Hvor jeg dog elskede det sted.

Da jeg var barn, var det indbegrebet af ferie, eventyr, udlængsel og direkte adgang til den store, vide verden at holde og vente på næste bilfærge i Knudshoved en sommerdag i 1960’erne.
De små Shell-tankbiler, som vimsede rundt mellem hybenbuskene og falbød dyre dråber, pølser og brød i cafeteriet – og de skrattende højttalere:

”Bilister i banerne 11, 12 og 13 bedes gøre klar til ombordkørsel om få minutter. Bilister i banerne 14, 15 og 16 bedes gøre klar til mulig ombordkørsel …”

Knudshoved og Halsskov var Danmarks sidste demokratiske mødepladser.
Hverken mere eller mindre.

Her var ingen fribilletter eller VIP-pas. Her mødtes de største og de mindste biler, de kendte og de ukendte, overklassen og middelklassen, bønderne og de københavnersmarte med det ene formål at blive fragtet fra Fyn til Sjælland eller vice versa.

45 minutter den ene vej, 50 den anden.
Sådan.

Og dér sad jeg på bagsædet og kiggede på den søde pige i bilen ved siden af, mens vi holdt midt i bane 4 i familiens Opel Kaptajn årgang 1956 og ventede mellem hybenbuskene.
Opels nye topmodel. Wagen der Weltklasse. Med rigelig plads til seks personer, en smidig sekscylindret motor med tre ratgear, panoramavinduer, stort haleparti og kilovis af krom.
Kapitän var den tyske flirt med de store amerikanske flydere. Lige sagen for en nordfynsk købmand med drømme om at erobre den store verden.

Den brugte kaptajn erstattede familiens lyseblå totakters Lloyd LP300 med trækarrosseri bestående af masonitplader, der var beklædt med kunstlæder.

I Tyskland blev bilen døbt ”Leukoplastbomben”.
I Danmark fik den øgenavnet ”Pap-Jaguaren”.

Vilddyret havde imidlertid en motorkraft så ringe, at mor og mine to ældste søskende måtte ud og skubbe bilen op ad Båring bakke på Vestfyn, når familien med far, mor og vi fire børn skulle til Jylland.
Så rakte 10 trætte heste og tre gear ingen vegne.

Men Storebælt kunne vi altid forcere.
Sådan da …

For sejlede færgerne ikke på grund af is, ja så sejlede de bare ikke, og så var det lige meget, om man hed Shu-bi-dua, Anker Jørgensen eller Axel Købmand.
Ja – selv en 2015-brobisse som Kronprins Frederik ville dengang være stillet helt som alle vi andre uden  blåt blod i årerne.

Undervejs kunne vi alle sammen nyde den kaffe, som var berygtet for sin pris og smag, landets dårligste og dyreste ostemad eller de to halvkolde, rynkede røde pølser på paptallerkenen, mens vi kiggede på billedet af kongen og dronningen, som fra væggen udstrålede signalet om ro, renlighed og trygge tider.

Det var færgen, vi skulle nå, hvis vi havde været til fodboldlandskamp i Idrætsparken i København, og den anden vej fra Knudshoved til Halsskov blev den sidste afgang lørdag nat kaldt popfærgen, fordi de eneste passagerer der var med, var musikere på vej hjem fra job i Jylland eller på Fyn.

Og dér sad Dario, Sir Henry, Shu-Bi-Dua, Peter Belli, Lone Kellermann, Skousen og Ingemann, Klaus & Servants, Savage Rose og alle de andre og delte hyren ud mellem sig i form af hundredkronesedler rullet sammen til små rør omviklet af elastikker, mens de alle skævede til de øvrige bordes stakke af pengesedler.

Det gav status og respekt at have flest penge på bordet.

Færgefarten over Storebælt er simpelthen en del af den danske kulturarv på godt og ondt – og hvis ingen andre vil lave det museum, så gør jeg det en dag!

Jeg stopper stadig gerne op på stedet på min vej til hjemøen, går en tur, lukker øjnene og drømmer mig med blanke øjne tilbage til dengang, hvor stedet for mig betød én af rejserne til Sjælland, København – den store verden langt borte fra Veflinge – den lille forblæste og temmelig fordrukne landsby i verdens ende, som udgjorde min Memory Lane.

Jeg husker de skrigende måger på soldækket på de varme sommerdage. Vi fodrede dem med de tørre pølsebrød.
Jeg husker hvordan kaffekopperne hoppede og klirrede, og hvordan hele færgen rystede, når den blev sat i bakgear før indsejlingen til Halsskov.
Fyret på Sprogø.
Og reklameskiltet, som tog imod os på den anden side af bæltet: ‘Velkommen til Shell-land’.

Sammenhængskraft anno happy sixtees.
Med nærvær og ro og alle sanser op fuld kraft, for mobiltelefonen og computeren havde ingen endnu bare drømt om en dag skulle komme og stjæle vores opmærksomhed fra nuet og øjeblikket.

Knudshoved var porten til Paradis.
Næsten.

Siden forandrede både Danmark og verden sig.
Men Fyn beholdt i øvrigt den størrelse, den altid havde haft, mens fynboerne blev på deres ø. For fynboer er hjemmefødninge, og de er stolte af det.
Mens jyderne sloges på liv og død med tyskerne, og københavnerne med svenskerne, levede fynboerne før broerne deres egen tilværelse på de fede, frugtbare jorder, hvor de hyppede de lige så fede kartofler.

De skulle aldrig kæmpe en krig, men skabte deres eget billede af et paradis på jord, hvor man taler det sprog, som englene synger om søndagen, og hvor pigerne uden at rødme fniser ”Natten er vor egen”.
Og sådan er det stadig.
Der er stadig en særegen selvforståelse på en ø med et folkefærd som, før broerne kom til, levede en isoleret tilværelse.

Enten forlader man Fyn, eller også så bliver man – som de fleste fynboer gør – hængende nær den by, man voksede op i, gifter sig med en af de andre lokale, får arbejde inde i On’se og nyder så ellers livet.

Det er bar’ så lajfi.

Sku’ vit’te ta’ en tur te’ Bogense?