Kategoriarkiv: Naturen

Bo & Bellman på bakken

Min definition af den ultimative frihed?

Jeg har to.
Før og efter Sverige.

1973.
Sommer.
16 år.
Og næsten aldrig kysset.

Den blå togvogn fra Deutsche Bundesbahn skrumler sig af sted på sin vej sydpå med kursen mod Salzburg.
Skoleudflugt.
3. real B.
Vi drikker 80 procents Stroh Rum med cola, hører Sebastian, Gasolin og Paul Simon – og Kirsten vil kysse.

Det er sommer. Nat. Fuldmåne.
Oven over den elektriske togvogn gnistrer det som fra en radiobil.
Jeg står i toggangen. Kigger på de tindrende lys fra de små alpebyer, vi passerer.
Hver gang, vi har passeret en tunnel eller en bro, dukker et ny fantastisk scenarie op.

Jeg trækker vinduet ned. Stikker hovedet ud. Lader den lune vind lege med mine kinder og det lange hår.
Verden venter på en nordfynsk købmandssøn, der i det daglige har nok at slås med derhjemme på gaden og i klassen.
Men her, lige her i nat, er jeg fri.

Hold kæft, hvor er jeg fri.

35 år, to børn og tre ægteskaber senere.
Jeg har rejst verden rundt, men først nu mærker jeg den igen.
Friheden. Som nu på den anden side af de 50 for mig er roen. Den ultimative ro.

Og nu venter et fantastisk forår.
Duftene af frisk muld, fugleungerne i min postkasse, den friske rævegrav, tranerne som dansede nyforelskede rundt på min eng, bækken som gurglede mere og endnu smukkere, end den plejer, og den dag, en elgemor pludselig kom spankulerende med sin lille kalv lige uden for mit gæstehus, hvor jeg sad og skrev på mine bøger.

Så kommer midsommeren. Majstang og spillemænd, harmonikaer og violiner, nationaldragter, sild med syrnet fløde, purløg, nye dildkogte kartofler, øl og snaps. Jordbær med fløde.
Og de gifte- og danselystne unge svenske møer.
Jeg står lige her i Sverige og føler mig i et flygtigt splitsekund som verdens lykkeligste mand.

Gisp, hvor er jeg lykkelig.

Indtil 2014 boede jeg i Sverige.
I syv år.
Til daglig var skoven min.
I Småland fandt jeg inspirationen. Og frem for alt roen. Stilheden. Muligheden for en fordybelse, jeg på ingen måde kunne fange i Danmark.

Herude i ingenmandsland kunne mit urolige sind bade i de spejlblanke søer.
Jeg blev en del af naturen. Vi fulgte hinandens liv og dage, og ligesom min fede hankat Lunte fik længere knurhår af livet i skoven, blev også mine egne sanser blevet skærpet til det ypperste.

Om søndagen kunne jeg, hvis jeg var heldig, og vinden var gunstig, høre kirkeklokkernes melodi fra Traryd danse gennem nåletræerne helt ud til min lille bakketop.
Og jeg registrerede instinktivt hver lille bevægelse i træerne eller sivene på engen.
Jeg lavede overspringshandlinger. Gik lange ture. Talte med dyrene, planterne og dagene. Sugede hver dråbe sol ud af de kortere og kortere dage.

Naturen og mennesket er skabt af den samme kilde til liv.
Og vi alle er lige meget værd.
Både elgen, træet og mig.
Vi har blot forskellige roller.

Man kan læse sig til kundskaber, men skoven og planterne ved bedst selv, hvad de er til for.

En forfatter havde forladt verdens vredeste, lykkeligste land, han sejlede 20 minutter over Øresund – og en dag stod han i en af verdens mest liberale og imødekommende nationer.
Og fra færgehavnen i Helsingborg søgte han langt ud i skovene.
Forbi rødmalede hytter, ødegårde og aftægtsgårde med hvide hjørnestolper.

Og nu sad han med levende lys i sit lille gæstehus for enden af alting.
Gennem det store staldvindue havde han i min yndlingsstol den med min varme kaffe og de blafrende stearinlys blafrende ved siden af den bærbare pc gennem de 18 indrammede, firkantede ruder udsigt til det liv, jeg forsøgte at sætte ord på, inden det satte sig på ham.

Her jagtede jeg det kreative kick. Flowet. Den ultimative tilstand, hvor ordene uden filter, mellemregninger eller forstyrrende tanker flød intravenøst ned i pc’en gennem fingrene. Hvor slusen var åben, og der var direkte, åben adgang.

Jeg mærker en melankolsk kærlighed til mit liv.
Men jeg accepterer, at der er ting i dette liv, jeg ikke fik, men så fik jeg noget andet i stedet, og derfor kan jeg på de gode dage betragte ting både indefra og udefra.

Jeg fik følsomheden af sangene, af hippierne i fjernsynet, af månelysets leg mellem vintergrene i den dybe skov.

Den lille dreng fra landsbyen og den langhårede halvfulde teenager fra det tyske halvfjerdser-nattog havde fundet endnu sit ultimative ingenmandsland.
Sin svenske skov med selvvalgt ensomhed, hvor han søgte efter en pipeline til stjernerne.

