En dag i begyndelsen af 1950’erne flyttede en høj og statelig mand med et pænt ansigt til min barndoms forblæste, nordfynske landsby Veflinge.

Den nye mand i det lille samfund hed oprindelig Sophus Alfred Ferdinand Alysius Knudsen – men han gik kun under navnet Révisoren. Med tryk på første stavelse.

Revisoren boede få hundrede meter fra vores butik henne bag Abelone på Havrekær, som var en sidevej til Frederiksberg, og han havde tidligere gennem 25 år været ansat som overassistent på skattekontoret på Odense Kommune hvor han blandt kollegerne gik under navnet ’Fusser’.
I en menneskealder sad han iført ‘salt og peber’ på skattekontoret i Odense – pertentlig og med orden i tingene.
Men en dag tog han hul på et nyt liv, hvor han levede livet, som han ville – iført pyjamas somer og vinter og omgivet af bjerge af rod.

Der gik flere forskellige historier om Revisorens fratræden som tjenestemand.
Nogle mente at vide, han havde dækket over en kollega. Men den version, som kom nærmest sandheden, var denne:

Sophus Knudsen kunne godt være lidt anløben, og det havde flere kolleger ondt af. Samtidig kunne han måske ikke altid kende forskel på borgernes og sine egne kontanter.
Og da han under en middagspause havde lånt et mindre beløb af kassen til et privat indkøb, blev det opdaget, og hans kritikere slog til og fik lavet en revision.
Og Revisoren blev afskediget fra Odense Skattekontor.

’Fusser’ fik sin afsked med pension.
Det var hurtig ekspedition.

Han fandt det lille hus på Havrekær i Veflinge sammen med sin unge kæreste Svartsa, som han fandt efter sin hustrus død.
Men en dag flyttede hun.
‘Vi fejrede sammenbruddet med en kasse øl, og så var det bal forbi’, fastslog Revisoren.
‘Men hun piller nu ikke tapetet af væggen om natten,’ fortsatte han syrligt.

Og selv om Revisoren som udgangspunkt senere boede alene, havde han dog også smag for livets søde sider. Han tog således ofte ‘en kvinde ind på prøve på Godset’, som han udtrykte det.

Revisoren var et specielt menneske.
Farverig, kulturelt informeret og statelig.
En person, som ingen overså – hverken for det gode eller mindre gode.
I dag ville man have vist kaldt ham særligt sensitiv.

Også Sophus Alfred Ferdinand Alysius Knudsens opvækst var anderledes end de flestes.
Han var barnebarn af en ritmester på Odense Slot.
Ritmester Bruun Jürgensen – hvis navn kan spores tilbage til en rig og berømt ur-familie i Schweiz – havde en søn, i huset var en lille køn stuepige – og resultatet blev Sophus, som kom til verden den 29. december 1901.

Sophus’ mor boede i Ramsherred, som både i Odense og andre danske byer oprindeligt var gadenavn for de berygtede gader i udkanten af byerne. Begrebet Ramm stammer formodentlig fra tysk og betyder ringe eller elendigt, ligesom i ordet ramponeret. Herred angiver en beliggenhed uden for byen ved markerne.

Om moderen endte som alkoholiker, prostitueret eller noget helt tredie vides ikke, men Sophus blev fundet i rendestenen af et velhavende, kristent par fra Frederiksgade.
De boede i huset med de runde buer, som nu huser Albani Bryghus, og de adopterede lille Sophus og indlemmede ham i et et godt og trygt, borgerligt hjem, hvor faderen var kunstmaler.

Alligevel og på trods af sin gode opdragelse vedblev Sophus med at sensitiv, og han var hele livet afhængig af alkohol, hvad der også betød en meget traumatisk barndom for hans senere hustru og de fire døtre, parret nåede at sætte i verden.

Efter hustruens tidlige død gik det langsomt og alt for hurtigt tilbage for Sophus – men hvordan han endte i Veflinge tæt på vores købmandsgård, ud over at byen allerede dengang var kendt som en yderst tørstig landsby, fortoner sig i tilværelsens og alkoholens tåger.

