Naturen og det bange, bange menneske

Mennesket har altid tilbedt naturen.
Men samtidig har vi forsøgt at bekæmpe den.
Kontrollere den.

I vort evige ønske efter at være in command.

Vi vil kende dens tanker, fordi vi samtidig frygter den.
På et tidspunkt glemte vi at respektere den.
Og da respekten forsvandt, forsvandt alt.

Den dialektiske tyske filosof og sociolog Theodor W. Adorno lurede dette menneskets harakiri før alle andre:

‘Jo mere vi forsøger at slå naturen ihjel og befri os fra dens overmagt, jo mere besejrer den os i form af fornyet ufrihed og barbari.’

Forinden havde Søren Kierkegaard sat ord på vores angst:

‘Mennesket befinder sig som den eneste skabning midt mellem englen og dyret.’

Vi har nemlig en fri vilje.
En bevidsthed.
Vi ved, vi skal dø.

Derfor lever mennesket ikke som dyret på instinkt.
Vi lever på angsten.
Men vi tør ikke gå ind i den, selv om vor eneste mulighed er at slutte fred med angsten.

I stedet søger vi tilflugt i psykofarmaka, som udskrives med rund hånd mod alt fra hæmorider til ondt i sjælen – eller i religionen i håbet om at klare skærene – og undgå at brænde nallerne på skærsilden.

På mit gamle langbord her i skoven ligger en bog med et omslag i håbets farve.

Min egen livsmentor og inspirationskilde er den amerikanske filosof Henry David Thoreau, som gennem hele sit liv søgte den store sammenhæng i de mindste ting.

Han rejste i 1845 ud for at bo alene uden andre hjælpemidler end sine hænder i et lillebitte bjælkehus, han selv byggede, på bredden af skovsøen Walden Pond i Concord, Massachusetts.

Han gjorde det for at skære ind til hjertekulen og beskæftige sig med livets grundlæggende kendsgerninger af frygt for, at han, når døden nærmede sig, skulle opdage, han ikke havde levet.

I to år og to måneder gjorde han i sin isolation notater om naturen og menneskenes forhold til den – og i 1854 udgav han sit hovedværk formet som en rapport om det eksperiment, han foretog med sit eget liv:

”Jeg flyttede ud i skovene, fordi jeg gerne ville leve bevidst, befatte mig udelukkende med livets grundlæggende kendsgerninger.
Mit liv skulle gå i dybden, jeg ville suge al dets marv, leve så strengt og spartansk, at alt det, der ikke var liv, blev slået på flugt eller mejet ned, jeg ville drive livet op i en krog og finde dets inderste væsen.”

Svaret på livets mening er ifølge Thoreau ikke nye meningsløse opfindelser og blind vækst.

Men derimod at skrælle alt, der ikke tjener til livets fysiske og åndelige opretholdelse, bort og i intimt samvær med naturen at leve et simpelt liv, som frigør og forløser mennesket fra forbrugerræset.

At lytte til os selv og den natur, vi har del i og er en del af, men som vi af al magt forsøger at frigøre os fra

”Walden – livet i skovene” er en bog, som er god at have inden for rækkevidde hele livet igennem …

10 års dagen

Nogle ved, hvordan respekt og hensyntagen ser ud.

Færre kan sætte streger på, hvordan selvcensuren kan illustreres, og hvor nas dén og angsten for repressalier gør.

Men alle kender den tegning, som blev lavet på en halv time af en mand, som hedder Kurt, og som for 10 år siden sammen med 11 andre blev bragt i en dansk avis for at provokere og teste ytringsfriheden, og som siden førte til, at mere end 150 personer blev dræbt.

Så her er i stedet et foto af kærligheden, som overvinder alt.

Min grønspættebog

Nu har jeg brugt snart 60 år på at lære alt og finde og forstå meningen med livet – og jeg har på rejsen gennem mine erfaringer fundet ud af, at det hele i MIN helt egen private udgave af Tilværelsens Bog kan skæres ned til 12 enkle sætninger i ikke-prioriteret rækkefølge:

1.
Det eneste, jeg ved, er, at jeg intet ved.

2.
Alt er lige nøjagtig, som det skal være.

3.
Lyt altid til din første indskydelse, mavefornemmelse, intuition.
Dér finder du det rigtige svar. Altid!
Al videre tænkning foretages af regnemaskinen og vægten, som har deres egen agenda.

4.
Rejs med kærlighed, ydmyghed, respekt, taknemmelighed og tilgivelse – uden dette på nogen måde behøver være spundet ind i et religiøst koncept.

5.
Lev her og nu. I Nuets magiske kraft. I dagen, timen, minuttet & sekundet.
I går var i går – i morgen er i morgen.

6.
Alt er energi – så hav lige så meget respekt for træet og planten og stenen som for mennesket og dyret.

7.
Vi er alle unikke sjæle på hver vores rejse, hvor vi hver især skal lære noget i hver vores liv – så selv den ynkeligste og værste person, jeg møder, kan være nået længere i sin udvikling som sjæl end jeg. Han eller hun skal blot opleve dette i sit nuværende liv, hvor jeg skal opleve og lære mit.
Hav derfor lige stor respekt og forståelse for alle medmennesker – uanset hvordan de agerer.

8.
Jeg skal lære af hver eneste sten i mit livs rygsæk – af hver smerte og hvert nederlag. Af hver gang, jeg mister.
Derfor er modvinden også min ven og læremester.
Men jeg lærer naturligvis også af mine sejre og alt det, som lykkes.

9.
Lyt til hjertets kærlighed og ikke egoets selviskhed – og bliv altid på din egen banehalvdel og ikke andres.

10.
Gør dig ikke til offer – men til Mester i dit eget liv.
Følg dit hjerte og vær bevidst om Loven om tiltrækning og muligheden for af manifestere dine ønsker.
Hvad du sender ud af tanker, sender Universet tilbage mangefold tilbage. Tænker jeg: Jeg er ulykkelig, uheldig og kærlighedsløs, giver Universet mig mere af samme skuffe.
Vender jeg de negative tanker, kan jeg aktivere Loven om tiltrækning, få adgang til mit højeste selv og den fantastiske, skabende kraft, vi alle besidder, og skabe det liv, jeg virkelig ønsker både hvad angår helbred, velvære og velstand.

11.
Jeg er en sjæl med en fysisk krop – ikke en fysisk krop med en sjæl.

12.
Respekter du som menneske skal kæmpe en evig kamp, fordi du står midt mellem englen og dyret – med moral på den ene siden og drifter og instinkt på den anden. Og vær bevidst om, at du er det eneste dyr med en bevidsthed.

Småland …

Her står jeg så.Tilbage i Småland for første gang siden flytningen for halvandet år siden.
Og mindes om, man aldrig skal opsøge sin ekskæreste, fordi man overvældes af et hav af mærkelige følelser, som stritter i alle mulige retninger.Skoven og Sverige reddede mit liv, og jeg fandt mig selv og fik grædt, råbt, tilgivet, elsket, kysset, forstået, skrevet så fingrene blødte og danset kinddans med engle og dæmoner (og elge, vildsvin og naturvæsener) i de syv år fra 2007 til 2014, hvor jeg retu…rnerede til Jantes land uden høje bjerge som et andet – helt – menneske.

Og nu står jeg akkompagneret af fuglenes sang med alle mine minder her på engen i Carl Michael Bellmans, ABBA’s og Zlatan’s land og savner min magiske gård helt ind i sjæl, hjerte, knogler og marv – og føler mig samtidig som en vildtfremmed i den tunge skovluft her i mit eget hood, som jeg kender alle tider på året som min egen bukselomme.

Livet er en følelsesmæssig kogevask, hvor vi konstant rejser med lige dele savn og drømme.

Men alt er lige nøjagtig, som det skal være.
Døre lukkes, døre åbnes, vi lever, lærer, dør – og starter forfra og forfra og forfra …

gården

https://www.youtube.com/watch?v=oisBjxYkw8Y

Go’ flight, Andreas – men min helt hed altså Michael Collins

Verden eksploderede en sommerdag i 1969, da tre mænd satte kursen de 384.000 kilometer mod den lunefulde måne.

Ikke fordi det var let. Men fordi det var svært.

Det sagde præsidenten selv, og så må det jo passe.

Med flammer længere end en fodboldbane blev den lille Apollo 11-kapsel på 12 minutter sendt fra Kennedy Space Center 185 kilometer over jordens overflade, hvorfra modulet efter halvanden tur om jorden accelererede fri af jordens tyngdekraft.

Fly me to the moon.

Lørdag den 19. juli ankom Neil Armstrong, Edwin Aldrin og Michael Collins til månen, og dagen efter blev månelandingsfartøjet Eagle med Armstrong og Aldrin om bord adskilt fra kommandomodulet Columbia.

De dansede piruetter i måneskin foran Columbia, så moderskibets kommandopilot Collins kunne konstatere, at fartøjet navngivet efter den skaldede amerikanske ørn var intakt.