Jeg voksede op og blev journalist med en drøm om at redde verden. Men den eneste, jeg reddede, var mig selv.
I mange år fik jeg et kick af nyheder.
De var mit fix. Mit junk.
Indtil Mr. News en dag fik nok at være en del af bekymringsindustrien.
For intet er lettere end at sprede angst.

Og da jeg mærkede den på min egen krop, da nynazister i et anonymt brev til det blad, hvor jeg var ansat, og truede med at skyde hovedet af min søn, var det nok.

”Blot et enkelt tryk på aftrækkeren så er der no more fucking Østlund-son. Puff …”

Den dag jeg brød hulkende sammen i min bil, da de ringede fra avisen og læste op fra brevet, døde nyhedsjægeren Bo.
Og journalisten Bo døde under sit sidste engagement, som var et ni måneders vikariat på Billed-Bladet for at klare dagen og vejen.

Jeg anede ikke uråd, før jeg pludselig en sommerdag fandt mig selv i en klit i Gammel Skagen jagtende Kronprins Frederik og Mary med en ihærdig fotograf iført den største telelinse, jeg havde set i mit liv.

Jeg så den aldrig komme.

Det blev livet selv, som gav mig kniven for struben.

Så mødte jeg Sverige.

Jeg mærkede en frihed i Bellmans rige.
Lagde al min dårlige samvittighed til side i et land, hvor man tager livet og sin metier alvorligt.
Sverige rummer en mørk eftertænksomhed, som ikke findes i Danmark. Men også en livsglæde, en overlevelsesevne og en hjertelig åbenhed, vi danskere kunne lære meget af.

Jeg havde langt til naboerne her i skoven. Men når jeg opsøgte deres selskab, fortalte de generøst og tillidsfuldt om deres livs op- og nedture, mens de var klar til at gøre alt for at hjælpe.
Og kom jeg gående i den del af skoven en nat, kunne jeg være heldig gennem vinduerne at se, hvordan Frank og Gunna stadig dansede rundt i stuen som nyforelskede efter 30 års ægteskab.

Måske bor de gode ånder virkelig i jorden, hvorfra de kommer op og bemægtiger sig vores kroppe?

Jeg husker, da sommeren vinkede farvel.

Så kom efterårsstormene, som sendte de røde, gule, orange og brune blade på en forvirret, rundtosset, rasende rejse gennem luften, og vinterdagene med blyfarvede skyer og dage og nætter med hektiske snebyger, som pakkede alt ind i hvidt, og lukkede mig inde i mørkets skønhed her for enden af alting, indtil Jan Ove Pettersson pludselig en tidlig morgen dukkede op på gårdspladsen med sin traktor med sneploven fastspændt foran og igen skaffede mig adgang til resten af verden, inden han med et ”Hejsan” og et vink vendte om og kørte bort.

Indtil alt igen var helt stille.

Og det eneste, man kunne høre i det Falufarvede hus på bakketoppen, var lyden af to pegefingre, som med deres energiske, ensomme dans på det sorte tastatur forsøgte at knække endnu en kode til endnu en bog, som blev trykt på dét papir, som skabtes af dét træ, som omgav manden ved den bærbare pc, som kunne slippe sine hænder fri til at gøre, hvad de ville, fordi han var omringet af den skov, som holdt om ham.

Livets cirkel.

Og vi ses igen, Sverige.
Vi ses igen.

November

Hej november.

Hvor jeg dog hader dig, din gamle røver. Skarpt forfulgt af januar og februar er du i min livsbog årets værste måned.
Og var tiden, mulighederne og pengepungen til det, sad jeg for længst på en altan i det sydfranske og skrev, til fingrene, sjælen og hjertet blødte.
Så kunne du stå her alene i mørket.

Hej Tom Waits.

Du rammer mig med din sang, som er så deprimerende, at jeg får lyst til at banke hovedet ind i et træ, drukne mig i vemodet og drømmene, og bruge dagen på at se videobåndene fra mine bryllupper og genlæse alle mine gamle kærestebreve fra dette liv fra kvinder, som jeg ikke aner hvor er i dag.

Fandt de den lykke, som vi skrev så inderligt sammen om, så postbudene må have brændt deres fingre på kuverterne?
Indtil den og drømmene en dag forsvandt.
Lever de?

Men tilbage til din sang, Tom.

Først saven – og så tre minutters rå tristesse:

November
It only believes
In a pile of dead leaves
And a moon
That’s the color of bone

November has tied me
To an old dead tree
Get word to April
To rescue me.

Men november.

Du pirrer også min nostalgi, mit vemod og min melankoli, som er tå tyk, at man kan skære i den.
Du gi’r min sorte side – som også er en del af mig – gåsehud.

For uden mørket, intet lys.
Uden november, ingen april.
Måske hader Radio24Syv’s programchef Mads Brügger også bare november og bokser med sit eget mørke, siden han i weekenden valgte at besvare min kommentar om stationens behandling af og shitstorm på Stig Møller således på 24/7’s Facebook-side:

‘Det er jo helt åbenlyst er skrevet ud fra et glødende had til journalister, og; fornemmer jeg, muligvis også et latent had til kvinder’.

