Mor

Mor … det er Bo.

Selv om dine øjne er lukkede, ved jeg, du kan høre mig, for når jeg nusser dig i nakken og spørger, om det er dejligt, bruger du alle dine kræfter til at hviske ”jaaaa”.

Og så tager du igen hovedet frem, så jeg kan nusse din nakke.

Det er nat.

Og lige nu er jeg er tættere på dig, end jeg har været i de 52 år, jeg har levet.

Min bror ligger og sover inde på en seng på badeværelset, som hører til stue 4 på Odense Universitetshospitals afdeling for medicinske mavetarmsygdomme.

Mine søstre sover oppe på Nordfyn.

Dit skrantende helbred har for første gang ført os fire søskende helt tæt sammen, og jeg ved, du kan mærke, vi alle er omkring dig, nusser dig, passer på dig.

Vagterne skiftes vi fire til at dele, og i nat er det bare dig og mig, mor.

Jeg nyder at have dig alene. Håber ikke, min bror vågner, selv om lyden af dit tunge åndedrag gør mig bange og usikker.

*

Du ligger i en hvid pjalt fra sygehusvaskeriet i den råhvide hospitalsseng med lyseblå gærder.

Du har fået drop i begge arme og en iltmaske over næse og mund.
Får antibiotika, vædske, glykose og ilt.

Bag dig arbejder lungemaskinen, som med sin monotone lyd hjælper dig med at trække vejret.
Omkring dit alt for tynde venstre håndled har du et hvidt armbånd med dit navn og dit personnummer.

Med mellemrum forsøger du at flå plasticmasken af.

Så skælder jeg dig blidt ud, som en mor skælder et uartigt barn ud, placerer tålmodigt atter masken over din mund og næse, får elastikkerne sat omkring dine ører, lægger din venstre arm med droppet tilbage under dynen og putter dig som en lille baby under de kliniske lagner.

Blot for at konstatere, at du pludselig igen forsøger at rive masken af.

Og så starter vi forfra.

*

Jeg giver dig for første gang i mit liv kærtegn.

Nusser dine kinder, aer dit hår, kysser din pande med en ømhed, som var du min lille datter, og hvisker:

”Det er Bo. Jeg er kommet fra Sverige. Jeg skal hilse fra Rose og Benjamin. Og jeg elsker dig, mor.”

Du ligger her med vielsesringen på venstre hånd få hundrede meter fra det sted, hvor far skrev sit første afskedsbrev en aften for snart 29 år siden, inden han begik selvmord to uger senere.

Og jeg ønsker bare, vi kunne tale sammen en allersidste gang.

Jeg har længe haft lyst til at give dig en sidste køretur tilbage til de steder, der kom til at betyde så meget for dig i dit liv.
Nørrevænget her i Odense, Munkebo, Kerteminde, Veflinge, Søndersø.
Ville også gerne have vist dig mit sted i Sverige.

Men vi nåede det aldrig.
Jeg nåede det aldrig.
Jeg havde for travlt med alt muligt andet.

Nu er det for sent.
I nat er alt for sent.

Og jeg fatter endnu ikke, hvor afgrundsdybt et tab jeg kommer til at stå over for, når du er væk.

*

Klokken er 02.00.

Uden for døren ude på gangen pjatter og griner to sygeplejersker over en date, den ene har været på.

Henne på stue 2 lyder der dåselatter fra et amerikansk comedyshow.

Herinde knuger jeg din hånd, så mine knoer bliver hvide.
Forsøger at sende liv og kræfter ned i din miserable krop, som har forladt dig for måneder siden, mens håbet siver ud af mig.

Fortæller dig de historier om mit liv, jeg skulle have fortalt for mange år siden.
Fortæller om min angst, min kærlighed, min tilgivelse og mine drømme.

Vi mødes endelig ved indgangen til dødsriget, mor – og jeg både tror og håber, du er klar til rejsen.

*

Du kæmper videre, indtil solen står op til onsdag, og i løbet af dagen er mine søstre omkring dig, mens min bror og jeg igen er klar til at tage over senere.

Aldrig har du fået så mange kærlige berøringer som denne onsdag.

Vi håber alle det bedste – men vi har også accepteret tingenes tilstand. Så der er en lethed over samværet, og resten af dagen bliver en fantastisk, bedårende og hårrejsende grusom dødsrejse mod det, der skal blive din sidste regnvejrsaften.

Om aftenen bliver der pludselig længere mellem dine åndedrag.
Du har kæmpet og fightet dig gennem 91 år og 48 dage.
Mod alle odds.

Nu er du klar til at give slip, mor.

*

Jeg sidder på en stol ved mors side.
Ved fodenden står mine tre søskende.
Jeg er lammet.

Knuger og nusser mors højre hånd, mens jeg kigger på hendes åbne mund, lytter til åndedrættet, hvor hver vejrtrækning efterhånden er et maratonløb.

Jeg trygler den Gud, jeg aldrig har troet på, om støtte – om bare én eneste lille tjeneste:

Lad mor blive rask.
Vis miraklet.
Lad mor vågne op, pille masken af ansigtet, smile til os alle sammen og spørge:
”Skal jeg ikke give en kop aftenkaffe?”

Lad min lille mor – det sidste vidne til mit liv fra første åndedrag, det sidste livsvidne, som kan fortælle og forklare mig, hvorfor jeg er blevet, som jeg er – leve videre.

