Kategoriarkiv: Danmarkshistorie

Historien om Mikkeline

Mikkeline 1976

 

Til den smukke, gamle stråtækte præstegård nær landsbyens kirke, ankom i 1960’erne en korpulent, lidt sammensunken kvinde, som om sommeren oftest sås temmelig svedende i en mørkeblå gymnastikdragt, slidser i siderne og elastik syet ind i taljen.
Når det blev koldere, iførte hun sig modvilligt gamachebukser, som sad lidt løst. Men allerhelst var hun nu nøgen.

Kvinden hed Ingeborg Dorthea Gerhardt Mikkelsen – men hun blev hurtigt blandt alle kun kendt som Mikkeline. Et kælenavn, man dog aldrig nogensinde skulle driste sig til at benytte i hendes nærhed.
Hvis man var inde i varmen, var det Ingeborg – ellers Fru Mikkelsen.

Mikkeline blev født den 22. september 1907 – samme år som Olaf Ussing, Stig Lommer, Astrid Lindgreen – og samme år, som loven om metersystemet blev vedtaget i Danmark, og det var også det år, hvor Oklahoma blev optaget som USA’s 46. stat og hvor spejderbevægelsen blev grundlagt i England.

Der var dog ikke meget spejder over den gæve kvinde.

Mikkeline havde af sine forældre arvet en kongelig privilegeret købmandsbevilling.
De havde en købmandsforretning i Slotsgade i Odense, og da de lukkede butikken, flyttede Ingeborg inventaret med til præstegården i den lille nordfynske landsby.
Glasdiske, kaffemølle, købmandsdiske …

Mikkeline boede alene, og i hendes besynderlige lille forretning kunne man døgnet rundt købe småting som kaffe, sæbe, vaskepulver, strømper, vat eller lidt dåsemad.
Men frem for alt rummede den gamle præstegård Veflinges smugkro, som med årene skulle blive kendt i vide kredse for sine flydende varer – og sin ejer.

Var man løbet tør ved en fest, kunne man altid få fat i flydende varer fra Mikkeline. Og i starten af 1970’erne hang vi teenageknægte masser af fredag- og lørdagaftener i hendes bryggers og varmede op til aftenens fester, mens vi siddende på tomme ølkasser tømte den ene øl efter den anden.

For en tier kunne man få fire bajere og 10 Prince uden banderole.
Populære priser for en flok ubemidlede knægte.
Og kunne hun ikke give tilbage, fik man en snaps.

Den store vide, frie og lidt farlige verden levede i den gamle præstegård.
Men så skulle vi også være klar til at flygte ud gennem vinduet og gemme os i haven, når politiet pludselig holdt på gårdspladsen.
Og klar til at blive nappet af schæferhunden Gru, som havde haft fat i mange hænder og ben i sin levetid. Ofte lå der på cementgulvet i bryggerset både svinekød og store okseben, som Gru havde gnasket på.

Mikkelines toilet blev benyttet som øldepot.
Det var på det nærmeste armeret med humle, men efter at et par gæster på et tidspunkt havde lusket et par kasser ud gennem vinduet til gårdspladsen, var det kun særdeles udvalgte, trofaste kunder, som fik lov at benytte det – ellers blev kvinder såvel som mænd henvist til at forrette deres nødtørft, stor som lille, under æble- eller pæretræerne i baghaven.
Unge mænd, som havde været i lære som speditør, havde dog et fortrin, idet Mikkeline havde tidligere havde arbejdet ved et speditionsfirma, og det var ordentlige mennesker, som man kunne stole på …

Mikkeline havde også likør, snaps og stærk spiritus, og bag hendes køkken lå selve den lille forretning med de almindelige købmandsvarer, og hun ringede ofte til byens købmænd for at spørge til priserne på de forskellige ting, som hun havde købt syd for grænsen.
Der stod også et smukt chatol.