Eller også har den gode Brügger det fint – og så handler det bare om, at stationen med de fine etiske formler, som ser sig selv selv som foxy, sexy og progressiv, ikke vil forstyrres i deres selvforståelse i elfenbensstårnet.

Måske ER det bare mig?

Måske HADER jeg virkelig journalister og kvinder af et ikke bare glødende, men også ondt, hjerte.

Hvad der jo gør mine 40 og otte måneder i journalistfaget og mine ægteskaber og kærlighedsforhold til det modsatte køn endnu mere håbløse og til endnu mere spild af liv …

Så af hjertet (det glødende og onde) undskyld til min branche, mine kvinder – og til dig november. Din sorte satan, som flirter med depressionen og skubber mig ud på kanten af hullet.

Derude, hvor jeg ser bladene drysser ned over haven, indkørslen og mit lille stråtægte hus ved skovvejen.

Derude, hvor jeg bliver bange for, at den skade, jeg har i hælen, bliver værre, så jeg ikke længere kan løbe, derude hvor jeg bliver ked af, at den pige, jeg gerne vil kysse, ikke vil kysse mig, derude hvor jeg synes, jeg er blevet gammel, fed og grim og frygter at runde de 60 næste år – derude, hvor jeg VED, at jeg kun har én fjerdedel af livet tilbage og har klattet de første tre fjerdedele væk.

Derude, hvor jeg er så bange for, jeg ikke når det, før det hele er for sent.

Men november … lige inden, du skubber mig i, hvisker du:

‘Hey … jeg gløder også af rødbrune farver med gullige glemsler, jeg sitrer af lys gennem tågen, jeg er fyldt med poesi og tilgivelse og fred, og jeg er ikke hysterisk som maj med dens tåbelige krav om boblende forelskelse og livsglæde.
Jeg er mig. Lige så stille mig. Tag min mærke, kolde, triste, deprimerede hånd og gå med ind i det sorteste sorte …’

Og det gør jeg.

Og jeg finder hvert år på magisk vis gennem det kilometertykke mørke frem til den anden side af mit sind og mig.

Dét, som er den lyse, legende, kulørte og barnligt glade Bo – den Bo, som pludselig er tindrende, tosset ligeglad med november, fordi månedens mørke får lyset til at skinne endnu stærkere.

Det kræver mod at gå ind i mørket.
Men det er i mørket, og i de kraftigske skygger, vi ser lyset endnu kraftigere.
Ser meningen med lyset.

Og så finder jeg den pludselig!

Finder den side af mig, som glæder sig til hver dag og hver uge – som nu denne uge med mit arbejde med min dokumentarfilm, en bog og artikler, med møder med venner og spændende interviewofre, med gode løbeaftener i den lokale klub, med årets fede bogmesse, med et sjovt løbs-arrangement på startbanerne på Roskilde Lufthavn i mørket fredag aften, med koncert med Sebastian søndag aften og med det frivillige arbejde på Livslinien, som giver så eget mening i forhold til fars selvmord.

Så mærker jeg pludselig – igen – at livet ikke det værste, man har.

Selv i en uge, som kalder sig 45, for en mand, som hader november, journalister og kvinder.

Den skide hæl skal sgu nok holde, den søde mund vil sikkert pludselig kysses, patina er pop, og late fifties er den fedeste alder ever.

Og om lidt er kaffen – kulsort som måneden – klar.

https://www.youtube.com/watch?v=JeAP1KyPDzM

Naturen og det bange, bange menneske

Mennesket har altid tilbedt naturen.
Men samtidig har vi forsøgt at bekæmpe den.
Kontrollere den.

I vort evige ønske efter at være in command.

Vi vil kende dens tanker, fordi vi samtidig frygter den.
På et tidspunkt glemte vi at respektere den.
Og da respekten forsvandt, forsvandt alt.

Den dialektiske tyske filosof og sociolog Theodor W. Adorno lurede dette menneskets harakiri før alle andre:

‘Jo mere vi forsøger at slå naturen ihjel og befri os fra dens overmagt, jo mere besejrer den os i form af fornyet ufrihed og barbari.’

Forinden havde Søren Kierkegaard sat ord på vores angst:

‘Mennesket befinder sig som den eneste skabning midt mellem englen og dyret.’

Vi har nemlig en fri vilje.
En bevidsthed.
Vi ved, vi skal dø.

Derfor lever mennesket ikke som dyret på instinkt.
Vi lever på angsten.
Men vi tør ikke gå ind i den, selv om vor eneste mulighed er at slutte fred med angsten.

I stedet søger vi tilflugt i psykofarmaka, som udskrives med rund hånd mod alt fra hæmorider til ondt i sjælen – eller i religionen i håbet om at klare skærene – og undgå at brænde nallerne på skærsilden.

På mit gamle langbord her i skoven ligger en bog med et omslag i håbets farve.

Min egen livsmentor og inspirationskilde er den amerikanske filosof Henry David Thoreau, som gennem hele sit liv søgte den store sammenhæng i de mindste ting.

Han rejste i 1845 ud for at bo alene uden andre hjælpemidler end sine hænder i et lillebitte bjælkehus, han selv byggede, på bredden af skovsøen Walden Pond i Concord, Massachusetts.

Han gjorde det for at skære ind til hjertekulen og beskæftige sig med livets grundlæggende kendsgerninger af frygt for, at han, når døden nærmede sig, skulle opdage, han ikke havde levet.

