Hun var 13.
Og så hed hun Margit.
Margit fra Ørum Mark ved Daugård i Jylland.

152 centimeter høj, 35 kilo, blå øjne, kommunefarvet halvlangt hår.

Margit var lige kommet op i en ny patrulje, som hed Spætterne, hun var venstrehåndet, hun ville få 500 kroner, når hun fyldte 18, hvis hun ikke røg, og til sin fødselsdag i august 1969 fik hun en cykel, en skriveblyant, et pudebetræk, bogen ”Fugle i farver”, en pose med frugt og slik, 17 kroner – og den æske chokolade, jeg sendte hende.
Senere udvekslede vi også julegaver. Hun sendte mig en oplukker formet som en guitar, og den sov jeg med om natten.

Margit tegnede røde hjerter med pile igennem og hendes og mit eget navn, hun tegnede fugle, som kyssede hinanden, med vores navne under, og hun skrev: ”Bo, I love also you” og ”Goodbye” – og med morsealfabetet spurgte hun ”Kommer du sammen med en pige for tiden?”

Nej, det gjorde jeg absolut ikke. For jeg havde jo min helt egen Margit.

Og vi delte livets store spørgsmål såsom ”Så du Pippi Langstrømpe i fjernsynet?”, ”Har du set ‘De 5 og spionerne’ i biografen?”, ”Skal du på spejderlejr”, ”Er du vaccineret for calmette?” – og ”Har du hørt ‘Dizzy’ med Tommy Roe?”

Og jeg spurgte og blev mere og mere modig. Og hun svarede:

”Kommer du sammen med en dreng, spørger du – er det en, man går ud med om aftenen? Jeg har naboer, som er drenge, jeg leger med. Vi leger i sneen.”

”Du spørger, om jeg er sexet. Jeg ved altså ikke, hvad du mener med det. For det, jeg kalder sex, er at gå i seng med en dreng og gøre sex.”

”Du spørger, om jeg kan lide dem, som stammer. Jeg kan godt lide dem, som stammer, lige så godt som dem, der ikke stammer. Jeg er selv ordblind og har gået til særundervisning.”

Og sådan fløj brevene med de rødeste, sødeste hjerter og kyssende fugle mellem Fyn og Jylland fra 1969 til 1970 med 60-øres-frimærker og sirligt skrevne navne og adresser på forsiden og bagsiden, indtil Margit en dag rejste på sommerferie på Bornholm.
Det sidste livstegn, som skulle blive brev nummer 14, sendte hun fra ferien.
Jeg nummererede det som de øvrige og gemte det i stakken i skuffen og skrev tilbage til hende. Men jeg hørte aldrig mere.

Men jeg havde stadig det utydelige lille foto, som hendes søster havde taget af hende på lang afstand, og hvor hun kiggede ned i jorden.
Hun lignede alligevel en million.
Og så havde hun rottehaler.

Ligesom Pippi.