Jeg er en sommerfugl.

Jeg flakser fra blomst til blomst – og jeg lever i nuet. Lige nu. For jeg ved, at livet er kort.
Jeg lever kun få dage eller uger. Andre arter bliver et halvt år, hvis det lykkes dem at overleve vinteren som voksne.

Men jeg skal nå det hele nu. I dag og i morgen.
Livet – here I come!
Så jeg flakser rundt, og engang imellem sætter jeg mig og opsuger den flydende næring. Jeg elsker blomsternektar, harpiks eller frugtsaften fra nedfaldne frugter.

Mums!

Jeg er en Dagpåfugleøje.
En Inachis io.
Se mine smukke farver, når lyset bryder i mine skæl på vingerne. Jeg folder dem lige ud, så du bedre kan se …
Cool, ikke?
Jeg er især vild med øjepletterne på vingen. Så kan de dumme fugle bare komme an. De går nemlig efter øjnene, så jeg slipper med et hak i vingen.

Ha!

Jeg er en sommerfugl.
Og jeg er fri som fuglen.
Jeg startede som en æde-maskine med mange ben og syntes selv, jeg var en lækker larve, inden jeg spandt mig en puppe med en silketråd, som jeg producerede – og inde i puppen begyndte forvandlingen, som I mennesker ikke kan gøre efter.
Metamorfosen.

Smag lige på dét ord!

Fra at være en fast substans af celler gik indholdet i puppen – der før var mig, larven – i opløsning og blev til en flydende væske. Og væskens celler fandt så sammen og dannede det der blev til den voksne sommerfugl.
Mig.

Efter tre uger kom jeg ud, og så sad jeg lige der og ventede på livet, for jeg kunne ikke folde mine vinger ud, før jeg havde pumpet blod ud i de fine ribber i vingerne.
Og bagefter skulle de tørre. Lige dér var jeg bange for at blive ædt af et rovdyr.

Men jeg klarede den – og nu flakser jeg glad rundt her på sommerfuglebusken akkompagneret af fuglesang sammen med alle mine venner.
Vi er ikke mange forskellige slags her i Danmark – kun 74 dagsommerfugle mod tidligere næsten 100.
Vores levesteder er nemlig forsvundet.
Tak for det, mennesker!

Men til gengæld har vi flotte navne.

Dér flakser en Spættet Bredpande, dér er min ven Svalehale, dér en Grønbroget Kålsommerfugl, der en Monark, og dér en Orange Høsommerfugl, en Sørgekåbe, en Kejserkåbe, en Østlig Takvinge, en Engperlemorsommerfugl, en Okkergul Pletvinge, en Moserandøje, en Terningsommerfugl, en Blåhale, en Lille Ildfugl og en Kløverblåfugl.

Det ér sgu da sjovere end  hedde Kurt, Dorthe og Irma.

Og nu må I undskylde mig.
Jeg skal videre, for jeg har lige et weekend-projekt.
Jeg skal have fundet en mage.

Jeg har kig på en sød lille, lækker sag, som jeg først så og bagefter lugtede mig frem til ved hjælp af mine følehorn, som også er mine antenner.
Jeg kan dufte hende på flere kilometers afstand. Jeg har selv duftskæl på vingerne, som fortæller hende, at det er den rigtige artsfælle, hun har fat i, når jeg gør en stormfuld kur lige om lidt … Romeo og Don Juan med vinger.

Er det sejt eller sejt?

Hvad siger I …?
Har jeg arme og ben?
Ligner jeg mere et menneske?
Spørger I, hvordan en dagsommerfugl kan skrive på pc …?

Visse vasse – jeg er en sommerfugl. En Dagpåfugleøje. En Inachis io.

Og det var jeg været, lige siden jeg som barn så min første sommerfugl i vores baghave på Nordfyn. I en opvækst, som bød på flere udfordringer, for mange tanker og for stor angst, end et lille barn og en ung knægt bør tumle med, blev sommerfuglebuskene bag købmandsgården mit hemmelige univers, hvor jeg lå på græsset og indsnusede kaskaderne af dufte, mens jeg følte eksploderende glimt at lykke ved at se mine vidunderlige, kulørte venner flakse rundt.