I to år og to måneder gjorde han i sin isolation notater om naturen og menneskenes forhold til den – og i 1854 udgav han sit hovedværk formet som en rapport om det eksperiment, han foretog med sit eget liv:

”Jeg flyttede ud i skovene, fordi jeg gerne ville leve bevidst, befatte mig udelukkende med livets grundlæggende kendsgerninger.
Mit liv skulle gå i dybden, jeg ville suge al dets marv, leve så strengt og spartansk, at alt det, der ikke var liv, blev slået på flugt eller mejet ned, jeg ville drive livet op i en krog og finde dets inderste væsen.”

Svaret på livets mening er ifølge Thoreau ikke nye meningsløse opfindelser og blind vækst.

Men derimod at skrælle alt, der ikke tjener til livets fysiske og åndelige opretholdelse, bort og i intimt samvær med naturen at leve et simpelt liv, som frigør og forløser mennesket fra forbrugerræset.

At lytte til os selv og den natur, vi har del i og er en del af, men som vi af al magt forsøger at frigøre os fra

”Walden – livet i skovene” er en bog, som er god at have inden for rækkevidde hele livet igennem …

Min grønspættebog

Nu har jeg brugt snart 60 år på at lære alt og finde og forstå meningen med livet – og jeg har på rejsen gennem mine erfaringer fundet ud af, at det hele i MIN helt egen private udgave af Tilværelsens Bog kan skæres ned til 12 enkle sætninger i ikke-prioriteret rækkefølge:

1.
Det eneste, jeg ved, er, at jeg intet ved.

2.
Alt er lige nøjagtig, som det skal være.

3.
Lyt altid til din første indskydelse, mavefornemmelse, intuition.
Dér finder du det rigtige svar. Altid!
Al videre tænkning foretages af regnemaskinen og vægten, som har deres egen agenda.

4.
Rejs med kærlighed, ydmyghed, respekt, taknemmelighed og tilgivelse – uden dette på nogen måde behøver være spundet ind i et religiøst koncept.

5.
Lev her og nu. I Nuets magiske kraft. I dagen, timen, minuttet & sekundet.
I går var i går – i morgen er i morgen.

6.
Alt er energi – så hav lige så meget respekt for træet og planten og stenen som for mennesket og dyret.

7.
Vi er alle unikke sjæle på hver vores rejse, hvor vi hver især skal lære noget i hver vores liv – så selv den ynkeligste og værste person, jeg møder, kan være nået længere i sin udvikling som sjæl end jeg. Han eller hun skal blot opleve dette i sit nuværende liv, hvor jeg skal opleve og lære mit.
Hav derfor lige stor respekt og forståelse for alle medmennesker – uanset hvordan de agerer.

8.
Jeg skal lære af hver eneste sten i mit livs rygsæk – af hver smerte og hvert nederlag. Af hver gang, jeg mister.
Derfor er modvinden også min ven og læremester.
Men jeg lærer naturligvis også af mine sejre og alt det, som lykkes.

9.
Lyt til hjertets kærlighed og ikke egoets selviskhed – og bliv altid på din egen banehalvdel og ikke andres.

10.
Gør dig ikke til offer – men til Mester i dit eget liv.
Følg dit hjerte og vær bevidst om Loven om tiltrækning og muligheden for af manifestere dine ønsker.
Hvad du sender ud af tanker, sender Universet tilbage mangefold tilbage. Tænker jeg: Jeg er ulykkelig, uheldig og kærlighedsløs, giver Universet mig mere af samme skuffe.
Vender jeg de negative tanker, kan jeg aktivere Loven om tiltrækning, få adgang til mit højeste selv og den fantastiske, skabende kraft, vi alle besidder, og skabe det liv, jeg virkelig ønsker både hvad angår helbred, velvære og velstand.

11.
Jeg er en sjæl med en fysisk krop – ikke en fysisk krop med en sjæl.

12.
Respekter du som menneske skal kæmpe en evig kamp, fordi du står midt mellem englen og dyret – med moral på den ene siden og drifter og instinkt på den anden. Og vær bevidst om, at du er det eneste dyr med en bevidsthed.

Småland …

Her står jeg så.Tilbage i Småland for første gang siden flytningen for halvandet år siden.
Og mindes om, man aldrig skal opsøge sin ekskæreste, fordi man overvældes af et hav af mærkelige følelser, som stritter i alle mulige retninger.Skoven og Sverige reddede mit liv, og jeg fandt mig selv og fik grædt, råbt, tilgivet, elsket, kysset, forstået, skrevet så fingrene blødte og danset kinddans med engle og dæmoner (og elge, vildsvin og naturvæsener) i de syv år fra 2007 til 2014, hvor jeg retu…rnerede til Jantes land uden høje bjerge som et andet – helt – menneske.

Og nu står jeg akkompagneret af fuglenes sang med alle mine minder her på engen i Carl Michael Bellmans, ABBA’s og Zlatan’s land og savner min magiske gård helt ind i sjæl, hjerte, knogler og marv – og føler mig samtidig som en vildtfremmed i den tunge skovluft her i mit eget hood, som jeg kender alle tider på året som min egen bukselomme.

