I min barndoms nordfynske landsby lugtede intet smukkere end døden.

Jeg elskede dens duft, og når mor fandt saksen og fletkurven frem, smilte den lille dreng i den hvide skjorte op til hende, for så skulle vi sammen ud i haven.

Det var en tryllestund. Og så var det bare om at holde sig til, for dem var der ikke mange af.
Mor valgte blomsterne ud, og jeg fik lov at klippe blomsterhovederne af dem.

’Dem der’, sagde hun, og pegede hen mod et bed. Og så gik jeg i gang.
Først tøvende, fordi det under normale omstændigheder var forbundet med stor ballade blot at komme til at knække en stængel. Senere med større og større iver. Det her var virkelig ulovligt.

’Tag de gule der også …’
Og jeg klippede.
Og jeg gøs.
Mens blomsterhoved efter blomsterhoved faldt som soldater ved fronten, og haven mistede en masse af de pletter med liv og farver, jeg selv søgte tilflugt i, når tingene blev for svære og tunge.

Et øjeblik efter var kurven fyldt.
Den lignede en malerpalet, og jeg stak mit fregnede ansigt ned i den, lukkede øjnene, sugede duftene ind i mit lille hoved.

Så gik vi ud på gaden foran butikken, og jeg fik lov at dække vejen med blomsterhavet. Som naboerne dækkede deres stykke vej. Og deres naboer dækkede deres.
Til sidst var hele gaden i byen i verdens ende omdannet til en blomstereng, hvor de stængelløse, døende blomsterhoveder lå klar for at hylde et menneske, som allerede var gået bort.

Tulipaner, roser, solsikker, violer, rhododendron.

Så kom den sorte rustvogn langsomt trillende hen over den kulørte eng, som for få timer siden havde været en grå asfaltvej. Og bag den gik folk klædt i sorg.

Når livets sidste hammer ramte, og øjnene blev blanke i den delte by for enden af alting, blomstrede Veflinge endelig, og disse dage hev man den mentale, usynlige Berlinmur – som adskilte landsbyen og stationsbyen – ned og sørgede sammen.

På den allersidste dag trådte fællesskabet og respekten i karakter.
Men når den øvrige trafik og naturens kastevinde havde fjernet resterne fra dødsdansen, var alt igen ved det gamle.

Så var de gamle Veflinge-borgere i kirkebyen igen bare lidt finere og lidt bedre end vi andre nybyggeropkomlinge i stationsbyen.

Ikke at nogen nogen sinde sagde det højt.

Men sådan var det.

*

Selv skulle jeg lidt senere i barndommen mærke døden kraftigere, end jeg nogensinde nåede at mærke den i ligtogenes skygge.
Her gennemruskede den en spirende teenager, som troede, han kunne lege Vorherre uden at betale ved kasse 1.

Det var den dag, jeg ene mand stoppede sangen.

Enhver frisk dreng i Veflinge havde et tysk Diana 20- eller 22-haglgevær.
Og det blev så brugt til at skyde efter skive med pile, smadre gadebelysningen med hagl eller sågar engang i en gadekamp med Per og Knud, hvor kuglerne peb om hushjørnerne på Frederiksberg, indtil en forstandig voksen fik standset vanviddet, som i vore dage utvivlsomt var endt på forsiden af en sulten frokostavis.

Hver aften sommeren igennem havde en solsort sunget de mest inderlige og vidunderlige viser fra sin plads på den øverste gren i et af de tre kæmpestore birketræer i baghaven.
Indtil jeg en aften i den tro, at jeg umuligt kunne ramme på den afstand, sigtede mod den sorte fugl med det orange næb helt ovre fra den anden have på modsatte side af vejen.

Haglet blev sendt af sted med et plaf, susede over den lille Shellbutik, købmandsforretningen og laden – og borede sig ind i brystet på sangfuglen, som sad midt i sin store solnedgangsforestilling.

Mit hjerte stoppede, da jeg så solsorten baske febrilsk med vingerne et par gange, inden den som en sten faldt mod jorden efterfulgt af et par små dun fra brystet, som langsomt dalede ned fra den øverste gren.

Jeg stod først som forstenet i noget, der føltes som en evighed, spænede så den lange vej derom og tog den varme fugl op i min håndflade, hvor den forgæves kæmpede mod døden, inden den udåndede og til sidst lå helt stille i min lille hånd.

Det var første gang, jeg tog et liv, og den aften græd Veflinges storvildtsjæger, da han i al hemmelighed og fuld af skyld begravede fuglen under det store træ, hvor den plejede at synge.

Det var også den aften, jeg besluttede mig for aldrig mere at lege herre over liv og død.

At min far 10 år senere valgte det stik modsatte, havde jeg heldigvis ikke skyggen af anelse om den aften i 1969.