Herefter tændtes landingsmotoren, nedstigningen begyndte – og resten er verdenshistorie:

Armstrongs manuelle indgriben for at undgå at lande i et klippefyldt område, de sølle 25 sekunders brændstof tilbage på tanken, Ørnens succesfulde landing klokken 21.18, og menneskets første støvle på månen klokken 03.56.20 dansk tid.

En halv milliard mennesker verden over fulgte dramaet på de grynede fjernsynsbilleder. Og ikke mange danskere fik søvn denne nat, da der på den selvsamme skærm, som plejede at vise ”1 ret og 2 vrang”, ”Belphégor”, Dr. Lieberkind, Pedro Biker eller Jørgen Clevin, pludselig fremtrylledes billeder fra et drama, som udspillede sig langt ude i universet.

Midt på vejen foran en købmandsbutik i en lille nordfynsk flække for enden af alting stod en dreng med sit lille Kodak Instamatic-kamera.

Han satte en firkantet blitz i og fotograferede månen. Løb så ind og hentede sin fars 10×50 kikkert og forsøgte naivt, men ivrigt, at få øje på Michael Collins og Columbia på den ensomme færd rundt og rundt om månen.

“Apollo 11 – This is Houston. All your systems is looking good – going around the corner. We’ll see you on the other side. Over. Roger.”

Biiip …

Mens kammeraterne legede, de var Armstrong og Aldrin, fortsatte drengen, som nægtede at lande på månen, med at cirkle i kredsløb om sig selv, sine forældre og købmandsgården på den golde, grå planet, man kaldte Veflinge.

En uanselig flække omgivet af kulsorte marker og fyldt med særlinge, tørstige sjæle og løse hænder. 20 kilometer nordvest for Odense.

Men langt mere end 384.000 kilometer fra alting.

Hans helt – Command Module Pilot Michael Collins – fik naturligvis sammenkoblet de to rumfartøjer problemløst efter månelandingen, inden Collins i sin himmelske stridsvogn som en romersk gud atter red gennem verdensrummet for en tidlig amerikansk morgen tre dage senere at lande trioen og de 21,5 kilo sten og jord fra månen med et plump i Stillehavet.

Tre uger senere sad tre American Heroes foran verden ved Apollo 11 After-Fly Press Conference i Houston, Texas.

De kiggede ned i bordet, famlede med papirerne, undgik enhver øjenkontakt, og Neil, Edwin og Michael lignede tre nervøse skoledrenge, som var blevet taget med fingrene i kagedåsen, og som nu stod ret foran rektor og hans spanskrør.

Og som om dét ikke var nok, havde min egen Collins også anlagt sig et tarveligt lille børstesælgeroverskæg.

Klodens modigste mænd fortalte stammende og hostende om ting, verden allerede på forhånd vidste – og de gled uelegant af på ethvert spørgsmål om følelsen af og storheden ved som de første mennesker at have besøgt månen.

Det bizarre scenarie var en gave til eftertidens hardcore konspirationsteoretikere, som til deres dødsdag er overbevist om, at månelandingen dengang i 1969 var en umulighed med datidens teknologi og et hokuspokussvindelnummer optaget i Nevada-ørkenen.

Sådan kan det gå, når man laver helte af tre iskolde, militære testpiloter, hvis fornemste opgave er at indsamle oplysninger.

De var netop kommet ud af tre ugers isolation, forude ventede 45 dages forvirret hyldest i 25 lande verden over, og for disse astronauter var følelser fuldstændig irrationelle.

Havde man fra jorden spurgt Collins, hvad han følte ved at flyve rundt alene bag månen som den ensomste mand siden Adam, ville han have svaret ved at aflæse højden, trykket og temperaturen.

The Sterile Cockpit Rule: You do not transmit non-essential info!

For både Armstrong og Aldrin, og mange af de 10 øvrige mænd, som frem til december 1972 besøgte Luna, endte rejsen til månen da også som en forbandelse, de i store dele af deres efterfølgende liv ikke havde megen lyst til at tale om.

Både Armstrong og Aldrin blev skilt – Aldrin sågar to gange – og han led i årene efter månerejsen af både depression og alkoholisme.
Michael Collins nåede aldrig månens overflade. Til gengæld bevarede han sit ægteskab med Patricia.

I november samme år landsatte Apollo 12 endnu to mennesker på månen.
I Stormenes hav.

I 1971 landede Apollo 14 i Fra Mauro og Apollo 15 i Hadley-Apenninerne, og i 1972 Apollo 16 på Descarteshøjsletten og Apollo 17 i Taurus-Littrow-området.

Drengen, som nægtede at lande på månen, cyklede alene rundt i aftenskumringen og mørket med de lange plasticstrimler i forskellige kulører blafrende fra håndtagene på den gule cykel, han havde fået i fødselsdagsgave af far og mor.

Han havde haft en scrapbog, som han klistrede billeder og artikler fra hver månelanding ind i.

Men efterhånden mistede han interessen for alle de mennesker, som rejste derop. Og efter Apollo 15 var det slut.

Til gengæld voksede grublerierne om livets mening og universet inde i hans hoved om kap med angsten for den helt almindelige hverdag.
Han delte ikke sin frygt med nogen, for der var ingen at dele den med, og de ville alligevel ikke have forstået ham, hvis han havde fortalt det. Han turde heller ikke. Så kammeraterne og omgivelserne fik aldrig den side at se.

I stedet lukkede han sig inde i sin egen verden, hvor han uden synderligt held forsøgte at gøre sine dæmoner, som han gemte i en sort æske, til sine venner.

Denne tidlige onsdag på den anden septemberdag i 2015 er drengen blevet en voksen mand på næsten 60.

Jeg går en tur gennem morgenen med min hund, mens jeg kigger op og smiler til den måne, jeg alligevel aldrig helt har sluppet betagelsen af.

Tænker på seje danske Andreas, som jeg har den dybeste respekt for, mens han nu kredser omkring i jorden med 28.000 kilometer i timen – og jeg føler mig som det sidste menneske på jorden, mens jeg ser Lunas have og kratere, som min helt Michael Collins for 40 år siden fløj rundt om i sin ensomhed, inden han vendte hjem til sin Patricia og parrets tre børn og et liv uden helt samme forbandelse som hans to venner, der landede dernede.

Jeg tænker tit på, at jeg herude i skovens dybe stille ro og i intetheden konfronteres med den samme bevidstgørelse og fordybelse, som Collins må have mødt i sin ensomhed, når han i sine 48 minutter gemte sig bag månen uden kontakt med noget levende menneske.

Mange havde ondt af, at Collins ikke kom med ned og gik på månen.

Blandt andet rockgruppen Jethro Tull, som på deres album Benefit i 1970 præsenterede Ian Andersons sang ”Jeffrey and Me” om at være ensom, være tilovers:

I’m with you L.E.M.
Though it’s a shame that it had to be you.
The mother ship is just a blip
From your trip made for two.
I’m with you boys, so please employ just a little extra care.
It’s on my mind I’m left behind
When I should have been there.
Walking with you.

I virkeligheden var Collins’ største privilegium retten til den uendelige ensomhed.

Nu lyser den måne, han aldrig kom til at vandre på, for mig, mens jeg ad små skovstier og veje finder hjem til huset.

Den friske morgenluft fylder mine lunger.

Jeg kan høre min egen puls.

Og jeg mærker igen de eksalterede glimt af lykke.

Skolefesten

Midt i debatten om skolereform og heldagsskole er det underligt at tænke tilbage på sin egen skole – den sorte af slagsen.

På dette billede fra 1930 ses min far stående øverst i midten til højre for sin noget større klassekammerat på Veflinge Skole.
Far hadede skolen – men mest af alt den lærer, som bankede børnene sønder og sammen – og derfor blev mine tre ældre søskende alle sendt på private skoler i Brenderup og Odense.

Selv kom jeg selv på den nye Veflinge Skole, da den åbnede i 1963, fordi han var sikker på, der var nye tider i nye omgivelser.

Men sørme om lærerne ikke fortsatte med slå, sparke, latterliggøre og ydmyge børnene bag de nye mursten på den skole, hvor de samme lærere havde underskrevet et kaldsbrev, hvor de lovede, at de ”i alle forhold såvel i som uden for tjenesten vil vise Dem værdig til den agtelse og tillid, som Deres stilling kræver”.

Den skole valgte som næsten alle andre steder at afstraffe børnene efter forgodtbefindende efter devisen: Tillid er godt, frygt er dobbelt så godt.

På Veflinge Skole virkede det, som om lærernes fornemste opgave var at beskytte sig imod børnene, fordi disse udgjorde et anarki af livskraft. Til gengæld var vi børn blevet programmeret til at indordne os som kvæg med kadaverdisciplin.

