I’m a dreamer
But I’m not the only one
I hope someday you’ll join us
And the world will be as one

Imagine no possessions
I wonder if you can
No need for greed or hunger
A brotherhood of man
Imagine all the people
Sharing all the world…

You may say I’m a dreamer
But I’m not the only one
I hope someday you’ll join us
And the world will live as one

https://www.youtube.com/watch?v=DVg2EJvvlF8

Naturen og det bange, bange menneske

Mennesket har altid tilbedt naturen.
Men samtidig har vi forsøgt at bekæmpe den.
Kontrollere den.

I vort evige ønske efter at være in command.

Vi vil kende dens tanker, fordi vi samtidig frygter den.
På et tidspunkt glemte vi at respektere den.
Og da respekten forsvandt, forsvandt alt.

Den dialektiske tyske filosof og sociolog Theodor W. Adorno lurede dette menneskets harakiri før alle andre:

‘Jo mere vi forsøger at slå naturen ihjel og befri os fra dens overmagt, jo mere besejrer den os i form af fornyet ufrihed og barbari.’

Forinden havde Søren Kierkegaard sat ord på vores angst:

‘Mennesket befinder sig som den eneste skabning midt mellem englen og dyret.’

Vi har nemlig en fri vilje.
En bevidsthed.
Vi ved, vi skal dø.

Derfor lever mennesket ikke som dyret på instinkt.
Vi lever på angsten.
Men vi tør ikke gå ind i den, selv om vor eneste mulighed er at slutte fred med angsten.

I stedet søger vi tilflugt i psykofarmaka, som udskrives med rund hånd mod alt fra hæmorider til ondt i sjælen – eller i religionen i håbet om at klare skærene – og undgå at brænde nallerne på skærsilden.

På mit gamle langbord her i skoven ligger en bog med et omslag i håbets farve.

Min egen livsmentor og inspirationskilde er den amerikanske filosof Henry David Thoreau, som gennem hele sit liv søgte den store sammenhæng i de mindste ting.

Han rejste i 1845 ud for at bo alene uden andre hjælpemidler end sine hænder i et lillebitte bjælkehus, han selv byggede, på bredden af skovsøen Walden Pond i Concord, Massachusetts.

Han gjorde det for at skære ind til hjertekulen og beskæftige sig med livets grundlæggende kendsgerninger af frygt for, at han, når døden nærmede sig, skulle opdage, han ikke havde levet.

I to år og to måneder gjorde han i sin isolation notater om naturen og menneskenes forhold til den – og i 1854 udgav han sit hovedværk formet som en rapport om det eksperiment, han foretog med sit eget liv:

”Jeg flyttede ud i skovene, fordi jeg gerne ville leve bevidst, befatte mig udelukkende med livets grundlæggende kendsgerninger.
Mit liv skulle gå i dybden, jeg ville suge al dets marv, leve så strengt og spartansk, at alt det, der ikke var liv, blev slået på flugt eller mejet ned, jeg ville drive livet op i en krog og finde dets inderste væsen.”

Svaret på livets mening er ifølge Thoreau ikke nye meningsløse opfindelser og blind vækst.

Men derimod at skrælle alt, der ikke tjener til livets fysiske og åndelige opretholdelse, bort og i intimt samvær med naturen at leve et simpelt liv, som frigør og forløser mennesket fra forbrugerræset.

At lytte til os selv og den natur, vi har del i og er en del af, men som vi af al magt forsøger at frigøre os fra

”Walden – livet i skovene” er en bog, som er god at have inden for rækkevidde hele livet igennem …