Det startede som en helt almindelig dag.
Og den sluttede med, at jeg sad hulkende og rystende i min bil.
Jeg kender angsten på min egen krop – angsten, som opstår, når dem, som står én allernærmest, trues på livet.
En angst, som meget mere er den dybeste følelse af magtesløshed. Af dyb ensomhed.
En usynlig trussel, som man ikke kender ansigtet på. Men som bare er derude et sted i mørket.

Jeg voksede op og blev journalist med en drøm om at redde verden.

Men den eneste, jeg reddede, var mig selv fra en barndom fyldt med udfordringer.

I mange år fik jeg et kick af nyheder. De var mit fix. Mit junk. Indtil Mr. News en dag fik nok af at være en del af bekymringsindustrien.

For intet er lettere end at sprede angst.

Men dén dag mærkede jeg den virkelige angst på min egen krop.

Året var 1993, jeg boede alene med min niårige søn i en lille landsby uden for Assens – og jeg var i København på et kursus, da jeg den efterårsdag blev ringet op fra min arbejdsplads Fyens Stiftstidende.
De ville fortælle, at de havde modtaget et anonymt brev.
Brevet var maskinskrevet og velformuleret – og essensen var klar:
De ville skyde hovedet af min søn.

Blot et enkelt tryk på aftrækkeren, så er der no more fucking Østlundson. Puff …

Ordene står stadig her mere end 21 år senere mejslet ind i mit sind.

Jeg havde i perioden op til skrevet adskillige artikler om ubehagelige telefonopkald, som næsten 250 personer – næsten alle kendte samfundsdebattører på venstrefløjen – havde modtaget.
I den modsatte ende af telefonen kunne man blot høre en person, som trak vejret. Og som ikke svarede, selv om man råbte, truede eller latterliggjorde.
Telefonen ringede blot op igen – og igen.

Jeg og min søn havde også selv oplevet det gennem måneder – både dag og nat – og telefonen kunne ringe snesevis af gange hver dag.
Og drengen syntes som jeg, at det var dybt ubehageligt.
Det var før mobiltelefonens og nummervisernes tid.

Alt tydede i øvrigt på, at det var højreekstremistiske personer, som stod bag både telefonopkaldene – også brevet til mig, som også indeholdt nynazistiske lovsprisninger.

Den dag, jeg brød hulkende sammen i min bil, døde nyhedsjægeren Bo.
Og der skulle gå næsten 15 år, før jeg overhovedet turde både min søn og alle andre om truslerne.

For hvad gør man i sådan en situation med en dreng, som går i 3. klasse, og som man intet kan fortælle – heller ikke hvorfor hans far pludselig begynder at køre ham i skole og hente ham igen?

Og som er dødsensangst, hver gang han går ud og leger?

Derfor forstår jeg til fulde Peter Øvig Knudsen, som i fjor bekendte, at han ikke turde skrive bogen om Pusher Street af frygt for repressalier og efter råd fra politiet.

Og jeg har fuld respekt for, at Jyllands-Posten – hvor en række af de ansatte journalister i dag går til psykolog og har problemer med at sove om natten efter dødstruslerne mod avisen – ikke turde trykke Charlie Hebdo-tegningerne for en uge siden efter terroraktionen i Paris. Og at avisen åbent og ærligt tilføjer debatten en ny ærlig dimension ved slet og ret at fortælle, at de er bange.

Så må alle de andre – som forresten ikke siden 2008 selv har turdet trykke de snart 10 år gamle Muhammad-tegninger, og som aldrig har iklædt sig t-shirts med titlen ’Jeg er Jyllands-Posten’ – klare de hule skåltaler.

Mens vi andre lægger arm med den satans angst.

*

Følg mig på Twitter eller Facebook og få besked hver gang, der lægges et nyt blogindlæg ud.