Et dødsfald giver ofte associationer.
Og Birte Toves død i sidste uge fik mine tanker til at vandre tilbage til min barndoms landsby og dens forsamlingshus, som bar i byen det lidet prangende navn Skuret.
Og det passede på sin vis ganske fint til den gamle bygning med de tisgule vægge, den lille scene og førstesalen, hvor man i krogen kunne sidde og kysse, uden at alle kunne holde øje med, hvad der skete.
Skuret blev brugt til alt.
Om foråret revyen, hvor de lokales færden blev endevendt. Som da byens ene tømrer engang blev så fuld, at han ryddede fire haver for blomster, inden han faldt om i præstens have – hvorefter præsten kørte ham gennem byen og hjem i en trillebør.
Det var både pinligt og forbundet med en særegen heltestatus at være et af revyens ofre.
Og om efteråret stod den på dilettantteater med de selvsamme lokale amatørskuespillere.
Begge dele blev naturligvis efterfulgt af bal, ligesom der også var mange andre fester året igennem. Høstfest, vinterfest, julebal …
Håret var redt tilbage, og skjorteflipperne, som var en halv kvadratmeter store, hang uden på jakken eller striktrøjen.
Ofte endte det med slagsmål, når de unge alfahanner sloges om pigernes hjerter – og så vidste alle, at det i hvert fald var en god ide at stå på god fod med Røde Mogens, for han slog en proper næve. Alle havde respekt for Røde, og et godt forsamlingshusbal indeholdt altid mindst ét slagsmål.
Slagsmålene var i øvrigt – nøjagtig som i skolegården – omgærdet af værdighed og klare regler. For vel kunne temperamenterne komme i kog, men når den ene kombattant lå ned på trægulvet, havde han tabt.
Det var det.
Ikke noget med at sparke på en mand, som lå ned.
Og så fortsatte dansen til den elendige musik oppe på scenen.
Kunne man senere på natten grundet indtagelse af over tredive Odense-pilsnere ikke styre sin Vauxhall Viva hjem, kunne man altid vælte om ude i buskadset, når udsmideren stablede én udenfor.
Ud over de store fester var det også i forsamlingshuset, de lokale familier inviterede til samtlige sammenkomster – fra fødselsdage over konfirmationer og bryllupper til gravkaffen efter den sidste rejse til den nærliggende kirkegård.
Og utallige var de gange, hvor en middag med tarteletter som forret og steg som hovedret blev afsluttet, ved at lyset i salen blev slukket, hvorefter serveringspersonalet bestående af trinde fruestørrelser i forklæder med sovse- og suppepletter på trådte ind med isdesserten med sprudlende fyrværkeri akkompagneret af ”Pomp and Circumstance”.
Så kunne det vist ikke blive meget større.
To gange hver uge lagde Skuret også lokaler til de andespil, som Borgerforeningen og Gymnastikforeningen arrangerede.
Med ænder, gæs, flæskestege, snaps, kvarte grise og købmandskurve som præmier, et kvart pund Java-kaffe til højremanden for vinderen og amerikansk lotteri i pausen.
Når der var spillegilde, som det hed, mødte byens og omegnens ældre op flere timer før for at spille kort, drikke øl og kaffe og ryge, så når spillet startede 19.30, skulle man skære sig gennem ærtesuppetågen af røg i salen for at finde en ledig plads.
Skulle nogen formaste sig til at forsøge at lufte ud, lød råbene straks: ”Luk! Det trækker!”
Skuret var proppet til mindste plads i salen, på balkonen og på og bag scenen, og selv på toiletterne var der installeret højttalere, så man kunne spille og følge med.
Alle aldersgrupper deltog, det sociale samvær var i top, og spillene gav gode indtægter til foreningens aktiviteter.
”Kom så med Gamle Ole”
”Ryst posen!”
”Den var rigtig. Var der flere …?”
Men forsamlingshuset rummede meget mere end offentlige baller, private fester og spillegilder. Det var også i forsamlingshuset, Leo Dahls danseskole forsøgte at lære de lokale bondedrenge (som på fotoet jeg med min søster) og ditto piger vakse trin, stive blikke, knejsende nakker og et godt tag i partneren – og hver anden uge ankom Svend Sanggaard til byen i sin Volvo-stationcar med en lang, rund beholder på taget.
Og det er HER, den smukke, lyshårede, blåøjede Birte Tove kommer ind i billedet.
Når Sangaard ankom til byen vidste alle, at der samme aften var Stjerne Bio.
Lærredet, højttalerne og filmfremviseren blev stillet op, og da en billet til en klapstol med træsæde og ryglæn på cowboyrækken kostede én krone og femoghalvfjerds, var der stadig femogtyveøre til snolder.
Der var altid to forestillinger.
Den første klokken 19.00 var typisk en gammel dansk film eller en italiensk spaghettiwestern med slå-på-tæven-drengene Bud Spencer og Terence Hill.
Klokken 21.00 stod den så på et par lumre, erotiske timer i voksenforestillingen. Det kunne være ”Sex i sommerlandet” eller en sengekants- eller stjernetegnsfilm med Ole Søltoft i den mandlige hovedrolle.
Og en masse nøgne kvinder i de kvindelige.
Og somme tider endnu mere lumre forestillinger uden anden handling end den, der gik frem og tilbage.
Biografgængerne til den sidste forestilling nærmest sneg sig ind i ly af mørket, når lyset i salen var slukket, således at hemmeligheden om deres passion for sexfilm forblev mellem denne lille kreds af ungkarle i den forblæste nordfynske landsby Veflinge.
Det var normalt lukket land for nogen under 18 at komme ind og se de saftige, sene film, men var der ikke så mange tilskuere, kunne den gode omrejsende filmdirektør godt presses.
Der skulle jo penge i kassen.
Og vi knøse kunne lige så godt først som sidst lære om livets og kødets lyster …