Al den snak gik om sin fortid, gik Veflinges nye beboer ikke så meget op i.
For Revisoren var et positivt, humoristisk menneske, som trods sin evige funktions-promille stadig virkede som revisor for forskellige – blandt andet min far – og selv om tilværelsen havde givet ham modvind, og selv om hans lillebitte og meget gamle stråtækte hus absolut ikke var hverken stort eller velholdt, for at sige det mildt, var han altid glad og tilfreds.

Revisoren omtalte altid sin bopæl som sit gods. Og da det lille hus havde en ret stor have, var der som på alle andre godser syv haver. Urtehave, prydhave, rosenhave, frugthave og så videre …
Han havde også høns, og han hentede savsmuld til dem på det nærliggende savværk i sin gamle trillebør.

Han cyklede altid rundt på sin sorte herrecykel i sin pyjamas og badekåbe gerne med en cerut i munden og altid med sin gamle schæferhund Rollo, som alene på grund af sin størrelse indgød respekt, selv om den ikke kunne gøre en flue fortræd.
Rollo var som sin herre godheden selv, og den bragte Revisoren i kontakt med alle befolkningsgrupper.

Når revisoren cyklede rundt i byen, var det også stort set altid iført pyjamasbukser, morgenkåbe og scooterstøvler eller sutsko, og hver morgen mødte han op i fars butik med dokumentmappen under armen for at indkøbe den proviant, som han medbragte, når han besøgte sine venner i byen.
Og var der børn i butikken, bød Sophus dem gerne på et stykke slik eller en is.

Andre dage blev lærlingen fra vores købmandsbutik sendt af sted til Havrekær med 20 Elefanter og et par flasker snaps. Plus Ribena-saft og fløde.
Revisorens yndlingsdrik var nemlig ’Tigermælk’, en blanding af Ribena, snaps og fløde.

Det var en dag i 1955, at Revisoren besluttede, at det ikke længere var ulejligheden værd at klæde sig på hver dag.
‘Siden har jeg befundet mig bedst i pyjamas, og man behøver heller aldrig ikke tænke på knæ i bukserne’, som han ræsonnerede.

Mange sommermorgener kunne man se Sophus stå alene iført sin slåbrok på en af byens marker eller ved åen ved Elvedgård Skov og skåle morgensolen og den nye dag velkommen med en Elefantbajer i højre hånd og et elegant buk.
Bagefter skulle han hjem og have sin morgensøvn.

Andre dage drog Revisoren først med toget og senere – da Nordvestfynske Jernbane fra Odense til Middelfart lukkede og slukkede midt i 1960’erne – med rutebilen til Odense, mens Rollo uden at rokke sig en tomme hele dagen tålmodigt lå og passede på hans cykel i de mange timer, han var væk.

Turen til Odense blev stort set altid foretaget i pyjamas og slåbrok, og ædru var Revisoren heller ikke altid, hvorfor de medrejsende i samme kupe ofte kunne opleve ham falde i søvn.
Og var han med rutebilen, kunne han finde på at bede chaufføren standse i naboen Farstrup få kilometer fra Veflinge, så han lige kunne købe et par Elefant-bajere til turen.

Men pludselig kunne man en dag opleve Revisoren standsmæssigt klædt på i stadstøjet, når storbyen kaldte, og så iførte han sig sort tøj, gamacher, hvide handsker og et hvidt silkehalstørklæde nonchalant kastet over den venstre skulder.

Der gik også mange historier om hans møder med skatte-myndighederne.

Som dengang, Revisoren og hans klient af de selv samme skatte-myndigheder blev præsenteret for en lidt for kreativ bogføring.
‘Jeg har også sagt til min klient, at det ikke gik …,’ sagde Revisoren.

Eller da Sofus i begyndelsen af 1970’erne skrev til kommunens socialudvalg, som skulle holde julemøde, for at takke for sin pension, han havde oppebåret, så han kunne opretholde en god tilværelse.

