Kære Far.

Om mindre end en måned var du blevet 99 – men du valgte selv livet fra en sen februaraften i 1980, mens P1 sluttede søndagen med at sende en optagelse med radiokoret, som sang Johann Sebastian Bachs ”Unser Leben ist ein Schatten”.

Det blev den aften, jeg definitivt tog afsked med min barndom – og allerede samme nat besluttede jeg, at jeg aldrig ville fortryde nogle af valgene i mit eget liv.

Prisen for at gøre det er nemlig umenneskelig – for alle.
Levende såvel som døde.

Gravsted nummer Q141 på Dalum Kirkegård tæt ved Odense Å er let at finde, for det er et af de få i denne gruppe urnegravsteder fra slutningen af 1970’erne og starten af 1980’erne, som der sjældent bliver lagt friske blomster på eller puslet om.

Dit pludselige farvel var simpelthen for hårdt for os alle.

De første mange år forbandede jeg dig og skældte dig ud, når jeg kom her.

Siden kom jeg for at slutte fred. I den ene hånd bar jeg et hvidt flag. I den anden et sværd. Men ellers var jeg nøgen. En ridder uden rustning og skjold.

Så begyndte jeg at snakke med dig.

Og en dag tilgav jeg dig. Forstod dine dæmoner og spøgelser og alt det, som du havde at slås med i dette liv – måske fordi de lignede mine egne.

Forstod, at dit selvmord dén aften også handlede om alt andet og meget mere, end du havde fortrudt salget af din elskede nordfynske købmandsgård.

Forstod, at et selvmord ofte er den mindst egoistiske handling, som findes – fordi personen, som begår det, føler, at verden er bedre tjent uden ham eller hende.

Nu står jeg ved din grav, hvor resterne af dit fysiske jeg har været placeret dernede under jorden i snart 36 år – mere end halvdelen af mit liv.

Om ikke ret mange år bliver jeg også – 7-9-13 – ældre, end du blev.
Det bliver mærkeligt.

Jeg spekulerer ofte på, hvordan du ville reagere, hvis du pludselig vendte tilbage fra de dødes rige til denne verden – til alt dét, som er sket siden du sagde farvel.

Det ville vist være en mundfuld.

For alt er forandret, mens du har ligget her mellem Erna, som døde tre dage før dig, og Finn, som døde en uge senere.

Verden er en anden.
Jeg er en anden.
Mit hjerte har slået mere end 500.000 gange, siden du tog afsted.

Men jeg ville ønske, du ville komme forbi igen – bare fem minutter.

”Renholdes af kirkegården”, hvisker det lille messingskilt, som diskret stikker hovedet op af perlestenene,

Det skilt fjernes snart – og det samme gør dit gravsted. For det er en af de sidste gang, jeg kommer er og besøger dig.
Mine søskende mener, at nu var tiden kommet til at slette graven. Og efter at have tænkt mig rigtig godt om, giver jeg dem ret.

For dette sted er i virkeligheden også symbolet på alt det, som blev grebet forkert an dengang i 1980.
Bl.a. at du blev begravet her i hemmelighed i stedet for i din egen landsby på Nordfyn omringet af alle dem, du kendte, fordi dit selvmord blev regnet som en dyb pinlighed.
Så ingen andre end familien var til syede og fik lov at tage afsked med dig den dag.

Ja, jeg er sågar kommet til at tænke på, om jeg selv har lyst til at have en sten stående med mit navn på gyldne bogstaver sammen med et lille fuglebad dén dag, jeg skal herfra.

Heldigvis ved du, jeg har tilgivet dig. For en måned siden kom du nemlig til mig i en drøm og gav mig dét varme, inderlige og hjertelige knus, jeg drømte om at få i hele min barndom, mens du levede blandt os andre.

‘Han er på vej’, fortalte mor, som døde i 2008, og som jeg kunne se, men ikke nå.
Og pludselig stod du foran mig, og jeg mærkede dig mere og kraftigere end nogen sinde tidligere.

