Jeg er en sommerfugl

Jeg er en sommerfugl.

Jeg flakser fra blomst til blomst – og jeg lever i nuet. Lige nu. For jeg ved, at livet er kort.
Jeg lever kun få dage eller uger. Andre arter bliver et halvt år, hvis det lykkes dem at overleve vinteren som voksne.

Men jeg skal nå det hele nu. I dag og i morgen.
Livet – here I come!
Så jeg flakser rundt, og engang imellem sætter jeg mig og opsuger den flydende næring. Jeg elsker blomsternektar, harpiks eller frugtsaften fra nedfaldne frugter.

Mums!

Jeg er en Dagpåfugleøje.
En Inachis io.
Se mine smukke farver, når lyset bryder i mine skæl på vingerne. Jeg folder dem lige ud, så du bedre kan se …
Cool, ikke?
Jeg er især vild med øjepletterne på vingen. Så kan de dumme fugle bare komme an. De går nemlig efter øjnene, så jeg slipper med et hak i vingen.

Ha!

Jeg er en sommerfugl.
Og jeg er fri som fuglen.
Jeg startede som en æde-maskine med mange ben og syntes selv, jeg var en lækker larve, inden jeg spandt mig en puppe med en silketråd, som jeg producerede – og inde i puppen begyndte forvandlingen, som I mennesker ikke kan gøre efter.
Metamorfosen.

Smag lige på dét ord!

Fra at være en fast substans af celler gik indholdet i puppen – der før var mig, larven – i opløsning og blev til en flydende væske. Og væskens celler fandt så sammen og dannede det der blev til den voksne sommerfugl.
Mig.

Efter tre uger kom jeg ud, og så sad jeg lige der og ventede på livet, for jeg kunne ikke folde mine vinger ud, før jeg havde pumpet blod ud i de fine ribber i vingerne.
Og bagefter skulle de tørre. Lige dér var jeg bange for at blive ædt af et rovdyr.

Men jeg klarede den – og nu flakser jeg glad rundt her på sommerfuglebusken akkompagneret af fuglesang sammen med alle mine venner.
Vi er ikke mange forskellige slags her i Danmark – kun 74 dagsommerfugle mod tidligere næsten 100.
Vores levesteder er nemlig forsvundet.
Tak for det, mennesker!

Men til gengæld har vi flotte navne.

Dér flakser en Spættet Bredpande, dér er min ven Svalehale, dér en Grønbroget Kålsommerfugl, der en Monark, og dér en Orange Høsommerfugl, en Sørgekåbe, en Kejserkåbe, en Østlig Takvinge, en Engperlemorsommerfugl, en Okkergul Pletvinge, en Moserandøje, en Terningsommerfugl, en Blåhale, en Lille Ildfugl og en Kløverblåfugl.

Det ér sgu da sjovere end hedde Kurt, Dorthe og Irma.

Og nu må I undskylde mig.
Jeg skal videre, for jeg har lige et weekend-projekt.
Jeg skal have fundet en mage.

Jeg har kig på en sød lille, lækker sag, som jeg først så og bagefter lugtede mig frem til ved hjælp af mine følehorn, som også er mine antenner.
Jeg kan dufte hende på flere kilometers afstand. Jeg har selv duftskæl på vingerne, som fortæller hende, at det er den rigtige artsfælle, hun har fat i, når jeg gør en stormfuld kur lige om lidt … Romeo og Don Juan med vinger.

Er det sejt eller sejt?

Hvad siger I …?
Har jeg arme og ben?
Ligner jeg mere et menneske?
Spørger I, hvordan en dagsommerfugl kan skrive på pc …?

Visse vasse – jeg er en sommerfugl. En Dagpåfugleøje. En Inachis io.

Og det var jeg været, lige siden jeg som barn så min første sommerfugl i vores baghave på Nordfyn. I en opvækst, som bød på flere udfordringer, for mange tanker og for stor angst, end et lille barn og en ung knægt bør tumle med, blev sommerfuglebuskene bag købmandsgården mit hemmelige univers, hvor jeg lå på græsset og indsnusede kaskaderne af dufte, mens jeg følte eksploderende glimt at lykke ved at se mine vidunderlige, kulørte venner flakse rundt.

Her fandt jeg som barn hele meningen med livet og tilværelsen.

Indtil jeg en dag glemte både barnet og meningen med livet. Glemte, at man ikke kan fange skønheden. Den skal komme indefra – når tiden er. Men hvordan skulle en dreng overhovedet vide den slags?

Dén slags lærer man på den hårde måde.

HAPS …

Så lå sommerfuglen i mit lille sommerfuglenet, som smældene gennem solstrålerne.
Forsigtigt, meget forsigtigt uden at røre de smukke vinger – så der ikke skete noget med dens smukke vinger – fik jeg den ned i syltetøjsglasset. Ned til den dræbende æter.
Og så fortsatte jagten på andre af de flaksende skønheder. Jeg ville have dem.
Have deres skønhed.
Fange deres sjæl.
Deres magi.

Så den kunne blive min.

Når jagten var slut, og sommerfuglene var døde, gik turen ind til stuebordet. Mit operationsbord. Sommerfuglen skulle være frisk og blød, for var den tør, knækkede der altid ét eller andet, og så var den lige til at smide ud.
Nogle gange vågnede de op igen, når jeg tog dem op af glasset, og det var ikke så heldigt.

Jeg nålede den døde sommerfugl oven fra midt gennem forkroppen og lod nålen gå ud nøjagtigt mellem benene.
Det var vigtigt, at sommerfuglen sad lige på nålen, og at nålen sad lige på spændbrættet.
Kom jeg til at sætte sommerfuglen skævt, ville vingerne i den ene side nemlig klappe op og i den anden ned, og så blev det færdige dyr skævt. En æter-død sommerfugl vil nemlig gerne slå vingerne sammen.

Og så der jo ikke noget at kigge på.

Så dér stod de på lit de sommerfugle-parade gennemboret af nåle og med vingerne spændt ud , indtil jeg efter en uge kunne fjerne dem fra spændepladen og placere dem i en kasse.

De var der alle sammen. Alle mine højt elskede venner. Alle mine døde venner.
Kejserkåber, Citronsommerfugle, Påfugleøjne, Admiraler, Takvinger og Sørgekåber.
Og sørgeligt var det – også for alle dem, jeg ikke engang kendte navnene på.

Men dén aften, hvor jeg i et øjebliks kådhed skød solsorten og slukkede dens sang og liv med et hagl fra min Diana 22-luftbøsse, besluttede jeg mig for aldrig mere at lege herre over liv og død.