Vi var flokdyr, og skolen tjente ikke bare til at give os viden. Den videreførte også bevidst den sorte skoles tradition med at præge os socialt.
Ikke nødvendigvis til mere sociale væsener med større forståelse for de fælles værdier og gensidig respekt og hensyntagen. Snarere tværtimod. For når læreren måtte hakke på de svage, måtte alle andre også.

Sådan havde min forældres skole været indrettet. Sådan var min og vores skole også indrettet.
Det var et system, som cementerede og belønnede det sociale hierarki.

Og sørme om der ikke lige er dukket en invitation op til jubilæumsfest på den gamle skole.

Og minderne presser sig på.

Frøken Rasmussen var vor engelsk- og regnelærerinde. En yderst bestemt og troende kvinde, som fortalte, at syndfloden var på vej, når himlens sluser åbnede sig, og der var skybrud.
Hun dekreterede også salmesang i timen hver dag. Hun var stadig Des med samtlige forældre, god til at fortælle, hvis man ikke var særlig dygtig – og mestrede både lussinger og at flå og rive i ører.

Når man om morgenen kunne høre to klik i gangen, betød det, at den tidligere førstelærer i Stillebæk gennem en menneskealder – hr. Fabricius – var ankommet til dagens dont.
De to klik lød, når den aldrende lærer tog cykelklemmerne af sine bukser.
For Fabricius var afstraffelses-specialet at holde godt fast i den ene kind på den formastelige møgunge med sin ene hånd, mens han slog med den anden.

Og så havde manden et realistisk forhold til sit lærerkald:
”Der, hvor Vorherre ikke ku’ klare det, kan vi lærere nok heller ikke ændre så meget …”

Fru Moseholm var en rund dame, som under morgensangen vippede frem og tilbage på fødderne til musikken, men som dog også kunne tage ved ørerne, så de nærmest blev revet af, når det var nødvendigt.

Og det var det ret ofte på Veflinge Skole.

Og så sørgede hun, mange år før ordet mobning overhovedet blev opfundet, for at tyrannisere mig, når jeg med min stammen oftest forgæves forsøgte at komme videre efter ordet ”og”. Mens jeg sad med tics og en anstrengt grimasse og vendte øjnene opad, skældte hun ud:

”Hold så op med at sidde med de himmelvendte øjne, Bo!”

Velkommen til endnu et nederlag – og et af de øgenavne, som skulle forfølge mig hele min folkeskoletid: Bo med de himmelvendte øjne.

Og så var der den sidste nulevende lærer.
Manden, som i 7. klasse, hvor vores klasse blev opdelt i de elever, som skulle i enten 8. klasse eller realen, konsekvent omtalte dette som ”at skille fårene fra bukkene”.

Manden havde en Clark Olofsson-effekt. Elsket og hadet af alle.
Hans status som gymnastiklærer gav selvfølgelig gratis point og respekt hos mange raske drenge og piger, som mente, han var hård, men retfærdig, mens han for os andre gymnastiktunge, følsomme og svage blev symbolet på alt det grumme og onde, en skole kunne udsætte elever for.

Lussingerne, som blev uddelt med rund hånd, og kokosnødderne – som bestod af en knyttet næve i hovedbunden – huskes stadig, som var det i går.

De samme gør den deciderede frygt, når denne lærer gik op og ned imellem rækkerne af borde og pludselig og helt uden varsel tog fat i øret på en stakkel, der hakkede i det og ikke kunne lektien.

Men frem for alt prægede ydmygelserne sig dybt ind i sjælen på både mig og mine klassekammerater.
Jeg var følsom, blev drillet med min stammen og var samtidig klassens svageste dreng og mindes kun, at jeg tilbragte alle gymnastiktimer siddende ydmyget på skrævs på hesten eller plinten, som jeg aldrig kom over.
Og når jeg kravlede ned, fik jeg hver gang en hånende kommentar og et spark bagi.

”Næste!”

En klassekammerat blev af en lokal læge fritaget fra gymnastik med en lægeattest på grund af, at han fik dårlige nerver af gymnastiktimerne.

Og vi er adskillige fra den årgang, som trods en alder på snart 60, stadig nærer en frygt for den sidste lærer fra dengang.

Skræmmende som angsten lejrer sig i generne for at blive der og påvirke et helt liv.

Da manden selv fyldte 60, blev han i det lille portræt i den lokale avis Fyens Stiftstidende omtalt som en hjælpsom mand, som ”gennem årene har sat et positivt præg på byens børn gennem flere generationer”.

Når der snart inviteres til skolefest i Veflinge, bliver det bl.a. med undervisning i klasselokalerne fra år 1964 af den sidste nulevende gamle lærer fra den sorte skole.

I 1964 var jeg otte år gammel, og jeg gik i 2. klasse.
Og for næsten alle vores lærere, var vold mod eleverne i perioden fra 1963 til 68 en helt normal del af hverdagen.

I marts 1968 udkom den 300 sider store Blå Betænkning.
Den gjorde op med kløene og terperiet, og slutordene i kapitlet ”Læseplaner og skolen” lød således:

”Det er skolens formål at dygtiggøre børnene til at gå ud i samfunds- og erhvervslivet, velegnede til at opfylde de krav, man med rimelighed kan stille, men først og fremmest er det skolens opgave at fremme alle muligheder for, at børnene kan vokse op som harmoniske, lykkelige og gode mennesker.”

Men på Veflinge Skole blev børnene stadig stillet militærisk op i rækker to og to.

Man skulle jo nødig udvise svaghed.

Kald det MIN svaghed – men jeg tror nu alligevel, jeg springer skolefesten og muligheden for en ekstra time over …

Fortællingen om Sophus Alfred Ferdinand Aloysius Knudsen

En dag i begyndelsen af 1950’erne flyttede en høj og statelig mand med et pænt ansigt til min barndoms forblæste, nordfynske landsby Veflinge.

Den nye mand i det lille samfund hed oprindelig Sophus Alfred Ferdinand Alysius Knudsen – men han gik kun under navnet Révisoren. Med tryk på første stavelse.

Revisoren boede få hundrede meter fra vores butik henne bag Abelone på Havrekær, som var en sidevej til Frederiksberg, og han havde tidligere gennem 25 år været ansat som overassistent på skattekontoret på Odense Kommune hvor han blandt kollegerne gik under navnet ’Fusser’.
I en menneskealder sad han iført ‘salt og peber’ på skattekontoret i Odense – pertentlig og med orden i tingene.
Men en dag tog han hul på et nyt liv, hvor han levede livet, som han ville – iført pyjamas somer og vinter og omgivet af bjerge af rod.

Der gik flere forskellige historier om Revisorens fratræden som tjenestemand.
Nogle mente at vide, han havde dækket over en kollega. Men den version, som kom nærmest sandheden, var denne:

Sophus Knudsen kunne godt være lidt anløben, og det havde flere kolleger ondt af. Samtidig kunne han måske ikke altid kende forskel på borgernes og sine egne kontanter.
Og da han under en middagspause havde lånt et mindre beløb af kassen til et privat indkøb, blev det opdaget, og hans kritikere slog til og fik lavet en revision.
Og Revisoren blev afskediget fra Odense Skattekontor.

’Fusser’ fik sin afsked med pension.
Det var hurtig ekspedition.

Han fandt det lille hus på Havrekær i Veflinge sammen med sin unge kæreste Svartsa, som han fandt efter sin hustrus død.
Men en dag flyttede hun.
‘Vi fejrede sammenbruddet med en kasse øl, og så var det bal forbi’, fastslog Revisoren.
‘Men hun piller nu ikke tapetet af væggen om natten,’ fortsatte han syrligt.

Og selv om Revisoren som udgangspunkt senere boede alene, havde han dog også smag for livets søde sider. Han tog således ofte ‘en kvinde ind på prøve på Godset’, som han udtrykte det.

Revisoren var et specielt menneske.
Farverig, kulturelt informeret og statelig.
En person, som ingen overså – hverken for det gode eller mindre gode.
I dag ville man have vist kaldt ham særligt sensitiv.

Også Sophus Alfred Ferdinand Alysius Knudsens opvækst var anderledes end de flestes.
Han var barnebarn af en ritmester på Odense Slot.
Ritmester Bruun Jürgensen – hvis navn kan spores tilbage til en rig og berømt ur-familie i Schweiz – havde en søn, i huset var en lille køn stuepige – og resultatet blev Sophus, som kom til verden den 29. december 1901.

Sophus’ mor boede i Ramsherred, som både i Odense og andre danske byer oprindeligt var gadenavn for de berygtede gader i udkanten af byerne. Begrebet Ramm stammer formodentlig fra tysk og betyder ringe eller elendigt, ligesom i ordet ramponeret. Herred angiver en beliggenhed uden for byen ved markerne.

Om moderen endte som alkoholiker, prostitueret eller noget helt tredie vides ikke, men Sophus blev fundet i rendestenen af et velhavende, kristent par fra Frederiksgade.
De boede i huset med de runde buer, som nu huser Albani Bryghus, og de adopterede lille Sophus og indlemmede ham i et et godt og trygt, borgerligt hjem, hvor faderen var kunstmaler.