Men du er der ikke, Gud.

*

Du kom aldrig, når jeg havde allermest brug for dig.

I starten foldede jeg mine små hænder og bad og bad og bad om din hjælp, når jeg som lille dreng i et barndomshjem med udfordringer dødsensangst og magtesløs lå i mørket om natten på mit værelse, mens Pippi grinte på sin hest med Hr. NIlsson på skulderen på væggen i det blege lys fra gadelygten udenfor.

Men Gud – du kom ikke.

Du var hverken som Batman, Superman eller Lynet.
Du var bare væk.

Du må have haft vigtigere ting at gøre. Eller også havde du bare fri.
Og jeg fortsatte med at fodre min angst med godbidder.

Til gengæld holdt jeg op med at bede til dig.

Du var der heller ikke den aften, da far lagde ledningen fire gange om sin hals, bandt en løkke og sprang.

Og senere i livet har jeg set gode venner dø efter årelange, smertefulde kræftforløb, som åd dem op indefra, jeg har set familier blive udslettet på landevejen og hørt om krige med så megen ondskab, at jeg ikke troede, mennesket rummede det.

Hvor var du henne, barmhjertige Gud?

*

I dag får jeg mine svar fra skoven, dens dyr, træer og planter.

I dag er jeg overbevist om, at vi skal se vores prøvelser som gaver, som er sendt for at lære os de ting, vi skal lære i denne udgave af livet.

Jeg tror ikke på Himmel og Helvede, kan ikke se nogen fornuft i, at vores gang på denne jord skulle være en rejse mod det evige mørke.

Men jeg tror på den lyse, kosmiske verden, på kærligheden, på, at både mennesker og dyr kommer fra ét stadie i en anden dimension og er på vej til det næste, tror på de energier, der er i alt på jorden.

Jeg tror på, at vi alle spiller en rolle.

Haren, træet, elgen, blomsten og mennesket.

*

Du er her heller ikke i nat.

For Gud optræder ikke på bestilling. Og slet ikke for de troløse.

Men hvis du overhovedet findes, håber jeg, du lige nu står klar til at byde mor velkommen i dit Himmerige.

For kære Vorherre.
Mor er på vej.

Hun står på kanten af livet, svæver oppe under loftet og kigger ned på sine børn og på sig selv, som ligger i sengen.

Og når hun er klar til at gå over i den anden verden, klipper hun den papirtynde silkesnor mellem sin ånd og sit døende, udslidte korpus over og går ind i lyset – mere rolig, afklaret og tryg end nogensinde.

*

Klokken er 21, da mor udånder.

Edith Alma Østlund Jørgensen – sidste medlem af den oprindelige familie på Nørrevænget – sætter fem uger før juleaften 2008 punktum for sagaen om familien Østlund.

Hun basker som en engel op på den sorte himmel, siger hej til månen og bliver til en stjerne.
Og overlader smerten og livet på jorden til os andre.

Jeg beder mine søskende om at få lov at sidde lidt alene med mor.
Nusser hendes karryfarvede kinder, der stadig gløder af liv, selv om hendes ansigt er fredfyldt, kysser igen hendes pande og giver hende ord med på rejsen.

Jeg kan også mærke en nyopdaget følelse af at være afklaret.
Fornemmelsen af liv.
En glæde, fordi mor endelig har fået fred.

En besynderlig, nærmest ulovlig, opstemthed, fordi mor generøst har givet stafetten videre ved at vise os dødens milde ansigt og samtidig kræve, at vi hver især husker at leve også efter, hun er væk.

*

Jeg henter sammen med min ene søster mors sorte yndlingskjole på Nordfyn, og da vi kommer tilbage med den sorte kjole med de fine sølvmotiver af blade, har afdelingens øvrige personale gjort mor fin, placeret en lille buket blomster mellem hendes hænder og erstattet de maskiner, som holdt liv i mor, med et lille bord med en grå dug.

På dugen ligger fire salmebøger.
To fyrfadslys blafrer i vinden fra vinduet, som står på klem.

Vi synger ”Altid frejdig, når du går” for vores mor, inden vi stille kører hver til sit.

*
*
*

Tiden flyver afsted – og det er utroligt, at der nu er gået mere end syv år, siden du forlod mig og mine tre kære, ældre søskende.

Det føles, som var det i går – og jeg savner dig stadig som en gal.

Og savnet efter dig kan komme ud af det blå.

Mødre og sønner.

Der er vist et specielt bånd.

Kære mor.

Forleden mødte jeg både dig og far i en drøm, og jeg følte jer tættere på mig, end jeg nogen sinde følte, mens I levede.

Tak fordi, I stadig er lige omkring mig,

Jeg elsker jer.

Jeg vil gerne forære dig en bog

Jeg vil gerne forære dig en bog – en pdf-kopi af min bog ‘Strawberry Fields Forever’.

Bogen – som udkom på Politikens Forlag – er en dramatisk og vemodig, men også nostalgisk og humoristisk, fortælling om jagten på svar og kærlighed.

Den fortæller om opvæksten i og uden for en købmandsgård i 1960’erne og 70’erne, og bogen tegner samtidig et underholdende portræt af en lille nordfynsk landsby og dens sælsomme skæbner.

