Midt i debatten om skolereform og heldagsskole er det underligt at tænke tilbage på sin egen skole – den sorte af slagsen.

På dette billede fra 1930 ses min far stående øverst i midten til højre for sin noget større klassekammerat på Veflinge Skole.
Far hadede skolen – men mest af alt den lærer, som bankede børnene sønder og sammen – og derfor blev mine tre ældre søskende alle sendt på private skoler i Brenderup og Odense.

Selv kom jeg selv på den nye Veflinge Skole, da den åbnede i 1963, fordi han var sikker på, der var nye tider i nye omgivelser.

Men sørme om lærerne ikke fortsatte med slå, sparke, latterliggøre og ydmyge børnene bag de nye mursten på den skole, hvor de samme lærere havde underskrevet et kaldsbrev, hvor de lovede, at de ”i alle forhold såvel i som uden for tjenesten vil vise Dem værdig til den agtelse og tillid, som Deres stilling kræver”.

Den skole valgte som næsten alle andre steder at afstraffe børnene efter forgodtbefindende efter devisen: Tillid er godt, frygt er dobbelt så godt.

På Veflinge Skole virkede det, som om lærernes fornemste opgave var at beskytte sig imod børnene, fordi disse udgjorde et anarki af livskraft. Til gengæld var vi børn blevet programmeret til at indordne os som kvæg med kadaverdisciplin.

Vi var flokdyr, og skolen tjente ikke bare til at give os viden. Den videreførte også bevidst den sorte skoles tradition med at præge os socialt.
Ikke nødvendigvis til mere sociale væsener med større forståelse for de fælles værdier og gensidig respekt og hensyntagen. Snarere tværtimod. For når læreren måtte hakke på de svage, måtte alle andre også.

Sådan havde min forældres skole været indrettet. Sådan var min og vores skole også indrettet.
Det var et system, som cementerede og belønnede det sociale hierarki.

Og sørme om der ikke lige er dukket en invitation op til jubilæumsfest på den gamle skole.

Og minderne presser sig på.

Frøken Rasmussen var vor engelsk- og regnelærerinde. En yderst bestemt og troende kvinde, som fortalte, at syndfloden var på vej, når himlens sluser åbnede sig, og der var skybrud.
Hun dekreterede også salmesang i timen hver dag. Hun var stadig Des med samtlige forældre, god til at fortælle, hvis man ikke var særlig dygtig – og mestrede både lussinger og at flå og rive i ører.

Når man om morgenen kunne høre to klik i gangen, betød det, at den tidligere førstelærer i Stillebæk gennem en menneskealder – hr. Fabricius – var ankommet til dagens dont.
De to klik lød, når den aldrende lærer tog cykelklemmerne af sine bukser.
For Fabricius var afstraffelses-specialet at holde godt fast i den ene kind på den formastelige møgunge med sin ene hånd, mens han slog med den anden.

Og så havde manden et realistisk forhold til sit lærerkald:
”Der, hvor Vorherre ikke ku’ klare det, kan vi lærere nok heller ikke ændre så meget …”

Fru Moseholm var en rund dame, som under morgensangen vippede frem og tilbage på fødderne til musikken, men som dog også kunne tage ved ørerne, så de nærmest blev revet af, når det var nødvendigt.

Og det var det ret ofte på Veflinge Skole.

Og så sørgede hun, mange år før ordet mobning overhovedet blev opfundet, for at tyrannisere mig, når jeg med min stammen oftest forgæves forsøgte at komme videre efter ordet ”og”. Mens jeg sad med tics og en anstrengt grimasse og vendte øjnene opad, skældte hun ud:

”Hold så op med at sidde med de himmelvendte øjne, Bo!”

Velkommen til endnu et nederlag – og et af de øgenavne, som skulle forfølge mig hele min folkeskoletid: Bo med de himmelvendte øjne.

Og så var der den sidste nulevende lærer.
Manden, som i 7. klasse, hvor vores klasse blev opdelt i de elever, som skulle i enten 8. klasse eller realen, konsekvent omtalte dette som ”at skille fårene fra bukkene”.

Manden havde en Clark Olofsson-effekt. Elsket og hadet af alle.
Hans status som gymnastiklærer gav selvfølgelig gratis point og respekt hos mange raske drenge og piger, som mente, han var hård, men retfærdig, mens han for os andre gymnastiktunge, følsomme og svage blev symbolet på alt det grumme og onde, en skole kunne udsætte elever for.

Lussingerne, som blev uddelt med rund hånd, og kokosnødderne – som bestod af en knyttet næve i hovedbunden – huskes stadig, som var det i går.

De samme gør den deciderede frygt, når denne lærer gik op og ned imellem rækkerne af borde og pludselig og helt uden varsel tog fat i øret på en stakkel, der hakkede i det og ikke kunne lektien.

Men frem for alt prægede ydmygelserne sig dybt ind i sjælen på både mig og mine klassekammerater.
Jeg var følsom, blev drillet med min stammen og var samtidig klassens svageste dreng og mindes kun, at jeg tilbragte alle gymnastiktimer siddende ydmyget på skrævs på hesten eller plinten, som jeg aldrig kom over.
Og når jeg kravlede ned, fik jeg hver gang en hånende kommentar og et spark bagi.

”Næste!”

En klassekammerat blev af en lokal læge fritaget fra gymnastik med en lægeattest på grund af, at han fik dårlige nerver af gymnastiktimerne.

Og vi er adskillige fra den årgang, som trods en alder på snart 60, stadig nærer en frygt for den sidste lærer fra dengang.

Skræmmende som angsten lejrer sig i generne for at blive der og påvirke et helt liv.

Da manden selv fyldte 60, blev han i det lille portræt i den lokale avis Fyens Stiftstidende omtalt som en hjælpsom mand, som ”gennem årene har sat et positivt præg på byens børn gennem flere generationer”.

Når der snart inviteres til skolefest i Veflinge, bliver det bl.a. med undervisning i klasselokalerne fra år 1964 af den sidste nulevende gamle lærer fra den sorte skole.

I 1964 var jeg otte år gammel, og jeg gik i 2. klasse.
Og for næsten alle vores lærere, var vold mod eleverne i perioden fra 1963 til 68 en helt normal del af hverdagen.

I marts 1968 udkom den 300 sider store Blå Betænkning.
Den gjorde op med kløene og terperiet, og slutordene i kapitlet ”Læseplaner og skolen” lød således:

”Det er skolens formål at dygtiggøre børnene til at gå ud i samfunds- og erhvervslivet, velegnede til at opfylde de krav, man med rimelighed kan stille, men først og fremmest er det skolens opgave at fremme alle muligheder for, at børnene kan vokse op som harmoniske, lykkelige og gode mennesker.”

Men på Veflinge Skole blev børnene stadig stillet militærisk op i rækker to og to.

Man skulle jo nødig udvise svaghed.

Kald det MIN svaghed – men jeg tror nu alligevel, jeg springer skolefesten og muligheden for en ekstra time over …