Alligevel og på trods af sin gode opdragelse vedblev Sophus med at sensitiv, og han var hele livet afhængig af alkohol, hvad der også betød en meget traumatisk barndom for hans senere hustru og de fire døtre, parret nåede at sætte i verden.

Efter hustruens tidlige død gik det langsomt og alt for hurtigt tilbage for Sophus – men hvordan han endte i Veflinge tæt på vores købmandsgård, ud over at byen allerede dengang var kendt som en yderst tørstig landsby, fortoner sig i tilværelsens og alkoholens tåger.

Al den snak gik om sin fortid, gik Veflinges nye beboer ikke så meget op i.
For Revisoren var et positivt, humoristisk menneske, som trods sin evige funktions-promille stadig virkede som revisor for forskellige – blandt andet min far – og selv om tilværelsen havde givet ham modvind, og selv om hans lillebitte og meget gamle stråtækte hus absolut ikke var hverken stort eller velholdt, for at sige det mildt, var han altid glad og tilfreds.

Revisoren omtalte altid sin bopæl som sit gods. Og da det lille hus havde en ret stor have, var der som på alle andre godser syv haver. Urtehave, prydhave, rosenhave, frugthave og så videre …
Han havde også høns, og han hentede savsmuld til dem på det nærliggende savværk i sin gamle trillebør.

Han cyklede altid rundt på sin sorte herrecykel i sin pyjamas og badekåbe gerne med en cerut i munden og altid med sin gamle schæferhund Rollo, som alene på grund af sin størrelse indgød respekt, selv om den ikke kunne gøre en flue fortræd.
Rollo var som sin herre godheden selv, og den bragte Revisoren i kontakt med alle befolkningsgrupper.

Når revisoren cyklede rundt i byen, var det også stort set altid iført pyjamasbukser, morgenkåbe og scooterstøvler eller sutsko, og hver morgen mødte han op i fars butik med dokumentmappen under armen for at indkøbe den proviant, som han medbragte, når han besøgte sine venner i byen.
Og var der børn i butikken, bød Sophus dem gerne på et stykke slik eller en is.

Andre dage blev lærlingen fra vores købmandsbutik sendt af sted til Havrekær med 20 Elefanter og et par flasker snaps. Plus Ribena-saft og fløde.
Revisorens yndlingsdrik var nemlig ’Tigermælk’, en blanding af Ribena, snaps og fløde.

Det var en dag i 1955, at Revisoren besluttede, at det ikke længere var ulejligheden værd at klæde sig på hver dag.
‘Siden har jeg befundet mig bedst i pyjamas, og man behøver heller aldrig ikke tænke på knæ i bukserne’, som han ræsonnerede.

Mange sommermorgener kunne man se Sophus stå alene iført sin slåbrok på en af byens marker eller ved åen ved Elvedgård Skov og skåle morgensolen og den nye dag velkommen med en Elefantbajer i højre hånd og et elegant buk.
Bagefter skulle han hjem og have sin morgensøvn.

Andre dage drog Revisoren først med toget og senere – da Nordvestfynske Jernbane fra Odense til Middelfart lukkede og slukkede midt i 1960’erne – med rutebilen til Odense, mens Rollo uden at rokke sig en tomme hele dagen tålmodigt lå og passede på hans cykel i de mange timer, han var væk.

Turen til Odense blev stort set altid foretaget i pyjamas og slåbrok, og ædru var Revisoren heller ikke altid, hvorfor de medrejsende i samme kupe ofte kunne opleve ham falde i søvn.
Og var han med rutebilen, kunne han finde på at bede chaufføren standse i naboen Farstrup få kilometer fra Veflinge, så han lige kunne købe et par Elefant-bajere til turen.

Men pludselig kunne man en dag opleve Revisoren standsmæssigt klædt på i stadstøjet, når storbyen kaldte, og så iførte han sig sort tøj, gamacher, hvide handsker og et hvidt silkehalstørklæde nonchalant kastet over den venstre skulder.

Der gik også mange historier om hans møder med skatte-myndighederne.

Som dengang, Revisoren og hans klient af de selv samme skatte-myndigheder blev præsenteret for en lidt for kreativ bogføring.
‘Jeg har også sagt til min klient, at det ikke gik …,’ sagde Revisoren.

Eller da Sofus i begyndelsen af 1970’erne skrev til kommunens socialudvalg, som skulle holde julemøde, for at takke for sin pension, han havde oppebåret, så han kunne opretholde en god tilværelse.

Brevet med tak og glædelig jul sluttede:

”Og så vil jeg gerne afslutningsvis citere fra et digt, jeg selv har skrevet:
”Så hvile Marens bene, for første gang alene …”

Da Sofus Knudsen sov ind på Odense Sygehus i sommeren 1974 i en alder af 72, døde en af landsbyens skattede særlinge – og en uendelig venlig og rar mand af ære og pli.
Bedst illustreret ved denne undskyldning, da Rollo en meget sjælden gang kom til at gø ad en forbipasserende:

‘Jeg beklager dybt, min hund har gøet ad dig. En hund skal afspejle sin herres ansigt, og jeg er et venligt menneske. En gentleman bliver aldrig fuld – han bliver højst lidt bedrøvet …’

Jeg blev konfirmeret i april 1970.
En sælsom, mangeartet oplevelse at modtage hundrede telegrammer fra byens og egnens folk – som alle også var fars kunder – uden at ane, hvem en stor del af dem var.

Men på sådan en solskinsforårsdag trådte landsbyens særegne kvalitet også igennem. Jeg var en del af en kerne af mennesker. Et samfund.

Denne søndag den 26. april 1970 strømmede det ind med telegrammer, som alle udstrålede et sammenhold.

Telegrammerne var prydet med naturmotiver med skove, søer, rådyr og svaneforældre med ællinger, andre forsider med tegnede roser, igen mange andre havde kirker i alle afskygninger – og på allerflest af disse prætrykte ‘Modtag de hjerteligste lykønskninger på konfirmationsdagenø-telegrammer stod en konfirmand med butterfly, Bibelen i hånden, skinnende hvide tænder og øjne så blå som de rigtige levende mænd i nazisternes Signal-blade fra krigen oppe i mit hemmelige rum på loftet.

Der var også et par kæmpestore røde telegrammer fra Den Danske Statstelegraf med reproduktioner af kunst og de få ord, der var blevet råd til.

Det ene kom fra min ældste storesøsters svigerforældre helt ovre i København og var smykket af en reproduktion efter Christian Købkes 1836-maleri ”Parti af Østerbro i morgenbelysning”, det andet var illustreret af en reproduktion af Egill Jacobsens ”Grønne masker i grønt”.

Olie på lærred kreeret under krigen det samme år, som far overtog butikken fra min utro farfar.

To andre telegrammer skilte sig ud. Det ene, fordi det ikke var pakket ind i en farvet tegning, men tværtimod på forsiden havde et luftfoto af Veflinge Skole.
Hvorfor dog også glemme livets barske realiteter på sit livs store festdag, hvor man trådte ind i de voksnes rækker og med kniven på struben og drømmen om alle gaverne og den blå mandag bekræftede noget, man senere til sin dødsdag ville betvivle rigtigheden af?

Inde i telegrammet sendte de lærere, som gennem folkeskolen havde revet i øret, sparket, slået og hånet, så deres hjerteligste lykønskninger.

Af hjertet tak.

Jo, selv tak!

Det andet telegram fra konfirmationsdagen skulle der gå mange år, før jeg genopdagede.

Jeg var 45 år, stod midt i en af livets flytninger efter min anden skilsmisse og åbnede for første gang den støvede pakke, som sammen med blandt andet gamle kærestebreve, stilebøger og koncertbilletter havde fulgt mig hele livet fra sted til sted.

Pakken, som mor i 1970 lavede med alle telegrammerne og festsangene fra konfirmationen.

Jeg smilte, mens jeg gennemgik de mange telegrammer, hvor mor i hvert havde skrevet ind, hvis der havde været vedhæftet eller indlagt penge.
10 kroner fra Ebba og Bent Christensen på Lindebjerg, 10 kroner fra Anna og Karl Åge, 15 kroner fra min skolekammerat Knud – og en check på 20 kroner fra Lis og Gunni. Jeg var ret sikker på, far havde et særdeles godt øje til Lis, og hun til ham.

Der var telegrammer fra Karen og Johannes fra brødudsalget, Jørgen og Lilly fra posthuset, Ellis og Mogens fra manufakturhuset, fra gårdene, som handlede med far – og så var der alle de telegrammer, som virkelig battede for at opfylde drømmen om min Tandberg-spolebåndoptager.