Inde bag butikken lå dagligstuen, hvor særligt udvalgte damer blev inviteret på portvin. Det var også herinde i den allerbageste stue, ved den udstoppede ugle, Mikkeline havde sin store dragkiste fra 1700-tallet stående.
Kisten var fyldt med ulovlig, ubandoleret smuglerspiritus, og i en glasdisk lå de kanonslag, som selv i en tid, hvor knald var tilladt, og man lovligt kunne skaffe Camel-kanonslag med seriøse brag, var kæmpestore.

Et blålys var nærmest at regne som en dynamitstang, og det kunne smadre en postkasse til atomer.
Eller en hånd for den sags skyld.
Der var en helt speciel, nærmest andægtig stemning, når man efter en større afhøring og efter at være blevet godkendt som et ærligt menneske, der ikke kunne finde på at sladre til politiet eller proppe noget i lommerne uden at betale for det, blev inviteret ind i de bageste, hemmelige gemakker.
I det allerhelligste.

Det var herinde, man kunne købe diverse chokolader og slikposer med en for længst overskreden sidste salgsdato.

Det var herinde, pigerne kunne købe nylonstrømper sent om aftenen fra den lille gamle salgs-disk af glas, før turen gik videre gennem mørket til dansestedet Fredskoven i Bogense.

Og det var også herinde, at Mikkeline også finde på at vise sine ting og nips frem, eller man fik læst sit horoskop op fra et blad, og var man virkelig inde i varmen, kunne man få lov at købe en dåse pølser, som blev varmet på det store gamle jernkomfur i køkkenet.

De kunder, som Mikkeline kendte rigtig godt, kunne også opsøge præstegården midt om natten, finde frem til vinduet ind til soveværelset, hvor Mikkeline lå og sov, banke på, give sig til kende – og få lov at gå ind i øldepotet på badeværelset, hente en kasse bajere og lægge pengene på køkkenbordet, mens den gamle dame sov videre.

Og om sommeren kunne man nyde gode eftermiddage i haven – og var man heldig  sammen med jordbærpigerne fra Jylland, som arbejdede hos naboen, gårdmanden ‘lille Olsen’.

Der gik i øvrigt rygter om, at man kunne sove sin gæld af hos Mikkeline – men hverken jeg eller andre fra mit slæng fik dette generøse tilbud, og jeg har derfor ikke anledning til at mene andet, end at det var en skrøne.

En del af det ulovlige lager af sprut og cigaretter blev smuglet ind via søvejen, og varerne blev losset fra en lille smuglerbåd om natten fra Nørreby Stand på Nordfyn, andet smuglergods kom til den gamle præstegård med lastbil fra udlandet.
En hel del hentede Mikkeline selv i Tyskland, hvor hun fyldte bagagerummet med smuglervarer, inden turen atter gik mod Veflinge, og der gik mange historier om, hvordan hun slap af sted med det uden at blive stoppet.

På et tidspunkt havde hun skaffet en gammel præstekjole, som hun iførte sig, og hvilken tolder ville stoppe en Guds tjener?
Andre gange svarede hun på spørgsmålet, om hun havde noget at fortolde, blot frejdigt, men ganske ærligt:
”Jeg har hele bagagerummet fyldt med sprut!”
Hvorefter tolderen grinte og lod den ældre dame fortsætte …

Det skete naturligvis også, at Mikkeline blev stoppet i tolden og knaldet – men så betalte den velhavende kvinde blot bøderne, som herefter blev lagt på priserne.
I virkeligheden en ganske solidarisk måde at klare dette lille problem på. Og når skaden var betalt tilbage i form af disse udgifter, var der jo i øvrigt ingen grund til at sænke priserne igen; nu havde kunderne jo vænnet sig til det …

 

 

Smugkro

 

 

I slutningen af 60’erne og starten af 70’erne skred ordensmagten flere gange til razziaer mod Mikkeline og den gamle præstegård. Og flere gange sprang gæsterne ud ad vinduer og døre, når politiet pludselig ankom.
Desværre for byen var Ingeborg Mikkelsen en meget pertentlig dame med sine regnskaber, så alt blev skrevet ned i små, sorte bøger.
Hvem skyldte hvad og hvor meget?

