10. februar.
Så skal vi til det igen, far.
Du og jeg.
For det var i aften for 36 år siden, at du på ét forbandet sekund formede min tilværelse og hele mit liv på godt og ondt, da du med to spritpenne og en 3-i-ener i lommen ved hjælp af en ledning mellem klokken 22 og 23.30 i det kolde skær fra et neonrør gjorde en ende på det hele i en affaldskælder i Kokkedal, mens P1 sluttede dagen med at sende en optagelse med radiokoret, som sang Johann Sebastian Bachs ”Unser Leben ist ein Schatten”.
Unser Leben ist ein Schatten auf Erden.
Ich weiß wohl, daß unser Leben
oft nur als ein Nebel ist.
Sind wir doch zu jeder Frist
von dem Tode hier umgeben.
Drum, ob’s heute nicht geschicht,
meinen Jesum laß ich nicht.
*
Søndag den 10. februar 1980.
Jeg skal altid lige over datoen i dag, før det nye år for alvor kan starte.
Før jeg kan byde lyset og foråret velkommen.
Sådan har det nu været i tre dusin år – og sådan vil det nok være, til jeg selv skal herfra, og videre til næste kapitel i kapitlernes store bog.
Det er altid en speciel dag, far.
Det ved du, og det ved jeg.
For den aften fik jeg én af de identiteter, jeg først i mange år kæmpede mod, inden jeg gav efter og erkendte, at der er ting her i livet, som man lige så godt kan favne og lære af.
Og det gør jeg så.
Hver eneste dag.
Som selvmorderens søn.
*
Jeg har råbt og skreget og grædt og tigget, bedt, bandet og forbandet, lagt arme med dæmoner og ligget i ske med spøgelser – men du er for længst tilgivet – og i dag er du tættere på mig end de 22 år, vi nåede at have sammen, mens du var i din krop, inden du den aften tog dit livs største og sværeste valg, og forlod din familie og din tilværelse.
Den aften, hvor du lagde dine briller på gulvet sammen med afskedsbrevet, og sprang ud fra stålrørsstativet i en nordsjællandsk affaldskælder og lod dig kvæle i den grå elledning, som du havde slået om et vandrør, viklet fire gange om din hals, lagt i en glideløkke og bundet i en kraftig knude i den modsatte ende.
Vi mødes oftere og oftere i drømme i et knus, og så mærker jeg dig rent og klart og varmt, og meget mere intenst og kærligt, end da du levede her på jorden, indtil du blev befriet for den smerte, du bar, mens du sloges med dit lys og dit mørke.
Hård og ubarmhjertig, når du løb tør for kræfter.
Men også en musisk og kreativ, kærlig mand, som elskede at spille på forskellige instrumenter. Interesserede sig for og hjalp andre mennesker. Skrev digte. Skrev min storebrors stile til skolen. Inspirerede og hjalp sine bysbørn i den lille landsby og var stolt af sin familie, som han passede på – så længe kræfterne holdt.
Min far, som i en alt for ung alder, dengang somrene var længere og mere solrige, fik alt for meget ansvar og blev placeret i en rolle, han aldrig formåede at slippe.
Far, Lille Du. Hele byens førsteelsker. Livsnyderen. De lokale kvinders yndlingsbordherre. Altid en sjov bemærkning. Sang og skål og dans.
Det sammensatte menneske og den utro, til tider voldelige ægtemand, som selv sloges med så meget svigt. Så mange tab.
En fantastisk dejlig, vidunderlig og helt igennem elendig far.
*
Jeg så dig ikke dengang, far.
Var for ung, for bange, for alting,
Til gengæld ser jeg dig stadig, hver eneste gang, jeg i en film pludselig ser en hængt person.
Du er Jack i “Sommersby”, du er Selma i ”Dancer in the Dark”,
du er Perry Smith i ”Capote”, du er Murron MacClannough i ”Braveheart”, du er Jason i ”Fredag den 13.”, du er Charles Bronsons bror i verdens ondeste hængningsscene i ”Once Upon A Time In the West”, og du er hver eneste hængte i ”Lady Sings the Blues”.
I mange år forlod jeg biografen, hver gang jeg blev overrasket af
en scene med hængning. Kunne ikke klare synet.
Nu lukker jeg øjnene og gemmer hovedet i hænderne, til jeg er
sikker på, scenen er slut.
For jeg ved, at hvis jeg åbner dem for tidligt, vil den hængte oppe
på lærredet pludselig åbne øjnene, kigge på mig og med en skæv grimasse spørge:
”Hvad kan jeg hjælpe med, lille du …?”
*
Det er, når jeg sidder med hænderne for øjnene, med gåsehud og
koldsved gispende efter vejret i det røde biografsæde, at jeg forbander din beslutning den søndag aften for 36 år siden.