Da fuglen var begravet, og storvildstjægeren havde grædt meget lidt modige sine tårer, blev nålene trukket ud af de søde, smukke sommerfugle, hvorefter de døde, smukke flaksere kom i en lille æske og blev begravet ved siden af sommerfuglebuskene.

Siden har jeg ikke kunne slå en flue ihjel, og menneskets opfattelse af sig selv er vel i virkeligheden overvældende narcissistisk, og religionen hovmodig, når den sætter mennesket over alt andet og tror, at verden bare er til for os.

I dag får jeg min vigtigste viden fra skoven. Den giver mig ro og tvinger pulsen ned.
Intet er vigtigere og mere intenst end at gå og bo alene i skoven, at gå på jagt efter spor eller ekskrementer og pludselig møde ræven, rådyrene og rovfuglene.

Tidligere fik jeg til stadighed gåsehud og jeg kunne græde af glæde, når jeg mødte en elg eller et par vildsvin i min smålandske skov, eller når tranerne om foråret danser på engen foran mit hus.
Nu er Småland skiftet ud med det blide Vestsjælland og bøgeskoven.
Men glæden ved naturens gang er den samme.

Ikke to dage er ens. Og møderne bevæger mig. Fylder mig med taknemmelighed.

Da jeg var lille, fortalte min mormor mig, at hver en stjerne på himlen blinkede for en død person. Senere læste jeg Jules Verne. Bogen indeholdt tegninger, jeg ikke i min vildeste fantasi havde drømt om fandtes.
Af rumskibe.
Fjerne planeter.
Udforskningen af rummet.

Som 10-årig brugte jeg alle mine lommepenge til at bestille en stjernekikkert i et postordrekatalog – blot for at opdage, at kikkerten ikke kunne se længere end til byskiltet.
Så kom min interesse for Apollo-rumprojektet, og siden blev jeg fascineret af de flyvende tallerkener, som i stort tal opsøgte jorden.
Men pludselig holdt de en dag i 1970’erne op med at besøge os.

Måske fordi de fandt ud af, jorden ikke rummede intelligent liv?

I dag bruger jeg stjernerne og planeterne til at orientere mig i skoven om natten.

Menneskets største problem er i virkeligheden, at vi isolerer os fra resten af skabelsen og tolker dyr og natur udelukkende fra et videnskabeligt perspektiv.
Derfor ser vi aldrig resultatet af vores handlinger, og vi behøver heller ikke tage det fulde ansvar for dem.

Mennesket har altid tilbedt naturen. Men samtidig har vi forsøgt at bekæmpe den. Kontrollere den. I vort evige ønske efter at være in command.
Vi vil kende dens tanker, fordi vi samtidig frygter den.
På et tidspunkt glemte vi at respektere den.
Og da respekten forsvandt, forsvandt alt.

Den dialektiske tyske filosof og sociolog Theodor W. Adorno lurede dette menneskets harakiri før alle andre:
Jo mere vi forsøger at slå naturen ihjel og befri os fra dens overmagt, jo mere besejrer den os i form af fornyet ufrihed og barbari.

Forinden havde Søren Kierkegaard sat ord på vores angst:
Mennesket befinder sig som den eneste skabning midt mellem englen og dyret. Vi har nemlig en fri vilje. En bevidsthed.
Vi ved, vi skal dø.
Derfor lever mennesket ikke som dyret på instinkt. Vi lever på angsten. Men vi tør ikke gå ind i den, selv om vor eneste mulighed er at slutte fred med angsten.

I stedet søger vi tilflugt i religionen i håbet om at klare skærene.

På mit gamle langbord i stuen her i skoven ligger en bog med et omslag i håbets farve.

Min egen livsmentor og inspirationskilde er den amerikanske filosof Henry David Thoreau, som gennem hele sit liv søgte den store sammenhæng i de mindste ting.
Han tog i 1845 ud for at bo alene uden andre hjælpemidler end sine hænder i et lillebitte bjælkehus, han selv byggede, på bredden af skovsøen Walden Pond i Concord, Massachusetts.

Han gjorde det for at skære ind til hjertekulen og beskæftige sig med livets grundlæggende kendsgerninger af frygt for, at han, når døden nærmede sig, skulle opdage, han ikke havde levet.

I to år og to måneder gjorde han i sin isolation notater om naturen og menneskenes forhold til den – og i 1854 udgav han sit hovedværk formet som en rapport om det eksperiment, han foretog med sit eget liv:

’Jeg flyttede ud i skovene, fordi jeg gerne ville leve bevidst, befatte mig udelukkende med livets grundlæggende kendsgerninger. Mit liv skulle gå i dybden, jeg ville suge al dets marv, leve så strengt og spartansk, at alt det, der ikke var liv, blev slået på flugt eller mejet ned, jeg ville drive livet op i en krog og finde dets inderste væsen.’

Svaret på livets mening er ifølge Thoreau ikke nye meningsløse opfindelser og blind vækst. Men at skrælle alt, der ikke tjener til livets fysiske og åndelige opretholdelse, bort og i intimt samvær med naturen at leve et simpelt liv, som frigør og forløser mennesket fra forbrugerræset. Lytte til os selv og den natur, vi har del i og er en del af, men som vi af al magt forsøger at frigøre os fra

”Walden – livet i skovene” er en bog, som er god at have inden for rækkevidde hele livet igennem. Også i Småland, hvor man kan kende en mand på størrelsen af hans tågelygter.

Og hvad har alt dette så med en lille sommerfugleelskende nordfynsk dreng at gøre, kan du spørge.

Og jeg vil svare:

Alt.

Jeg er en sommerfugl.

Den sidste ære og den grædende storvildtsjæger

I min barndoms nordfynske landsby lugtede intet smukkere end døden.

Jeg elskede dens duft, og når mor fandt saksen og fletkurven frem, smilte den lille dreng i den hvide skjorte op til hende, for så skulle vi sammen ud i haven.

Det var en tryllestund. Og så var det bare om at holde sig til, for dem var der ikke mange af.
Mor valgte blomsterne ud, og jeg fik lov at klippe blomsterhovederne af dem.

’Dem der’, sagde hun, og pegede hen mod et bed. Og så gik jeg i gang.
Først tøvende, fordi det under normale omstændigheder var forbundet med stor ballade blot at komme til at knække en stængel. Senere med større og større iver. Det her var virkelig ulovligt.

’Tag de gule der også …’
Og jeg klippede.
Og jeg gøs.
Mens blomsterhoved efter blomsterhoved faldt som soldater ved fronten, og haven mistede en masse af de pletter med liv og farver, jeg selv søgte tilflugt i, når tingene blev for svære og tunge.