Her fandt jeg som barn hele meningen med livet og tilværelsen.

Indtil jeg en dag glemte både barnet og meningen med livet. Glemte, at man ikke kan fange skønheden. Den skal komme indefra – når tiden er. Men hvordan skulle en dreng overhovedet vide den slags?

Dén slags lærer man på den hårde måde.

HAPS …

Så lå sommerfuglen i mit lille sommerfuglenet, som smældene gennem solstrålerne.
Forsigtigt, meget forsigtigt uden at røre de smukke vinger  – så der ikke skete noget med dens smukke vinger – fik jeg den ned i syltetøjsglasset. Ned til den dræbende æter.
Og så fortsatte jagten på andre af de flaksende skønheder. Jeg ville have dem.
Have deres skønhed.
Fange deres sjæl.
Deres magi.

Så den kunne blive min.

Når jagten var slut, og sommerfuglene var døde, gik turen ind til stuebordet. Mit operationsbord. Sommerfuglen skulle være frisk og blød, for var den tør, knækkede der altid ét eller andet, og så var den lige til at smide ud.
Nogle gange vågnede de op igen, når jeg tog dem op af glasset, og det var ikke så heldigt.

Jeg nålede den døde sommerfugl oven fra midt gennem forkroppen og lod nålen gå ud nøjagtigt mellem benene.
Det var vigtigt, at sommerfuglen sad lige på nålen, og at nålen sad lige på spændbrættet.
Kom jeg til at sætte sommerfuglen skævt, ville vingerne i den ene side nemlig klappe op og i den anden ned, og så blev det færdige dyr skævt. En æter-død sommerfugl vil nemlig gerne slå vingerne sammen.

Og så der jo ikke noget at kigge på.

Så dér stod de på lit de sommerfugle-parade gennemboret af nåle og med vingerne spændt ud , indtil jeg efter en uge kunne fjerne dem fra spændepladen og placere dem i en kasse.

De var der alle sammen. Alle mine højt elskede venner. Alle mine døde venner.
Kejserkåber, Citronsommerfugle, Påfugleøjne, Admiraler, Takvinger og Sørgekåber.
Og sørgeligt var det – også for alle dem, jeg ikke engang kendte navnene på.

Men dén aften, hvor jeg i et øjebliks kådhed skød solsorten og slukkede dens sang og liv med et hagl fra min Diana 22-luftbøsse, besluttede jeg mig for aldrig mere at lege herre over liv og død.

Da fuglen var begravet, og storvildstjægeren havde grædt meget lidt modige sine tårer, blev nålene trukket ud af de søde, smukke sommerfugle, hvorefter de døde, smukke flaksere kom i en lille æske og blev begravet ved siden af sommerfuglebuskene.

Siden har jeg ikke kunne slå en flue ihjel, og menneskets opfattelse af sig selv er vel i virkeligheden overvældende narcissistisk, og religionen hovmodig, når den sætter mennesket over alt andet og tror, at verden bare er til for os.

I dag får jeg min vigtigste viden fra skoven. Den giver mig ro og tvinger pulsen ned.
Intet er vigtigere og mere intenst end at gå og bo alene i skoven, at gå på jagt efter spor eller ekskrementer og pludselig møde ræven, rådyrene og rovfuglene.

Tidligere fik jeg til stadighed gåsehud og jeg kunne græde af glæde, når jeg mødte en elg eller et par vildsvin i min smålandske skov, eller når tranerne om foråret danser på engen foran mit hus.
Nu er Småland skiftet ud med det blide Vestsjælland og bøgeskoven.
Men glæden ved naturens gang er den samme.

Ikke to dage er ens. Og møderne bevæger mig. Fylder mig med taknemmelighed.

Da jeg var lille, fortalte min mormor mig, at hver en stjerne på himlen blinkede for en død person. Senere læste jeg Jules Verne. Bogen indeholdt tegninger, jeg ikke i min vildeste fantasi havde drømt om fandtes.
Af rumskibe.
Fjerne planeter.
Udforskningen af rummet.