Det lykkedes hende dog altid at gemme dem for politiet – den ene gang smed hun dem ud gennem vinduet – hvorefter hun klarede frisag ved at spille dum og uvidende, hvad hun absolut ikke var.

En sen vinteraften i 1975 nåede hun imidlertid ikke at få skyldebøgerne af vejen, da politi fra Odense og Bogense samt og mandskab fra toldvæsenets mobilpatruljer stormede smugkroen, hvorefter det var nemt for politiet at se, hvem der havde været kunder.
En række af byens borgere blev kontaktet af ordensmagten, Mikkeline fik kæmpebøder med krav om efterbetaling af moms og skat samt senere domfældelse – og historien gik landet rundt og kom på forsiden af Ekstra Bladet.

Også den lokale avis, Fyens Stiftstidende, mødte op, og Mikkeline blev så fornærmet på den udsendte fotograf Ole Frederiksen, at hun hældte en spand vand i hovedet på ham.

Også to gæster blev anholdt denne aften og overført til afhøring på Bogense Politistation, mens toldvæsenet ransagede hele Veflinge gamle præstegård:
Her fandt tolderne i den gamle dragkiste hele lageret af indsmuglet spiritus – bl.a. et støre arsenal whiskyflasker.

Ingeborg Mikkelsen – som efter to tidligere razziaer havde været idømt bøder for overtrædelse af toldloven – blev først sigtet og senere tiltalt for smugkrovirksomhed samt for hæleri med hensyn til ulovligt indsmuglede varer.

Til den lokale avis Fyens Stiftstidende fortalte en unavngiven beboer i Veflinge, at det gennem længere tid havde været kendt på egnen, at folk fra hele Nordfyn samledes i den gamle præstegård for at få del i smugkroens billige spirituøse goder.
Og han oplyste, at han selv var blevet tilbudt ubanderolerede cigaretter – dog til almindelig udsalgspris.

I forbindelse med den store razzia, der implicerede distriktskontrollen  på Odense Toldkammer, afpatruljerede toldkrydseren Høgen af Sønderborg den nordlige del af Lillebælt, og på mandskabet var orienteret om de fynske tolderes Operation Smugkro – men ordensmagten nægtede at udtale sig om, hvorvidt aktionen mod Mikkeline var resultatet af et opdaget forsøg på at landsætning af smuglervarer.

For første og eneste gang var den lille flække Veflinge blevet kendt.

Mikkeline selv endte i arresten i Bogense, men ikke længe. For den 58-årige kvinde hylede, skreg og skabte sig så meget bag tremmerne, at de blev nødt til at lukke hende ud igen.
Og så fortsatte smugkroen og det ulovlige salg. Dog med den forskel, at de lokale betjente i den hvide Opel Rekord fra Bogense, som tidligere havde handlet lidt hos Mikkeline, ikke længere var blandt kunderne.

Inden den store razzia i 1975 kunne ordensmagten fra den nordfynske havneby nemlig godt finde på at bankede på præstegårdens dør for lige at høre, om det gik godt. og om der var ro.
Mikkeline vidste godt, hvad de ville, så de kom ind, døren blev låst – og efter en pilsners tid kørte betjentene igen.
Andre gange kom de bare forbi en fredag eller lørdag aften for at gå sig et grin over synet, når vinduerne til haven blev åbnet, og kunderne hoppede ud og løb deres vej.

Der var også en motorcykelbetjent fra Odense, som somme tider kiggede forbi for at hente medisterpølse fra en lokal slagter, som lå klar hos Mikkeline, som havde fuldstændig styr på, hvem der var good cops – de lokale – og hvem der var de onde, bad cops. Nemlig betjentene fra Odense.

Den første forårssol fejrede Mikkeline altid ved at åbne porten til garagen og fjerne de gamle lagner fra den endnu ældre, og meget flotte, kulsorte Mercedes 180 årgang 1957.

Så åbnede hun bagklappen og lagde sig ind i bagagerummet, som Vorherre nu engang havde skabt hende.

