Men den døde mand havde som alle andre døde mænd et navn og en historie.
Han var ikke syg. Og konen havde ikke forladt ham. Som de lokale mente at vide om det nye fynske par, som netop var flyttet ind på anden sal til højre.
Han var bare dybt ulykkelig og deprimeret, fordi han pludselig udefra kunne se alt det, han havde mistet, efter han havde solgt sin købmandsgård.
Byen, kunderne, kommunalrådet, æren, agtelsen – og Broderlogen inde i Odense, som allerede over tre gange i starten af 1960’erne havde tildelt Broder Jørgensen Venskabsgraden, Kærlighedsgraden og Sandhedsgraden.
Vi sætter os alle spor i livet.

Jeg blev ringet op om natten i Odense og fik beskeden – men jeg så ikke far dengang, inden han blev begravet.

Til gengæld ser jeg ham stadig hver eneste gang, jeg i en film pludselig ser en hængt person.

Far er Jack i “Sommersby”, han er Selma i ”Dancer in the Dark”, han er Perry Smith i ”Capote”, han er Murron MacClannough i ”Braveheart”, han er Jason i ”Fredag den 13.”, han er Charles Bronsons bror i verdens ondeste hængningsscene i ”Once Upon A Time In the West”, og han er hver eneste hængte i ”Lady Sings the Blues”.

I mange år forlod jeg biografen, hver gang jeg blev overrasket af en scene med hængning. Kunne ikke klare synet.
Nu lukker jeg øjnene og gemmer hovedet i hænderne, til jeg er sikker på, scenen er slut.
For jeg ved, at hvis jeg åbner dem for tidligt, vil den hængte oppe på lærredet pludselig åbne øjnene, kigge på mig som købmanden i den lille nordfynske landsby og med en skæv grimasse spørge:

”Hvad kan jeg hjælpe med, lille du …?”

Det er, når jeg sidder med hænderne for øjnene, med gåsehud og koldsved gispende efter vejret i det røde biografsæde, at jeg forbander fars beslutning en søndag aften i 1980.
Når far hænger og kigger på mig dernede i salen og lader som om, han er Jack, Selma, Perry, Murron, Jason og alle de andre, drømmer jeg om, at tiden kan køre baglæns som mit elektriske Märklin-tog, jeg havde som lille.

Et tryk på den blå transformators store sorte knap, og lokomotiv og togvogne tøffede baglæns gennem alpetunneller, tilbage over broer, over skiftespor og jernbaneoverskæringer og videre forbi jernbanestationen, hvor alle de små plastikfolk stod helt stille uden at fortrække en mine, fordi hele verden var sat i bakgear.
Og når den slags sker, står man jo bare og glor.

Tænk, hvis jeg kunne køre livet baglæns, som vi gjorde med fars smalfilm, når han var i godt humør, og vi kiggede på optagelsen fra en snevejrsvinter i Langesø, hvor far faldt på sine ski for enden af Kobakken.
Kobakken, fordi det var en bakke, hvor der plejede at gå køer.
Når vi spillede otte millimeter-smalfilmen baglæns, hoppede far elegant tilbage på sine lange ski og susede baglæns op ad bakken som verdensmesteren i baglæns-styrtløb.

Hvis jeg kunne trykke på knappen og beordre tiden tilbage, hvor den kom fra, ville far have rettet teksten i sit afskedsbrev fra ‘håber I alle må få et lykkeligt liv’ til ‘jeg ønsker mig et lykkeligt liv’.

Han ville have bundet den kraftige knude op og viklet den grå el-ledning, som sad omkring hans hals, fire gange rundt, så den kom fri igen.

Han ville have fjernet ledningen fra vandrøret i loftet, rullet den sammen og proppet den i lommen, være hoppet baglæns ned fra jernstativet, samlet sine sorte briller op fra betongulvet, taget dem på, lukket døren til affaldsrummet og var gået baglæns op ad trappen til mor i lejligheden.