Det er en beretning om en lille drengs overlevelse i et alkoholisk hjem, om hans fars selvmord og om en rejse tilbage i tiden for et kigge spøgelser og dæmoner dybt i øjnene.

Men frem for alt er det en bog om kærlighed og om tilgivelsens kraft.

*

Her pluk fra nogle af bogens anmeldelser:

*

Information:

‘Bo Østlunds selvbiografiske fortælling hiver med sin hudløse ærlighed og søgen efter forsoning med fortiden fat i kraven og i hukommelsen på én og gør sig selv nødvendig …
Selvbiografiske fortællinger har altid et spørgsmålstegn tatoveret på bagflappen. Hvorfor skal jeg læse om lige præcis det liv? Hvori ligger nødvendigheden?
For det første, for bogen er hudløst ærlig.
Østlund har skrevet på en angst og et ønske om at undslippe denne angst. Et sted at skrive fra, der kræver mod, for her eksponeres al tvivl og alle spøgelser, alt lavt selvværd.
For det andet løfter bogen den personlige historie, så den kommer til at handle om noget mere: om hukommelsens destruktive og healende kræfter, fortidens greb i ens tanker, der gør, at man ’har (…) haft svært ved at elske rent.’
Bogen bliver derved også et portræt af hukommelsen. Af hvordan hukommelsen er selektiv.
Stærkest i bogen står portrætterne af moderen og faderen. I disse passager ændrer sproget karakter og bliver langt mere fokuseret. Her fornemmer man Østlunds særlige talent for at fortælle andre mennesker.’

*

MetroXPress – 5 stjerner:

‘Som Erling Jepsen i Kunsten at græde i kor og måske som Martha Christensens hovedperson i I gårs fortræd fra 1981 søger hovedpersonen at bearbejde fortiden, så han kan møde sin kæreste på lige fod.
Romanen tegner et vellignende billede af tiden med den første månelanding og Beatles, og der bygges langsomt op til de forfærdelige erkendelser, som man som læser ved vil komme, uden at det helt er muligt at forstå omfanget.
Her er litteratur, der kan ryste den inderste sjæl. En tragedie skjult bag en pæn hverdagsfacade, smukt fortalt og med fortjente uppercuts til såvel implicerede som til det samfund, der accepterer uden at reflektere. Som det var engang?’

*

Vejle Amts Folkeblad – 5 stjerner:

‘Det burde ikke kunne lade sig gøre!
Derfor er der så få, som slipper godt fra det. At være komplet fokuseret på eget liv og egen psyke. At søge tilbage i egen familie, egen skolegård, egen landsby, egne frustrationer og egne længsler. Og alligevel skrive en bog, der angår langt de fleste af os.
Men det kan lade sig gøre, hvis man skriver – og sanser – godt nok. Det gør journalisten og forfatteren Bo Østlund.
Hans nye bog Strawberry Fields Forever er en erindringsbog langt ud over det sædvanlige.
Beskrivelsen af moderens død og begravelse er så fantastisk, at den får hårene til at rejse sig på armene. Og alle, der har prøvet magtesløsheden, når ens far eller mor må bort, vil få svært ved at holde tårerne tilbage.
På grund af intensiteten og sanseligheden – og de begavede konklusioner og associationer – er Bo Østlunds bog en vidunderlig bog til emotionelt orienterede mennesker, der kan dufte en blomst og frydes over en stjerne …’

*

 

11755822_10207415069079266_7360366613922461349_n

 

*

Forfatter og anmelder Poul Blak:

‘Fields Forever er et af de modigste selvopgør med tilhørende familegranskning, man har oplevet meget længe …’
Se, hvis nu Bo Østlund havde været en almindelig god skribent, så havde det nok været lettere at overkomme for os læsere. Muligvis også på den måde, at man kunne lægge bogen fra sig. Men dette skrivemæssige kunsthåndværk på vej ind af jernlågen til Lennons jordbærmarker gør det umuligt.
Når den store skribent/forfatter bliver spændt for pennen, så bliver det enkelte sinds plovfurer alligevel genkendelig for alverden. Ligesom hele tids-kulissen for en hel masse af os er genkendelig.
Bo kunne have valgt at svøbe fortællingen i skønlitteraturens tågebanker, der gjorde det umuligt at afgøre hvad der var løgn og digt og hvad den rene sandhed.
I stedet vælger han at stå nøgen frem: Sådan var det dengang. Sådan er jeg i dag.
Og det sker helt uden forsøg på at få bare en smule sympati over på sin egen side.
Hvilken forfærdelig, smertelig rejse!
Hvilket nødvendigt snit for den skribent, der en dag når dertil, at det ikke kan nytte at blive ved at udspørge andre. Hvis man – af frygt for svarerne – ikke tør spørge sig selv.’

