Danmark var blevet besat.

Men på Feddet skulle Odenses fineste familier naturligvis også den sommer i 1940 – og en dag i juli stod en flot ung mand på 23 med smukke læber, markerede mørke øjenbryn, høje tindinger og tilbagestrøget sort hår foran entreprenør Østlunds dør til residensen i Kertinge Nor ud til Kerteminde Fjord.
Mellem sine hænder holdt lærlingen inde fra købmand Andresen i Kerteminde en papkasse fyldt med varer.

Familiens yngste datter lukkede op. Hun var 22, en køn pige med milde træk, blide hænder, mandelformede øjne og et insisterende blik.

Hvilke følelser, der opstod den dag i døren under den krig, er rent gætteværk, men at dømme ud fra alle de festsange, der siden i livet skulle blive sunget om det unge par på melodien ”Min Amanda”, var det kærlighed ved første blik mellem den friske verdensmand med de hurtige, sjove kommentarer og den rolige, følsomme kvinde med det lidt uregerlige hår.

Så stor var fars og mors forelskelse og senere kærlighed, at mor i hemmelighed tog kajakken gennem fjorden ind til Kerteminde for at besøge far, og mange sommeraftener stod verdens mest romantiske cykelbud efter lukketid i timevis og spejdede ind over hækken efter mor.
Tyskere eller ej.

De kom fra hver sit liv.

Mor fra en af Odenses rigeste og mest indflydelsesrige familier, far fra en hård opvækst i en lille nordfynsk landsby, hvorfra han på det tidspunkt var sendt i eksil for at lære det købmandsfag, som hans forældre havde bestridt.

Billedet af købmandsgårdens seje fodboldhold med Hønse-Fritfoder som sponsor og ekviperet med både rigtige fodboldstøvler og en rigtig læderbold er knipset den 13. maj 1943 på brostenene i Andresens Købmandsgård i Kerteminde (med det fine hundehus i baggrunden) – og far ses i anden række yderst til venstre med højre hånd på sin kollegas skulder.

Kort efter blev far kontaktet af farmor hjemme fra købmandsgården i Veflinge.
Farfar havde under en hed affære under den ugentlige varetur i lastbilen fra butikken rundt til egnens gårde gjort en gift, kvindelig kunde gravid og leveret lidt mere såsæd, end der stod på ordresedlen.
Og da farmor Johanne var en gæv kvinde, blev farfar smidt på porten og fulgt til toget med besked om aldrig at vise sig igen i hverken landsbyen eller butikken.

Far og mor var på det tidspunkt stadig kærester, men de havde aldrig boet sammen – og da far nu blev kaldt hjem for i utide at overtage butikken, måtte et ægteskab lynhurtigt sættes i stand, så de kunne bo sammen som mand og kone.

Så midt under krigen sagde far og mor ja til hinanden i Langesø Skovkapel. Og dagen efter begyndte deres nye liv i Veflinge.

Resten er historie. Også af den hårde slags. Og en sen aften 40 år senere valgte min far selv at tage verdens sværeste beslutning i skyldfølelse over at have solgt butikken og være gået på efterløn på Costa del Sol, hvor solen ikke kun dansede en inciterende flamenco i hans swimmingpool.

At være fri, selvstændig købmand er ikke bare et job.
Det er en identitet og et livsvalg.

Men den smukke, magiske kærlighedshistorie fra Kerteminde fra dengang, mine forældre endnu levede forelskede, glade og ubekymrede og midt i Danmarks besættelse havde deres egen besættelse af hinanden består, og den vil resten af mine egne dage leve videre for mig som en inspiration og som et minde om min fars lyse, glade side, før dæmonerne og spøgelserne ankom.

Og den er hver dag med til at minde mig om at leve i nuets kraft.