Far ville have sagt nej til at købe det lille hvide hus på bakken i Fuengirola på Solkysten, bakket tilbage over alperne i den blå Fiat 850 med mor bag rattet og stillet sig bag disken i købmandsforretningen på Frederiksberg i Veflinge, hvor han mange år før havde hængt sit hvide skilt op med navnet Købmand Axel Jørgensen, fordi han syntes, Axel lød lidt smartere end Aksel.

Han ville være vågnet ved siden af mor i soveværelset.
Han ville have kysset hende godnat, sagt ”!gid reksle geJ” til mor, inden han, mens hans børn sov trygt og dejligt i deres senge, var tumlet baglæns ned ad trappen, havde taget en taxa, som kørte baglæns til Odense, hvor han havde sagt nej til øl og kvinder, inden han ville have taget taxaen hjem igen og sat sig på en melsæk, hvor han ville have spyttet øl efter øl ud i flaskerne, inden han havde sagt nej tak til endnu en omgang bajere med Erik Tømrer og de andre gutter, fordi det var lukketid, og han skulle ind til sin familie, som var det vigtigste i hans liv.

Og alle dem, som hængte sig for øjnene af mig, ville bare have været skuespillere i en film, som jeg sad og så sammen med min far, mens han klemte min hånd, smilte og sagde: ”Du ved godt, det ikke er alvor, ikke? Det er bare noget, de spiller.”

Og jeg ville have kigget på ham og svaret:
”Jo, far – men det er stadigvæk lidt uhyggeligt”.

Uden at stamme.

De har deres bedste tøj på. Håret er sat. Det hele oser af sund, pænere, borgerlig middelklassefamilie, hvor det hele skal se pænt ud på overfladen. Og modetøjet indikerer både penge og interessen for, at familien skal vise en position som værende ved muffen. Storebror finder det vigtigt at signalere en dybereliggende interesse: klar med kikkerten.

Mor har klædt de to yngste på i det fineste søndagstøj. Og man får fornemmelsen af, at formålet er en fotografering snarere end en travetur i skoven. Hvorfor ellers tage på efterårsskovtur med modesko, tynde strømper og nederdel?

Her står han. Midt i skoven blandt de fugtige og farveløse nåletræer. Han står forrest. Med hænderne i lommen og sin uldne, moderne version af en sixpence på hovedet. Patriarken. Majestætisk. Som et træ i skoven. Hvad fatter gør, er altid det rigtige. Han viser vej. Han er på skovtur. Og familien er med ham. Men de har underdanigt trukket sig tilbage.

Den lille dreng forrest læner sig tilbage og op ad sin mor, som han søger tryghed hos. Han løfter venstre hånd og griber ud efter hendes hånd. Han virker stærkt knyttet til hende. Han smiler forlegent. Virker uskyldig, men også skrøbelig. En kæleknægt, som kravler helt ind i mors skørter og trækker sig bort fra noget, som enten gør ham genert, eller som er ubehageligt. Måske er det bare situationen. Måske kan han bare ikke lide at blive fotograferet.

Han er familiens efternøler. Sikkert forkælet som så mange andre efternølere. Og en del af en familie, hvor man uanset aldersforskellen ikke bruger aflagt tøj. Han knuger noget i sin højre hånd. Måske en madpakke? Så har han også noget at bære på, når hans storebror nu har sin kikkert, og hans storesøster sin håndtaske.
Han har som resten af familien pænt tøj på til lejligheden. Blandt andet en hjemmestrikket sømandstrøje i lys model. Inden under bærer han sin hvide skjorte.

Den lille dreng er mig.

Mød mig og min familie af det bedre borgerskab.

Året er 1960.

Her står vi. Pæne uden at være prangende. Med fornuftigt fodtøj, selv om mor og min storesøster nok har frosset om benene. Jeg er fire år, min søster Anne længst til højre er ni, min storebror Ib til venstre – spejderen – er 15, mor er 41 og far 42 år. Og så mangler der endda én. Min søde søster Kate, som er 14, og som står bag kameraet.

Da billedets komposition er flot, og det virker opstillet, skulle man ellers tro, det var taget af en professionel fotograf. Men det er Kate. Hun skal nemlig indvie sit nye fotografi apparat, som hun netop har fået i konfirmationsgave. Derfor er hele familien endt i skoven i de fineste gevandter.