Et øjeblik efter var kurven fyldt.
Den lignede en malerpalet, og jeg stak mit fregnede ansigt ned i den, lukkede øjnene, sugede duftene ind i mit lille hoved.

Så gik vi ud på gaden foran butikken, og jeg fik lov at dække vejen med blomsterhavet. Som naboerne dækkede deres stykke vej. Og deres naboer dækkede deres.
Til sidst var hele gaden i byen i verdens ende omdannet til en blomstereng, hvor de stængelløse, døende blomsterhoveder lå klar for at hylde et menneske, som allerede var gået bort.

Tulipaner, roser, solsikker, violer, rhododendron.

Så kom den sorte rustvogn langsomt trillende hen over den kulørte eng, som for få timer siden havde været en grå asfaltvej. Og bag den gik folk klædt i sorg.

Når livets sidste hammer ramte, og øjnene blev blanke i den delte by for enden af alting, blomstrede Veflinge endelig, og disse dage hev man den mentale, usynlige Berlinmur – som adskilte landsbyen og stationsbyen – ned og sørgede sammen.

På den allersidste dag trådte fællesskabet og respekten i karakter.
Men når den øvrige trafik og naturens kastevinde havde fjernet resterne fra dødsdansen, var alt igen ved det gamle.

Så var de gamle Veflinge-borgere i kirkebyen igen bare lidt finere og lidt bedre end vi andre nybyggeropkomlinge i stationsbyen.

Ikke at nogen nogen sinde sagde det højt.

Men sådan var det.

Selv skulle jeg lidt senere i barndommen mærke døden kraftigere, end jeg nogensinde nåede at mærke den i ligtogenes skygge.
Her gennemruskede den en spirende teenager, som troede, han kunne lege Vorherre uden at betale ved kasse 1.

Det var den dag, jeg ene mand stoppede sangen.

Enhver frisk dreng i Veflinge havde et tysk Diana 20- eller 22-haglgevær.
Og det blev så brugt til at skyde efter skive med pile, smadre gadebelysningen med hagl eller sågar engang i en gadekamp med Per og Knud, hvor kuglerne peb om hushjørnerne på Frederiksberg, indtil en forstandig voksen fik standset vanviddet, som i vore dage utvivlsomt var endt på forsiden af en sulten frokostavis.

Hver aften sommeren igennem havde en solsort sunget de mest inderlige og vidunderlige viser fra sin plads på den øverste gren i et af de tre kæmpestore birketræer i baghaven.
Indtil jeg en aften i den tro, at jeg umuligt kunne ramme på den afstand, sigtede mod den sorte fugl med det orange næb helt ovre fra den anden have på modsatte side af vejen.

Haglet blev sendt af sted med et plaf, susede over den lille Shellbutik, købmandsforretningen og laden – og borede sig ind i brystet på sangfuglen, som sad midt i sin store solnedgangsforestilling.

Mit hjerte stoppede, da jeg så solsorten baske febrilsk med vingerne et par gange, inden den som en sten faldt mod jorden efterfulgt af et par små dun fra brystet, som langsomt dalede ned fra den øverste gren.

Jeg stod først som forstenet i noget, der føltes som en evighed, spænede så den lange vej derom og tog den varme fugl op i min håndflade, hvor den forgæves kæmpede mod døden, inden den udåndede og til sidst lå helt stille i min lille hånd.

Det var første gang, jeg tog et liv, og den aften græd Veflinges storvildtsjæger, da han i al hemmelighed og fuld af skyld begravede fuglen under det store træ, hvor den plejede at synge.

Det var også den aften, jeg besluttede mig for aldrig mere at lege herre over liv og død.

At min far 10 år senere valgte det stik modsatte, havde jeg heldigvis ikke skyggen af anelse om den aften i 1969.

Danmarks sidste demokratiske mødested

Hvor jeg dog elskede det sted.

Da jeg var barn, var det indbegrebet af ferie, eventyr, udlængsel og direkte adgang til den store, vide verden at holde og vente på næste bilfærge i Knudshoved en sommerdag i 1960’erne.
De små Shell-tankbiler, som vimsede rundt mellem hybenbuskene og falbød dyre dråber, pølser og brød i cafeteriet – og de skrattende højttalere:

”Bilister i banerne 11, 12 og 13 bedes gøre klar til ombordkørsel om få minutter. Bilister i banerne 14, 15 og 16 bedes gøre klar til mulig ombordkørsel …”

Knudshoved og Halsskov var Danmarks sidste demokratiske mødepladser.
Hverken mere eller mindre.

Her var ingen fribilletter eller VIP-pas. Her mødtes de største og de mindste biler, de kendte og de ukendte, overklassen og middelklassen, bønderne og de københavnersmarte med det ene formål at blive fragtet fra Fyn til Sjælland eller vice versa.

45 minutter den ene vej, 50 den anden.
Sådan.

Og dér sad jeg på bagsædet og kiggede på den søde pige i bilen ved siden af, mens vi holdt midt i bane 4 i familiens Opel Kaptajn årgang 1956 og ventede mellem hybenbuskene.
Opels nye topmodel. Wagen der Weltklasse. Med rigelig plads til seks personer, en smidig sekscylindret motor med tre ratgear, panoramavinduer, stort haleparti og kilovis af krom.
Kapitän var den tyske flirt med de store amerikanske flydere. Lige sagen for en nordfynsk købmand med drømme om at erobre den store verden.

Den brugte kaptajn erstattede familiens lyseblå totakters Lloyd LP300 med trækarrosseri bestående af masonitplader, der var beklædt med kunstlæder.

I Tyskland blev bilen døbt ”Leukoplastbomben”.
I Danmark fik den øgenavnet ”Pap-Jaguaren”.

Vilddyret havde imidlertid en motorkraft så ringe, at mor og mine to ældste søskende måtte ud og skubbe bilen op ad Båring bakke på Vestfyn, når familien med far, mor og vi fire børn skulle til Jylland.
Så rakte 10 trætte heste og tre gear ingen vegne.

Men Storebælt kunne vi altid forcere.
Sådan da …

For sejlede færgerne ikke på grund af is, ja så sejlede de bare ikke, og så var det lige meget, om man hed Shu-bi-dua, Anker Jørgensen eller Axel Købmand.
Ja – selv en 2015-brobisse som Kronprins Frederik ville dengang være stillet helt som alle vi andre uden blåt blod i årerne.

Undervejs kunne vi alle sammen nyde den kaffe, som var berygtet for sin pris og smag, landets dårligste og dyreste ostemad eller de to halvkolde, rynkede røde pølser på paptallerkenen, mens vi kiggede på billedet af kongen og dronningen, som fra væggen udstrålede signalet om ro, renlighed og trygge tider.