Og sommeren igennem yndede den store kvinde at ligge splitternøgen i haven og tage solbad på plænen lige ud til vejen. Når man ankom, var der ofte en seddel i døren med teksten ”jeg er i haven”, og så vidste man, hvad der ventede.
Somme tider jagede Mikkeline dog drengene væk, men ellers var der for den trinde kvinde intet unaturligt i at tage imod i Eva-kostume i haven med de store valnøddetræer, inden hun iførte sig de lyserøde konetrusser og en skjorte eller kittel, før hun ekspederede sine kunder.

At Ingeborg Mikkelsen var en ensom kvinde, er der nok ingen tvivl om.
Hun boede alene med sine to store schæferhunde, som hun luftede ved iført sin lange pels at køre standsmæssigt og meget langsomt gennem byen i sin smukke veteranbil med hundene løbende bagefter.

Men hver aften dækkede hun bordet og redte senere også sengen til sin afdøde mor.

På sine gamle dage vedblev fru Mikkelsen dog med at være en verdensdame.
Når hun skulle handle, stoppede hun foran byens forretninger og pressede vedvarende hornet på sin bil i bund, indtil personalet kom ud og servicerede hende.

Ingeborg Dorthea Gerhardt Mikkelsen blev fundet død mæt af dage i sin seng nytårsaften 1985, og den forblæste nordfynske landsby Veflinge i verdens ende var endnu en skæv eksistens fattigere.

Hvad der blev af Ingeborgs flotte kjole, som stod på loftet på en gine, ved jeg ikke – og også den gamle sorte Mercedes er forsvundet i glemslens tåger.
To år efter hendes død kunne den ses på Aalholm Automobilmuseum lige ved siden af Ugandas tidligere militære diktator Idi Amins Mercedes-Benz 600.

Bilen fra smugkroen og den noget alternative købmandshandel i Veflinge, var stadig flot i lakken efter den lakering, som den fik i 1975, som Ingeborg i øvrigt betalte med 18.000 kontant i en plastikpose hentet i et baglokale samt en trillebør fyldt med valnødder.
Men bilen var nu bundrusten.

Det samme var slottets økonomi – og i 2012 måtte Aalholm Slot sælge ud af arvesølvet – og også de 224 veteranbiler fra det nu nedlagte Aalholm Automobilmuseum blev solgt på en offentlig auktion.

I dag ligger alle minderne om Ingeborg Dorthea Gerhardt Mikkelsen i de offentlige arkiver. Her er ud over pantebrev, anklageskrifter og et gammelt personligt horoskop også et utal af kasse- og regnskabsbøger, som strækker sig over perioden fra 1969 til hendes død på den sidste dag i 1985.

Og sidst men ikke mindst Ingeborgs 12 tykke dagbøger, som hun førte fra 1949 til sin død.

En guldgrube for eftertiden med beretningen om en helt speciel kvinde – men også en fortælling, som først kan begynde at fortælles om en halv snes år.

Da der er tale om såkaldt personfølsomt materiale med mange oplysninger om navngivne personer i Veflinge, er hovedparten af arkivet nemlig af hensyn til arkivloven og persondataloven klausuleret i 75 år og derfor tidligst offentligt tilgængelig fra 2024 for de ældste dele af arkivet – og de seneste notater i Ingeborgs dagbøger er først tilgængelige i 2060 …

Så alle de Veflinge-borgere, og folk andre steder på Fyn, som stadig lever, og som kom hos Ingeborg, kan ånde lettet op.

Men alle minderne om en helt speciel kvinde lever videre hos mange.

Også mig.

*

Foto taget i 1976:
Anders Christian Schødts

*

Læs om mig, mit arbejde og mine samarbejdspartnere.

 

En Foska-drengs bekendelser

130045_685_457_0_0_0_0

 
Akkompagneret af 1960’erne voksede jeg op i et nordfynsk univers på størrelse med et fingerbøl som en blond, fregnet Foska-dreng med butterfly, hvirvel i panden og skrabede knæ. Struttende af levertran, syltetøjsmadder, saftevand, danskpop og uendelige somre.