Jeg vågnede med en glæde og en kærlighed, som har fulgt mig lige siden.

*

Men hel bliver jeg nok aldrig i dette liv.
For du dukker hele tiden op – også når det er svært og når jeg mindst venter det, far.

Jeg ser dig f.eks. hver eneste gang, jeg i en film pludselig ser en hængt person.

Du er Jack i “Sommersby”, du er Selma i ”Dancer in the Dark”, du er Perry Smith i ”Capote”, du er Murron MacClannough i ”Braveheart”, du er Jason i ”Fredag den 13.”, du er Charles Bronsons bror i verdens ondeste hængningsscene i ”Once Upon A Time In the West”, og du er hver eneste hængte i ”Lady Sings the Blues”.

I mange år forlod jeg biografen, hver gang jeg blev overrasket af en scene med hængning.

Kunne ikke klare synet.

Nu lukker jeg øjnene og gemmer hovedet i hænderne, til jeg er sikker på, scenen er slut.
For jeg ved, at hvis jeg åbner dem for tidligt, vil den hængte oppe på lærredet pludselig åbne øjnene, kigge på mig og med en skæv grimasse spørge:

”Hvad kan jeg hjælpe med, lille du …?”

*

Det er, når jeg sidder med hænderne for øjnene, med gåsehud og koldsved gispende efter vejret i det røde biografsæde, at jeg forbander din beslutning den søndag aften for snart 36 år siden.

Når min far hænger og kigger på mig dernede i salen og lader, som om, han er Jack, Selma, Perry, Murron, Jason og alle de andre, drømmer jeg om, at tiden kan køre baglæns som mit elektriske Märklin-tog, jeg havde som lille.

Et tryk på den blå transformators store sorte knap, og lokomotiv og togvogne tøffede baglæns gennem alpetunneller, tilbage over broer, over skiftespor og jernbaneoverskæringer og videre forbi jernbanestationen, hvor alle de små plastikfolk stod helt stille uden at fortrække en mine, fordi hele verden var sat i bakgear.

Og når den slags sker, står man jo bare og glor.

Tænk hvis jeg kunne køre livet baglæns, som vi gjorde med dine smalfilm, når du var i godt humør, og vi kiggede på optagelsen fra en snevejrsvinter i Langesø, hvor du faldt på sine ski for enden af Kobakken.

Kobakken, fordi det var en bakke, hvor der plejede at gå køer.

Når vi spillede otte millimeter-smalfilmen baglæns, hoppede du elegant tilbage på sine lange ski og susede baglæns op ad bakken som verdensmesteren i baglæns-styrtløb.

Hvis jeg kunne trykke på knappen og beordre tiden tilbage, hvor den kom fra, ville du have bundet den kraftige knude op og viklet den grå el-ledning, som sad omkring din hals, fire gange rundt, så den kom fri igen.

Du ville have fjernet ledningen fra vandrøret, rullet den sammen og proppet den i lommen, være hoppet baglæns ned fra jernstativet, samlet dine sorte briller op fra betongulvet, taget dem på, lukket døren til affaldsrummet og var gået baglæns op ad trappen til mor i lejligheden.

Du ville have sagt nej til at købe det lille hvide hus på bakken i Fuengirola på Costa del Sol, bakket tilbage over alperne i den blå Fiat 850 med mor bag rattet og stillet dig bag disken i købmandsforretningen på Frederiksberg i Veflinge, hvor du mange år før havde hængt dit hvide skilt op med navnet Købmand Axel Jørgensen, fordi du syntes, Axel lød lidt smartere end Aksel.

Du ville være vågnet ved siden af mor i soveværelset.