Det var færgen, vi skulle nå, hvis vi havde været til fodboldlandskamp i Idrætsparken i København, og den anden vej fra Knudshoved til Halsskov blev den sidste afgang lørdag nat kaldt popfærgen, fordi de eneste passagerer der var med, var musikere på vej hjem fra job i Jylland eller på Fyn.

Og dér sad Dario, Sir Henry, Shu-Bi-Dua, Peter Belli, Lone Kellermann, Skousen og Ingemann, Klaus & Servants, Savage Rose og alle de andre og delte hyren ud mellem sig i form af hundredkronesedler rullet sammen til små rør omviklet af elastikker, mens de alle skævede til de øvrige bordes stakke af pengesedler.

Det gav status og respekt at have flest penge på bordet.

Færgefarten over Storebælt er simpelthen en del af den danske kulturarv på godt og ondt – og hvis ingen andre vil lave det museum, så gør jeg det en dag!

Jeg stopper stadig gerne op på stedet på min vej til hjemøen, går en tur, lukker øjnene og drømmer mig med blanke øjne tilbage til dengang, hvor stedet for mig betød én af rejserne til Sjælland, København – den store verden langt borte fra Veflinge – den lille forblæste og temmelig fordrukne landsby i verdens ende, som udgjorde min Memory Lane.

Jeg husker de skrigende måger på soldækket på de varme sommerdage. Vi fodrede dem med de tørre pølsebrød.
Jeg husker hvordan kaffekopperne hoppede og klirrede, og hvordan hele færgen rystede, når den blev sat i bakgear før indsejlingen til Halsskov.
Fyret på Sprogø.
Og reklameskiltet, som tog imod os på den anden side af bæltet: ‘Velkommen til Shell-land’.

Sammenhængskraft anno happy sixtees.
Med nærvær og ro og alle sanser op fuld kraft, for mobiltelefonen og computeren havde ingen endnu bare drømt om en dag skulle komme og stjæle vores opmærksomhed fra nuet og øjeblikket.

Knudshoved var porten til Paradis.
Næsten.

Siden forandrede både Danmark og verden sig.
Men Fyn beholdt i øvrigt den størrelse, den altid havde haft, mens fynboerne blev på deres ø. For fynboer er hjemmefødninge, og de er stolte af det.
Mens jyderne sloges på liv og død med tyskerne, og københavnerne med svenskerne, levede fynboerne før broerne deres egen tilværelse på de fede, frugtbare jorder, hvor de hyppede de lige så fede kartofler.

De skulle aldrig kæmpe en krig, men skabte deres eget billede af et paradis på jord, hvor man taler det sprog, som englene synger om søndagen, og hvor pigerne uden at rødme fniser ”Natten er vor egen”.
Og sådan er det stadig.
Der er stadig en særegen selvforståelse på en ø med et folkefærd som, før broerne kom til, levede en isoleret tilværelse.

Enten forlader man Fyn, eller også så bliver man – som de fleste fynboer gør – hængende nær den by, man voksede op i, gifter sig med en af de andre lokale, får arbejde inde i On’se og nyder så ellers livet.

Det er bar’ så lajfi.

Sku’ vit’te ta’ en tur te’ Bogense?

En kærlighedshistorie

Danmark var blevet besat.

Men på Feddet skulle Odenses fineste familier naturligvis også den sommer i 1940 – og en dag i juli stod en flot ung mand på 23 med smukke læber, markerede mørke øjenbryn, høje tindinger og tilbagestrøget sort hår foran entreprenør Østlunds dør til residensen i Kertinge Nor ud til Kerteminde Fjord.
Mellem sine hænder holdt lærlingen inde fra købmand Andresen i Kerteminde en papkasse fyldt med varer.

Familiens yngste datter lukkede op. Hun var 22, en køn pige med milde træk, blide hænder, mandelformede øjne og et insisterende blik.

Hvilke følelser, der opstod den dag i døren under den krig, er rent gætteværk, men at dømme ud fra alle de festsange, der siden i livet skulle blive sunget om det unge par på melodien ”Min Amanda”, var det kærlighed ved første blik mellem den friske verdensmand med de hurtige, sjove kommentarer og den rolige, følsomme kvinde med det lidt uregerlige hår.

Så stor var fars og mors forelskelse og senere kærlighed, at mor i hemmelighed tog kajakken gennem fjorden ind til Kerteminde for at besøge far, og mange sommeraftener stod verdens mest romantiske cykelbud efter lukketid i timevis og spejdede ind over hækken efter mor.
Tyskere eller ej.

De kom fra hver sit liv.

Mor fra en af Odenses rigeste og mest indflydelsesrige familier, far fra en hård opvækst i en lille nordfynsk landsby, hvorfra han på det tidspunkt var sendt i eksil for at lære det købmandsfag, som hans forældre havde bestridt.

Billedet af købmandsgårdens seje fodboldhold med Hønse-Fritfoder som sponsor og ekviperet med både rigtige fodboldstøvler og en rigtig læderbold er knipset den 13. maj 1943 på brostenene i Andresens Købmandsgård i Kerteminde (med det fine hundehus i baggrunden) – og far ses i anden række yderst til venstre med højre hånd på sin kollegas skulder.

Kort efter blev far kontaktet af farmor hjemme fra købmandsgården i Veflinge.
Farfar havde under en hed affære under den ugentlige varetur i lastbilen fra butikken rundt til egnens gårde gjort en gift, kvindelig kunde gravid og leveret lidt mere såsæd, end der stod på ordresedlen.
Og da farmor Johanne var en gæv kvinde, blev farfar smidt på porten og fulgt til toget med besked om aldrig at vise sig igen i hverken landsbyen eller butikken.

Far og mor var på det tidspunkt stadig kærester, men de havde aldrig boet sammen – og da far nu blev kaldt hjem for i utide at overtage butikken, måtte et ægteskab lynhurtigt sættes i stand, så de kunne bo sammen som mand og kone.

Så midt under krigen sagde far og mor ja til hinanden i Langesø Skovkapel. Og dagen efter begyndte deres nye liv i Veflinge.

Resten er historie. Også af den hårde slags. Og en sen aften 40 år senere valgte min far selv at tage verdens sværeste beslutning i skyldfølelse over at have solgt butikken og være gået på efterløn på Costa del Sol, hvor solen ikke kun dansede en inciterende flamenco i hans swimmingpool.

At være fri, selvstændig købmand er ikke bare et job.
Det er en identitet og et livsvalg.

Men den smukke, magiske kærlighedshistorie fra Kerteminde fra dengang, mine forældre endnu levede forelskede, glade og ubekymrede og midt i Danmarks besættelse havde deres egen besættelse af hinanden består, og den vil resten af mine egne dage leve videre for mig som en inspiration og som et minde om min fars lyse, glade side, før dæmonerne og spøgelserne ankom.