Og vintre.

For mændene drak alt for mange bajere i hjemmene i min landsby, mens deres hustruer kæmpede for at få familiernes hverdage til at hænge sammen, børn skulle hverken ses eller høres, og i skolen blev jeg som stammer og nogle af de andre lige så følsomme drenge ofte ydmyget af lærerne – bare for en sikkerheds skyld.

Men vi knægte lærte alligevel både at danse med djævelen, at tune en Tomos og at liste en hånd ned i et par stramme cowboybukser uden at vide, hvad vi ledte efter, da vi styret af den lille – alt for lille – ukuelige enøjede bandit, hans to staldbrødre og tonsvis af testosteron drog ud i livet på jagt efter den søde kløe.

I 1968 udkom den 300 sider store Blå Betænkning, som gjorde op med kløene og terperiet, og i slutordene i kapitlet ”Læseplaner og skolen” lød det bl.a., at det var skolens opgave at fremme alle muligheder for, at ”børnene kan vokse op som lykkelige og gode mennesker.”

Allerede dengang var lykken et gyldent defineret mål.

Men på min lille sorte kommuneskole blev børnene stadig stillet militærisk op i rækker to og to, inden vi fik lov at marchere ind. Og de formastelige, som ikke havde fulgt de uskrevne regler for god opførsel i frikvarteret, blev på vejen ind tildelt en lussing, en knytnæve i hovedbunden eller et spark i røven.

Der måtte købmandens Bo for første gang redefinere sin opfattelse af lykken.

At danskerne ikke er verdens gladeste folkefærd, viser de mange og det i disse år stigende antal klager fra udenlandske turister, som er trætte af at betale en bondegård for en caffé latte, mens de får dræberblikket af servitricen.
At den så højt besungne danske hygge kun gælder dem, vi har lyst til at hygge os med, oplever andre.
Og i trafikken vrimler det med fuck-fingre, stressede horn, hidsigt blinkende lygter og preskørsel.

Og så er der skilsmisserne, utroskaben, lykkepillerne og hele angst-industrien, som både behandlersystemet, medicinalindustrien og pressen er en del af. Ja, selv et ganske almindeligt blæsevejr kan piskes op til drama i prime time.

Alligevel – og det er det besynderlige – kåres indbyggerne i H.C. Andersens eventyrland på baggrund af udenlandske undersøgelser igen og igen til et af verdens lykkeligste folkeslag.
For det er, hvad vi er, når de spørger os.
Lykkelige.
Tæskelykkelige.

Godt vi er danske.
For amerikanerne er jo overfladiske, svenskerne konforme, franskmændene arrogante, tyskerne humørforladte, italienerne svindlere, nordmændene enfoldige, irerne fordrukne, englænderne selvhøjtidelige, skotterne nærige og finnerne tavse og kaster med knive.

Men her i Danmark rykker vi sammen. Fra kongeklippen viser vi vores afkom frem, så alle kan neje i støvet for den lille buttede Buddha, mens mænd over night bliver omdannet til pastelfarvede Berlingo-Bambier, der som lemminger trisser mod nærmeste Føtex.
Og i citronmånens matte skær sidder vi lørdag aften og ser 50 år gamle danske film om uskyldens tid, når vi ikke svinger papirflagene fra Dagli’Brugsen og går crazy Daisy, når vi fejrer dronningen.

Det virker, som har vi alle lavet en fælles forståelse af det gode liv – om lykken – i en nostalgisk higen efter en svunden tid, mens vi selviscenesætter os selv som medlemmer af Dejlige Danmark.
Og dem, som ikke kan mærke lykken og som ikke passer ind i den mentale hyggefilm? De sygeliggøres og medicineres. For der må være noget galt med dem.

Har dette land overhovedet haft en original siden Simon Spies?