Brevet med tak og glædelig jul sluttede:

”Og så vil jeg gerne afslutningsvis citere fra et digt, jeg selv har skrevet:
”Så hvile Marens bene, for første gang alene …”

Da Sofus Knudsen sov ind på Odense Sygehus i sommeren 1974 i en alder af 72, døde en af landsbyens skattede særlinge – og en uendelig venlig og rar mand af ære og pli.
Bedst illustreret ved denne undskyldning, da Rollo en meget sjælden gang kom til at gø ad en forbipasserende:

‘Jeg beklager dybt, min hund har gøet ad dig. En hund skal afspejle sin herres ansigt, og jeg er et venligt menneske. En gentleman bliver aldrig fuld – han bliver højst lidt bedrøvet …’

 

 

Jeg blev konfirmeret i april 1970.
En sælsom, mangeartet oplevelse at modtage hundrede telegrammer fra byens og egnens folk – som alle også var fars kunder – uden at ane, hvem en stor del af dem var.

Men på sådan en solskinsforårsdag trådte landsbyens særegne kvalitet også igennem. Jeg var en del af en kerne af mennesker. Et samfund.

Denne søndag den 26. april 1970 strømmede det ind med telegrammer, som alle udstrålede et sammenhold.

Telegrammerne var prydet med naturmotiver med skove, søer, rådyr og svaneforældre med ællinger, andre forsider med tegnede roser, igen mange andre havde kirker i alle afskygninger – og på allerflest af disse prætrykte ‘Modtag de hjerteligste lykønskninger på konfirmationsdagenø-telegrammer stod en konfirmand med butterfly, Bibelen i hånden, skinnende hvide tænder og øjne så blå som de rigtige levende mænd i nazisternes Signal-blade fra krigen oppe i mit hemmelige rum på loftet.

Der var også et par kæmpestore røde telegrammer fra Den Danske Statstelegraf med reproduktioner af kunst og de få ord, der var blevet råd til.

Det ene kom fra min ældste storesøsters svigerforældre helt ovre i København og var smykket af en reproduktion efter Christian Købkes 1836-maleri ”Parti af Østerbro i morgenbelysning”, det andet var illustreret af en reproduktion af Egill Jacobsens ”Grønne masker i grønt”.

Olie på lærred kreeret under krigen det samme år, som far overtog butikken fra min utro farfar.

To andre telegrammer skilte sig ud. Det ene, fordi det ikke var pakket ind i en farvet tegning, men tværtimod på forsiden havde et luftfoto af Veflinge Skole.
Hvorfor dog også glemme livets barske realiteter på sit livs store festdag, hvor man trådte ind i de voksnes rækker og med kniven på struben og drømmen om alle gaverne og den blå mandag bekræftede noget, man senere til sin dødsdag ville betvivle rigtigheden af?

Inde i telegrammet sendte de lærere, som gennem folkeskolen havde revet i øret, sparket, slået og hånet, så deres hjerteligste lykønskninger.

Af hjertet tak.

Jo, selv tak!

Det andet telegram fra konfirmationsdagen skulle der gå mange år, før jeg genopdagede.

Jeg var 45 år, stod midt i en af livets flytninger efter min anden skilsmisse og åbnede for første gang den støvede pakke, som sammen med blandt andet gamle kærestebreve, stilebøger og koncertbilletter havde fulgt mig hele livet fra sted til sted.

Pakken, som mor i 1970 lavede med alle telegrammerne og festsangene fra konfirmationen.

Jeg smilte, mens jeg gennemgik de mange telegrammer, hvor mor i hvert havde skrevet ind, hvis der havde været vedhæftet eller indlagt penge.
10 kroner fra Ebba og Bent Christensen på Lindebjerg, 10 kroner fra Anna og Karl Åge, 15 kroner fra min skolekammerat Knud – og en check på 20 kroner fra Lis og Gunni. Jeg var ret sikker på, far havde et særdeles godt øje til Lis, og hun til ham.

Der var telegrammer fra Karen og Johannes fra brødudsalget, Jørgen og Lilly fra posthuset, Ellis og Mogens fra manufakturhuset, fra gårdene, som handlede med far – og så var der alle de telegrammer, som virkelig battede for at opfylde drømmen om min Tandberg-spolebåndoptager.

870 kroner fra 28 af byens par og min lærer Jensen, 987 kroner fra min afdøde farmor Johanne øremærket til mig, 130 kroner fra min bror Ib og hans første kone, samme beløb fra min ældste storesøster Kate og hendes mand, hundrede kroner fra min moster Ketty, hendes mand Arne og min kusine Susanne, selv om Ketty i det daglige var noget af en opgave at være i stue med – og en bankbog med hundrede kroner fra min elskede Tante Birthe.