Du ville have kysset hende godnat, sagt ”!gid reksle geJ” til mor, inden du, mens dine børn sov trygt og dejligt i deres senge, var tumlet baglæns ned ad trappen, havde taget en taxa, som kørte baglæns til Odense, hvor du havde sagt nej til øl og kvinder, inden du ville have taget taxaen baglæns hjem igen og sat dig på en melsæk, hvor du ville have spyttet øl efter øl ud i flaskerne, inden du havde sagt nej tak til en omgang med Erik Tømrer og de andre gutter, fordi det var lukketid, og du skulle ind til din familie, som var det vigtigste i dit liv.

Og alle dem, som hængte sig for øjnene af mig, ville bare have været skuespillere i en film, som jeg sad og så sammen med dig, mens du klemte min hånd, smilte og sagde:

”Du ved godt, det ikke er alvor, ikke? Det er bare noget, de spiller.”

Og jeg ville have kigget på dig og svaret:

”Jo, far – men det er stadigvæk lidt uhyggeligt”.

Uden at stamme.

*

Og for resten far.

Jeg VED jo også godt, at det slet ikke er her på kirkegården, du er.

Jeg er overbevist om, du fandt og gik ind i lyset dén sene søndag aften i februar dét år, hvor din yngste søn var 23 år og endnu lå og sov i sin lejlighed i Odense – uden viden om, at han et par timer senere ville blive ringet op med dén besked, der skulle forandre hans liv for evigt.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at dine egne forældre stod og tog imod dig på den anden side, hvor vi slipper al smerte, angst og egoisme.

Og jeg er sikker på, du er slippet fri, far.
Sikker på, de tog det tyngende ansvar og din frygt fra dig.

Men mit hoved tumler stadig med en million spørgsmål.

Kan du græde nu?

Fik du vinger?

Blev dine dæmoner hernede på jorden hos os andre?

Fester du i Paradiset, hvor solen altid skinner varmt og klart, iført din harmonika, din banjo eller din violin og spiller og synger med røde kinder, mens bøfferne og pølserne syder på grillen?

Står du oppe over skyerne bag glasdisken i din egen lille himmelbutik i din brune kittel med de tre kuglepenne i brystlommen, blyantstumpen bag øret, brillantine i håret, en god Manne-cerut i munden, duftende af røg, bajere og 4711-Eau de Cologne og smiler til alle de andre engle, som kommer ind for at handle?

”Den klarer jeg, lille du. Vi får nye leveringer på torsdag. Var der andet, jeg kunne hjælpe med? En himmelseng? Et evigt liv? Bare sig til, du …”

Sidder du somme tider med de andre rødder fra Veflinge på en melsæk i baglokalet og snupper en Tuborg fra kassen?

Eller blev du måske digter?
Fandt du den fred, du søgte, far?
Og snakker du med mor, eller er hun på et helt andet plan, fordi hun stadig er ny deroppe, hvor hvert liv efterrationaliseres, inden vi vender tilbage – som klogere sjæle – for at lære endnu mere?

Hvordan ser I ud?
Er I gennemsigtige, svævende eller bare en energi, en duft eller en brise?
Ligner du dig selv?

Jeg var gennem hele livet så forbandet fanget i mine følelser over for dig, far.
Du skræmte livet af mig, og de dage turde jeg ikke engang hade dig. Så bange var jeg.

Men jeg så også op til dig. Din humor, dine ideer, dit gåpåmod. Din livsglæde, når dine engle vandt over dine dæmoner.

Det var i det kviksand, du efterlod mig uden forklaring.

Jeg håber, at du somme tider daler ned på jorden og går en tur gennem din gamle landsby, mens du letter på kasketten og hilser på de andre døde i de dødes by, mens I smiler indforstået til hinanden, fordi I ved, at I er usynlige for alle andre end hinanden.

Og jeg håber, at du somme tider kommer ned og ser, hvordan det går med din yngste søn.

Passer du på mig?

Ånder du på mig, når jeg går forbi dig?

Var det dig, der fik døren til at smække i går, selv om det ikke trak …?