*

Michael Jalving, blogger på Jyllands-Posten og anmelder:

‘Vist er der kommet mange bøger om den danske provins de seneste år.
Her er én mere, men den er langt fra ligegyldig og fortjener flere læsere end indbyggere i Veflinge og omegn.
Også på trods af Jan Sonnergaards nylige udfald mod bøger om provinsen med særlig adresse til Knud Romer, der har skrevet om sin barndom på Falster i romanen Den som blinker er bange for døden.
Sonnergaard sagde bl.a.:
“En fuldkommen ukendt Knud Romer skriver om sin opvækst. Hvad fanden rager det mig? Næh, han skriver endda om sin mor, og hvad rager hun mig, hvis hun ikke har bedrevet et eller andet? Og det har hun mig bekendt ikke, og så går bogen gud døde mig hen og bliver en bestseller.”
Sådan taler en forsmået snob fra Virum, der ikke har fået BG Banks Debutantpris eller De Gyldne Laurbær.
Så foretrækker jeg den fortabte søn fra Veflinge.
Bo Østlunds bog fænger, og ud over sine egne trængsler, beskriver han en verden af i går, hvor en flække som Veflinge havde mere end 30 butikker og virksomheder og masser af originaler. I dag er der kun en brugs og en frisør.
Resten er væk. Fremskridtet tog det.’

*

Du kan læse disse anmeldelser og andre i fuld længde på dette link – og læse mere om mig her.

*

9788756792363

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Er du interesseret i at modtage og læse bogen, så send en mail til:

kontakt@skrivegaarden.dk

mærket ‘jordbær’.

Så mailer jeg bogen som pdf-kopi.
Den fylder kun 2 MB.

*

Eneste betingelse er, at du deler bogen, hvis du mener, at andre, som du kender, kan have glæde af at læse den og måske finde og få svar på nogle af de spørgsmål, de selv tumler med.

*

Del også gerne dette opslag i dit netværk, hvis du har lyst, så andre kan få glæde af tilbuddet.

*

God læselyst!

*

 

 

11713696_10207415069439275_2955510425433087162_o

 

Levende glansbilleder

MP24616.

Utroligt, hvad man husker.

Nummeret på familiens gulgrønne Opel Kaptajn, som i 1960’erne erstattede en lyseblå totakters Lloyd LP300 med trækarrosseri bestående af masonitplader, der var beklædt med kunstlæder.

I Tyskland blev bilen døbt ”Leukoplastbomben”. I Danmark fik den øgenavnet ”Pap-Jaguaren”.

Men vilddyret havde en motorkraft så ringe, at mor og mine to ældste søskende måtte ud og skubbe bilen op ad Båring bakke på Vestfyn, når familien med far, mor og vi fire børn skulle til Jylland.

Så rakte 10 heste og tre gear ingen vegne.

Så fik vi Kaptajnen.
Opels nye topmodel.
Wagen der Weltklasse.

Med rigelig plads til seks personer, en smidig sekscylindret motor med tre ratgear, panoramavinduer, stort haleparti og kilovis af krom.

Kapitän er den tyske flirt med de store amerikanske flydere.
Lige sagen for en købmand med drømme om at erobre den store verden.

Og nu kører Kaptajnen med MP24616 på nummerpladen – MP for Bogense Politikreds – rundt på min væg langt ude i en skov en vinterdag med min ældste søster, Kate, bag rattet foran butikken på vejen hjemme i landsbyen.

Det er 1964, hun har lige fået kørekort, hendes hår er sat op i en knold, og hun smiler og vinker med venstre hånd til fotografen, mens hun forsøger at styre den store bil med Den Frie Købmand-klistermærket på bagruden og lillesøster på passagerædet.

Min anden søster, Anne, sidder ved siden af og griner fjoget.

Fotografen er far.

Gemt bag det smalfilmskamera, som denne forårsdag i 1964 og de kommende 15 år skal beskrive livet i en lille nordfynsk købmandsfamilie i kapitler af maksimalt tre minutter. Dog oftest kun i glimt på 10 eller 20 sekunder.

For en smalfilm med 180 sekunder var efter datidens forhold både dyr at købe og fremkalde.

Siden blev filmen i årenes løb overspillet til video – så til dvd – og nu vinker storesøster altså febrilsk til fortiden akkompagneret af Richard Clayderman’s og James Last’s dyp-i-sirup-toner.

 

823468_10200725850852991_757834599_o

 

Havde smalfilmen været opfundet i 1956, havde filmen måske også vist en lille dreng blive holdt frem for øjnene af sin far og sine tre ældre søskende af en sygeplejerske inde bag vinduerne på Bogense Sygehus, mens de stod ude på græsplænen og klappede.

Den havde måske også set en far hente sin hustru og sit svagelige spædbarn svøbt som en lille bylt og bringe dem hjem.

Jeg var et skravl.
Et lille skrog, som var tæt på at gå til.

Og den første af os fire børn, som blev bragt til verden på sygehuset. Mine tre ældre søskende var alle blevet født hjemme i mors og fars seng i landsbyen. Ib i 1945, Kate i 1946, Anne i 1951.

Jeg er syv år, da jeg for første gang løber rundt og ser forlegen ud, mens far filmer løs. Og det bliver han ved med, mens 60’erne og 70’erne farer forbi i et kornet otte millimeter-danmarksbillede.

Skiturene til Langesø, sommerens udfl ugter til den nordfynske strand Flyvesandet, byens unger, som løber fastelavn, fars og Ibs svæveflyvning fra Beldringe Flyveplads, et stop med pølser og kakaomælk på Karoline-rastepladsen på Fynssiden af Lillebæltsbroen, Vesterhavet, en ferietur til Harzen, byfesterne i Veflinge, forældredag på en spejderlejr …

Og så er vi i Fyns Tivoli.
Jeg er ude at sejle med mor i en af bådene.
”Vink til far,” siger hun.