Billedet udstråler både andægtighed og melankoli – og begge mine søskende holder hver på sin måde afstand til os andre. Ib står ikke tæt ved far og mig. Anne står ikke ved mor og mig. Jeg virker som den eneste hengivne. Er måske med min alder ude af stand til at forstå de følelsesmæssige understrømme.

Der er noget geografisk ubestemmeligt over billedet. Det kunne være i USA, Canada eller et andet sted. Med naturen og stærkt inspireret af Amerika. Men det er taget i Langesøskovene på Nordfyn. De mange eksotiske nåletræer blev plantet af skovrider C. Bloch i slutningen af 1800-tallet. Grøn Douglas, kæmpegran, Hemlock-fyr eller californisk kæmpefyr, som i sit hjemland bliver så enorm, at en bil kan køre gennem hullet boret i stammen.

Langesø – som også allerede dengang var mange odenseaneres foretrukne udflugtsmål – har det hele. Bakkerne med bøgeskov med anemoner, de duftende nåletræer, den rislende Stavids Å og den smukke aflange Langesø. Og så naturligvis Langesø Blomsterløgpark, som er åbnet to år forinden – i 1958 – med en kvart million tulipanløg, og som er det store udflugtsmål, og som datidens tresserbiler forlader med kølerhjelmene pyntet med store blomsterranker. Det første år har parken 80.000 besøgende.

Det er en uskyldens tid. De glade tressere og opsvinget venter om hjørnet.

Og jeg er født fire år forinden – i 1956. Senere vil begge mine ældste søskende Kate og Ib blive gift i skovkapellet for enden af søen få hundrede meter fra, hvor dette foto er knipset. Men denne oktoberdag i 1960 er de endnu store børn. Og lige nu elsker de allermest deres konfirmationsgaver. Ib sin kikkert, som han fik til sin egen konfirmation samme forår. Kate sit nye kamera.

Kærligheden må vente.

John F. Kennedy er opstillet som præsidentkandidat, i sommer vandt det danske fodboldlandshold en sølvmedalje ved OL i Rom, i Stjernebyen uden for Moskva har Sovjetunionen oprettet et kosmonaut-træningscenter – og vi er kørt til Langesø i familiens Opel Kaptajn årgang 1956. Opels nye topmodel. Wagen der Weltklasse.
Med rigelig plads til seks personer, en smidig sekscylindret motor med tre ratgear, panoramavinduer, stort haleparti og kilovis af krom.
Kapitän er den tyske flirt med de store amerikanske flydere.

Lige sagen for en købmand med drømme om at erobre den store verden.

Og efter en rask spadseretur ad den 2,5 kilometer lange sti omkring søen og slottet med blomsterløgparken slutter vi med gul sodavand, kaffe og lagkage på Kom Igen Kro i kroens farverige tilbygning ”Den Røde Rubin”.

Der er ingen røde rubiner på dette foto. Det er i sort-hvid. Drengen i verdens hvideste skjorte hænger i mors skørter.

Og nu trykker storesøster, som for få timer siden sagde ja til Gud, på sit nye kamera og siger ‘smil’.

*

Den 16. februar 1980 blev Jens’ og Johannes yngste søn Aksel Rasmus Jørgensen begravet af provst Vincent Lind i Dalum ved Odense efter 23.050 dages ophold på denne jord.

Vi var kun mor, vi fire børn og Tante Birthe. Ingen fra landsbyen Veflinge fik mulighed for at deltage i bisættelsen, for dødsannoncen kom først i avisen bagefter, fordi det blev ansat som pinligt, at far som hvad han anså som den sidste mulighed havde taget sit eget liv.

Jeg sad tilbage med en påtvungen fornemmelse af uværdighed, flovhed og skam over en pæn familie, selv om jeg havde lyst til at skrige til hele verden:

‘Far er død. Han hængte sig. Jeg ved ikke hvorfor. Men jeg er sønderknust, og jeg kan ikke græde. Så hjælp mig dog én eller anden. Så hjælp mig dog!’

Min far sloges med sit lys og sit mørke. Dr. Jekyll og Mister Hyde.