Når du hænger og kigger på mig dernede i salen og lader, som om du er Jack, Selma, Perry, Murron, Jason og alle de andre, drømmer jeg om, at tiden kan køre baglæns som mit elektriske Märklin-tog, jeg havde som lille.
Et tryk på den blå transformators store sorte knap, og lokomotiv
og togvogne tøffede baglæns gennem alpetunneller, tilbage over
broer, over skiftespor og jernbaneoverskæringer og videre forbi jernbanestationen, hvor alle de små plastikfolk stod helt stille uden at fortrække en mine, fordi hele verden var sat i bakgear.
Og når den slags sker, står man jo bare og glor som forstenet.
Tænk hvis jeg kunne køre livet baglæns, som vi gjorde med dine
smalfilm, når du var i godt humør, og vi kiggede på optagelsen fra
en snevejrsvinter i Langesø, hvor du faldt på sine ski for enden af Kobakken, far?
Når vi spillede otte millimeter-smalfilmen baglæns, hoppede du elegant tilbage på dine lange ski og susede baglæns op ad bakken som verdensmesteren i baglæns-styrtløb.
*
Hvis jeg kunne trykke på knappen og beordre tiden tilbage, hvor
den kom fra, ville du have bundet den kraftige knude op og viklet den grå el-ledning, som sad omkring din hals, rundt, så den kom fri igen.
Du ville have fjernet ledningen fra vandrøret, rullet den sammen
og proppet den i lommen, være hoppet baglæns ned fra jernstativet,
samlet dine sorte briller op fra betongulvet, taget dem på, lukket døren til affaldsrummet og var gået baglæns op ad trappen til mor i lejligheden.
Du ville have sagt nej til at sælge købmandsgården og købe det lille hvide hus på bakken i Fuengirola på Costa del Sol, bakket tilbage over alperne i den blå Fiat 850 med mor bag rattet og stillet dig bag disken i købmandsforretningen på Frederiksberg i Veflinge, hvor du allerede under krigen havde hængt dit hvide skilt op med navnet Købmand Axel Jørgensen, fordi du syntes, Axel lød lidt smartere end Aksel.
Du ville være vågnet ved siden af mor i soveværelset.
Du ville have kysset hende godnat, sagt ”!gid reksle geJ” til mor,
inden du, mens dine børn sov trygt og dejligt i deres senge, var tumlet baglæns ned ad trappen, havde taget en taxa, som kørte baglæns til Odense, hvor du havde sagt nej til øl og kvinder, inden du ville have taget taxaen hjem igen og sat sig på en melsæk, hvor du ville have spyttet øl efter øl ud i flaskerne, inden du havde sagt nej tak til en omgang med Erik Tømrer og de andre gutter, fordi det var lukketid, og du skulle ind til din familie, som var det vigtigste i dit liv.
Og alle dem, som hængte sig for øjnene af mig, ville bare have
været skuespillere i en film, som jeg sad og så sammen med min far, mens han klemte min hånd, smilte og sagde:
”Du ved godt, det ikke er alvor, ikke? Der bare noget, de spiller.”
Og jeg ville have kigget på dig og svaret:
”Jo, far – men det er stadigvæk lidt uhyggeligt”.
Uden at stamme.
Er du sluppet fri, far?
Tog de det tyngende ansvar og din frygt fra dig?
Kan du græde nu?
Fik du vinger?
Blev dine dæmoner hernede på jorden hos os andre?
Fester du i Paradiset, hvor solen altid skinner varmt og klart, iført din harmonika, din banjo eller din violin og spiller og synger med røde kinder, mens bøfferne og pølserne syder på grillen?
Står du oppe over skyerne bag glasdisken i din egen lille himmelbutik i din brune kittel med brillantine i håret, blyanten bag øret og en god Manne-cerut i munden og smiler til Revisoren og alle de andre engle, som kommer ind for at handle?
”Den klarer jeg, lille du. Vi får nye leveringer på torsdag. Var der andet, jeg kunne hjælpe med? En himmelseng? Et evigt liv? Bare sig til, du …”
Sidder du somme tider med de andre rødder fra den lille forblæste og fordrukne nordfynske landsby for enden af alting på en melsæk i baglokalet i vores købmandsgård og snupper en Tuborg fra kassen?
Og glæder du dig, til de allersidste gamle venner fra Veflinge kommer op til dig?
Der er ikke ret mange tilbage.
Eller blev du måske digter?
Fandt du den fred, du søgte, far?
Mødte du din far og mor, Tante Birthe. Ketty og Arne, alle de andre?
Hvordan ser I ud? Er I gennemsigtige, svævende eller bare en energi, en duft eller en brise?
Ligner du dig selv?
*
Jeg var gennem hele livet så forbandet fanget i mine følelser over for dig, far.