Livet er en følelsesmæssig kogevask, hvor vi konstant rejser med lige dele savn og drømme.

Men alt er lige nøjagtig, som det skal være.
Døre lukkes, døre åbnes, vi lever, lærer, dør – og starter forfra og forfra og forfra …

gården

https://www.youtube.com/watch?v=oisBjxYkw8Y

Go’ flight, Andreas – men min helt hed altså Michael Collins

Verden eksploderede en sommerdag i 1969, da tre mænd satte kursen de 384.000 kilometer mod den lunefulde måne.

Ikke fordi det var let. Men fordi det var svært.

Det sagde præsidenten selv, og så må det jo passe.

Med flammer længere end en fodboldbane blev den lille Apollo 11-kapsel på 12 minutter sendt fra Kennedy Space Center 185 kilometer over jordens overflade, hvorfra modulet efter halvanden tur om jorden accelererede fri af jordens tyngdekraft.

Fly me to the moon.

Lørdag den 19. juli ankom Neil Armstrong, Edwin Aldrin og Michael Collins til månen, og dagen efter blev månelandingsfartøjet Eagle med Armstrong og Aldrin om bord adskilt fra kommandomodulet Columbia.

De dansede piruetter i måneskin foran Columbia, så moderskibets kommandopilot Collins kunne konstatere, at fartøjet navngivet efter den skaldede amerikanske ørn var intakt.

Herefter tændtes landingsmotoren, nedstigningen begyndte – og resten er verdenshistorie:

Armstrongs manuelle indgriben for at undgå at lande i et klippefyldt område, de sølle 25 sekunders brændstof tilbage på tanken, Ørnens succesfulde landing klokken 21.18, og menneskets første støvle på månen klokken 03.56.20 dansk tid.

En halv milliard mennesker verden over fulgte dramaet på de grynede fjernsynsbilleder. Og ikke mange danskere fik søvn denne nat, da der på den selvsamme skærm, som plejede at vise ”1 ret og 2 vrang”, ”Belphégor”, Dr. Lieberkind, Pedro Biker eller Jørgen Clevin, pludselig fremtrylledes billeder fra et drama, som udspillede sig langt ude i universet.

Midt på vejen foran en købmandsbutik i en lille nordfynsk flække for enden af alting stod en dreng med sit lille Kodak Instamatic-kamera.

Han satte en firkantet blitz i og fotograferede månen. Løb så ind og hentede sin fars 10×50 kikkert og forsøgte naivt, men ivrigt, at få øje på Michael Collins og Columbia på den ensomme færd rundt og rundt om månen.

“Apollo 11 – This is Houston. All your systems is looking good – going around the corner. We’ll see you on the other side. Over. Roger.”

Biiip …

Mens kammeraterne legede, de var Armstrong og Aldrin, fortsatte drengen, som nægtede at lande på månen, med at cirkle i kredsløb om sig selv, sine forældre og købmandsgården på den golde, grå planet, man kaldte Veflinge.

En uanselig flække omgivet af kulsorte marker og fyldt med særlinge, tørstige sjæle og løse hænder. 20 kilometer nordvest for Odense.

Men langt mere end 384.000 kilometer fra alting.

Hans helt – Command Module Pilot Michael Collins – fik naturligvis sammenkoblet de to rumfartøjer problemløst efter månelandingen, inden Collins i sin himmelske stridsvogn som en romersk gud atter red gennem verdensrummet for en tidlig amerikansk morgen tre dage senere at lande trioen og de 21,5 kilo sten og jord fra månen med et plump i Stillehavet.

Tre uger senere sad tre American Heroes foran verden ved Apollo 11 After-Fly Press Conference i Houston, Texas.

De kiggede ned i bordet, famlede med papirerne, undgik enhver øjenkontakt, og Neil, Edwin og Michael lignede tre nervøse skoledrenge, som var blevet taget med fingrene i kagedåsen, og som nu stod ret foran rektor og hans spanskrør.

Og som om dét ikke var nok, havde min egen Collins også anlagt sig et tarveligt lille børstesælgeroverskæg.

Klodens modigste mænd fortalte stammende og hostende om ting, verden allerede på forhånd vidste – og de gled uelegant af på ethvert spørgsmål om følelsen af og storheden ved som de første mennesker at have besøgt månen.

Det bizarre scenarie var en gave til eftertidens hardcore konspirationsteoretikere, som til deres dødsdag er overbevist om, at månelandingen dengang i 1969 var en umulighed med datidens teknologi og et hokuspokussvindelnummer optaget i Nevada-ørkenen.

Sådan kan det gå, når man laver helte af tre iskolde, militære testpiloter, hvis fornemste opgave er at indsamle oplysninger.

De var netop kommet ud af tre ugers isolation, forude ventede 45 dages forvirret hyldest i 25 lande verden over, og for disse astronauter var følelser fuldstændig irrationelle.

Havde man fra jorden spurgt Collins, hvad han følte ved at flyve rundt alene bag månen som den ensomste mand siden Adam, ville han have svaret ved at aflæse højden, trykket og temperaturen.

The Sterile Cockpit Rule: You do not transmit non-essential info!