Men måske er det i virkeligheden de ulykkelige, som har gennemskuet konceptet og tør stå ved deres tvivl?
For vi mennesker er lige nøjagtig så glade, som vi beslutter os for at være.
Og ingen skylder os lykken.
Vi kan hverken kræve eller forvente den.

Selv synes jeg, at lykken er en fluffy, kalorieløs fister. En candyfloss. En orgasme. Et vindpust og et kindkys.

Nej, giv mig harmoni.
Det har grund.
Dét er langtidsholdbart.

Helle for at være en af de ulykkelige tosser.

Og når det hele så alligevel går helt galt – og det gør det jo altid – så lukker jeg øjnene, lytter til mit åndedræt og lader mig føre af sted til et helt andet univers pakket ind i roen og den harmoni, som købmandssønnen på 59. år stadig søger efter i den rigtige verden og dét, de har valgt at kalde livet.

*

Læs også de mange andre blogindlæg eller kig rundt her i mit univers og læs meget mere.

Den sidste ære og den grædende storvildtsjæger

I min barndoms nordfynske landsby lugtede intet smukkere end døden.

Jeg elskede dens duft, og når mor fandt saksen og fletkurven frem, smilte den lille dreng i den hvide skjorte op til hende, for så skulle vi sammen ud i haven.

Det var en tryllestund. Og så var det bare om at holde sig til, for dem var der ikke mange af.
Mor valgte blomsterne ud, og jeg fik lov at klippe blomsterhovederne af dem.

’Dem der’, sagde hun, og pegede hen mod et bed. Og så gik jeg i gang.
Først tøvende, fordi det under normale omstændigheder var forbundet med stor ballade blot at komme til at knække en stængel. Senere med større og større iver. Det her var virkelig ulovligt.

’Tag de gule der også …’
Og jeg klippede.
Og jeg gøs.
Mens blomsterhoved efter blomsterhoved faldt som soldater ved fronten, og haven mistede en masse af de pletter med liv og farver, jeg selv søgte tilflugt i, når tingene blev for svære og tunge.

Et øjeblik efter var kurven fyldt.
Den lignede en malerpalet, og jeg stak mit fregnede ansigt ned i den, lukkede øjnene, sugede duftene ind i mit lille hoved.

Så gik vi ud på gaden foran butikken, og jeg fik lov at dække vejen med blomsterhavet. Som naboerne dækkede deres stykke vej. Og deres naboer dækkede deres.
Til sidst var hele gaden i byen i verdens ende omdannet til en blomstereng, hvor de stængelløse, døende blomsterhoveder lå klar for at hylde et menneske, som allerede var gået bort.

Tulipaner, roser, solsikker, violer, rhododendron.

Så kom den sorte rustvogn langsomt trillende hen over den kulørte eng, som for få timer siden havde været en grå asfaltvej. Og bag den gik folk klædt i sorg.

Når livets sidste hammer ramte, og øjnene blev blanke i den delte by for enden af alting, blomstrede Veflinge endelig, og disse dage hev man den mentale, usynlige Berlinmur – som adskilte landsbyen og stationsbyen – ned og sørgede sammen.

På den allersidste dag trådte fællesskabet og respekten i karakter.
Men når den øvrige trafik og naturens kastevinde havde fjernet resterne fra dødsdansen, var alt igen ved det gamle.

Så var de gamle Veflinge-borgere i kirkebyen igen bare lidt finere og lidt bedre end vi andre nybyggeropkomlinge i stationsbyen.

Ikke at nogen nogen sinde sagde det højt.

Men sådan var det.

*

Selv skulle jeg lidt senere i barndommen mærke døden kraftigere, end jeg nogensinde nåede at mærke den i ligtogenes skygge.
Her gennemruskede den en spirende teenager, som troede, han kunne lege Vorherre uden at betale ved kasse 1.

Det var den dag, jeg ene mand stoppede sangen.