Du skræmte livet af mig, og de dage turde jeg ikke engang hade dig. Så bange var jeg.
Men jeg så også op til dig. Din humor, dine ideer, dit gåpåmod.
Din selvstændighed – som Den Frie Købmand.
Det var i det kviksand, du efterlod mig uden forklaring i det år, hvor Dirch Passer senere skulle falde død om på scenen, og John Lennon blive myrdet foran sit hjem.
Mange gode sjæle blev kaldt hjem i 1980.
Du har siddet i din himmel og blinket som en stjerne i nøjagtig 36 år her i aften.
Jeg blev hernede på jorden, hvor du gjorde den 10. februar til en dato, som ætsede sig ind i min livskalender.
Den længste dag.
Der er gået 13.140 dage, og du er for længst tilgivet, og du er elsket og dybt savnet – og jeg forstår alle de ting, du sloges og kæmpede med,
Men du skal også vide, at dén beslutning kom til at definere og påvirke hele mit liv – og at jeg på gode dage forundres over og på de dårlige forbander, at jeg her i en alder af næsten 60 stadig påvirkes så kraftigt af dit valg den søndag, som kaldes Dominica Sexagesima, fordi der er omkring 60 dage til påske, hvor du endelig fandt modet til at modtage din egen dom.
Den hårdeste af slagsen.
*
Jeg håber, at du somme tider daler ned på jorden og går en tur gennem landsbyen Veflinge, mens du letter på kasketten og hilser på de andre døde i de dødes by, mens I smiler indforstået til hinanden, fordi I ved, at I er usynlige for alle andre end hinanden.
Og jeg håber, at du somme tider kommer ned og ser, hvordan det går med din yngste søn.
Passer du på mig?
Ånder du på mig, når jeg går forbi dig?
Var det dig, der fik døren til at smække i går, selv om det ikke trak?
Jeg tror det.
For jeg mærker dig kraftigere og varmere end nogen sinde tidligere.
Og mens jeg selv er godt på vej mod de 63 år, du selv nåede i den krop, som fik navnet Axel, savner jeg dig mere og mere.
*
Måske er det alderens velsignelse.
Tilgivelsen.
Roen.
Og angsten for døden, som langsomt, men sikkert forsvinder, mens vi med år efter år på bagen gør os klar til det eneste, som er er sikkert for os alle, når vi mødes.
At vi skal dø igen.
Og i mellemtiden forsøger vi så at finde en mening med livet – og fylde det bedst mulige indhold i det, mens vi kan.
Til sidst løb du tør for mening, far.
Det nægter jeg at gøre.
Ja, faktisk søger jeg den mere og mere.
Efterhånden, som timeglasset løber ud, bliver det vigtigere og vigtigere for mig ikke at klatte tiden væk.
Hver time bliver mere og mere dyrebar.
*
Så i aften – 36 år efter, at du sagde farvel til os alle sammen, og kastede håndklædet i ringen, og hvor jeg som ung nyuddannet journalist blev ringet op om natten, og fik beskeden fra min bror, hvorefter jeg sad lammet alene tilbage i sengen i mørket – vil jeg tage på endnu en vagt på Livslinien, hvor vi nu er 250 frivilligere, som sikrer, at det næsten døgnet rundt er muligt at ringe og få en anonym samtale, når selvmordstankerne presser på.
Det giver så meget mening, og du er i mine tanker hver gang, jeg tager afsted.
Der fandtes hverken selvmordslinie eller mobiltelefoner den aften i 1980, hvor du nægtede at fortsætte, og du havde nok heller ikke ringet ind.
Men hvad nu, hvis tiden bare er noget, vi gør lineær, fordi vores hjerner ikke kan kapere andet?
Hvad nu, hvis vi kan kontakte hinanden gennem tid, sted og rum?
Hvad nu, hvis du pludselig ringede i aften klokken 22.45, og jeg tog telefonen, og jeg kunne overtale dig til at opgive din anonymitet og få sendt hjælp?
Ville du så stå hos mig igen?
Jeg kan slet ikke huske din stemme, far.
Jeg husker din duft – af 4711-Eau de Cologne, barbersprit, Manne-cerutter og bajere.
Og jeg husker din hektiske mimik.
Men din stemme er helt borte fra min erindring.
Og lige nu savner jeg den.
Savner at kunne huske den.
Hvordan ville det mon være at have haft dig hele livet?
Hvordan ville det mon være hvis du levede endnu, og vi kunne fejre din 100 års fødselsdag den 1. november?
Det tænker selvmorderens søn ofte over – for at være efterladt er en livslang plads på skolebænken i fagene tab, sorg, vrede, afmagt, håbløshed, savn og accept.
Men allermest tænker han varme, dejlige tanker om sin far.
Jeg elsker dig.
**