870 kroner fra 28 af byens par og min lærer Jensen, 987 kroner fra min afdøde farmor Johanne øremærket til mig, 130 kroner fra min bror Ib og hans første kone, samme beløb fra min ældste storesøster Kate og hendes mand, hundrede kroner fra min moster Ketty, hendes mand Arne og min kusine Susanne, selv om Ketty i det daglige var noget af en opgave at være i stue med – og en bankbog med hundrede kroner fra min elskede Tante Birthe.

Der var også et telegram fra Smuddi – ”VOV VOV” skrev far – og et telegram, hvor mor, far og søster Anne gav mig den transistorradio, jeg havde ønsket mig.

Men da jeg den dag som 45-årig endelig fik trukket i den sløjfe, mor havde bundet 31 år forinden, og foldet det brune papir ud, lå der midt i stakken et telegram, jeg havde glemt alt om og først så mange år senere kunne påskønne.

Fordi det var mindre end de andre, skilte sig ud, strålede af liv – og et ønske om at gøre sig umage. Med livet, nuet og denne hilsen til en tilfældig dreng i et tilfældigt hus på Frederiksberg.

På forsiden var hverken rådyr, roser eller Signal-drenge med øjne som skovsøer.

Der var derimod en reproduktion af Michael Anchers billede ”Redningsbaaden sættes ud”.

Teksten var heller ikke præfabrikeret og massetrykt.

Den var skrevet med fyldepen og med schwung, og den smukke håndskrift med krummelurer dansede 31 år senere en voksen mand i møde:

Hermed en Pose fuld af gode ønsker for Din Fremtid (For at blive i Købmandssproget.)
Sophus Knudsen.
Post Scriptum:
Alt er Forfængelighed.

Det var Revisoren med tryk på første stavelse, som gik igen.
Måske vidste han alt for godt, at både han og jeg havde brug for en redningsbåd?

Selv her mange år efter sin død gjorde en af byens særlinge et dybt indtryk på en nu voksen mand i en tid, hvor der er blevet længere og længere mellem både særlinge, umage og personlige ord til livets rejse.

Men det er aldrig for sent.

Vi sætter os alle spor efter vores død.

Sofus Knudsen satte sine med forsinkelse. Og eftertryk …

Notabene!

Odenses legendariske Jazzhus Sophus Ferdinand blev i øvrigt opkaldt efter Revisoren – Sophus Alfred Ferdinand Aloysius Knudsen.

Jazzhus Sophus Ferdinand lå på hjørnet af Kongensgade og Vestre Stationsvej fra marts 1974 til juni 1986 i den ejendom, som tidligere havde rummet Odenses første herskabsvilla opført af adjunkt Strøm i 1868.

Villaen lå dengang på det nærmeste ude på landet og blev hurtigt efterfulgt af andre vestpå langs Vestre Stationsvej. Området kom dengang i folkemunde slet og ret til at hedde villakvarteret, og alle disse villaer er nu revet ned inklusive adjunkt Strøms historiske villa, der som en af de sidste blev jævnet med jorden, da Sophus Ferdinand lukkede og slukkede i 1986

Ejer og leder af jazzhuset var Poul Jørgensen, som overtog villaen i 1974. Indtil da havde den rummet værtshuset Vin og Ølgod, men de kommende år skulle Poul Jørgensen få datidens største jazzstjerner til Odense.

Navne som Richard Boone, Benny Waters, Stan Getz, Dizzy Gillespie og Thad Jones, Niels Henning Ørsted Pedersen, Svend Asmussen, Dizzy Gillespie, Sammy Rimington, Etta Cameron … og så naturligvis også West 58’th Street Stompers, Theis/Nyegård Jazzband, Fessor’s Big City Band og lokale musikere som Odense Banden og Riverside City Band.

Gennem årene spillede et hav af lokale, nationale og internationale jazzmusikere på det hyggelige sted, hvor møblementet gjorde sit til stemningen. Der var lange træborde og lange sortmalede bænke, og loftet hang lamper af stråkurve, som lignede omvendte papirkurve. I rummet med baren var der fritstående borde, de store vinduer var dækket med stråpersienner, og på væggene hang collager af musikere, der havde været på Sophus.

Det kostede en flad tikroneseddel at komme ind – 60 kroner til de dyreste arrangementer – Sophus åbnede klokken 21, musikken begyndte at spille klokken 22, og klokken 23 var der propfyldt.
Bajerne blev langet over baren, glas var ikke nødvendige, der blev solgt fedtemadder til en daler og man skulle skære sig gennem røgen.

Det fynske jazzværtshus blev Odense svar på Jazzhus Montmartre i København.

Og også her fik Revisoren altså et ord med på vejen …

Sophus med hustru og døtre

Far og den længste aften

Kære far.

Så blev det aften den 10. februar – og vi skal til det igen.
Eller rettere – jeg skal til det.

For du har siddet i din himmel og blinket som en stjerne i nøjagtig 35 år her i aften. Jeg blev hernede på jorden, hvor du gjorde den 10. februar til en dato, som ætsede sig ind i min livskalender – og en dag, som jeg altid lige skal igennem, før jeg kan byde lyset og foråret velkommen.

Den længste dag.

Du er tilgivet, og du er elsket og dybt savnet – og jeg forstår alle de ting, du sloges og kæmpede med, da du mellem klokken 22.00 og 23.30 en sen søndag aften i 1980 sprang ud fra stålrørsstativet i en nordsjællandsk affaldskælder og lod dig kvæle i den grå elledning, som du havde slået om et vandrør, viklet fire gange om din hals, lagt i en glideløkke og bundet i en kraftig knude i den modsatte ende.

Men du skal også vide, at dén beslutning kom til at definere og påvirke hele mit liv – og at jeg på gode dage forundres over og på de dårlige forbander, at jeg her i en alder af næsten 60 stadig påvirkes så kraftigt af dit valg den søndag, som kaldes Dominica Sexagesima, fordi der er omkring 60 dage til påske, hvor du endelig fandt modet til at modtage din egen dom.

Den hårdeste af slagsen.

Mens P1 sluttede dagen med at sende en optagelse med radiokoret, som sang Johann Sebastian Bachs ”Unser Leben ist ein Schatten”.

Unser Leben ist ein Schatten auf Erden.
Ich weiß wohl, daß unser Leben
oft nur als ein Nebel ist.
Sind wir doch zu jeder Frist
von dem Tode hier umgeben.
Drum, ob’s heute nicht geschicht,
meinen Jesum laß ich nicht.

Du var en fantastisk dejlig, vidunderlig og helt igennem elendig far.
Og du havde bunker af kærlighed til os på de gode dage.
Men det store svigt opstod, når lykken hele tiden blev ødelagt, fordi det indadtil gik helt galt, så alle de gode minder blev overskygget af de hårde minder.

Sådan levede du med dit lys og dit mørke. Dr. Jekyll og Mister Hyde. Hård og ubarmhjertig – mest mod dig selv – men du også var musisk og kreativ, du elskede at spille på forskellige instrumenter – og du interesserede dig for og hjalp andre mennesker.

Skrev digte. Skrev min storebrors stile til skolen. Inspirerede og hjalp dine bysbørn og var stolt af din familie, som du passede på – så længe kræfterne holdt.

Jeg kigger på det billede, som jeg for blot en uge siden fik tilsendt – og som jeg aldrig tidligere har set.

Det er taget foran den gamle præstegård i den lille nordfynske landsby Veflinge, og du står sammen med resten af klassen og konfirmationsholdet på Veflinge Skole.
En oktoberdag i 1930.
Forrest sidder pigerne med de tykke, uldne hvide strømpebukser og deres ballerinasko med spænde.
Og bagerst jer drenge.

Du er let at genkende som nummer to fra venstre som købmandens søn fra byens familie med midler.
Du skiller dig ud og ligner en lille mand med din hvide skjorte, slips og jakke blandt de øvrige knægte fra byen og læreren til højre, som du hadede så meget på grund af de bank, I fik af ham, at du siden sendte mine tre ældre søskende på privatskoler i Odense og Brenderup.

Jeg startede i 1963 på den nye Veflinge skole, hvor vi stadig fik tæv og blev ydmyget i den sorte skole.

Men du er ikke en mand.
Du er bare 13.
Samme alder som min datter Rose har nu.

Nu er i alle på billedet væk og forvandlet til støv og muld.
De 11 piger på foreste række. De 14 drenge bagved.

Hvilket liv fik I mon hver især?
Levede tilværelsen op til jeres drømme …?
Fandt I kærligheden:
Mærkede I livet?
Fik I muligheden?
Turde I?

Og hvilke drømme stod du med sådan en efterårsdag i 1930, far?

Du ville så meget, far.
Men i en alt for ung alder, dengang somrene var længere og mere solrige, fik du alt for meget ansvar og blev placeret i en rolle, du aldrig formåede at slippe.