Hård og ubarmhjertig – men som også var musisk og kreativ og elskede at spille på forskellige instrumenter. Interesserede sig for og hjalp andre mennesker. Skrev digte. Skrev min storebrors stile til skolen. Inspirerede og hjalp sine bysbørn og var stolt af sin familie, som han passede på – så længe kræfterne holdt.

Far, som i en alt for ung alder, dengang somrene var længere og mere solrige, fik alt for meget ansvar og blev placeret i en rolle, han aldrig formåede at slippe – som købmanden i en lille nordfynsk landsby 20 kilometer fra Odense men lysår fra resten af verden.

Far, Lille Du. Hele byens førsteelsker. Livsnyderen. De lokale kvinders yndlingsbordherre. Altid en sjov bemærkning. Sang og skål og dans.

Det sammensatte menneske og den utro, voldelige ægtemand, som selv sloges med så meget svigt. Så mange tab. Først blev hans storebror smidt ud af landet og sendt til Canada. Så blev hans egen far smidt ud af huset af farmor, fordi han gjorde en kone kone gravid på den ugentlige varetur.

Det er hårdt at skulle være den eneste rigtige mand i en familie.

Dén dag døde far. En fantastisk dejlig, vidunderlig og helt igennem elendig far. Han havde bunker af kærlighed til os på de gode dage, men det store svigt opstod, når lykken hele tiden blev ødelagt, fordi det indadtil gik helt galt, så alle de gode minder blev overskygget af de hårde minder.

Jeg husker ikke, hvad provsten i Dalum kirke sagde den dag i 1980, men jeg glemmer aldrig den rungende følelse af tomhed, da ceremonien sluttede med, at den hvide kiste langsomt blev sænket ned i gulvet, hvorefter lemmen lukkede sig igen.

Var det sådan, elevatoren til himlen sådan ud? Og skulle den så ikke køre opad? Var far overhovedet i kisten? Jeg havde jo ikke set ham død. Og hvad havde han på, hvis han lå derinde? Han burde vel have sin kittel eller sin loge-smoking på. De ting, som betød alt for ham. Hans vielsesring, loge-ringen, gulduret. Og et par spritpenne for en sikkerheds skyld.

Tre dage efter begravelsen blev far brændt på Odense Krematorium. Hvem af mine søskende der sammen med mor bagefter gravede urnen ned på Dalum kirkegård, husker jeg ikke.

*

Er du sluppet fri, far? Tog de det tyngende ansvar og din frygt fra dig? Kan du græde nu? Fik du vinger? Blev dine dæmoner hernede på jorden hos os andre?

Fester du i Paradiset, hvor solen altid skinner varmt og klart, iført din harmonika, din banjo eller din violin og spiller og synger med røde kinder, mens bøfferne og pølserne syder på grillen?

Står du oppe over skyerne bag glasdisken i din egen lille himmelbutik i din brune kittel med brillantine i håret, blyanten bag øret og en god Manne-cerut i munden og smiler til Revisoren og alle de andre engle, som kommer ind for at handle? ”Den klarer jeg, lille du. Vi får nye leveringer på torsdag. Var der andet, jeg kunne hjælpe med? En himmelseng? Et evigt liv? Bare sig til, du …”

Sidder du somme tider med de andre rødder fra Veflinge på en melsæk i baglokalet og snupper en Tuborg fra kassen med Robert Maler, Svend Bulder, Børge Hotel, kagemanden og alle de andre. Har du mødt Arne Skolelærer og Erik Tømrer, som er døde inden for de seneste par år? Og glæder du dig, til de sidste gamle venner fra Veflinge kommer op til dig?

Eller blev du måske digter? Fandt du den fred, du søgte, far?

Mødte du din far og mor, Tante Birthe, Ketty og Arne og alle de andre? Hvordan ser I ud? Er I gennemsigtige, svævende eller bare en energi, en duft eller en brise? Ligner du dig selv?

Og har du hilst på mor, som kom for seks år siden, men som jo først lige er startet på skolebænken for at efterrationalisere de 91 år, hun fik som Edith i denne inkarnation.