Og den solbrændte, fregnede dreng i den hvide skjorte og de stramme knickers vinker. Og far filmer. Og verdens kedeligste tivolipark synes for en lille dreng fra landet stadig som Paradisets Have.

Men det hele er en løgn, selv om James Last trutter løs.

Og pludselig sidder far i sofaen med en øl en dag, hvor jeg stolt som bare pokker har fået lov at optage med hans kamera fra endnu en animeret fest hjemme i stuen.
Han skåler hen mod mig og kigger mig så dybt i øjnene, at det brænder gennem den lille linse.

Jeg panorerer hurtigt væk.

Smalfilmen snurrer videre, da min søster bliver konfirmeret i 1964, da jeg juleaften får opfyldt mit allerhøjeste ønske – en hund! – og da vi året efter drager på min barndoms eneste københavnertur.

Kronborg, Dyrehavsbakken, Danmarks Akvarium.
Kom an, verden!

Der er gavebord og fest i forsamlingshuset ved fars 50-års fødselsdag i 1966, hvor jeg er 10 år gammel.

Og samme optagelser med de samme mennesker fra mors 50-års fødselsdag i 1967, inden fars og mors første ferie samme år med Caravellen til Francos Spanien.

Diktatur med solfaktor.

Mor vinker på flytrappen, og far filmer tiggerne, gadehandlerne og flamencodans – og i næste klip sidder købmanden fra Veflinge i Tanger på en turistkamel iført en tåbelig rød fez.

Far optræder selv i få sekunders rystede optagelser lavet af mor fra terrassen.

Han smiler ikke.

Fire film og 12 minutter senere er købmand Aksel Jørgensen atter hjemme i verdens navle. Og verden, dagens dont og filmen kan fortsætte med åbningen af Legoland – og de mange klip fra butikken og stuen med bornholmeruret, kanariefuglen og stengærdetapetet.

Så er det jul igen.
Og så er det jul igen.
Og jul igen.
Lige til påske.
Og sommer igen.

Og far fortsætter med at filme spritterne, som besøger butikken med cykler og barnevogne klistret til med mærkater, letpåklædte damer og medaljer.

Han har en svaghed for de skæve eksistenser.

En svaghed, hans yngste søn senere en dag skal arve.

Så går første mand pludselig på månen, og efterhånden, som håret vokser på den lille dreng, da han er blevet konfirmeret, bliver drengens smil på filmen mindre og mindre.

I 1971 har han taget på, og på et klip kan man ane, at han har fået tics.

Men alle smiler og griner og hygger og skåler.
For en smalfilm er, hvad den er.

Et glansbillede.
Bare et glansbillede.

Men også et glansbillede, som vækker et savn og pirker til vemodet og melankolien.

Og det er måske i virkeligheden ikke så galt …

Skuret

Et dødsfald giver ofte associationer.

Og Birte Toves død i sidste uge fik mine tanker til at vandre tilbage til min barndoms landsby og dens forsamlingshus, som bar i byen det lidet prangende navn Skuret.

Og det passede på sin vis ganske fint til den gamle bygning med de tisgule vægge, den lille scene og førstesalen, hvor man i krogen kunne sidde og kysse, uden at alle kunne holde øje med, hvad der skete.

Skuret blev brugt til alt.

Om foråret revyen, hvor de lokales færden blev endevendt. Som da byens ene tømrer engang blev så fuld, at han ryddede fire haver for blomster, inden han faldt om i præstens have – hvorefter præsten kørte ham gennem byen og hjem i en trillebør.

Det var både pinligt og forbundet med en særegen heltestatus at være et af revyens ofre.

Og om efteråret stod den på dilettantteater med de selvsamme lokale amatørskuespillere.

Begge dele blev naturligvis efterfulgt af bal, ligesom der også var mange andre fester året igennem. Høstfest, vinterfest, julebal …

Håret var redt tilbage, og skjorteflipperne, som var en halv kvadratmeter store, hang uden på jakken eller striktrøjen.

Ofte endte det med slagsmål, når de unge alfahanner sloges om pigernes hjerter – og så vidste alle, at det i hvert fald var en god ide at stå på god fod med Røde Mogens, for han slog en proper næve. Alle havde respekt for Røde, og et godt forsamlingshusbal indeholdt altid mindst ét slagsmål.

Slagsmålene var i øvrigt – nøjagtig som i skolegården – omgærdet af værdighed og klare regler. For vel kunne temperamenterne komme i kog, men når den ene kombattant lå ned på trægulvet, havde han tabt.

Det var det.

Ikke noget med at sparke på en mand, som lå ned.

Og så fortsatte dansen til den elendige musik oppe på scenen.

Kunne man senere på natten grundet indtagelse af over tredive Odense-pilsnere ikke styre sin Vauxhall Viva hjem, kunne man altid vælte om ude i buskadset, når udsmideren stablede én udenfor.

 

Film 4

 

 

Ud over de store fester var det også i forsamlingshuset, de lokale familier inviterede til samtlige sammenkomster – fra fødselsdage over konfirmationer og bryllupper til gravkaffen efter den sidste rejse til den nærliggende kirkegård.

Og utallige var de gange, hvor en middag med tarteletter som forret og steg som hovedret blev afsluttet, ved at lyset i salen blev slukket, hvorefter serveringspersonalet bestående af trinde fruestørrelser i forklæder med sovse- og suppepletter på trådte ind med isdesserten med sprudlende fyrværkeri akkompagneret af ”Pomp and Circumstance”.

