Til den smukke, gamle stråtækte præstegård nær landsbyens kirke, ankom i 1960’erne en korpulent, lidt sammensunken kvinde, som om sommeren oftest sås temmelig svedende i en mørkeblå gymnastikdragt, slidser i siderne og elastik syet ind i taljen.
Når det blev koldere, iførte hun sig modvilligt gamachebukser, som sad lidt løst. Men allerhelst var hun nu nøgen.

Kvinden hed Ingeborg Dorthea Gerhardt Mikkelsen – men hun blev hurtigt blandt alle kun kendt som Mikkeline. Et kælenavn, man dog aldrig nogensinde skulle driste sig til at benytte i hendes nærhed.
Hvis man var inde i varmen, var det Ingeborg – ellers Fru Mikkelsen.

Mikkeline blev født den 22. september 1907 – samme år som Olaf Ussing, Stig Lommer, Astrid Lindgreen – og samme år, som loven om metersystemet blev vedtaget i Danmark, og det var også det år, hvor Oklahoma blev optaget som USA’s 46. stat og hvor spejderbevægelsen blev grundlagt i England.

Der var dog ikke meget spejder over den gæve kvinde.

Mikkeline havde af sine forældre arvet en kongelig privilegeret købmandsbevilling.
De havde en købmandsforretning i Slotsgade i Odense, og da de lukkede butikken, flyttede Ingeborg inventaret med til præstegården i den lille nordfynske landsby.
Glasdiske, kaffemølle, købmandsdiske …

Mikkeline boede alene, og i hendes besynderlige lille forretning kunne man døgnet rundt købe småting som kaffe, sæbe, vaskepulver, strømper, vat eller lidt dåsemad.
Men frem for alt rummede den gamle præstegård Veflinges smugkro, som med årene skulle blive kendt i vide kredse for sine flydende varer – og sin ejer.

Var man løbet tør ved en fest, kunne man altid få fat i flydende varer fra Mikkeline. Og i starten af 1970’erne hang vi teenageknægte masser af fredag- og lørdagaftener i hendes bryggers og varmede op til aftenens fester, mens vi siddende på tomme ølkasser tømte den ene øl efter den anden.

For en tier kunne man få fire bajere og 10 Prince uden banderole.
Populære priser for en flok ubemidlede knægte.
Og kunne hun ikke give tilbage, fik man en snaps.

Den store vide, frie og lidt farlige verden levede i den gamle præstegård.
Men så skulle vi også være klar til at flygte ud gennem vinduet og gemme os i haven, når politiet pludselig holdt på gårdspladsen.
Og klar til at blive nappet af schæferhunden Gru, som havde haft fat i mange hænder og ben i sin levetid. Ofte lå der på cementgulvet i bryggerset både svinekød og store okseben, som Gru havde gnasket på.

Mikkelines toilet blev benyttet som øldepot.
Det var på det nærmeste armeret med humle, men efter at et par gæster på et tidspunkt havde lusket et par kasser ud gennem vinduet til gårdspladsen, var det kun særdeles udvalgte, trofaste kunder, som fik lov at benytte det – ellers blev kvinder såvel som mænd henvist til at forrette deres nødtørft, stor som lille, under æble- eller pæretræerne i baghaven.
Unge mænd, som havde været i lære som speditør, havde dog et fortrin, idet Mikkeline havde tidligere havde arbejdet ved et speditionsfirma, og det var ordentlige mennesker, som man kunne stole på …

Mikkeline havde også likør, snaps og stærk spiritus, og bag hendes køkken lå selve den lille forretning med de almindelige købmandsvarer, og hun ringede ofte til byens købmænd for at spørge til priserne på de forskellige ting, som hun havde købt syd for grænsen.
Der stod også et smukt chatol.