Og den er hver dag med til at minde mig om at leve i nuets kraft.

Jagten på lykken

Jeg blev født 11 år efter frihedens budskab fra London af forældre, som havde mistet frygten for krigen, men som stadig huskede alt.
Akkompagneret af 1960’erne voksede jeg op i et nordfynsk univers på størrelse med et fingerbøl som en blond, fregnet Foska-dreng med butterfly, hvirvel i panden og skrabede knæ. Struttende af levertran, syltetøjsmadder, saftevand, danskpop og uendelige somre.
Og vintre.
For mændene drak alt for mange bajere i hjemmene i min landsby, mange af konerne fik en flad, som ikke nødvendigvis var med flad hånd, børn skulle hverken ses eller høres, og i skolen blev jeg og nogle af de andre lige så følsomme drenge ofte ydmyget af lærerne – bare for en sikkerheds skyld.

Men vi knægte lærte alligevel både at danse med djævelen, at tune en Tomos og at liste en hånd ned i et par stramme, alt for stramme, cowboybukser uden at vide, hvad vi ledte efter, da vi styret af den lille – alt for lille – ukuelige enøjede bandit, hans to staldbrødre og tonsvis af testosteron drog ud i livet på jagt efter den søde kløe.

I 1968 udkom den 300 sider store Blå Betænkning, som gjorde op med kløene og terperiet, og i slutordene i kapitlet ”Læseplaner og skolen” lød det bl.a., at det var skolens opgave at fremme alle muligheder for, at ”børnene kan vokse op som lykkelige og gode mennesker.”

Allerede dengang var lykken et gyldent defineret mål.

Men på min lille sorte kommuneskole blev børnene stadig stillet militærisk op i rækker to og to, inden vi fik lov at marchere ind. Og de formastelige, som ikke havde fulgt de uskrevne regler for god opførsel i frikvarteret, blev på vejen ind tildelt en lussing, en knytnæve i hovedbunden eller et spark i røven.

Der måtte købmandens Bo for første gang redefinere sin opfattelse af lykken.

At danskerne ikke er verdens gladeste folkefærd, viser de mange og det i disse år stigende antal klager fra udenlandske turister, som er trætte af at betale en bondegård for en caffé latte, mens de får dræberblikket af servitricen.
At den så højt besungne danske hygge kun gælder dem, vi har lyst til at hygge os med, oplever andre. Og i trafikken vrimler det med fuck-fingre, stressede horn, hidsigt blinkende lygter og preskørsel.

Og så er der skilsmisserne, utroskaben og hele angst-industrien, som både behandler-systemet, medicinalindustrien og pressen er en del af.
Ja, selv et ganske almindeligt vinterblæsevejr skal piskes op til drama, når tv’s udsendte til den første efterårsstorm snart finder sin faste plads på Hanstholm Havn, hvor det ser mest dramatisk ud, for med saltvand om ørerne med dommedagsstemme beretter om risikoen for vindstød af stormstyrke.

Alligevel – og det er det besynderlige – kåres indbyggerne i H.C. Andersens eventyrland på baggrund af udenlandske undersøgelser igen og igen til et af verdens lykkeligste folkeslag. Som by the way også er det folkefærd, som æder flest lykkepiller.
Måske tør vi ikke svare andet end ja, når vi bliver spurgt. Det kunne jo gøre ondt at mærke efter,

Og amerikanerne er jo overfladiske, svenskerne konforme, franskmændene arrogante, tyskerne humørforladte, italienerne svindlere, nordmændene enfoldige, irerne fordrukne, englænderne selvhøjtidelige, skotterne nærige og finnerne tavse og kaster med knive.

Men her i Danmark rykker vi sammen. Fra kongeklippen viser vi vores lyserøde afkom frem, så alle kan neje i støvet for den lille buttede Buddha, mens danske mænd over night kastreres, trylles om til umælende, pleasende skaffedyr og omdannes til Berlingo-Bambier i firehjulede pastelfarvede rædsler købt af hustruen – med kursen sat mod Bilka og nærmeste Lemminge-klippe.

Og i citronmånens matte skær sidder vi lørdag aften og ser 50 år gamle danske film om uskyldens tid, når vi ikke svinger papirflagene fra Dagli’Brugsen og går crazy Daisy, mens vi fejrer dronningens næste runde år som bestyrer af landets største og mest luksuriøse rygekabine.

Det virker, som har vi alle lavet en fælles forståelse af det gode liv – om lykken – i en nostalgisk higen efter en svunden tid, mens vi selviscenesætter os selv som medlemmer af Dejlige Danmark.
Og dem, som ikke kan mærke lykken og som ikke passer ind i den mentale hyggefilm?
De sygeliggøres og medicineres. For der må være noget galt med dem.

Men måske er det i virkeligheden de ulykkelige, som har gennemskuet konceptet og tør stå ved deres tvivl? For vi mennesker er lige nøjagtig så glade, som vi beslutter os for at være. Og ingen skylder os lykken. Vi kan hverken kræve eller forvente den.

Selv synes jeg, at lykken er en fluffy, kalorieløs fister. En candyfloss. En orgasme. Et vindpust og et kindkys. Den er der. Og så er den er ikke.
Nej, giv mig harmoni.
Det har grund.
Dét er langtidsholdbart.

Helle for at være en af de ulykkelige tosser, som forsøger at klappe og kippe med ét flag.
Mens jeg elsker mit land.
For det gør jeg.

Med sund skepsis. Godt og vel. Se mere

Når mænd hader kvinder og kvinder hader mænd

Jeg ved snart ikke, hvad der er mest deprimerende.

Facebook-gruppen bestående af selvmedlidende, snøftende mænd (ofte med et uafklaret, uafsluttet symbiotisk forhold til deres mor), som sidder og sviner deres ekskoner til med andre forsmåede, håndsky, forladte voksne drenge som støttende backing-gruppe, mens de kalder kvinden, de engang elskede, tilbad og kyssede tæerne på, for sindssyg, utro, hævntørstig og frigid?

Eller Facebook-gruppen ‘trolde som har andre i deres vold’, hvor kvinder (ofte med et uafklaret, uafsluttet symbiotisk forhold til deres mor), foran det jublende hjemmebane-publikum fortæller, hvordan de har futtet deres impotente, underudrustede, cocktailpølse-udstyrede eks-kærestes glemte underbukser af på bålet, og hvor en stor del af gruppen åbenlyst består af medsøstre, som hader mænd, fordi netop mænd hos en del i dét forum overordnet set for en sikkerheds skyld opfattes som nogle psykopatiske og manipulerende svin?

