Akkompagneret af 1960’erne voksede jeg op i et nordfynsk univers på størrelse med et fingerbøl som en blond, fregnet Foska-dreng med butterfly, hvirvel i panden og skrabede knæ. Struttende af levertran, syltetøjsmadder, saftevand, danskpop og uendelige somre.

Og vintre.

For mændene drak alt for mange bajere i hjemmene i min landsby, mens deres hustruer kæmpede for at få familiernes hverdage til at hænge sammen, børn skulle hverken ses eller høres, og i skolen blev jeg som stammer og nogle af de andre lige så følsomme drenge ofte ydmyget af lærerne – bare for en sikkerheds skyld.

Men vi knægte lærte alligevel både at danse med djævelen, at tune en Tomos og at liste en hånd ned i et par stramme cowboybukser uden at vide, hvad vi ledte efter, da vi styret af den lille – alt for lille – ukuelige enøjede bandit, hans to staldbrødre og tonsvis af testosteron drog ud i livet på jagt efter den søde kløe.

I 1968 udkom den 300 sider store Blå Betænkning, som gjorde op med kløene og terperiet, og i slutordene i kapitlet ”Læseplaner og skolen” lød det bl.a., at det var skolens opgave at fremme alle muligheder for, at ”børnene kan vokse op som lykkelige og gode mennesker.”

Allerede dengang var lykken et gyldent defineret mål.

Men på min lille sorte kommuneskole blev børnene stadig stillet militærisk op i rækker to og to, inden vi fik lov at marchere ind. Og de formastelige, som ikke havde fulgt de uskrevne regler for god opførsel i frikvarteret, blev på vejen ind tildelt en lussing, en knytnæve i hovedbunden eller et spark i røven.

Der måtte købmandens Bo for første gang redefinere sin opfattelse af lykken.

At danskerne ikke er verdens gladeste folkefærd, viser de mange og det i disse år stigende antal klager fra udenlandske turister, som er trætte af at betale en bondegård for en caffé latte, mens de får dræberblikket af servitricen.
At den så højt besungne danske hygge kun gælder dem, vi har lyst til at hygge os med, oplever andre.
Og i trafikken vrimler det med fuck-fingre, stressede horn, hidsigt blinkende lygter og preskørsel.

Og så er der skilsmisserne, utroskaben, lykkepillerne og hele angst-industrien, som både behandlersystemet, medicinalindustrien og pressen er en del af. Ja, selv et ganske almindeligt blæsevejr kan piskes op til drama i prime time.

Alligevel – og det er det besynderlige – kåres indbyggerne i H.C. Andersens eventyrland på baggrund af udenlandske undersøgelser igen og igen til et af verdens lykkeligste folkeslag.
For det er, hvad vi er, når de spørger os.
Lykkelige.
Tæskelykkelige.

Godt vi er danske.
For amerikanerne er jo overfladiske, svenskerne konforme, franskmændene arrogante, tyskerne humørforladte, italienerne svindlere, nordmændene enfoldige, irerne fordrukne, englænderne selvhøjtidelige, skotterne nærige og finnerne tavse og kaster med knive.

Men her i Danmark rykker vi sammen. Fra kongeklippen viser vi vores afkom frem, så alle kan neje i støvet for den lille buttede Buddha, mens mænd over night bliver omdannet til pastelfarvede Berlingo-Bambier, der som lemminger trisser mod nærmeste Føtex.
Og i citronmånens matte skær sidder vi lørdag aften og ser 50 år gamle danske film om uskyldens tid, når vi ikke svinger papirflagene fra Dagli’Brugsen og går crazy Daisy, når vi fejrer dronningen.

Det virker, som har vi alle lavet en fælles forståelse af det gode liv – om lykken – i en nostalgisk higen efter en svunden tid, mens vi selviscenesætter os selv som medlemmer af Dejlige Danmark.
Og dem, som ikke kan mærke lykken og som ikke passer ind i den mentale hyggefilm? De sygeliggøres og medicineres. For der må være noget galt med dem.

Har dette land overhovedet haft en original siden Simon Spies?

Men måske er det i virkeligheden de ulykkelige, som har gennemskuet konceptet og tør stå ved deres tvivl?
For vi mennesker er lige nøjagtig så glade, som vi beslutter os for at være.
Og ingen skylder os lykken.
Vi kan hverken kræve eller forvente den.

Selv synes jeg, at lykken er en fluffy, kalorieløs fister. En candyfloss. En orgasme. Et vindpust og et kindkys.

Nej, giv mig harmoni.
Det har grund.
Dét er langtidsholdbart.

Helle for at være en af de ulykkelige tosser.

Og når det hele så alligevel går helt galt – og det gør det jo altid – så lukker jeg øjnene, lytter til mit åndedræt og lader mig føre af sted til et helt andet univers pakket ind i roen og den harmoni, som købmandssønnen på 59. år stadig søger efter i den rigtige verden og dét, de har valgt at kalde livet.

*

Læs også de mange andre blogindlæg eller kig rundt her i mit univers og læs meget mere.