Som 10-årig brugte jeg alle mine lommepenge til at bestille en stjernekikkert i et postordrekatalog – blot for at opdage, at kikkerten ikke kunne se længere end til byskiltet.
Så kom min interesse for Apollo-rumprojektet, og siden blev jeg fascineret af de flyvende tallerkener, som i stort tal opsøgte jorden.
Men pludselig holdt de en dag i 1970’erne op med at besøge os.

Måske fordi de fandt ud af, jorden ikke rummede intelligent liv?

I dag bruger jeg stjernerne og planeterne til at orientere mig i skoven om natten.

Menneskets største problem er i virkeligheden, at vi isolerer os fra resten af skabelsen og tolker dyr og natur udelukkende fra et videnskabeligt perspektiv.
Derfor ser vi aldrig resultatet af vores handlinger, og vi behøver heller ikke tage det fulde ansvar for dem.

Mennesket har altid tilbedt naturen. Men samtidig har vi forsøgt at bekæmpe den. Kontrollere den. I vort evige ønske efter at være in command.
Vi vil kende dens tanker, fordi vi samtidig frygter den.
På et tidspunkt glemte vi at respektere den.
Og da respekten forsvandt, forsvandt alt.

Den dialektiske tyske filosof og sociolog Theodor W. Adorno lurede dette menneskets harakiri før alle andre:
Jo mere vi forsøger at slå naturen ihjel og befri os fra dens overmagt, jo mere besejrer den os i form af fornyet ufrihed og barbari.

Forinden havde Søren Kierkegaard sat ord på vores angst:
Mennesket befinder sig som den eneste skabning midt mellem englen og dyret. Vi har nemlig en fri vilje. En bevidsthed.
Vi ved, vi skal dø.
Derfor lever mennesket ikke som dyret på instinkt. Vi lever på angsten. Men vi tør ikke gå ind i den, selv om vor eneste mulighed er at slutte fred med angsten.

I stedet søger vi tilflugt i religionen i håbet om at klare skærene.

På mit gamle langbord i stuen her i skoven ligger en bog med et omslag i håbets farve.

Min egen livsmentor og inspirationskilde er den amerikanske filosof Henry David Thoreau, som gennem hele sit liv søgte den store sammenhæng i de mindste ting.
Han tog i 1845 ud for at bo alene uden andre hjælpemidler end sine hænder i et lillebitte bjælkehus, han selv byggede, på bredden af skovsøen Walden Pond i Concord, Massachusetts.

Han gjorde det for at skære ind til hjertekulen og beskæftige sig med livets grundlæggende kendsgerninger af frygt for, at han, når døden nærmede sig, skulle opdage, han ikke havde levet.

I to år og to måneder gjorde han i sin isolation notater om naturen og menneskenes forhold til den – og i 1854 udgav han sit hovedværk formet som en rapport om det eksperiment, han foretog med sit eget liv:

’Jeg flyttede ud i skovene, fordi jeg gerne ville leve bevidst, befatte mig udelukkende med livets grundlæggende kendsgerninger. Mit liv skulle gå i dybden, jeg ville suge al dets marv, leve så strengt og spartansk, at alt det, der ikke var liv, blev slået på flugt eller mejet ned, jeg ville drive livet op i en krog og finde dets inderste væsen.’

Svaret på livets mening er ifølge Thoreau ikke nye meningsløse opfindelser og blind vækst. Men at skrælle alt, der ikke tjener til livets fysiske og åndelige opretholdelse, bort og i intimt samvær med naturen at leve et simpelt liv, som frigør og forløser mennesket fra forbrugerræset. Lytte til os selv og den natur, vi har del i og er en del af, men som vi af al magt forsøger at frigøre os fra

”Walden – livet i skovene” er en bog, som er god at have inden for rækkevidde hele livet igennem. Også i Småland, hvor man kan kende en mand på størrelsen af hans tågelygter.

Og hvad har alt dette så med en lille sommerfugleelskende nordfynsk dreng at gøre, kan du spørge.

Og jeg vil svare:

Alt.

Jeg er en sommerfugl.