Når mænd hader kvinder og kvinder hader mænd

Jeg ved snart ikke, hvad der er mest deprimerende.

Facebook-gruppen bestående af selvmedlidende, snøftende mænd (ofte med et uafklaret, uafsluttet symbiotisk forhold til deres mor), som sidder og sviner deres ekskoner til med andre forsmåede, håndsky, forladte voksne drenge som støttende backing-gruppe, mens de kalder kvinden, de engang elskede, tilbad og kyssede tæerne på, for sindssyg, utro, hævntørstig og frigid?

Eller Facebook-gruppen ‘trolde som har andre i deres vold’, hvor kvinder (ofte med et uafklaret, uafsluttet symbiotisk forhold til deres mor), foran det jublende hjemmebane-publikum fortæller, hvordan de har futtet deres impotente, underudrustede, cocktailpølse-udstyrede eks-kærestes glemte underbukser af på bålet, og hvor en stor del af gruppen åbenlyst består af medsøstre, som hader mænd, fordi netop mænd hos en del i dét forum overordnet set for en sikkerheds skyld opfattes som nogle psykopatiske og manipulerende svin?

Problemet med begge grupper er, at man generelt ikke udfordres, vokser, slipper offerrollen, kigger indad, lærer at opholde sig på egen banehalvdel og i øvrigt genfinder troen og kærligheden uden skepsissen som træls rejsepartner, hvis man kun er omgivet af begejstrede klakører i det matte spejl på væggen.

Og værst af alt er det naturligvis, at børnene ender som de uskyldige ofrene i begge krigslejre, og at de to kamphaner ofte først kigger på egen tarv – og netop ikke omgivet af artsfæller animeres til at tænke på netop den svageste part i et brud og kigge lidt ud over egen snude.

Der findes frygtelige mænd og lige så frygtelige kvinder – og der findes helt fantastiske, vidunderlige modeller af begge slags.
Og somme tider går det grueligt galt på kærlighedens dansegulv, fordi vi sjæle ikke altid skal på den samme rejse, eller fordi vi vokser fra hinanden. Andet ville faktisk også være unaturligt, da alle sjæle har deres frie vilje.

Derfor tror jeg også på, at man kan møde den eneste ene flere gange i livet.

Nemlig dén person, som supplerer, udfordrer og matcher én lige på dét sted, man er på dette tidspunkt og i denne version af livet og tilværelsen, og som man kan skrive en fælles historie med nu og herfra.

Kort eller lang.

Derfor skal vi tilgive hinanden – og os selv – at vi ikke kunne leve op til Model Kærnefamilie 2:0, og at vores sjæle skulle hver sin vej, og så ellers takke for rejsen og den lære, vi skulle give hinanden, så længe det varede, og også takke de børn, vi gav hinanden og denne verden, fordi ingen møder er tilfældige.

Tilgivelse er det sværeste, men kraften, skønheden og indsigten i tilgivelsen er enorm.
Desuden virker og healer tilgivelsen i alle retninger. Ikke blot på én selv, men også på ex’en og på børnene – og dermed deres tarv og liv.

Og så er det for resten meget mere behageligt at tilgive end at hade.

Jeg tror, jeg vælger stadig at tro på det pludselige, overraskende, uventede møde, på nysgerrigheden i at lære en anden sjæl at kende i forelskelsens varme favn, på den spirende, magiske, vidunderlige, gåsehudsfremkaldende kærlighed – og på den eneste ene i alle hendes eller hans  vidunderlige skikkelser.

Måske burde jeg invitere en flok medlemmer af de to grupper herud i skoven til en sommerhavefest, hvor det kun er tilladt at kysse, tilgive og forstå.
Og så naturligvis også lige huske at bede alle om at aflevere slag-, håndvåben og skilsmisseadvokater i garderoben ved indgangen.

*

PS:
Og jo, naturligvis findes der både mandlige og kvindelige psykopater, som gør livet uudholdeligt for deres partner psykisk såvel som fysisk, og naturligvis er intet værre end at måtte kæmpe en nærmest uudholdelig kamp for at sikre sit barns samvær med sig – men det er samtidig vigtigt at iagttage, og tilgive, sin egen del af dramaet og være på en rejse mod et nyt ståsted.
Ligesindede kan støtte, men der er også en fare for, man blot bliver bekræftet i sin holdning og fastholdt i offerrollen. Og det er ingen tjent med.