Problemet med begge grupper er, at man generelt ikke udfordres, vokser, slipper offerrollen, kigger indad, lærer at opholde sig på egen banehalvdel og i øvrigt genfinder troen og kærligheden uden skepsissen som træls rejsepartner, hvis man kun er omgivet af begejstrede klakører i det matte spejl på væggen.

Og værst af alt er det naturligvis, at børnene ender som de uskyldige ofrene i begge krigslejre, og at de to kamphaner ofte først kigger på egen tarv – og netop ikke omgivet af artsfæller animeres til at tænke på netop den svageste part i et brud og kigge lidt ud over egen snude.

Der findes frygtelige mænd og lige så frygtelige kvinder – og der findes helt fantastiske, vidunderlige modeller af begge slags.
Og somme tider går det grueligt galt på kærlighedens dansegulv, fordi vi sjæle ikke altid skal på den samme rejse, eller fordi vi vokser fra hinanden. Andet ville faktisk også være unaturligt, da alle sjæle har deres frie vilje.

Derfor tror jeg også på, at man kan møde den eneste ene flere gange i livet.

Nemlig dén person, som supplerer, udfordrer og matcher én lige på dét sted, man er på dette tidspunkt og i denne version af livet og tilværelsen, og som man kan skrive en fælles historie med nu og herfra.

Kort eller lang.

Derfor skal vi tilgive hinanden – og os selv – at vi ikke kunne leve op til Model Kærnefamilie 2:0, og at vores sjæle skulle hver sin vej, og så ellers takke for rejsen og den lære, vi skulle give hinanden, så længe det varede, og også takke de børn, vi gav hinanden og denne verden, fordi ingen møder er tilfældige.

Tilgivelse er det sværeste, men kraften, skønheden og indsigten i tilgivelsen er enorm.
Desuden virker og healer tilgivelsen i alle retninger. Ikke blot på én selv, men også på ex’en og på børnene – og dermed deres tarv og liv.

Og så er det for resten meget mere behageligt at tilgive end at hade.

Jeg tror, jeg vælger stadig at tro på det pludselige, overraskende, uventede møde, på nysgerrigheden i at lære en anden sjæl at kende i forelskelsens varme favn, på den spirende, magiske, vidunderlige, gåsehudsfremkaldende kærlighed – og på den eneste ene i alle hendes eller hans vidunderlige skikkelser.

Måske burde jeg invitere en flok medlemmer af de to grupper herud i skoven til en sommerhavefest, hvor det kun er tilladt at kysse, tilgive og forstå.
Og så naturligvis også lige huske at bede alle om at aflevere slag-, håndvåben og skilsmisseadvokater i garderoben ved indgangen.

PS:
Og jo, naturligvis findes der både mandlige og kvindelige psykopater, som gør livet uudholdeligt for deres partner psykisk såvel som fysisk, og naturligvis er intet værre end at måtte kæmpe en nærmest uudholdelig kamp for at sikre sit barns samvær med sig – men det er samtidig vigtigt at iagttage, og tilgive, sin egen del af dramaet og være på en rejse mod et nyt ståsted.
Ligesindede kan støtte, men der er også en fare for, man blot bliver bekræftet i sin holdning og fastholdt i offerrollen. Og det er ingen tjent med.

Den dag de ville skyde min søn

Det startede som en helt almindelig dag.
Og den sluttede med, at jeg sad hulkende og rystende i min bil.
Jeg kender angsten på min egen krop – angsten, som opstår, når dem, som står én allernærmest, trues på livet.
En angst, som meget mere er den dybeste følelse af magtesløshed. Af dyb ensomhed.
En usynlig trussel, som man ikke kender ansigtet på. Men som bare er derude et sted i mørket.

Jeg voksede op og blev journalist med en drøm om at redde verden.

Men den eneste, jeg reddede, var mig selv fra en barndom fyldt med udfordringer.

I mange år fik jeg et kick af nyheder. De var mit fix. Mit junk. Indtil Mr. News en dag fik nok af at være en del af bekymringsindustrien.

For intet er lettere end at sprede angst.

Men dén dag mærkede jeg den virkelige angst på min egen krop.

Året var 1993, jeg boede alene med min niårige søn i en lille landsby uden for Assens – og jeg var i København på et kursus, da jeg den efterårsdag blev ringet op fra min arbejdsplads Fyens Stiftstidende.
De ville fortælle, at de havde modtaget et anonymt brev.
Brevet var maskinskrevet og velformuleret – og essensen var klar:
De ville skyde hovedet af min søn.

Blot et enkelt tryk på aftrækkeren, så er der no more fucking Østlundson. Puff …

Ordene står stadig her mere end 21 år senere mejslet ind i mit sind.

Jeg havde i perioden op til skrevet adskillige artikler om ubehagelige telefonopkald, som næsten 250 personer – næsten alle kendte samfundsdebattører på venstrefløjen – havde modtaget.
I den modsatte ende af telefonen kunne man blot høre en person, som trak vejret. Og som ikke svarede, selv om man råbte, truede eller latterliggjorde.
Telefonen ringede blot op igen – og igen.

Jeg og min søn havde også selv oplevet det gennem måneder – både dag og nat – og telefonen kunne ringe snesevis af gange hver dag.
Og drengen syntes som jeg, at det var dybt ubehageligt.
Det var før mobiltelefonens og nummervisernes tid.

Alt tydede i øvrigt på, at det var højreekstremistiske personer, som stod bag både telefonopkaldene – også brevet til mig, som også indeholdt nynazistiske lovsprisninger.

Den dag, jeg brød hulkende sammen i min bil, døde nyhedsjægeren Bo.
Og der skulle gå næsten 15 år, før jeg overhovedet turde både min søn og alle andre om truslerne.

For hvad gør man i sådan en situation med en dreng, som går i 3. klasse, og som man intet kan fortælle – heller ikke hvorfor hans far pludselig begynder at køre ham i skole og hente ham igen?

Og som er dødsensangst, hver gang han går ud og leger?

Derfor forstår jeg til fulde Peter Øvig Knudsen, som i fjor bekendte, at han ikke turde skrive bogen om Pusher Street af frygt for repressalier og efter råd fra politiet.

Og jeg har fuld respekt for, at Jyllands-Posten – hvor en række af de ansatte journalister i dag går til psykolog og har problemer med at sove om natten efter dødstruslerne mod avisen – ikke turde trykke Charlie Hebdo-tegningerne for en uge siden efter terroraktionen i Paris. Og at avisen åbent og ærligt tilføjer debatten en ny ærlig dimension ved slet og ret at fortælle, at de er bange.