Så kunne det vist ikke blive meget større.

To gange hver uge lagde Skuret også lokaler til de andespil, som Borgerforeningen og Gymnastikforeningen arrangerede.

Med ænder, gæs, flæskestege, snaps, kvarte grise og købmandskurve som præmier, et kvart pund Java-kaffe til højremanden for vinderen og amerikansk lotteri i pausen.

Når der var spillegilde, som det hed, mødte byens og omegnens ældre op flere timer før for at spille kort, drikke øl og kaffe og ryge, så når spillet startede 19.30, skulle man skære sig gennem ærtesuppetågen af røg i salen for at finde en ledig plads.

Skulle nogen formaste sig til at forsøge at lufte ud, lød råbene straks: ”Luk! Det trækker!”

Skuret var proppet til mindste plads i salen, på balkonen og på og bag scenen, og selv på toiletterne var der installeret højttalere, så man kunne spille og følge med.

Alle aldersgrupper deltog, det sociale samvær var i top, og spillene gav gode indtægter til foreningens aktiviteter.

”Kom så med Gamle Ole”

”Ryst posen!”

”Den var rigtig. Var der flere …?”

Men forsamlingshuset rummede meget mere end offentlige baller, private fester og spillegilder. Det var også i forsamlingshuset, Leo Dahls danseskole forsøgte at lære de lokale bondedrenge (som på fotoet jeg med min søster) og ditto piger vakse trin, stive blikke, knejsende nakker og et godt tag i partneren – og hver anden uge ankom Svend Sanggaard til byen i sin Volvo-stationcar med en lang, rund beholder på taget.

Og det er HER, den smukke, lyshårede, blåøjede Birte Tove kommer ind i billedet.

Når Sangaard ankom til byen vidste alle, at der samme aften var Stjerne Bio.

Lærredet, højttalerne og filmfremviseren blev stillet op, og da en billet til en klapstol med træsæde og ryglæn på cowboyrækken kostede én krone og femoghalvfjerds, var der stadig femogtyveøre til snolder.

Der var altid to forestillinger.

Den første klokken 19.00 var typisk en gammel dansk film eller en italiensk spaghettiwestern med slå-på-tæven-drengene Bud Spencer og Terence Hill.

 

Film 1

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klokken 21.00 stod den så på et par lumre, erotiske timer i voksenforestillingen. Det kunne være ”Sex i sommerlandet” eller en sengekants- eller stjernetegnsfilm med Ole Søltoft i den mandlige hovedrolle.

Og en masse nøgne kvinder i de kvindelige.

Og somme tider endnu mere lumre forestillinger uden anden handling end den, der gik frem og tilbage.

Biografgængerne til den sidste forestilling nærmest sneg sig ind i ly af mørket, når lyset i salen var slukket, således at hemmeligheden om deres passion for sexfilm forblev mellem denne lille kreds af ungkarle i den forblæste nordfynske landsby Veflinge.

Det var normalt lukket land for nogen under 18 at komme ind og se de saftige, sene film, men var der ikke så mange tilskuere, kunne den gode omrejsende filmdirektør godt presses.

Der skulle jo penge i kassen.

Og vi knøse kunne lige så godt først som sidst lære om livets og kødets lyster …

10. februar – igen …

10. februar.

Så skal vi til det igen, far.

Du og jeg.

For det var i aften for 36 år siden, at du på ét forbandet sekund formede min tilværelse og hele mit liv på godt og ondt, da du med to spritpenne og en 3-i-ener i lommen ved hjælp af en ledning mellem klokken 22 og 23.30 i det kolde skær fra et neonrør gjorde en ende på det hele i en affaldskælder i Kokkedal, mens P1 sluttede dagen med at sende en optagelse med radiokoret, som sang Johann Sebastian Bachs ”Unser Leben ist ein Schatten”.

Unser Leben ist ein Schatten auf Erden.
Ich weiß wohl, daß unser Leben
oft nur als ein Nebel ist.
Sind wir doch zu jeder Frist
von dem Tode hier umgeben.
Drum, ob’s heute nicht geschicht,
meinen Jesum laß ich nicht.

*

Søndag den 10. februar 1980.

Jeg skal altid lige over datoen i dag, før det nye år for alvor kan starte.
Før jeg kan byde lyset og foråret velkommen.

Sådan har det nu været i tre dusin år – og sådan vil det nok være, til jeg selv skal herfra, og videre til næste kapitel i kapitlernes store bog.

Det er altid en speciel dag, far.

Det ved du, og det ved jeg.

For den aften fik jeg én af de identiteter, jeg først i mange år kæmpede mod, inden jeg gav efter og erkendte, at der er ting her i livet, som man lige så godt kan favne og lære af.

Og det gør jeg så.
Hver eneste dag.

Som selvmorderens søn.

*

Jeg har råbt og skreget og grædt og tigget, bedt, bandet og forbandet, lagt arme med dæmoner og ligget i ske med spøgelser – men du er for længst tilgivet – og i dag er du tættere på mig end de 22 år, vi nåede at have sammen, mens du var i din krop, inden du den aften tog dit livs største og sværeste valg, og forlod din familie og din tilværelse.

