MP24616.

Utroligt, hvad man husker.

Nummeret på familiens gulgrønne Opel Kaptajn, som i 1960’erne erstattede en lyseblå totakters Lloyd LP300 med trækarrosseri bestående af masonitplader, der var beklædt med kunstlæder.

I Tyskland blev bilen døbt ”Leukoplastbomben”. I Danmark fik den øgenavnet ”Pap-Jaguaren”.

Men vilddyret havde en motorkraft så ringe, at mor og mine to ældste søskende måtte ud og skubbe bilen op ad Båring bakke på Vestfyn, når familien med far, mor og vi fire børn skulle til Jylland.

Så rakte 10 heste og tre gear ingen vegne.

Så fik vi Kaptajnen.
Opels nye topmodel.
Wagen der Weltklasse.

Med rigelig plads til seks personer, en smidig sekscylindret motor med tre ratgear, panoramavinduer, stort haleparti og kilovis af krom.

Kapitän er den tyske flirt med de store amerikanske flydere.
Lige sagen for en købmand med drømme om at erobre den store verden.

Og nu kører Kaptajnen med MP24616 på nummerpladen – MP for Bogense Politikreds – rundt på min væg langt ude i en skov en vinterdag med min ældste søster, Kate, bag rattet foran butikken på vejen hjemme i landsbyen.

Det er 1964, hun har lige fået kørekort, hendes hår er sat op i en knold, og hun smiler og vinker med venstre hånd til fotografen, mens hun forsøger at styre den store bil med Den Frie Købmand-klistermærket på bagruden og lillesøster på passagerædet.

Min anden søster, Anne, sidder ved siden af og griner fjoget.

Fotografen er far.

Gemt bag det smalfilmskamera, som denne forårsdag i 1964 og de kommende 15 år skal beskrive livet i en lille nordfynsk købmandsfamilie i kapitler af maksimalt tre minutter. Dog oftest kun i glimt på 10 eller 20 sekunder.

For en smalfilm med 180 sekunder var efter datidens forhold både dyr at købe og fremkalde.

Siden blev filmen i årenes løb overspillet til video – så til dvd – og nu vinker storesøster altså febrilsk til fortiden akkompagneret af Richard Clayderman’s og James Last’s dyp-i-sirup-toner.

 

 

Havde smalfilmen været opfundet i 1956, havde filmen måske også vist en lille dreng blive holdt frem for øjnene af sin far og sine tre ældre søskende af en sygeplejerske inde bag vinduerne på Bogense Sygehus, mens de stod ude på græsplænen og klappede.

Den havde måske også set en far hente sin hustru og sit svagelige spædbarn svøbt som en lille bylt og bringe dem hjem.

Jeg var et skravl.
Et lille skrog, som var tæt på at gå til.

Og den første af os fire børn, som blev bragt til verden på sygehuset. Mine tre ældre søskende var alle blevet født hjemme i mors og fars seng i landsbyen. Ib i 1945, Kate i 1946, Anne i 1951.

Jeg er syv år, da jeg for første gang løber rundt og ser forlegen ud, mens far filmer løs. Og det bliver han ved med, mens 60’erne og 70’erne farer forbi i et kornet otte millimeter-danmarksbillede.

Skiturene til Langesø, sommerens udfl ugter til den nordfynske strand Flyvesandet, byens unger, som løber fastelavn, fars og Ibs svæveflyvning fra Beldringe Flyveplads, et stop med pølser og kakaomælk på Karoline-rastepladsen på Fynssiden af Lillebæltsbroen, Vesterhavet, en ferietur til Harzen, byfesterne i Veflinge, forældredag på en spejderlejr …

Og så er vi i Fyns Tivoli.
Jeg er ude at sejle med mor i en af bådene.
”Vink til far,” siger hun.

Og den solbrændte, fregnede dreng i den hvide skjorte og de stramme knickers vinker. Og far filmer. Og verdens kedeligste tivolipark synes for en lille dreng fra landet stadig som Paradisets Have.

Men det hele er en løgn, selv om James Last trutter løs.

Og pludselig sidder far i sofaen med en øl en dag, hvor jeg stolt som bare pokker har fået lov at optage med hans kamera fra endnu en animeret fest hjemme i stuen.
Han skåler hen mod mig og kigger mig så dybt i øjnene, at det brænder gennem den lille linse.

Jeg panorerer hurtigt væk.

Smalfilmen snurrer videre, da min søster bliver konfirmeret i 1964, da jeg juleaften får opfyldt mit allerhøjeste ønske – en hund! – og da vi året efter drager på min barndoms eneste københavnertur.

Kronborg, Dyrehavsbakken, Danmarks Akvarium.
Kom an, verden!

Der er gavebord og fest i forsamlingshuset ved fars 50-års fødselsdag i 1966, hvor jeg er 10 år gammel.

Og samme optagelser med de samme mennesker fra mors 50-års fødselsdag i 1967, inden fars og mors første ferie samme år med Caravellen til Francos Spanien.

Diktatur med solfaktor.

Mor vinker på flytrappen, og far filmer tiggerne, gadehandlerne og flamencodans – og i næste klip sidder købmanden fra Veflinge i Tanger på en turistkamel iført en tåbelig rød fez.

Far optræder selv i få sekunders rystede optagelser lavet af mor fra terrassen.

Han smiler ikke.

Fire film og 12 minutter senere er købmand Aksel Jørgensen atter hjemme i verdens navle. Og verden, dagens dont og filmen kan fortsætte med åbningen af Legoland – og de mange klip fra butikken og stuen med bornholmeruret, kanariefuglen og stengærdetapetet.

Så er det jul igen.
Og så er det jul igen.
Og jul igen.
Lige til påske.
Og sommer igen.

Og far fortsætter med at filme spritterne, som besøger butikken med cykler og barnevogne klistret til med mærkater, letpåklædte damer og medaljer.

Han har en svaghed for de skæve eksistenser.

En svaghed, hans yngste søn senere en dag skal arve.

Så går første mand pludselig på månen, og efterhånden, som håret vokser på den lille dreng, da han er blevet konfirmeret, bliver drengens smil på filmen mindre og mindre.

I 1971 har han taget på, og på et klip kan man ane, at han har fået tics.

Men alle smiler og griner og hygger og skåler.
For en smalfilm er, hvad den er.

Et glansbillede.
Bare et glansbillede.

Men også et glansbillede, som vækker et savn og pirker til vemodet og melankolien.

Og det er måske i virkeligheden ikke så galt …