Du drømte om så meget mere i dette liv – men du sloges selv med så meget svigt. Så mange tab.
Først blev din storebror smidt ud af landet og sendt til Canada. Så blev din egen far smidt ud af huset og købmandsgården i landsbyen af din mor, fordi han havde under en hed affære under den ugentlige varetur i lastbilen fra butikken rundt til egnens gårde gjorde en kvindelige kunde gravid,

Du og mor var på det tidspunkt stadig kærester, men I havde aldrig boet sammen – og da du nu blev kaldt hjem for i utide at overtage butikken, måtte et ægteskab lynhurtigt sættes i stand en januardag i 1943, så I kunne bo sammen som mand og kone.

Det er hårdt at skulle være den eneste rigtige mand i en familie.

Far, Lille Du. Hele byens førsteelsker. Livsnyderen. De lokale kvinders yndlingsbordherre. Altid en sjov bemærkning. Sang og skål og dans.

Det sammensatte menneske og den utro, voldelige ægtemand, som selv havde haft en benhård opvækst.

Det gav dig en utrolig ro og styrke at have familien omkring dig, men så blev du fanget inde i dit eget sind.
Du kunne ikke leve op til dine egne krav, men lukkede på grund af dine ambitioner og din stolthed ned for den del af dig selv, som rummede din sårbarhed og følelsen af at være tilfreds, glad og have kærlighed.
Alt blev hevet og flået fra hinanden, og du var hele livet utrolig fokuseret på, at du skulle bevise dit værd.
Du stillede utrolig høje krav til dig selv og anbragte dig konstant i positioner, hvor du skulle yde noget ekstra. Din psyke knækkede midt over, og det var frustrerende at have en far, som vi kunne mærke så intenst det ene øjeblik, hvorefter du i det næste var fuldstændig væk.

Men du var ikke kun væk for os – du var også væk for dig selv.

Når du var ude til arrangementer, brugte du al din positive energi på at holde dit temperament i ave, men når du kom hjem, havde du ikke flere kræfter.
Så kom frustrationerne og aggressionerne. Så blev alle dine dæmoner sluppet fri. Det blev en befrielse for dig at afreagere, men når du slap grebet om familien, kunne vi ikke længere nå dig.
Så vendte du alt indad, blev fyldt af sorg, vrede og selvhad og skubbede alt og alle væk fra dig.

Du havde virkelig bygget dig selv op til at skulle være en stor mand med masser af power, styrke og magt, men du fik aldrig den store succes og anerkendelse, du drømte om.
Du drømte om det store udland, om Amerika, og du og mor snakkede da også alllerede før jeg blev født i 1956 om at emigrere. Men I kom aldrig af sted, fordi du bare drønede af sted med skyklapper for øjnene.

Dit livs fatale fejltagelse var salget af købmandsgården i foråret 1979 for at rejse til Spanien, gå på efterløn og bo med udsigt over Middelhavet – for du havde aldrig drømt om at tage ned og blive pensioneret, og du var heller ikke pensioneret indeni.

Allerhelst ville du have knoklet livet ud, indtil du bare døde, for det var det eneste, du kendte. Inden i var du stadig en forretningsmand i højt gear.

Det var det eneste, du levede for, far.

Salget af butikken sugede det sidste liv ud af dig – og dit selvmord kom med tiden til at sprede familien i stedet for at samle den og være det samlingspunkt, du var, så længe, du havde det godt.

Du lagde tre afskedsbreve – og i det sidste til mor, vi fire børn, svigerbørnene og børnebørnene skrev du bl.a.:

’Jeg vil se at få mod til at gøre en ende på det. Hvad der fik os til at sælge forretning, hjem, venner, loge, lejr og de goodwill, vi havde, de hyggelige fredagsmøder, Bos sted at holde til, forstår jeg ikke, selv om det hænger i hovedet døgnet rundt.
Jeg kunne skrive en bunke, men én ting beder jeg om. Husk også far, som han var for bare ét år siden.Håber, I alle må få et lykkeligt liv, som jeg har haft, og at I ikke sælger jeres seneste år på den måde, jeg føler mig nødt til at gøre.

Kærlig hilsen
Far

I skrivende stund er der endnu et par timer, til du for nøjagtig 35 år siden fandt modet til at forlade denne verden.
Jeg tror, du endelig var fyldt af ro den aften, du tog dit liv.
For dig føltes døden ikke hård.
Det var derimod hårdt at leve.

Ja, du følte ikke, du fortjente at være her længere.

Derfor opfatter jeg ikke din beslutning som egoistisk.
Du havde intet andet valg.

Er du sluppet fri, far?
Tog de det tyngende ansvar og din frygt fra dig?
Kan du græde nu?
Fik du vinger?
Blev dine dæmoner hernede på jorden hos os andre?

Fester du i Paradiset, hvor solen altid skinner varmt og klart, iført din harmonika, din banjo eller din violin og spiller og synger med røde kinder, mens bøfferne og pølserne syder på grillen?

Står du oppe over skyerne bag glasdisken i din egen lille himmelbutik i din brune kittel med brillantine i håret, blyanten bag øret og en god Manne-cerut i munden og smiler til Revisoren og alle de andre engle, som kommer ind for at handle?

”Den klarer jeg, lille du. Vi får nye leveringer på torsdag. Var der andet, jeg kunne hjælpe med? En himmelseng? Et evigt liv? Bare sig til, du …”

Sidder du somme tider med de andre rødder fra Veflinge på en melsæk i baglokalet og snupper en Tuborg fra kassen?

Og glæder du dig, til de sidste gamle venner fra landsbyen kommer op til dig?

Eller blev du måske digter?

Fandt du den fred, du søgte, far?

Jeg håber, at du somme tider daler ned på jorden og går en tur gennem Veflinge, mens du letter på kasketten og hilser på de andre døde i de dødes by, mens I smiler indforstået til hinanden, fordi I ved, at I er usynlige for alle andre end hinanden.

Og jeg håber, at du somme tider kommer ned og ser, hvordan det går med din yngste søn, som snart er lige så gammel som du selv var, da du forlod jorden.

Jeg var 23, da du valgte døden i aften for nøjagtig 35 år siden.
Og dén aften i 1980 tog jeg definitivt afsked med min barndom.

Samtidig gav du mig også noget med, far – ud over savnet, som jeg aldrig vil slippe:
Den februaraften besluttede jeg, at jeg aldrig ville fortryde nogle af valgene i mit eget liv.

Men hold kæft, hvor jeg dog savner dig sådan en mørk februaraften i 2015.

Historien om Mikkeline

Til den smukke, gamle stråtækte præstegård nær landsbyens kirke, ankom i 1960’erne en korpulent, lidt sammensunken kvinde, som om sommeren oftest sås temmelig svedende i en mørkeblå gymnastikdragt, slidser i siderne og elastik syet ind i taljen.
Når det blev koldere, iførte hun sig modvilligt gamachebukser, som sad lidt løst. Men allerhelst var hun nu nøgen.

Kvinden hed Ingeborg Dorthea Gerhardt Mikkelsen – men hun blev hurtigt blandt alle kun kendt som Mikkeline. Et kælenavn, man dog aldrig nogensinde skulle driste sig til at benytte i hendes nærhed.
Hvis man var inde i varmen, var det Ingeborg – ellers Fru Mikkelsen.

Mikkeline blev født den 22. september 1907 – samme år som Olaf Ussing, Stig Lommer, Astrid Lindgreen – og samme år, som loven om metersystemet blev vedtaget i Danmark, og det var også det år, hvor Oklahoma blev optaget som USA’s 46. stat og hvor spejderbevægelsen blev grundlagt i England.

Der var dog ikke meget spejder over den gæve kvinde.

Mikkeline havde af sine forældre arvet en kongelig privilegeret købmandsbevilling.
De havde en købmandsforretning i Slotsgade i Odense, og da de lukkede butikken, flyttede Ingeborg inventaret med til præstegården i den lille nordfynske landsby.
Glasdiske, kaffemølle, købmandsdiske …

Mikkeline boede alene, og i hendes besynderlige lille forretning kunne man døgnet rundt købe småting som kaffe, sæbe, vaskepulver, strømper, vat eller lidt dåsemad.
Men frem for alt rummede den gamle præstegård Veflinges smugkro, som med årene skulle blive kendt i vide kredse for sine flydende varer – og sin ejer.

Var man løbet tør ved en fest, kunne man altid få fat i flydende varer fra Mikkeline. Og i starten af 1970’erne hang vi teenageknægte masser af fredag- og lørdagaftener i hendes bryggers og varmede op til aftenens fester, mens vi siddende på tomme ølkasser tømte den ene øl efter den anden.

For en tier kunne man få fire bajere og 10 Prince uden banderole.
Populære priser for en flok ubemidlede knægte.
Og kunne hun ikke give tilbage, fik man en snaps.

Den store vide, frie og lidt farlige verden levede i den gamle præstegård.
Men så skulle vi også være klar til at flygte ud gennem vinduet og gemme os i haven, når politiet pludselig holdt på gårdspladsen.
Og klar til at blive nappet af schæferhunden Gru, som havde haft fat i mange hænder og ben i sin levetid. Ofte lå der på cementgulvet i bryggerset både svinekød og store okseben, som Gru havde gnasket på.

