Vi er alle Charlie.

Og vi græder alle med Paris, hvor 17 uskyldige personer omkom, da al-Qaedas afdeling i Yemen slog til som hævn for krænkelsen af profeten Muhammads ære.
Som vi græd med New York og USA den 11. september 2001, da 2973 blev dræbt efter en række koordinerede terrorangreb begået af 19 mænd, også med tilknytning til al-Qaeda.
Og som vi græd med Madrid den 11, marts 2004, da 191 blev dræbt, efter at 10 bomber blev bragt til sprængning i tre fyldte, lokale morgentog mellem Alcalá de Henares og Atochabanegården i Madrid.
Og som vi græd med London den 7. juli 2005, da fire bombeeksplosioner om morgenen ramte undergrundsbanen og en dobbeltdækkerbus – 52 civile omkom.

Vi kommer til at græde igen.
Om det bliver med København, med Rom eller et helt tredje sted, bestemmer kun tilfældet og et hul i efterretningstjenesternes overvågning.
Men terrorren vil ramme igen.
Helt tilfældigt og pludseligt en dag.

Allerede sidste efterår advarede højtstående EU-embedsmænd om, at et stort islamistisk terrorangreb i Europa vil være uundgåeligt, når europæiske jihadister og medlemmer af Islamisk Stat (IS) vender tilbage fra Syrien og Irak.
’Terroraktioner må betragtes som forprogrammerede. Vi har klare signaler om, at dette er, hvad de udenlandske krigere stiler efter. Dette er den største trussel, vi står over for’, lød det.

De 12 Muhammed-tegninger, som Jyllands-Posten bragte i september 2005, samt den danske deltagelse i Afghanistan, Irak og Syrien, har for længst medført en øget trussel mod Danmark og danske interesser i udlandet – og både politiets og forsvarets efterretningstjenester har løbende skærpet trussels-vurderingerne de seneste år.
Politiets Efterretningstjeneste (PET) vurderer, at der længe har eksisteret en generel terrortrussel mod vort land.

Dengang i 2005 måtte to af de 12 tegnere gå under jorden efter at have modtaget terrortrusler, og den 1. januar 2010 kom attentatforsøget mod karikaturtegneren Kurt Westergaard, som siden har levet under beskyttelse.
I den samme periode kom truslerne mod Jyllands-Posten. I oktober 2009 anholdt politiet i Chicago den 50-årige David Headley, der siden har tilstået, at han havde planer om at få orkestreret et væbnet angreb på Jyllands-Posten.

I 2010 havde tre unge mænd, som den 29. december tidligt om morgenen var ankommet til en lejlighed på Mørkhøjvej i Herlev fra Sverige, også planlagt at angribe Jyllands-Posten på Rådhuspladsen i København. De ville binde ofrene med plastikstrips, og herefter ville de halshugge og skyde så mange som muligt i løbet af 20 minutter.
PET havde imidlertid installeret skjulte mikrofoner, og under aflytningen af mændene kunne man høre en fællesbøn i lejligheden, hvor en af mændene sagde ’Når de vantro mødes, så bind dem og hug halsen over på dem.’
Forud for anholdelserne var gået længere tids overvågning og efterforskning, som blev gennemført i tæt samarbejde mellem det svenske sikkerhedspoliti, SÄPO, og PET.

På én og samme gang trist og dybt uforståeligt med Jyllands-Postens specielle historik, at avisen i denne omgang i omtalen af terrorangrebet mod Charles Hebdo i Paris valgte at undlade at trykke de omstridte tegninger fra den franske satiriske ugeavis, der udkom første gang i 1970.
Og forfriskende ærligt, at avisens ansvarshavende redaktør Jørn Mikkelsen – efter at have slået knuder på sig selv i alle udtalelser siden 2008 – endelig åbent erkendte angsten i avisens leder ’Vold virker’.

Her hed det bl.a.:

’Det er ude i hampen at påstå, at islam ikke skulle have nogen magt. Magt handler om evnen til at påvirke menneskers og samfunds beslutninger. I den forstand har islam i den grad magt. De fleste europæere har 25 år efter angrebet på Salman Rushdie internaliseret fatwaen mod ham. Nej, grunden til, at ingen har genoptrykt de famøse tegninger, er naturligvis frygt. Alt andet er bortforklaringer. Frygt er imidlertid en legitim følelse, ikke mindst for de ansatte på denne avis.

Vi har levet med frygten for et terrorangreb i ni år, og ja, det er forklaringen på, at vi ikke genoptrykker Muhammed-tegninger, hvad enten det er vores egne eller Charlie Hebdos. Hensynet til medarbejdernes sikkerhed vejer tungest. Vi er også på det rene med, at vi dermed bøjer os for vold og intimidering, og vi er klar over, at Danmark og pressen på den baggrund ikke skal vente mindre af den slags, men mere når nogen næste gang krænker muslimernes profet. For det viser, at vold virker.

Vores kolleger på Charlie Hebdo blev myrdet, fordi de som det eneste blad i Europa insisterede på at fortsætte deres kompromisløse islamkritik på linje med hudfletningen af andre religioner. Det betalte de den højeste pris for. De insisterede på at forblive Charlie Hebdo. Det kan ingen andre bryste sig af.’

Læs hele lederen her.

Skal der komme noget godt ud af Jørn Mikkelsens og Jyllands-Postens erkendte knæfald, må det være, at hele diskussionen om ytringsfrihed her i landet og angsten for repressalier nu får en ny og anden dimension end den frelste.
Og fakta er da også, at ingen danske aviser siden 2008 har turdet genoptrykke Kurt Westergaards tegning med profeten med en bombe i turbanen.

Derfor var det også en næsten gratis omgang for dagbladet Politiken at ride med på ‘Je suis Charlie’-bølgen.
Avisen bragte et udvalg af Charlie Hebdo’s tegninger – og sikkert ikke tilfældigt blandt dem kun den mildeste provokation mod muslimer – og så glemte alle midt i korstoget for ytringsfriheden for en stund, at netop Politiken i 2010 indgik et forlig om den krænkelse, som avisens genoptrykning af Muhammed-tegningerne forårsagede muslimer i 2008.
Den daværende redaktør Tøger Seidenfaden undskyldte dengang for den krænkelse, som en række muslimer havde følt.

S-formanden Helle Thorning-Schmidt fordømte som alle andre på Christiansborg 2010-forliget:
’Det er vanvittigt. Der er krænkelser i medierne hver eneste dag. Sådan er det med ytringsfriheden …’, lød det fra statsministeren.

Så på bundlinjen står, at trods den store opbakning omkring omkring både Charlie Hebdo og ytringsfriheden i de danske medier – ja, så var der næppe nogen af de selvsamme aviser, som i dag ville turde genoptrykke de gamle Muhammed-tegninger.

Og alle os med de vajende franske flag og Je suis Charlie-profilbillederne på Facebook – vi tør heller ikke bruge billedet af profeten med bomben i turbanen som profilbillede, selv om det vel netop bedre end nogle andre i en dansk kontekst ville være indbegrebet af ytringsfriheden.
Men smukt ser det ud – og rigtigt er det at stå sammen. For hvad har vi ellers, hvis vi ikke har hinanden?

Vejen er imidlertid lang.
Og mens vi med tilbageholdt åndedræt venter på, hvornår og hvor det sker igen, må vi bare konstatere, at verden en januardag i 2015 stadig er lige så forandret, som den blev en septemberdag i 2001, da de to tårne i New York styrtede til jorden, uden vi i sekundet fattede omfanget og forstod, hvordan dén dag ville forandre alt.

For altid.