Jeg var gennem hele livet så forbandet fanget i mine følelser for dig, far. Du skræmte livet af mig, og de dage turde jeg ikke engang hade dig. Så bange var jeg. Men jeg så også op til dig som ingen anden dreng kan se op til sin far. Din humor, dine ideer, dit gåpåmod – dit entreprenørship på et tidspunkt, hvor det ord ikke engang fandtes.

En fantastisk dejlig, vidunderlig og helt igennem elendig far.

Du havde bunker af kærlighed til os på de gode dage, men det store svigt opstod, når lykken hele tiden blev ødelagt, fordi det indadtil gik helt galt, så alle de gode minder blev overskygget af de hårde minder. Du drømte om så meget mere i dette liv – men du sloges selv med så meget svigt. Så mange tab. Først blev din storebror smidt ud af landet og sendt til Canada. Så blev din egen far smidt ud af huset og købmandsgården af din mor, efter at han havde gjort en landmandskone gravid under vareturen.

Det er hårdt at skulle være den eneste rigtige mand i en familie.

Det var i dét kviksand af modsatrettede følelser, du efterlod mig uden forklaring. Og så forvirret, at jeg indtil jeg fyldte 50 ikke turde blive voksen og stadig troede, jeg var en lille blond, fregnet dreng med hvirvel i panden og skrabede knæ struttende af levertran, syltetøjsmadder, saftevand, danskpop og uendelige somre.

Jeg håber, at du somme tider daler ned på jorden og går en tur gennem landsbyen Veflinge, mens du letter på kasketten og hilser på de andre døde i de dødes by, mens I smiler indforstået til hinanden, fordi I ved, at I er usynlige for alle andre end hinanden.

Og jeg håber, at du somme tider kommer ned og ser, hvordan det går med din yngste søn.

Passer du på mig?

Ånder du på mig, når jeg går forbi dig?

Var det dig, der fik døren til at smække i går, selv om det ikke trak?

Det véd jeg, det var.

For så langt var det, at det for en lille dreng strakte sig evigt ud i mørkets uendelighed fra den ene ende af huset til den anden.
Men selv om det kun var belyst af en træt, doven 40 watts-pære, som dinglede ned fra loftet i en mørnet ledning, og selv om det flere steder trak ind gennem isoleringen til taget, så var det lange rum et paradis for en lille dreng, som somme tider dengang i 1960’erne havde brug for at gemme sig, fordi han sansede alt, alt for meget i et hjem, hvor de farlige sanseindtryk stod i kø.

Det var skræmmende at sidde derinde under det skrånende tag og høre lydene fra verden og de kurrende duer på den anden side af tagpladerne. Men samtidig var det også en hule, som tog mig i sine arme og passede på mig, når det hele blev for farligt uden for klædeskabet.

Og i modsætning til Narnia, hvor den hvide heks regerer i en tid med evig vinter og aldrig jul, så boede julen inde i det lange rum.
Her stod blandt snesevis af papkasser nemlig også kasserne med glaskuglerne, de kulørte porcelænsfugle, flag-guirlanderne, de flettede hjerter og alt det andet stads. De kasser lugtede af juleaften, gås, flæskesteg og gaver.
En anden kasse rummede gamle eksemplarer af Hjemmet og Familie Journalen fra 1920’erne, 30’erne og 40’erne.
Og en tredje en kæmpe stak eksemplarer af Signal – et nazistisk propagandablad, som mellem 1940 og 45 blev fremstillet og trykt i Berlin og udgivet i flere europæiske lande på deres eget sprog.

Bladet var spækket med fotos af kampvogne, jagerflyvere og høje smukke mænd og kvinder med dybblå øjne og det lyseste hår. Der var beskrivelser af de stolte tyske sejre i slaget om England, reportager fra nazistiske triumfer på landjorden, og under et billede af en dreng, som stod med sin cykel og næsten lignede mig selv, stod der: ‘Smilende dansk ungdom modtager de tyske tropper, en rigtig arier.’

Jeg vidste ikke, hvad en arier var.

Men jeg vidste, at hvis jeg sad helt stille og ikke trak vejret, blev jeg måske ikke fundet.