For både Armstrong og Aldrin, og mange af de 10 øvrige mænd, som frem til december 1972 besøgte Luna, endte rejsen til månen da også som en forbandelse, de i store dele af deres efterfølgende liv ikke havde megen lyst til at tale om.

Både Armstrong og Aldrin blev skilt – Aldrin sågar to gange – og han led i årene efter månerejsen af både depression og alkoholisme.
Michael Collins nåede aldrig månens overflade. Til gengæld bevarede han sit ægteskab med Patricia.

I november samme år landsatte Apollo 12 endnu to mennesker på månen.
I Stormenes hav.

I 1971 landede Apollo 14 i Fra Mauro og Apollo 15 i Hadley-Apenninerne, og i 1972 Apollo 16 på Descarteshøjsletten og Apollo 17 i Taurus-Littrow-området.

Drengen, som nægtede at lande på månen, cyklede alene rundt i aftenskumringen og mørket med de lange plasticstrimler i forskellige kulører blafrende fra håndtagene på den gule cykel, han havde fået i fødselsdagsgave af far og mor.

Han havde haft en scrapbog, som han klistrede billeder og artikler fra hver månelanding ind i.

Men efterhånden mistede han interessen for alle de mennesker, som rejste derop. Og efter Apollo 15 var det slut.

Til gengæld voksede grublerierne om livets mening og universet inde i hans hoved om kap med angsten for den helt almindelige hverdag.
Han delte ikke sin frygt med nogen, for der var ingen at dele den med, og de ville alligevel ikke have forstået ham, hvis han havde fortalt det. Han turde heller ikke. Så kammeraterne og omgivelserne fik aldrig den side at se.

I stedet lukkede han sig inde i sin egen verden, hvor han uden synderligt held forsøgte at gøre sine dæmoner, som han gemte i en sort æske, til sine venner.

Denne tidlige onsdag på den anden septemberdag i 2015 er drengen blevet en voksen mand på næsten 60.

Jeg går en tur gennem morgenen med min hund, mens jeg kigger op og smiler til den måne, jeg alligevel aldrig helt har sluppet betagelsen af.

Tænker på seje danske Andreas, som jeg har den dybeste respekt for, mens han nu kredser omkring i jorden med 28.000 kilometer i timen – og jeg føler mig som det sidste menneske på jorden, mens jeg ser Lunas have og kratere, som min helt Michael Collins for 40 år siden fløj rundt om i sin ensomhed, inden han vendte hjem til sin Patricia og parrets tre børn og et liv uden helt samme forbandelse som hans to venner, der landede dernede.

Jeg tænker tit på, at jeg herude i skovens dybe stille ro og i intetheden konfronteres med den samme bevidstgørelse og fordybelse, som Collins må have mødt i sin ensomhed, når han i sine 48 minutter gemte sig bag månen uden kontakt med noget levende menneske.

Mange havde ondt af, at Collins ikke kom med ned og gik på månen.

Blandt andet rockgruppen Jethro Tull, som på deres album Benefit i 1970 præsenterede Ian Andersons sang ”Jeffrey and Me” om at være ensom, være tilovers:

I’m with you L.E.M.
Though it’s a shame that it had to be you.
The mother ship is just a blip
From your trip made for two.
I’m with you boys, so please employ just a little extra care.
It’s on my mind I’m left behind
When I should have been there.
Walking with you.

I virkeligheden var Collins’ største privilegium retten til den uendelige ensomhed.

Nu lyser den måne, han aldrig kom til at vandre på, for mig, mens jeg ad små skovstier og veje finder hjem til huset.

Den friske morgenluft fylder mine lunger.

Jeg kan høre min egen puls.

Og jeg mærker igen de eksalterede glimt af lykke.

Jeg er en sommerfugl

Jeg er en sommerfugl.

Jeg flakser fra blomst til blomst – og jeg lever i nuet. Lige nu. For jeg ved, at livet er kort.
Jeg lever kun få dage eller uger. Andre arter bliver et halvt år, hvis det lykkes dem at overleve vinteren som voksne.

Men jeg skal nå det hele nu. I dag og i morgen.
Livet – here I come!
Så jeg flakser rundt, og engang imellem sætter jeg mig og opsuger den flydende næring. Jeg elsker blomsternektar, harpiks eller frugtsaften fra nedfaldne frugter.

Mums!

Jeg er en Dagpåfugleøje.
En Inachis io.
Se mine smukke farver, når lyset bryder i mine skæl på vingerne. Jeg folder dem lige ud, så du bedre kan se …
Cool, ikke?
Jeg er især vild med øjepletterne på vingen. Så kan de dumme fugle bare komme an. De går nemlig efter øjnene, så jeg slipper med et hak i vingen.

Ha!

Jeg er en sommerfugl.
Og jeg er fri som fuglen.
Jeg startede som en æde-maskine med mange ben og syntes selv, jeg var en lækker larve, inden jeg spandt mig en puppe med en silketråd, som jeg producerede – og inde i puppen begyndte forvandlingen, som I mennesker ikke kan gøre efter.
Metamorfosen.

Smag lige på dét ord!

Fra at være en fast substans af celler gik indholdet i puppen – der før var mig, larven – i opløsning og blev til en flydende væske. Og væskens celler fandt så sammen og dannede det der blev til den voksne sommerfugl.
Mig.