Inde bag butikken lå dagligstuen, hvor særligt udvalgte damer blev inviteret på portvin. Det var også herinde i den allerbageste stue, ved den udstoppede ugle, Mikkeline havde sin store dragkiste fra 1700-tallet stående.
Kisten var fyldt med ulovlig, ubandoleret smuglerspiritus, og i en glasdisk lå de kanonslag, som selv i en tid, hvor knald var tilladt, og man lovligt kunne skaffe Camel-kanonslag med seriøse brag, var kæmpestore.

Et blålys var nærmest at regne som en dynamitstang, og det kunne smadre en postkasse til atomer.
Eller en hånd for den sags skyld.
Der var en helt speciel, nærmest andægtig stemning, når man efter en større afhøring og efter at være blevet godkendt som et ærligt menneske, der ikke kunne finde på at sladre til politiet eller proppe noget i lommerne uden at betale for det, blev inviteret ind i de bageste, hemmelige gemakker.
I det allerhelligste.

Det var herinde, man kunne købe diverse chokolader og slikposer med en for længst overskreden sidste salgsdato.

Det var herinde, pigerne kunne købe nylonstrømper sent om aftenen fra den lille gamle salgs-disk af glas, før turen gik videre gennem mørket til dansestedet Fredskoven i Bogense.

Og det var også herinde, at Mikkeline også finde på at vise sine ting og nips frem, eller man fik læst sit horoskop op fra et blad, og var man virkelig inde i varmen, kunne man få lov at købe en dåse pølser, som blev varmet på det store gamle jernkomfur i køkkenet.

De kunder, som Mikkeline kendte rigtig godt, kunne også opsøge præstegården midt om natten, finde frem til vinduet ind til soveværelset, hvor Mikkeline lå og sov, banke på, give sig til kende – og få lov at gå ind i øldepotet på badeværelset, hente en kasse bajere og lægge pengene på køkkenbordet, mens den gamle dame sov videre.

Og om sommeren kunne man nyde gode eftermiddage i haven – og var man heldig  sammen med jordbærpigerne fra Jylland, som arbejdede hos naboen, gårdmanden ‘lille Olsen’.

Der gik i øvrigt rygter om, at man kunne sove sin gæld af hos Mikkeline – men hverken jeg eller andre fra mit slæng fik dette generøse tilbud, og jeg har derfor ikke anledning til at mene andet, end at det var en skrøne.

En del af det ulovlige lager af sprut og cigaretter blev smuglet ind via søvejen, og varerne blev losset fra en lille smuglerbåd om natten fra Nørreby Stand på Nordfyn, andet smuglergods kom til den gamle præstegård med lastbil fra udlandet.
En hel del hentede Mikkeline selv i Tyskland, hvor hun fyldte bagagerummet med smuglervarer, inden turen atter gik mod Veflinge, og der gik mange historier om, hvordan hun slap af sted med det uden at blive stoppet.

På et tidspunkt havde hun skaffet en gammel præstekjole, som hun iførte sig, og hvilken tolder ville stoppe en Guds tjener?
Andre gange svarede hun på spørgsmålet, om hun havde noget at fortolde, blot frejdigt, men ganske ærligt:
”Jeg har hele bagagerummet fyldt med sprut!”
Hvorefter tolderen grinte og lod den ældre dame fortsætte …

Det skete naturligvis også, at Mikkeline blev stoppet i tolden og knaldet – men så betalte den velhavende kvinde blot bøderne, som herefter blev lagt på priserne.
I virkeligheden en ganske solidarisk måde at klare dette lille problem på. Og når skaden var betalt tilbage i form af disse udgifter, var der jo i øvrigt ingen grund til at sænke priserne igen; nu havde kunderne jo vænnet sig til det …

 

 

 

 

I slutningen af 60’erne og starten af 70’erne skred ordensmagten flere gange til razziaer mod Mikkeline og den gamle præstegård. Og flere gange sprang gæsterne ud ad vinduer og døre, når politiet pludselig ankom.
Desværre for byen var Ingeborg Mikkelsen en meget pertentlig dame med sine regnskaber, så alt blev skrevet ned i små, sorte bøger.
Hvem skyldte hvad og hvor meget?