Den aften, hvor du lagde dine briller på gulvet sammen med afskedsbrevet, og sprang ud fra stålrørsstativet i en nordsjællandsk affaldskælder og lod dig kvæle i den grå elledning, som du havde slået om et vandrør, viklet fire gange om din hals, lagt i en glideløkke og bundet i en kraftig knude i den modsatte ende.

Vi mødes oftere og oftere i drømme i et knus, og så mærker jeg dig rent og klart og varmt, og meget mere intenst og kærligt, end da du levede her på jorden, indtil du blev befriet for den smerte, du bar, mens du sloges med dit lys og dit mørke.

Hård og ubarmhjertig, når du løb tør for kræfter.

Men også en musisk og kreativ, kærlig mand, som elskede at spille på forskellige instrumenter. Interesserede sig for og hjalp andre mennesker. Skrev digte. Skrev min storebrors stile til skolen. Inspirerede og hjalp sine bysbørn i den lille landsby og var stolt af sin familie, som han passede på – så længe kræfterne holdt.

Min far, som i en alt for ung alder, dengang somrene var længere og mere solrige, fik alt for meget ansvar og blev placeret i en rolle, han aldrig formåede at slippe.

Far, Lille Du. Hele byens førsteelsker. Livsnyderen. De lokale kvinders yndlingsbordherre. Altid en sjov bemærkning. Sang og skål og dans.

Det sammensatte menneske og den utro, til tider voldelige ægtemand, som selv sloges med så meget svigt. Så mange tab.

En fantastisk dejlig, vidunderlig og helt igennem elendig far.

*

Jeg så dig ikke dengang, far.
Var for ung, for bange, for alting,

Til gengæld ser jeg dig stadig, hver eneste gang, jeg i en film pludselig ser en hængt person.

Du er Jack i “Sommersby”, du er Selma i ”Dancer in the Dark”,
du er Perry Smith i ”Capote”, du er Murron MacClannough i ”Braveheart”, du er Jason i ”Fredag den 13.”, du er Charles Bronsons bror i verdens ondeste hængningsscene i ”Once Upon A Time In the West”, og du er hver eneste hængte i ”Lady Sings the Blues”.

I mange år forlod jeg biografen, hver gang jeg blev overrasket af
en scene med hængning. Kunne ikke klare synet.

Nu lukker jeg øjnene og gemmer hovedet i hænderne, til jeg er
sikker på, scenen er slut.

For jeg ved, at hvis jeg åbner dem for tidligt, vil den hængte oppe
på lærredet pludselig åbne øjnene, kigge på mig og med en skæv grimasse spørge:

”Hvad kan jeg hjælpe med, lille du …?”

*

Det er, når jeg sidder med hænderne for øjnene, med gåsehud og
koldsved gispende efter vejret i det røde biografsæde, at jeg forbander din beslutning den søndag aften for 36 år siden.

Når du hænger og kigger på mig dernede i salen og lader, som om du er Jack, Selma, Perry, Murron, Jason og alle de andre, drømmer jeg om, at tiden kan køre baglæns som mit elektriske Märklin-tog, jeg havde som lille.

Et tryk på den blå transformators store sorte knap, og lokomotiv
og togvogne tøffede baglæns gennem alpetunneller, tilbage over
broer, over skiftespor og jernbaneoverskæringer og videre forbi jernbanestationen, hvor alle de små plastikfolk stod helt stille uden at fortrække en mine, fordi hele verden var sat i bakgear.

Og når den slags sker, står man jo bare og glor som forstenet.

Tænk hvis jeg kunne køre livet baglæns, som vi gjorde med dine
smalfilm, når du var i godt humør, og vi kiggede på optagelsen fra
en snevejrsvinter i Langesø, hvor du faldt på sine ski for enden af Kobakken, far?

Når vi spillede otte millimeter-smalfilmen baglæns, hoppede du elegant tilbage på dine lange ski og susede baglæns op ad bakken som verdensmesteren i baglæns-styrtløb.

*

Hvis jeg kunne trykke på knappen og beordre tiden tilbage, hvor
den kom fra, ville du have bundet den kraftige knude op og viklet den grå el-ledning, som sad omkring din hals, rundt, så den kom fri igen.

Du ville have fjernet ledningen fra vandrøret, rullet den sammen
og proppet den i lommen, være hoppet baglæns ned fra jernstativet,
samlet dine sorte briller op fra betongulvet, taget dem på, lukket døren til affaldsrummet og var gået baglæns op ad trappen til mor i lejligheden.

Du ville have sagt nej til at sælge købmandsgården og købe det lille hvide hus på bakken i Fuengirola på Costa del Sol, bakket tilbage over alperne i den blå Fiat 850 med mor bag rattet og stillet dig bag disken i købmandsforretningen på Frederiksberg i Veflinge, hvor du allerede under krigen havde hængt dit hvide skilt op med navnet Købmand Axel Jørgensen, fordi du syntes, Axel lød lidt smartere end Aksel.

Du ville være vågnet ved siden af mor i soveværelset.

Du ville have kysset hende godnat, sagt ”!gid reksle geJ” til mor,
inden du, mens dine børn sov trygt og dejligt i deres senge, var tumlet baglæns ned ad trappen, havde taget en taxa, som kørte baglæns til Odense, hvor du havde sagt nej til øl og kvinder, inden du ville have taget taxaen hjem igen og sat sig på en melsæk, hvor du ville have spyttet øl efter øl ud i flaskerne, inden du havde sagt nej tak til en omgang med Erik Tømrer og de andre gutter, fordi det var lukketid, og du skulle ind til din familie, som var det vigtigste i dit liv.

