Jeg blev født 11 år efter frihedens budskab fra London af forældre, som havde mistet frygten for krigen, men som stadig huskede alt.
Akkompagneret af 1960’erne voksede jeg op i et nordfynsk univers på størrelse med et fingerbøl som en blond, fregnet Foska-dreng med butterfly, hvirvel i panden og skrabede knæ. Struttende af levertran, syltetøjsmadder, saftevand, danskpop og uendelige somre.
Og vintre.
For mændene drak alt for mange bajere i hjemmene i min landsby, mange af konerne fik en flad, som ikke nødvendigvis var med flad hånd, børn skulle hverken ses eller høres, og i skolen blev jeg og nogle af de andre lige så følsomme drenge ofte ydmyget af lærerne – bare for en sikkerheds skyld.

Men vi knægte lærte alligevel både at danse med djævelen, at tune en Tomos og at liste en hånd ned i et par stramme, alt for stramme, cowboybukser uden at vide, hvad vi ledte efter, da vi styret af den lille – alt for lille – ukuelige enøjede bandit, hans to staldbrødre og tonsvis af testosteron drog ud i livet på jagt efter den søde kløe.

I 1968 udkom den 300 sider store Blå Betænkning, som gjorde op med kløene og terperiet, og i slutordene i kapitlet ”Læseplaner og skolen” lød det bl.a., at det var skolens opgave at fremme alle muligheder for, at ”børnene kan vokse op som lykkelige og gode mennesker.”

Allerede dengang var lykken et gyldent defineret mål.

Men på min lille sorte kommuneskole blev børnene stadig stillet militærisk op i rækker to og to, inden vi fik lov at marchere ind. Og de formastelige, som ikke havde fulgt de uskrevne regler for god opførsel i frikvarteret, blev på vejen ind tildelt en lussing, en knytnæve i hovedbunden eller et spark i røven.

Der måtte købmandens Bo for første gang redefinere sin opfattelse af lykken.

At danskerne ikke er verdens gladeste folkefærd, viser de mange og det i disse år stigende antal klager fra udenlandske turister, som er trætte af at betale en bondegård for en caffé latte, mens de får dræberblikket af servitricen.
At den så højt besungne danske hygge kun gælder dem, vi har lyst til at hygge os med, oplever andre. Og i trafikken vrimler det med fuck-fingre, stressede horn, hidsigt blinkende lygter og preskørsel.

Og så er der skilsmisserne, utroskaben og hele angst-industrien, som både behandler-systemet, medicinalindustrien og pressen er en del af.
Ja, selv et ganske almindeligt vinterblæsevejr skal piskes op til drama, når tv’s udsendte til den første efterårsstorm snart finder sin faste plads på Hanstholm Havn, hvor det ser mest dramatisk ud, for med saltvand om ørerne med dommedagsstemme beretter om risikoen for vindstød af stormstyrke.

Alligevel – og det er det besynderlige – kåres indbyggerne i H.C. Andersens eventyrland på baggrund af udenlandske undersøgelser igen og igen til et af verdens lykkeligste folkeslag. Som by the way også er det folkefærd, som æder flest lykkepiller.
Måske tør vi ikke svare andet end ja, når vi bliver spurgt. Det kunne jo gøre ondt at mærke efter,

Og amerikanerne er jo overfladiske, svenskerne konforme, franskmændene arrogante, tyskerne humørforladte, italienerne svindlere, nordmændene enfoldige, irerne fordrukne, englænderne selvhøjtidelige, skotterne nærige og finnerne tavse og kaster med knive.

Men her i Danmark rykker vi sammen. Fra kongeklippen viser vi vores lyserøde afkom frem, så alle kan neje i støvet for den lille buttede Buddha, mens danske mænd over night kastreres, trylles om til umælende, pleasende skaffedyr og omdannes til Berlingo-Bambier i firehjulede pastelfarvede rædsler købt af hustruen – med kursen sat mod Bilka og nærmeste Lemminge-klippe.

Og i citronmånens matte skær sidder vi lørdag aften og ser 50 år gamle danske film om uskyldens tid, når vi ikke svinger papirflagene fra Dagli’Brugsen og går crazy Daisy, mens vi fejrer dronningens næste runde år som bestyrer af landets største og mest luksuriøse rygekabine.

Det virker, som har vi alle lavet en fælles forståelse af det gode liv – om lykken – i en nostalgisk higen efter en svunden tid, mens vi selviscenesætter os selv som medlemmer af Dejlige Danmark.
Og dem, som ikke kan mærke lykken og som ikke passer ind i den mentale hyggefilm?
De sygeliggøres og medicineres. For der må være noget galt med dem.

Men måske er det i virkeligheden de ulykkelige, som har gennemskuet konceptet og tør stå ved deres tvivl? For vi mennesker er lige nøjagtig så glade, som vi beslutter os for at være. Og ingen skylder os lykken. Vi kan hverken kræve eller forvente den.

Selv synes jeg, at lykken er en fluffy, kalorieløs fister. En candyfloss. En orgasme. Et vindpust og et kindkys. Den er der. Og så er den er ikke.
Nej, giv mig harmoni.
Det har grund.
Dét er langtidsholdbart.

Helle for at være en af de ulykkelige tosser, som forsøger at klappe og kippe med ét flag.
Mens jeg elsker mit land.
For det gør jeg.

Med sund skepsis. Godt og vel. Se mere