Efter tre uger kom jeg ud, og så sad jeg lige der og ventede på livet, for jeg kunne ikke folde mine vinger ud, før jeg havde pumpet blod ud i de fine ribber i vingerne.
Og bagefter skulle de tørre. Lige dér var jeg bange for at blive ædt af et rovdyr.

Men jeg klarede den – og nu flakser jeg glad rundt her på sommerfuglebusken akkompagneret af fuglesang sammen med alle mine venner.
Vi er ikke mange forskellige slags her i Danmark – kun 74 dagsommerfugle mod tidligere næsten 100.
Vores levesteder er nemlig forsvundet.
Tak for det, mennesker!

Men til gengæld har vi flotte navne.

Dér flakser en Spættet Bredpande, dér er min ven Svalehale, dér en Grønbroget Kålsommerfugl, der en Monark, og dér en Orange Høsommerfugl, en Sørgekåbe, en Kejserkåbe, en Østlig Takvinge, en Engperlemorsommerfugl, en Okkergul Pletvinge, en Moserandøje, en Terningsommerfugl, en Blåhale, en Lille Ildfugl og en Kløverblåfugl.

Det ér sgu da sjovere end hedde Kurt, Dorthe og Irma.

Og nu må I undskylde mig.
Jeg skal videre, for jeg har lige et weekend-projekt.
Jeg skal have fundet en mage.

Jeg har kig på en sød lille, lækker sag, som jeg først så og bagefter lugtede mig frem til ved hjælp af mine følehorn, som også er mine antenner.
Jeg kan dufte hende på flere kilometers afstand. Jeg har selv duftskæl på vingerne, som fortæller hende, at det er den rigtige artsfælle, hun har fat i, når jeg gør en stormfuld kur lige om lidt … Romeo og Don Juan med vinger.

Er det sejt eller sejt?

Hvad siger I …?
Har jeg arme og ben?
Ligner jeg mere et menneske?
Spørger I, hvordan en dagsommerfugl kan skrive på pc …?

Visse vasse – jeg er en sommerfugl. En Dagpåfugleøje. En Inachis io.

Og det var jeg været, lige siden jeg som barn så min første sommerfugl i vores baghave på Nordfyn. I en opvækst, som bød på flere udfordringer, for mange tanker og for stor angst, end et lille barn og en ung knægt bør tumle med, blev sommerfuglebuskene bag købmandsgården mit hemmelige univers, hvor jeg lå på græsset og indsnusede kaskaderne af dufte, mens jeg følte eksploderende glimt at lykke ved at se mine vidunderlige, kulørte venner flakse rundt.

Her fandt jeg som barn hele meningen med livet og tilværelsen.

Indtil jeg en dag glemte både barnet og meningen med livet. Glemte, at man ikke kan fange skønheden. Den skal komme indefra – når tiden er. Men hvordan skulle en dreng overhovedet vide den slags?

Dén slags lærer man på den hårde måde.

HAPS …

Så lå sommerfuglen i mit lille sommerfuglenet, som smældene gennem solstrålerne.
Forsigtigt, meget forsigtigt uden at røre de smukke vinger – så der ikke skete noget med dens smukke vinger – fik jeg den ned i syltetøjsglasset. Ned til den dræbende æter.
Og så fortsatte jagten på andre af de flaksende skønheder. Jeg ville have dem.
Have deres skønhed.
Fange deres sjæl.
Deres magi.

Så den kunne blive min.

Når jagten var slut, og sommerfuglene var døde, gik turen ind til stuebordet. Mit operationsbord. Sommerfuglen skulle være frisk og blød, for var den tør, knækkede der altid ét eller andet, og så var den lige til at smide ud.
Nogle gange vågnede de op igen, når jeg tog dem op af glasset, og det var ikke så heldigt.

Jeg nålede den døde sommerfugl oven fra midt gennem forkroppen og lod nålen gå ud nøjagtigt mellem benene.
Det var vigtigt, at sommerfuglen sad lige på nålen, og at nålen sad lige på spændbrættet.
Kom jeg til at sætte sommerfuglen skævt, ville vingerne i den ene side nemlig klappe op og i den anden ned, og så blev det færdige dyr skævt. En æter-død sommerfugl vil nemlig gerne slå vingerne sammen.

Og så der jo ikke noget at kigge på.

Så dér stod de på lit de sommerfugle-parade gennemboret af nåle og med vingerne spændt ud , indtil jeg efter en uge kunne fjerne dem fra spændepladen og placere dem i en kasse.

De var der alle sammen. Alle mine højt elskede venner. Alle mine døde venner.
Kejserkåber, Citronsommerfugle, Påfugleøjne, Admiraler, Takvinger og Sørgekåber.
Og sørgeligt var det – også for alle dem, jeg ikke engang kendte navnene på.

Men dén aften, hvor jeg i et øjebliks kådhed skød solsorten og slukkede dens sang og liv med et hagl fra min Diana 22-luftbøsse, besluttede jeg mig for aldrig mere at lege herre over liv og død.

Da fuglen var begravet, og storvildstjægeren havde grædt meget lidt modige sine tårer, blev nålene trukket ud af de søde, smukke sommerfugle, hvorefter de døde, smukke flaksere kom i en lille æske og blev begravet ved siden af sommerfuglebuskene.