Det lykkedes hende dog altid at gemme dem for politiet – den ene gang smed hun dem ud gennem vinduet – hvorefter hun klarede frisag ved at spille dum og uvidende, hvad hun absolut ikke var.

En sen vinteraften i 1975 nåede hun imidlertid ikke at få skyldebøgerne af vejen, da politi fra Odense og Bogense samt og mandskab fra toldvæsenets mobilpatruljer stormede smugkroen, hvorefter det var nemt for politiet at se, hvem der havde været kunder.
En række af byens borgere blev kontaktet af ordensmagten, Mikkeline fik kæmpebøder med krav om efterbetaling af moms og skat samt senere domfældelse – og historien gik landet rundt og kom på forsiden af Ekstra Bladet.

Også den lokale avis, Fyens Stiftstidende, mødte op, og Mikkeline blev så fornærmet på den udsendte fotograf Ole Frederiksen, at hun hældte en spand vand i hovedet på ham.

Også to gæster blev anholdt denne aften og overført til afhøring på Bogense Politistation, mens toldvæsenet ransagede hele Veflinge gamle præstegård:
Her fandt tolderne i den gamle dragkiste hele lageret af indsmuglet spiritus – bl.a. et støre arsenal whiskyflasker.

Ingeborg Mikkelsen – som efter to tidligere razziaer havde været idømt bøder for overtrædelse af toldloven – blev først sigtet og senere tiltalt for smugkrovirksomhed samt for hæleri med hensyn til ulovligt indsmuglede varer.

Til den lokale avis Fyens Stiftstidende fortalte en unavngiven beboer i Veflinge, at det gennem længere tid havde været kendt på egnen, at folk fra hele Nordfyn samledes i den gamle præstegård for at få del i smugkroens billige spirituøse goder.
Og han oplyste, at han selv var blevet tilbudt ubanderolerede cigaretter – dog til almindelig udsalgspris.

I forbindelse med den store razzia, der implicerede distriktskontrollen  på Odense Toldkammer, afpatruljerede toldkrydseren Høgen af Sønderborg den nordlige del af Lillebælt, og på mandskabet var orienteret om de fynske tolderes Operation Smugkro – men ordensmagten nægtede at udtale sig om, hvorvidt aktionen mod Mikkeline var resultatet af et opdaget forsøg på at landsætning af smuglervarer.

For første og eneste gang var den lille flække Veflinge blevet kendt.

Mikkeline selv endte i arresten i Bogense, men ikke længe. For den 58-årige kvinde hylede, skreg og skabte sig så meget bag tremmerne, at de blev nødt til at lukke hende ud igen.
Og så fortsatte smugkroen og det ulovlige salg. Dog med den forskel, at de lokale betjente i den hvide Opel Rekord fra Bogense, som tidligere havde handlet lidt hos Mikkeline, ikke længere var blandt kunderne.

Inden den store razzia i 1975 kunne ordensmagten fra den nordfynske havneby nemlig godt finde på at bankede på præstegårdens dør for lige at høre, om det gik godt. og om der var ro.
Mikkeline vidste godt, hvad de ville, så de kom ind, døren blev låst – og efter en pilsners tid kørte betjentene igen.
Andre gange kom de bare forbi en fredag eller lørdag aften for at gå sig et grin over synet, når vinduerne til haven blev åbnet, og kunderne hoppede ud og løb deres vej.

Der var også en motorcykelbetjent fra Odense, som somme tider kiggede forbi for at hente medisterpølse fra en lokal slagter, som lå klar hos Mikkeline, som havde fuldstændig styr på, hvem der var good cops – de lokale – og hvem der var de onde, bad cops. Nemlig betjentene fra Odense.

Den første forårssol fejrede Mikkeline altid ved at åbne porten til garagen og fjerne de gamle lagner fra den endnu ældre, og meget flotte, kulsorte Mercedes 180 årgang 1957.