Så må alle de andre – som forresten ikke siden 2008 selv har turdet trykke de snart 10 år gamle Muhammad-tegninger, og som aldrig har iklædt sig t-shirts med titlen ’Jeg er Jyllands-Posten’ – klare de hule skåltaler.

Mens vi andre lægger arm med den satans angst.

Følg mig på Twitter eller Facebook og få besked hver gang, der lægges et nyt blogindlæg ud.

Søren Pind, ytringsfriheden og hipoerne

Det var en sen onsdag aften, da han pludselig stod i mit tv med en tegning i hånden i faklernes skær.
Lars Løkke Rasmussen.
Foran den franske ambassade på Kongens Nytorv i København for at vise sympati og respekt for de dræbte og efterladte ved terrorangrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo i Paris – og minde om vigtigheden af ytringsfriheden.

I den ene hånd holdt, ja, nærmest knugede, Løkke en af satire-tegningerne fra Charlie Hebdo – og han har sikkert også som mange andre lagt en kuglepen blandt blomsterne og mindeordene.

Hvor rart at se den mand i andre forbindelser end skandaler, fråds og sure underbukser.
Og jeg glemte ganske, at det er valgår, og at Helle to dage forinden havde været på charmeoffensiv i Bilka blot et par uger efter, hun også erklærede sig som Brøndby-fan – så hun åbenbart i øjeblikket stiller op som Miss Vestegnen.

Løkkes tro væbner og Venstre-partifælle, allestedsnærværende Søren Pind, var der også onsdag aften foran den franske ambassade.
Jeg så ikke, om han også bar en satiretegning, men mon ikke også Pind var der for af de samme årsager:

Sympati. Respekt. Ytringsfrihed.
Ret – og plads – til forskellige meninger og holdninger.

Tre dage senere, i den forgange weekend, kørte Kronprins Frederik to gange over den lukkede Storebæltsbro for at komme til og fra DR-sportens store show i Herning.
Det var der en masse, som synes var en dårlig ide.
Andre – deriblandt Søren Pind fra Danmarks Liberale Parti – mente det modsatte.

Og det fik ham i går mandag til at lave denne opdatering på Facebook, hvor Trikolore – som er blevet forbundet med frihed, lighed og broderskab – stadig vajer som profilfoto.

Jamen tillykke til dem, der nu fik både PET og Kongehuset til at undskylde. Så har I lighedshipoer været hele raden rundt. Politikere, Embedsmænd, Kongehus – alle skal nu sige undskyld for at være til. Selv vores statsoverhoved og vores kommende Konge skal nu rende rundt og sige “undskyld undskyld undskyld”. Hvor patetisk, latterligt, småligt, småskoet, lighedsfascistisk kan det hele egentlig blive! Bvadr!

Vi lader ytringsfriheden, le drapeau tricolore, hipo og bvadr! stå et øjeblik.

Mens vi alle stadig er Charlie

Vi er alle Charlie.

Og vi græder alle med Paris, hvor 17 uskyldige personer omkom, da al-Qaedas afdeling i Yemen slog til som hævn for krænkelsen af profeten Muhammads ære.
Som vi græd med New York og USA den 11. september 2001, da 2973 blev dræbt efter en række koordinerede terrorangreb begået af 19 mænd, også med tilknytning til al-Qaeda.
Og som vi græd med Madrid den 11, marts 2004, da 191 blev dræbt, efter at 10 bomber blev bragt til sprængning i tre fyldte, lokale morgentog mellem Alcalá de Henares og Atochabanegården i Madrid.
Og som vi græd med London den 7. juli 2005, da fire bombeeksplosioner om morgenen ramte undergrundsbanen og en dobbeltdækkerbus – 52 civile omkom.

Vi kommer til at græde igen.
Om det bliver med København, med Rom eller et helt tredje sted, bestemmer kun tilfældet og et hul i efterretningstjenesternes overvågning.
Men terrorren vil ramme igen.
Helt tilfældigt og pludseligt en dag.

Allerede sidste efterår advarede højtstående EU-embedsmænd om, at et stort islamistisk terrorangreb i Europa vil være uundgåeligt, når europæiske jihadister og medlemmer af Islamisk Stat (IS) vender tilbage fra Syrien og Irak.
’Terroraktioner må betragtes som forprogrammerede. Vi har klare signaler om, at dette er, hvad de udenlandske krigere stiler efter. Dette er den største trussel, vi står over for’, lød det.

De 12 Muhammed-tegninger, som Jyllands-Posten bragte i september 2005, samt den danske deltagelse i Afghanistan, Irak og Syrien, har for længst medført en øget trussel mod Danmark og danske interesser i udlandet – og både politiets og forsvarets efterretningstjenester har løbende skærpet trussels-vurderingerne de seneste år.
Politiets Efterretningstjeneste (PET) vurderer, at der længe har eksisteret en generel terrortrussel mod vort land.

Dengang i 2005 måtte to af de 12 tegnere gå under jorden efter at have modtaget terrortrusler, og den 1. januar 2010 kom attentatforsøget mod karikaturtegneren Kurt Westergaard, som siden har levet under beskyttelse.
I den samme periode kom truslerne mod Jyllands-Posten. I oktober 2009 anholdt politiet i Chicago den 50-årige David Headley, der siden har tilstået, at han havde planer om at få orkestreret et væbnet angreb på Jyllands-Posten.

I 2010 havde tre unge mænd, som den 29. december tidligt om morgenen var ankommet til en lejlighed på Mørkhøjvej i Herlev fra Sverige, også planlagt at angribe Jyllands-Posten på Rådhuspladsen i København. De ville binde ofrene med plastikstrips, og herefter ville de halshugge og skyde så mange som muligt i løbet af 20 minutter.
PET havde imidlertid installeret skjulte mikrofoner, og under aflytningen af mændene kunne man høre en fællesbøn i lejligheden, hvor en af mændene sagde ’Når de vantro mødes, så bind dem og hug halsen over på dem.’
Forud for anholdelserne var gået længere tids overvågning og efterforskning, som blev gennemført i tæt samarbejde mellem det svenske sikkerhedspoliti, SÄPO, og PET.

På én og samme gang trist og dybt uforståeligt med Jyllands-Postens specielle historik, at avisen i denne omgang i omtalen af terrorangrebet mod Charles Hebdo i Paris valgte at undlade at trykke de omstridte tegninger fra den franske satiriske ugeavis, der udkom første gang i 1970.
Og forfriskende ærligt, at avisens ansvarshavende redaktør Jørn Mikkelsen – efter at have slået knuder på sig selv i alle udtalelser siden 2008 – endelig åbent erkendte angsten i avisens leder ’Vold virker’.