Siden har jeg ikke kunne slå en flue ihjel, og menneskets opfattelse af sig selv er vel i virkeligheden overvældende narcissistisk, og religionen hovmodig, når den sætter mennesket over alt andet og tror, at verden bare er til for os.

I dag får jeg min vigtigste viden fra skoven. Den giver mig ro og tvinger pulsen ned.
Intet er vigtigere og mere intenst end at gå og bo alene i skoven, at gå på jagt efter spor eller ekskrementer og pludselig møde ræven, rådyrene og rovfuglene.

Tidligere fik jeg til stadighed gåsehud og jeg kunne græde af glæde, når jeg mødte en elg eller et par vildsvin i min smålandske skov, eller når tranerne om foråret danser på engen foran mit hus.
Nu er Småland skiftet ud med det blide Vestsjælland og bøgeskoven.
Men glæden ved naturens gang er den samme.

Ikke to dage er ens. Og møderne bevæger mig. Fylder mig med taknemmelighed.

Da jeg var lille, fortalte min mormor mig, at hver en stjerne på himlen blinkede for en død person. Senere læste jeg Jules Verne. Bogen indeholdt tegninger, jeg ikke i min vildeste fantasi havde drømt om fandtes.
Af rumskibe.
Fjerne planeter.
Udforskningen af rummet.

Som 10-årig brugte jeg alle mine lommepenge til at bestille en stjernekikkert i et postordrekatalog – blot for at opdage, at kikkerten ikke kunne se længere end til byskiltet.
Så kom min interesse for Apollo-rumprojektet, og siden blev jeg fascineret af de flyvende tallerkener, som i stort tal opsøgte jorden.
Men pludselig holdt de en dag i 1970’erne op med at besøge os.

Måske fordi de fandt ud af, jorden ikke rummede intelligent liv?

I dag bruger jeg stjernerne og planeterne til at orientere mig i skoven om natten.

Menneskets største problem er i virkeligheden, at vi isolerer os fra resten af skabelsen og tolker dyr og natur udelukkende fra et videnskabeligt perspektiv.
Derfor ser vi aldrig resultatet af vores handlinger, og vi behøver heller ikke tage det fulde ansvar for dem.

Mennesket har altid tilbedt naturen. Men samtidig har vi forsøgt at bekæmpe den. Kontrollere den. I vort evige ønske efter at være in command.
Vi vil kende dens tanker, fordi vi samtidig frygter den.
På et tidspunkt glemte vi at respektere den.
Og da respekten forsvandt, forsvandt alt.

Den dialektiske tyske filosof og sociolog Theodor W. Adorno lurede dette menneskets harakiri før alle andre:
Jo mere vi forsøger at slå naturen ihjel og befri os fra dens overmagt, jo mere besejrer den os i form af fornyet ufrihed og barbari.

Forinden havde Søren Kierkegaard sat ord på vores angst:
Mennesket befinder sig som den eneste skabning midt mellem englen og dyret. Vi har nemlig en fri vilje. En bevidsthed.
Vi ved, vi skal dø.
Derfor lever mennesket ikke som dyret på instinkt. Vi lever på angsten. Men vi tør ikke gå ind i den, selv om vor eneste mulighed er at slutte fred med angsten.

I stedet søger vi tilflugt i religionen i håbet om at klare skærene.

På mit gamle langbord i stuen her i skoven ligger en bog med et omslag i håbets farve.

Min egen livsmentor og inspirationskilde er den amerikanske filosof Henry David Thoreau, som gennem hele sit liv søgte den store sammenhæng i de mindste ting.
Han tog i 1845 ud for at bo alene uden andre hjælpemidler end sine hænder i et lillebitte bjælkehus, han selv byggede, på bredden af skovsøen Walden Pond i Concord, Massachusetts.

Han gjorde det for at skære ind til hjertekulen og beskæftige sig med livets grundlæggende kendsgerninger af frygt for, at han, når døden nærmede sig, skulle opdage, han ikke havde levet.

’Jeg flyttede ud i skovene, fordi jeg gerne ville leve bevidst, befatte mig udelukkende med livets grundlæggende kendsgerninger. Mit liv skulle gå i dybden, jeg ville suge al dets marv, leve så strengt og spartansk, at alt det, der ikke var liv, blev slået på flugt eller mejet ned, jeg ville drive livet op i en krog og finde dets inderste væsen.’

Svaret på livets mening er ifølge Thoreau ikke nye meningsløse opfindelser og blind vækst. Men at skrælle alt, der ikke tjener til livets fysiske og åndelige opretholdelse, bort og i intimt samvær med naturen at leve et simpelt liv, som frigør og forløser mennesket fra forbrugerræset. Lytte til os selv og den natur, vi har del i og er en del af, men som vi af al magt forsøger at frigøre os fra

”Walden – livet i skovene” er en bog, som er god at have inden for rækkevidde hele livet igennem. Også i Småland, hvor man kan kende en mand på størrelsen af hans tågelygter.

Og hvad har alt dette så med en lille sommerfugleelskende nordfynsk dreng at gøre, kan du spørge.

Og jeg vil svare:

Alt.

Jeg er en sommerfugl.