Så åbnede hun bagklappen og lagde sig ind i bagagerummet, som Vorherre nu engang havde skabt hende.

Og sommeren igennem yndede den store kvinde at ligge splitternøgen i haven og tage solbad på plænen lige ud til vejen. Når man ankom, var der ofte en seddel i døren med teksten ”jeg er i haven”, og så vidste man, hvad der ventede.
Somme tider jagede Mikkeline dog drengene væk, men ellers var der for den trinde kvinde intet unaturligt i at tage imod i Eva-kostume i haven med de store valnøddetræer, inden hun iførte sig de lyserøde konetrusser og en skjorte eller kittel, før hun ekspederede sine kunder.

At Ingeborg Mikkelsen var en ensom kvinde, er der nok ingen tvivl om.
Hun boede alene med sine to store schæferhunde, som hun luftede ved iført sin lange pels at køre standsmæssigt og meget langsomt gennem byen i sin smukke veteranbil med hundene løbende bagefter.

Men hver aften dækkede hun bordet og redte senere også sengen til sin afdøde mor.

På sine gamle dage vedblev fru Mikkelsen dog med at være en verdensdame.
Når hun skulle handle, stoppede hun foran byens forretninger og pressede vedvarende hornet på sin bil i bund, indtil personalet kom ud og servicerede hende.

Ingeborg Dorthea Gerhardt Mikkelsen blev fundet død mæt af dage i sin seng nytårsaften 1985, og den forblæste nordfynske landsby Veflinge i verdens ende var endnu en skæv eksistens fattigere.

Hvad der blev af Ingeborgs flotte kjole, som stod på loftet på en gine, ved jeg ikke – og også den gamle sorte Mercedes er forsvundet i glemslens tåger.
To år efter hendes død kunne den ses på Aalholm Automobilmuseum lige ved siden af Ugandas tidligere militære diktator Idi Amins Mercedes-Benz 600.

Bilen fra smugkroen og den noget alternative købmandshandel i Veflinge, var stadig flot i lakken efter den lakering, som den fik i 1975, som Ingeborg i øvrigt betalte med 18.000 kontant i en plastikpose hentet i et baglokale samt en trillebør fyldt med valnødder.
Men bilen var nu bundrusten.

Det samme var slottets økonomi – og i 2012 måtte Aalholm Slot sælge ud af arvesølvet – og også de 224 veteranbiler fra det nu nedlagte Aalholm Automobilmuseum blev solgt på en offentlig auktion.

I dag ligger alle minderne om Ingeborg Dorthea Gerhardt Mikkelsen i de offentlige arkiver. Her er ud over pantebrev, anklageskrifter og et gammelt personligt horoskop også et utal af kasse- og regnskabsbøger, som strækker sig over perioden fra 1969 til hendes død på den sidste dag i 1985.

Og sidst men ikke mindst Ingeborgs 12 tykke dagbøger, som hun førte fra 1949 til sin død.

En guldgrube for eftertiden med beretningen om en helt speciel kvinde – men også en fortælling, som først kan begynde at fortælles om en halv snes år.

Da der er tale om såkaldt personfølsomt materiale med mange oplysninger om navngivne personer i Veflinge, er hovedparten af arkivet nemlig af hensyn til arkivloven og persondataloven klausuleret i 75 år og derfor tidligst offentligt tilgængelig fra 2024 for de ældste dele af arkivet – og de seneste notater i Ingeborgs dagbøger er først tilgængelige i 2060 …

Så alle de Veflinge-borgere, og folk andre steder på Fyn, som stadig lever, og som kom hos Ingeborg, kan ånde lettet op.

Men alle minderne om en helt speciel kvinde lever videre hos mange.

Også mig.

*

Foto taget i 1976:
Anders Christian Schødts

*

Læs om mig, mit arbejde og mine samarbejdspartnere.