Mikkelines toilet blev benyttet som øldepot.
Det var på det nærmeste armeret med humle, men efter at et par gæster på et tidspunkt havde lusket et par kasser ud gennem vinduet til gårdspladsen, var det kun særdeles udvalgte, trofaste kunder, som fik lov at benytte det – ellers blev kvinder såvel som mænd henvist til at forrette deres nødtørft, stor som lille, under æble- eller pæretræerne i baghaven.
Unge mænd, som havde været i lære som speditør, havde dog et fortrin, idet Mikkeline havde tidligere havde arbejdet ved et speditionsfirma, og det var ordentlige mennesker, som man kunne stole på …

Mikkeline havde også likør, snaps og stærk spiritus, og bag hendes køkken lå selve den lille forretning med de almindelige købmandsvarer, og hun ringede ofte til byens købmænd for at spørge til priserne på de forskellige ting, som hun havde købt syd for grænsen.
Der stod også et smukt chatol.

Inde bag butikken lå dagligstuen, hvor særligt udvalgte damer blev inviteret på portvin. Det var også herinde i den allerbageste stue, ved den udstoppede ugle, Mikkeline havde sin store dragkiste fra 1700-tallet stående.
Kisten var fyldt med ulovlig, ubandoleret smuglerspiritus, og i en glasdisk lå de kanonslag, som selv i en tid, hvor knald var tilladt, og man lovligt kunne skaffe Camel-kanonslag med seriøse brag, var kæmpestore.

Et blålys var nærmest at regne som en dynamitstang, og det kunne smadre en postkasse til atomer.
Eller en hånd for den sags skyld.
Der var en helt speciel, nærmest andægtig stemning, når man efter en større afhøring og efter at være blevet godkendt som et ærligt menneske, der ikke kunne finde på at sladre til politiet eller proppe noget i lommerne uden at betale for det, blev inviteret ind i de bageste, hemmelige gemakker.
I det allerhelligste.

Det var herinde, man kunne købe diverse chokolader og slikposer med en for længst overskreden sidste salgsdato.

Det var herinde, pigerne kunne købe nylonstrømper sent om aftenen fra den lille gamle salgs-disk af glas, før turen gik videre gennem mørket til dansestedet Fredskoven i Bogense.

Og det var også herinde, at Mikkeline også finde på at vise sine ting og nips frem, eller man fik læst sit horoskop op fra et blad, og var man virkelig inde i varmen, kunne man få lov at købe en dåse pølser, som blev varmet på det store gamle jernkomfur i køkkenet.

De kunder, som Mikkeline kendte rigtig godt, kunne også opsøge præstegården midt om natten, finde frem til vinduet ind til soveværelset, hvor Mikkeline lå og sov, banke på, give sig til kende – og få lov at gå ind i øldepotet på badeværelset, hente en kasse bajere og lægge pengene på køkkenbordet, mens den gamle dame sov videre.

Og om sommeren kunne man nyde gode eftermiddage i haven – og var man heldig sammen med jordbærpigerne fra Jylland, som arbejdede hos naboen, gårdmanden ‘lille Olsen’.

Der gik i øvrigt rygter om, at man kunne sove sin gæld af hos Mikkeline – men hverken jeg eller andre fra mit slæng fik dette generøse tilbud, og jeg har derfor ikke anledning til at mene andet, end at det var en skrøne.

En del af det ulovlige lager af sprut og cigaretter blev smuglet ind via søvejen, og varerne blev losset fra en lille smuglerbåd om natten fra Nørreby Stand på Nordfyn, andet smuglergods kom til den gamle præstegård med lastbil fra udlandet.
En hel del hentede Mikkeline selv i Tyskland, hvor hun fyldte bagagerummet med smuglervarer, inden turen atter gik mod Veflinge, og der gik mange historier om, hvordan hun slap af sted med det uden at blive stoppet.

På et tidspunkt havde hun skaffet en gammel præstekjole, som hun iførte sig, og hvilken tolder ville stoppe en Guds tjener?
Andre gange svarede hun på spørgsmålet, om hun havde noget at fortolde, blot frejdigt, men ganske ærligt:
”Jeg har hele bagagerummet fyldt med sprut!”
Hvorefter tolderen grinte og lod den ældre dame fortsætte …

Det skete naturligvis også, at Mikkeline blev stoppet i tolden og knaldet – men så betalte den velhavende kvinde blot bøderne, som herefter blev lagt på priserne.
I virkeligheden en ganske solidarisk måde at klare dette lille problem på. Og når skaden var betalt tilbage i form af disse udgifter, var der jo i øvrigt ingen grund til at sænke priserne igen; nu havde kunderne jo vænnet sig til det …

I slutningen af 60’erne og starten af 70’erne skred ordensmagten flere gange til razziaer mod Mikkeline og den gamle præstegård. Og flere gange sprang gæsterne ud ad vinduer og døre, når politiet pludselig ankom.
Desværre for byen var Ingeborg Mikkelsen en meget pertentlig dame med sine regnskaber, så alt blev skrevet ned i små, sorte bøger.
Hvem skyldte hvad og hvor meget?

Det lykkedes hende dog altid at gemme dem for politiet – den ene gang smed hun dem ud gennem vinduet – hvorefter hun klarede frisag ved at spille dum og uvidende, hvad hun absolut ikke var.

En sen vinteraften i 1975 nåede hun imidlertid ikke at få skyldebøgerne af vejen, da politi fra Odense og Bogense samt og mandskab fra toldvæsenets mobilpatruljer stormede smugkroen, hvorefter det var nemt for politiet at se, hvem der havde været kunder.
En række af byens borgere blev kontaktet af ordensmagten, Mikkeline fik kæmpebøder med krav om efterbetaling af moms og skat samt senere domfældelse – og historien gik landet rundt og kom på forsiden af Ekstra Bladet.

Også den lokale avis, Fyens Stiftstidende, mødte op, og Mikkeline blev så fornærmet på den udsendte fotograf Ole Frederiksen, at hun hældte en spand vand i hovedet på ham.

Også to gæster blev anholdt denne aften og overført til afhøring på Bogense Politistation, mens toldvæsenet ransagede hele Veflinge gamle præstegård:
Her fandt tolderne i den gamle dragkiste hele lageret af indsmuglet spiritus – bl.a. et støre arsenal whiskyflasker.

Ingeborg Mikkelsen – som efter to tidligere razziaer havde været idømt bøder for overtrædelse af toldloven – blev først sigtet og senere tiltalt for smugkrovirksomhed samt for hæleri med hensyn til ulovligt indsmuglede varer.

Til den lokale avis Fyens Stiftstidende fortalte en unavngiven beboer i Veflinge, at det gennem længere tid havde været kendt på egnen, at folk fra hele Nordfyn samledes i den gamle præstegård for at få del i smugkroens billige spirituøse goder.
Og han oplyste, at han selv var blevet tilbudt ubanderolerede cigaretter – dog til almindelig udsalgspris.

I forbindelse med den store razzia, der implicerede distriktskontrollen på Odense Toldkammer, afpatruljerede toldkrydseren Høgen af Sønderborg den nordlige del af Lillebælt, og på mandskabet var orienteret om de fynske tolderes Operation Smugkro – men ordensmagten nægtede at udtale sig om, hvorvidt aktionen mod Mikkeline var resultatet af et opdaget forsøg på at landsætning af smuglervarer.

For første og eneste gang var den lille flække Veflinge blevet kendt.

Mikkeline selv endte i arresten i Bogense, men ikke længe. For den 58-årige kvinde hylede, skreg og skabte sig så meget bag tremmerne, at de blev nødt til at lukke hende ud igen.
Og så fortsatte smugkroen og det ulovlige salg. Dog med den forskel, at de lokale betjente i den hvide Opel Rekord fra Bogense, som tidligere havde handlet lidt hos Mikkeline, ikke længere var blandt kunderne.

Inden den store razzia i 1975 kunne ordensmagten fra den nordfynske havneby nemlig godt finde på at bankede på præstegårdens dør for lige at høre, om det gik godt. og om der var ro.
Mikkeline vidste godt, hvad de ville, så de kom ind, døren blev låst – og efter en pilsners tid kørte betjentene igen.
Andre gange kom de bare forbi en fredag eller lørdag aften for at gå sig et grin over synet, når vinduerne til haven blev åbnet, og kunderne hoppede ud og løb deres vej.

Der var også en motorcykelbetjent fra Odense, som somme tider kiggede forbi for at hente medisterpølse fra en lokal slagter, som lå klar hos Mikkeline, som havde fuldstændig styr på, hvem der var good cops – de lokale – og hvem der var de onde, bad cops. Nemlig betjentene fra Odense.