Enhver frisk dreng i Veflinge havde et tysk Diana 20- eller 22-haglgevær.
Og det blev så brugt til at skyde efter skive med pile, smadre gadebelysningen med hagl eller sågar engang i en gadekamp med Per og Knud, hvor kuglerne peb om hushjørnerne på Frederiksberg, indtil en forstandig voksen fik standset vanviddet, som i vore dage utvivlsomt var endt på forsiden af en sulten frokostavis.

Hver aften sommeren igennem havde en solsort sunget de mest inderlige og vidunderlige viser fra sin plads på den øverste gren i et af de tre kæmpestore birketræer i baghaven.
Indtil jeg en aften i den tro, at jeg umuligt kunne ramme på den afstand, sigtede mod den sorte fugl med det orange næb helt ovre fra den anden have på modsatte side af vejen.

Haglet blev sendt af sted med et plaf, susede over den lille Shellbutik, købmandsforretningen og laden – og borede sig ind i brystet på sangfuglen, som sad midt i sin store solnedgangsforestilling.

Mit hjerte stoppede, da jeg så solsorten baske febrilsk med vingerne et par gange, inden den som en sten faldt mod jorden efterfulgt af et par små dun fra brystet, som langsomt dalede ned fra den øverste gren.

Jeg stod først som forstenet i noget, der føltes som en evighed, spænede så den lange vej derom og tog den varme fugl op i min håndflade, hvor den forgæves kæmpede mod døden, inden den udåndede og til sidst lå helt stille i min lille hånd.

Det var første gang, jeg tog et liv, og den aften græd Veflinges storvildtsjæger, da han i al hemmelighed og fuld af skyld begravede fuglen under det store træ, hvor den plejede at synge.

Det var også den aften, jeg besluttede mig for aldrig mere at lege herre over liv og død.

At min far 10 år senere valgte det stik modsatte, havde jeg heldigvis ikke skyggen af anelse om den aften i 1969.

Danmarks sidste demokratiske mødested

knudshoved-faergehavn-faerge-dsbs-feriehjem

Hvor jeg dog elskede det sted.

Da jeg var barn, var det indbegrebet af ferie, eventyr, udlængsel og direkte adgang til den store, vide verden at holde og vente på næste bilfærge i Knudshoved en sommerdag i 1960’erne.
De små Shell-tankbiler, som vimsede rundt mellem hybenbuskene og falbød dyre dråber, pølser og brød i cafeteriet – og de skrattende højttalere:

”Bilister i banerne 11, 12 og 13 bedes gøre klar til ombordkørsel om få minutter. Bilister i banerne 14, 15 og 16 bedes gøre klar til mulig ombordkørsel …”


Knudshoved og Halsskov var Danmarks sidste demokratiske mødepladser.
Hverken mere eller mindre.

Her var ingen fribilletter eller VIP-pas. Her mødtes de største og de mindste biler, de kendte og de ukendte, overklassen og middelklassen, bønderne og de københavnersmarte med det ene formål at blive fragtet fra Fyn til Sjælland eller vice versa.

45 minutter den ene vej, 50 den anden.
Sådan.

Og dér sad jeg på bagsædet og kiggede på den søde pige i bilen ved siden af, mens vi holdt midt i bane 4 i familiens Opel Kaptajn årgang 1956 og ventede mellem hybenbuskene.
Opels nye topmodel. Wagen der Weltklasse. Med rigelig plads til seks personer, en smidig sekscylindret motor med tre ratgear, panoramavinduer, stort haleparti og kilovis af krom.
Kapitän var den tyske flirt med de store amerikanske flydere. Lige sagen for en nordfynsk købmand med drømme om at erobre den store verden.

Den brugte kaptajn erstattede familiens lyseblå totakters Lloyd LP300 med trækarrosseri bestående af masonitplader, der var beklædt med kunstlæder.

I Tyskland blev bilen døbt ”Leukoplastbomben”.
I Danmark fik den øgenavnet ”Pap-Jaguaren”.

Vilddyret havde imidlertid en motorkraft så ringe, at mor og mine to ældste søskende måtte ud og skubbe bilen op ad Båring bakke på Vestfyn, når familien med far, mor og vi fire børn skulle til Jylland.
Så rakte 10 trætte heste og tre gear ingen vegne.