Der var også et telegram fra Smuddi – ”VOV VOV” skrev far – og et telegram, hvor mor, far og søster Anne gav mig den transistorradio, jeg havde ønsket mig.

Men da jeg den dag som 45-årig endelig fik trukket i den sløjfe, mor havde bundet 31 år forinden, og foldet det brune papir ud, lå der midt i stakken et telegram, jeg havde glemt alt om og først så mange år senere kunne påskønne.

Fordi det var mindre end de andre, skilte sig ud, strålede af liv – og et ønske om at gøre sig umage. Med livet, nuet og denne hilsen til en tilfældig dreng i et tilfældigt hus på Frederiksberg.

På forsiden var hverken rådyr, roser eller Signal-drenge med øjne som skovsøer.

Der var derimod en reproduktion af Michael Anchers billede ”Redningsbaaden sættes ud”.

Teksten var heller ikke præfabrikeret og massetrykt.

Den var skrevet med fyldepen og med schwung, og den smukke håndskrift med krummelurer dansede 31 år senere en voksen mand i møde:

Hermed en Pose fuld af gode ønsker for Din Fremtid (For at blive i Købmandssproget.)
Sophus Knudsen.
Post Scriptum:
Alt er Forfængelighed.

Det var Revisoren med tryk på første stavelse, som gik igen.
Måske vidste han alt for godt, at både han og jeg havde brug for en redningsbåd?

Selv her mange år efter sin død gjorde en af byens særlinge et dybt indtryk på en nu voksen mand i en tid, hvor der er blevet længere og længere mellem både særlinge, umage og personlige ord til livets rejse.

Men det er aldrig for sent.

Vi sætter os alle spor efter vores død.

Sofus Knudsen satte sine med forsinkelse. Og eftertryk …

 

 

Notabene!

Odenses legendariske Jazzhus Sophus Ferdinand blev i øvrigt opkaldt efter Revisoren – Sophus Alfred Ferdinand Aloysius Knudsen.

Jazzhus Sophus Ferdinand lå på hjørnet af Kongensgade og Vestre Stationsvej fra marts 1974 til juni 1986 i den ejendom, som tidligere havde rummet Odenses første herskabsvilla opført af adjunkt Strøm i 1868.

Villaen lå dengang på det nærmeste ude på landet og blev hurtigt efterfulgt af andre vestpå langs Vestre Stationsvej. Området kom dengang i folkemunde slet og ret til at hedde villakvarteret, og alle disse villaer er nu revet ned inklusive adjunkt Strøms historiske villa, der som en af de sidste blev jævnet med jorden, da Sophus Ferdinand lukkede og slukkede i 1986

Ejer og leder af jazzhuset var Poul Jørgensen, som overtog villaen i 1974. Indtil da havde den rummet værtshuset Vin og Ølgod, men de kommende år skulle Poul Jørgensen få datidens største jazzstjerner til Odense.

Navne som Richard Boone, Benny Waters, Stan Getz, Dizzy Gillespie og Thad Jones, Niels Henning Ørsted Pedersen, Svend Asmussen, Dizzy Gillespie, Sammy Rimington, Etta Cameron … og så naturligvis også West 58’th Street Stompers, Theis/Nyegård Jazzband, Fessor’s Big City Band og lokale musikere som Odense Banden og Riverside City Band.

Gennem årene spillede et hav af lokale, nationale og internationale jazzmusikere på det hyggelige sted, hvor møblementet gjorde sit til stemningen. Der var lange træborde og lange sortmalede bænke, og loftet hang lamper af stråkurve, som lignede omvendte papirkurve. I rummet med baren var der fritstående borde, de store vinduer var dækket med stråpersienner, og på væggene hang collager af musikere, der havde været på Sophus.

Det kostede en flad tikroneseddel at komme ind – 60 kroner til de dyreste arrangementer – Sophus åbnede klokken 21, musikken begyndte at spille klokken 22, og klokken 23 var der propfyldt.
Bajerne blev langet over baren, glas var ikke nødvendige, der blev solgt fedtemadder til en daler og man skulle skære sig gennem røgen.

Det fynske jazzværtshus blev Odense svar på Jazzhus Montmartre i København.

Og også her fik Revisoren altså et ord med på vejen …