Den første forårssol fejrede Mikkeline altid ved at åbne porten til garagen og fjerne de gamle lagner fra den endnu ældre, og meget flotte, kulsorte Mercedes 180 årgang 1957.

Så åbnede hun bagklappen og lagde sig ind i bagagerummet, som Vorherre nu engang havde skabt hende.

Og sommeren igennem yndede den store kvinde at ligge splitternøgen i haven og tage solbad på plænen lige ud til vejen. Når man ankom, var der ofte en seddel i døren med teksten ”jeg er i haven”, og så vidste man, hvad der ventede.
Somme tider jagede Mikkeline dog drengene væk, men ellers var der for den trinde kvinde intet unaturligt i at tage imod i Eva-kostume i haven med de store valnøddetræer, inden hun iførte sig de lyserøde konetrusser og en skjorte eller kittel, før hun ekspederede sine kunder.

At Ingeborg Mikkelsen var en ensom kvinde, er der nok ingen tvivl om.
Hun boede alene med sine to store schæferhunde, som hun luftede ved iført sin lange pels at køre standsmæssigt og meget langsomt gennem byen i sin smukke veteranbil med hundene løbende bagefter.

Men hver aften dækkede hun bordet og redte senere også sengen til sin afdøde mor.

På sine gamle dage vedblev fru Mikkelsen dog med at være en verdensdame.
Når hun skulle handle, stoppede hun foran byens forretninger og pressede vedvarende hornet på sin bil i bund, indtil personalet kom ud og servicerede hende.

Ingeborg Dorthea Gerhardt Mikkelsen blev fundet død mæt af dage i sin seng nytårsaften 1985, og den forblæste nordfynske landsby Veflinge i verdens ende var endnu en skæv eksistens fattigere.

Hvad der blev af Ingeborgs flotte kjole, som stod på loftet på en gine, ved jeg ikke – og også den gamle sorte Mercedes er forsvundet i glemslens tåger.
To år efter hendes død kunne den ses på Aalholm Automobilmuseum lige ved siden af Ugandas tidligere militære diktator Idi Amins Mercedes-Benz 600.

Bilen fra smugkroen og den noget alternative købmandshandel i Veflinge, var stadig flot i lakken efter den lakering, som den fik i 1975, som Ingeborg i øvrigt betalte med 18.000 kontant i en plastikpose hentet i et baglokale samt en trillebør fyldt med valnødder.
Men bilen var nu bundrusten.

Det samme var slottets økonomi – og i 2012 måtte Aalholm Slot sælge ud af arvesølvet – og også de 224 veteranbiler fra det nu nedlagte Aalholm Automobilmuseum blev solgt på en offentlig auktion.

I dag ligger alle minderne om Ingeborg Dorthea Gerhardt Mikkelsen i de offentlige arkiver. Her er ud over pantebrev, anklageskrifter og et gammelt personligt horoskop også et utal af kasse- og regnskabsbøger, som strækker sig over perioden fra 1969 til hendes død på den sidste dag i 1985.

Og sidst men ikke mindst Ingeborgs 12 tykke dagbøger, som hun førte fra 1949 til sin død.

En guldgrube for eftertiden med beretningen om en helt speciel kvinde – men også en fortælling, som først kan begynde at fortælles om en halv snes år.

Da der er tale om såkaldt personfølsomt materiale med mange oplysninger om navngivne personer i Veflinge, er hovedparten af arkivet nemlig af hensyn til arkivloven og persondataloven klausuleret i 75 år og derfor tidligst offentligt tilgængelig fra 2024 for de ældste dele af arkivet – og de seneste notater i Ingeborgs dagbøger er først tilgængelige i 2060 …

Så alle de Veflinge-borgere, og folk andre steder på Fyn, som stadig lever, og som kom hos Ingeborg, kan ånde lettet op.

Men alle minderne om en helt speciel kvinde lever videre hos mange.

Også mig.

Foto taget i 1976:
Anders Christian Schødts

Læs om mig, mit arbejde og mine samarbejdspartnere.

En Foska-drengs bekendelser

Akkompagneret af 1960’erne voksede jeg op i et nordfynsk univers på størrelse med et fingerbøl som en blond, fregnet Foska-dreng med butterfly, hvirvel i panden og skrabede knæ. Struttende af levertran, syltetøjsmadder, saftevand, danskpop og uendelige somre.

Og vintre.

For mændene drak alt for mange bajere i hjemmene i min landsby, mens deres hustruer kæmpede for at få familiernes hverdage til at hænge sammen, børn skulle hverken ses eller høres, og i skolen blev jeg som stammer og nogle af de andre lige så følsomme drenge ofte ydmyget af lærerne – bare for en sikkerheds skyld.

Men vi knægte lærte alligevel både at danse med djævelen, at tune en Tomos og at liste en hånd ned i et par stramme cowboybukser uden at vide, hvad vi ledte efter, da vi styret af den lille – alt for lille – ukuelige enøjede bandit, hans to staldbrødre og tonsvis af testosteron drog ud i livet på jagt efter den søde kløe.

I 1968 udkom den 300 sider store Blå Betænkning, som gjorde op med kløene og terperiet, og i slutordene i kapitlet ”Læseplaner og skolen” lød det bl.a., at det var skolens opgave at fremme alle muligheder for, at ”børnene kan vokse op som lykkelige og gode mennesker.”

Allerede dengang var lykken et gyldent defineret mål.

Men på min lille sorte kommuneskole blev børnene stadig stillet militærisk op i rækker to og to, inden vi fik lov at marchere ind. Og de formastelige, som ikke havde fulgt de uskrevne regler for god opførsel i frikvarteret, blev på vejen ind tildelt en lussing, en knytnæve i hovedbunden eller et spark i røven.

Der måtte købmandens Bo for første gang redefinere sin opfattelse af lykken.

At danskerne ikke er verdens gladeste folkefærd, viser de mange og det i disse år stigende antal klager fra udenlandske turister, som er trætte af at betale en bondegård for en caffé latte, mens de får dræberblikket af servitricen.
At den så højt besungne danske hygge kun gælder dem, vi har lyst til at hygge os med, oplever andre.
Og i trafikken vrimler det med fuck-fingre, stressede horn, hidsigt blinkende lygter og preskørsel.

Og så er der skilsmisserne, utroskaben, lykkepillerne og hele angst-industrien, som både behandlersystemet, medicinalindustrien og pressen er en del af. Ja, selv et ganske almindeligt blæsevejr kan piskes op til drama i prime time.

Alligevel – og det er det besynderlige – kåres indbyggerne i H.C. Andersens eventyrland på baggrund af udenlandske undersøgelser igen og igen til et af verdens lykkeligste folkeslag.
For det er, hvad vi er, når de spørger os.
Lykkelige.
Tæskelykkelige.

Godt vi er danske.
For amerikanerne er jo overfladiske, svenskerne konforme, franskmændene arrogante, tyskerne humørforladte, italienerne svindlere, nordmændene enfoldige, irerne fordrukne, englænderne selvhøjtidelige, skotterne nærige og finnerne tavse og kaster med knive.

Men her i Danmark rykker vi sammen. Fra kongeklippen viser vi vores afkom frem, så alle kan neje i støvet for den lille buttede Buddha, mens mænd over night bliver omdannet til pastelfarvede Berlingo-Bambier, der som lemminger trisser mod nærmeste Føtex.
Og i citronmånens matte skær sidder vi lørdag aften og ser 50 år gamle danske film om uskyldens tid, når vi ikke svinger papirflagene fra Dagli’Brugsen og går crazy Daisy, når vi fejrer dronningen.

Det virker, som har vi alle lavet en fælles forståelse af det gode liv – om lykken – i en nostalgisk higen efter en svunden tid, mens vi selviscenesætter os selv som medlemmer af Dejlige Danmark.
Og dem, som ikke kan mærke lykken og som ikke passer ind i den mentale hyggefilm? De sygeliggøres og medicineres. For der må være noget galt med dem.

Har dette land overhovedet haft en original siden Simon Spies?

Men måske er det i virkeligheden de ulykkelige, som har gennemskuet konceptet og tør stå ved deres tvivl?
For vi mennesker er lige nøjagtig så glade, som vi beslutter os for at være.
Og ingen skylder os lykken.
Vi kan hverken kræve eller forvente den.

Selv synes jeg, at lykken er en fluffy, kalorieløs fister. En candyfloss. En orgasme. Et vindpust og et kindkys.

Nej, giv mig harmoni.
Det har grund.
Dét er langtidsholdbart.

Helle for at være en af de ulykkelige tosser.

Og når det hele så alligevel går helt galt – og det gør det jo altid – så lukker jeg øjnene, lytter til mit åndedræt og lader mig føre af sted til et helt andet univers pakket ind i roen og den harmoni, som købmandssønnen på 59. år stadig søger efter i den rigtige verden og dét, de har valgt at kalde livet.

Læs også de mange andre blogindlæg eller kig rundt her i mit univers og læs meget mere.