Men Storebælt kunne vi altid forcere.
Sådan da …

For sejlede færgerne ikke på grund af is, ja så sejlede de bare ikke, og så var det lige meget, om man hed Shu-bi-dua, Anker Jørgensen eller Axel Købmand.
Ja – selv en 2015-brobisse som Kronprins Frederik ville dengang være stillet helt som alle vi andre uden  blåt blod i årerne.

Undervejs kunne vi alle sammen nyde den kaffe, som var berygtet for sin pris og smag, landets dårligste og dyreste ostemad eller de to halvkolde, rynkede røde pølser på paptallerkenen, mens vi kiggede på billedet af kongen og dronningen, som fra væggen udstrålede signalet om ro, renlighed og trygge tider.

Det var færgen, vi skulle nå, hvis vi havde været til fodboldlandskamp i Idrætsparken i København, og den anden vej fra Knudshoved til Halsskov blev den sidste afgang lørdag nat kaldt popfærgen, fordi de eneste passagerer der var med, var musikere på vej hjem fra job i Jylland eller på Fyn.

Og dér sad Dario, Sir Henry, Shu-Bi-Dua, Peter Belli, Lone Kellermann, Skousen og Ingemann, Klaus & Servants, Savage Rose og alle de andre og delte hyren ud mellem sig i form af hundredkronesedler rullet sammen til små rør omviklet af elastikker, mens de alle skævede til de øvrige bordes stakke af pengesedler.

Det gav status og respekt at have flest penge på bordet.

Færgefarten over Storebælt er simpelthen en del af den danske kulturarv på godt og ondt – og hvis ingen andre vil lave det museum, så gør jeg det en dag!

Jeg stopper stadig gerne op på stedet på min vej til hjemøen, går en tur, lukker øjnene og drømmer mig med blanke øjne tilbage til dengang, hvor stedet for mig betød én af rejserne til Sjælland, København – den store verden langt borte fra Veflinge – den lille forblæste og temmelig fordrukne landsby i verdens ende, som udgjorde min Memory Lane.

Jeg husker de skrigende måger på soldækket på de varme sommerdage. Vi fodrede dem med de tørre pølsebrød.
Jeg husker hvordan kaffekopperne hoppede og klirrede, og hvordan hele færgen rystede, når den blev sat i bakgear før indsejlingen til Halsskov.
Fyret på Sprogø.
Og reklameskiltet, som tog imod os på den anden side af bæltet: ‘Velkommen til Shell-land’.

Sammenhængskraft anno happy sixtees.
Med nærvær og ro og alle sanser op fuld kraft, for mobiltelefonen og computeren havde ingen endnu bare drømt om en dag skulle komme og stjæle vores opmærksomhed fra nuet og øjeblikket.

Knudshoved var porten til Paradis.
Næsten.

Siden forandrede både Danmark og verden sig.
Men Fyn beholdt i øvrigt den størrelse, den altid havde haft, mens fynboerne blev på deres ø. For fynboer er hjemmefødninge, og de er stolte af det.

Mens jyderne sloges på liv og død med tyskerne, og københavnerne med svenskerne, levede fynboerne før broerne deres egen tilværelse på de fede, frugtbare jorder, hvor de hyppede de lige så fede kartofler.

De skulle aldrig kæmpe en krig, men skabte deres eget billede af et paradis på jord, hvor man taler det sprog, som englene synger om søndagen, og hvor pigerne uden at rødme fniser ”Natten er vor egen”.

Og sådan er det stadig.
Der er stadig en særegen selvforståelse på en ø med et folkefærd som, før broerne kom til, levede en isoleret tilværelse.

Enten forlader man Fyn, eller også så bliver man – som de fleste fynboer gør – hængende nær den by, man voksede op i, gifter sig med en af de andre lokale, får arbejde inde i On’se og nyder så ellers livet.

Det er bar’ så lajfi.


Sku’ vit’te ta’ en tur te’ Bogense?