Her hed det bl.a.:

’Det er ude i hampen at påstå, at islam ikke skulle have nogen magt. Magt handler om evnen til at påvirke menneskers og samfunds beslutninger. I den forstand har islam i den grad magt. De fleste europæere har 25 år efter angrebet på Salman Rushdie internaliseret fatwaen mod ham. Nej, grunden til, at ingen har genoptrykt de famøse tegninger, er naturligvis frygt. Alt andet er bortforklaringer. Frygt er imidlertid en legitim følelse, ikke mindst for de ansatte på denne avis.

Vi har levet med frygten for et terrorangreb i ni år, og ja, det er forklaringen på, at vi ikke genoptrykker Muhammed-tegninger, hvad enten det er vores egne eller Charlie Hebdos. Hensynet til medarbejdernes sikkerhed vejer tungest. Vi er også på det rene med, at vi dermed bøjer os for vold og intimidering, og vi er klar over, at Danmark og pressen på den baggrund ikke skal vente mindre af den slags, men mere når nogen næste gang krænker muslimernes profet. For det viser, at vold virker.

Vores kolleger på Charlie Hebdo blev myrdet, fordi de som det eneste blad i Europa insisterede på at fortsætte deres kompromisløse islamkritik på linje med hudfletningen af andre religioner. Det betalte de den højeste pris for. De insisterede på at forblive Charlie Hebdo. Det kan ingen andre bryste sig af.’

Læs hele lederen her.

Skal der komme noget godt ud af Jørn Mikkelsens og Jyllands-Postens erkendte knæfald, må det være, at hele diskussionen om ytringsfrihed her i landet og angsten for repressalier nu får en ny og anden dimension end den frelste.
Og fakta er da også, at ingen danske aviser siden 2008 har turdet genoptrykke Kurt Westergaards tegning med profeten med en bombe i turbanen.

Derfor var det også en næsten gratis omgang for dagbladet Politiken at ride med på ‘Je suis Charlie’-bølgen.
Avisen bragte et udvalg af Charlie Hebdo’s tegninger – og sikkert ikke tilfældigt blandt dem kun den mildeste provokation mod muslimer – og så glemte alle midt i korstoget for ytringsfriheden for en stund, at netop Politiken i 2010 indgik et forlig om den krænkelse, som avisens genoptrykning af Muhammed-tegningerne forårsagede muslimer i 2008.
Den daværende redaktør Tøger Seidenfaden undskyldte dengang for den krænkelse, som en række muslimer havde følt.

S-formanden Helle Thorning-Schmidt fordømte som alle andre på Christiansborg 2010-forliget:
’Det er vanvittigt. Der er krænkelser i medierne hver eneste dag. Sådan er det med ytringsfriheden …’, lød det fra statsministeren.

Så på bundlinjen står, at trods den store opbakning omkring omkring både Charlie Hebdo og ytringsfriheden i de danske medier – ja, så var der næppe nogen af de selvsamme aviser, som i dag ville turde genoptrykke de gamle Muhammed-tegninger.

Og alle os med de vajende franske flag og Je suis Charlie-profilbillederne på Facebook – vi tør heller ikke bruge billedet af profeten med bomben i turbanen som profilbillede, selv om det vel netop bedre end nogle andre i en dansk kontekst ville være indbegrebet af ytringsfriheden.
Men smukt ser det ud – og rigtigt er det at stå sammen. For hvad har vi ellers, hvis vi ikke har hinanden?

Vejen er imidlertid lang.
Og mens vi med tilbageholdt åndedræt venter på, hvornår og hvor det sker igen, må vi bare konstatere, at verden en januardag i 2015 stadig er lige så forandret, som den blev en septemberdag i 2001, da de to tårne i New York styrtede til jorden, uden vi i sekundet fattede omfanget og forstod, hvordan dén dag ville forandre alt.

For altid.

Margit fra Ørum Mark

Hun var 13.
Og så hed hun Margit.
Margit fra Ørum Mark ved Daugård i Jylland.

152 centimeter høj, 35 kilo, blå øjne, kommunefarvet halvlangt hår.

Margit var lige kommet op i en ny patrulje, som hed Spætterne, hun var venstrehåndet, hun ville få 500 kroner, når hun fyldte 18, hvis hun ikke røg, og til sin fødselsdag i august 1969 fik hun en cykel, en skriveblyant, et pudebetræk, bogen ”Fugle i farver”, en pose med frugt og slik, 17 kroner – og den æske chokolade, jeg sendte hende.
Senere udvekslede vi også julegaver. Hun sendte mig en oplukker formet som en guitar, og den sov jeg med om natten.

Margit tegnede røde hjerter med pile igennem og hendes og mit eget navn, hun tegnede fugle, som kyssede hinanden, med vores navne under, og hun skrev: ”Bo, I love also you” og ”Goodbye” – og med morsealfabetet spurgte hun ”Kommer du sammen med en pige for tiden?”

Nej, det gjorde jeg absolut ikke. For jeg havde jo min helt egen Margit.

Og vi delte livets store spørgsmål såsom ”Så du Pippi Langstrømpe i fjernsynet?”, ”Har du set ‘De 5 og spionerne’ i biografen?”, ”Skal du på spejderlejr”, ”Er du vaccineret for calmette?” – og ”Har du hørt ‘Dizzy’ med Tommy Roe?”

Og jeg spurgte og blev mere og mere modig. Og hun svarede:

”Kommer du sammen med en dreng, spørger du – er det en, man går ud med om aftenen? Jeg har naboer, som er drenge, jeg leger med. Vi leger i sneen.”

”Du spørger, om jeg er sexet. Jeg ved altså ikke, hvad du mener med det. For det, jeg kalder sex, er at gå i seng med en dreng og gøre sex.”

”Du spørger, om jeg kan lide dem, som stammer. Jeg kan godt lide dem, som stammer, lige så godt som dem, der ikke stammer. Jeg er selv ordblind og har gået til særundervisning.”

Og sådan fløj brevene med de rødeste, sødeste hjerter og kyssende fugle mellem Fyn og Jylland fra 1969 til 1970 med 60-øres-frimærker og sirligt skrevne navne og adresser på forsiden og bagsiden, indtil Margit en dag rejste på sommerferie på Bornholm.
Det sidste livstegn, som skulle blive brev nummer 14, sendte hun fra ferien.
Jeg nummererede det som de øvrige og gemte det i stakken i skuffen og skrev tilbage til hende. Men jeg hørte aldrig mere.

Men jeg havde stadig det utydelige lille foto, som hendes søster havde taget af hende på lang afstand, og hvor hun kiggede ned i jorden.
Hun lignede alligevel en million.
Og så havde hun rottehaler.

Ligesom Pippi.