Og alle dem, som hængte sig for øjnene af mig, ville bare have
været skuespillere i en film, som jeg sad og så sammen med min far, mens han klemte min hånd, smilte og sagde:

”Du ved godt, det ikke er alvor, ikke? Der bare noget, de spiller.”

Og jeg ville have kigget på dig og svaret:

”Jo, far – men det er stadigvæk lidt uhyggeligt”.

Uden at stamme.

 

12694699_10208848782961217_1718410517250629381_o

 

 

Er du sluppet fri, far?

Tog de det tyngende ansvar og din frygt fra dig?

Kan du græde nu?

Fik du vinger?

Blev dine dæmoner hernede på jorden hos os andre?

Fester du i Paradiset, hvor solen altid skinner varmt og klart, iført din harmonika, din banjo eller din violin og spiller og synger med røde kinder, mens bøfferne og pølserne syder på grillen?

Står du oppe over skyerne bag glasdisken i din egen lille himmelbutik i din brune kittel med brillantine i håret, blyanten bag øret og en god Manne-cerut i munden og smiler til Revisoren og alle de andre engle, som kommer ind for at handle?

”Den klarer jeg, lille du. Vi får nye leveringer på torsdag. Var der andet, jeg kunne hjælpe med? En himmelseng? Et evigt liv? Bare sig til, du …”

Sidder du somme tider med de andre rødder fra den lille forblæste og fordrukne nordfynske landsby for enden af alting på en melsæk i baglokalet i vores købmandsgård og snupper en Tuborg fra kassen?

Og glæder du dig, til de allersidste gamle venner fra Veflinge kommer op til dig?

Der er ikke ret mange tilbage.

Eller blev du måske digter?

Fandt du den fred, du søgte, far?

Mødte du din far og mor, Tante Birthe. Ketty og Arne, alle de andre?

Hvordan ser I ud? Er I gennemsigtige, svævende eller bare en energi, en duft eller en brise?

Ligner du dig selv?

*

Jeg var gennem hele livet så forbandet fanget i mine følelser over for dig, far.
Du skræmte livet af mig, og de dage turde jeg ikke engang hade dig. Så bange var jeg.

Men jeg så også op til dig. Din humor, dine ideer, dit gåpåmod.
Din selvstændighed – som Den Frie Købmand.

Det var i det kviksand, du efterlod mig uden forklaring i det år, hvor Dirch Passer senere skulle falde død om på scenen, og John Lennon blive myrdet foran sit hjem.

Mange gode sjæle blev kaldt hjem i 1980.

Du har siddet i din himmel og blinket som en stjerne i nøjagtig 36 år her i aften.

Jeg blev hernede på jorden, hvor du gjorde den 10. februar til en dato, som ætsede sig ind i min livskalender.

Den længste dag.

Der er gået 13.140 dage, og du er for længst tilgivet, og du er elsket og dybt savnet – og jeg forstår alle de ting, du sloges og kæmpede med,

Men du skal også vide, at dén beslutning kom til at definere og påvirke hele mit liv – og at jeg på gode dage forundres over og på de dårlige forbander, at jeg her i en alder af næsten 60 stadig påvirkes så kraftigt af dit valg den søndag, som kaldes Dominica Sexagesima, fordi der er omkring 60 dage til påske, hvor du endelig fandt modet til at modtage din egen dom.

Den hårdeste af slagsen.

*

Jeg håber, at du somme tider daler ned på jorden og går en tur gennem landsbyen Veflinge, mens du letter på kasketten og hilser på de andre døde i de dødes by, mens I smiler indforstået til hinanden, fordi I ved, at I er usynlige for alle andre end hinanden.

Og jeg håber, at du somme tider kommer ned og ser, hvordan det går med din yngste søn.

Passer du på mig?
Ånder du på mig, når jeg går forbi dig?
Var det dig, der fik døren til at smække i går, selv om det ikke trak?

Jeg tror det.

For jeg mærker dig kraftigere og varmere end nogen sinde tidligere.
Og mens jeg selv er godt på vej mod de 63 år, du selv nåede i den krop, som fik navnet Axel, savner jeg dig mere og mere.

*

Måske er det alderens velsignelse.

Tilgivelsen.

Roen.

Og angsten for døden, som langsomt, men sikkert forsvinder, mens vi med år efter år på bagen gør os klar til det eneste, som er er sikkert for os alle, når vi mødes.

At vi skal dø igen.

Og i mellemtiden forsøger vi så at finde en mening med livet – og fylde det bedst mulige indhold i det, mens vi kan.

Til sidst løb du tør for mening, far.

Det nægter jeg at gøre.
Ja, faktisk søger jeg den mere og mere.
Efterhånden, som timeglasset løber ud, bliver det vigtigere og vigtigere for mig ikke at klatte tiden væk.

Hver time bliver mere og mere dyrebar.

*

Så i aften – 36 år efter, at du sagde farvel til os alle sammen, og kastede håndklædet i ringen, og hvor jeg som ung nyuddannet journalist blev ringet op om natten, og fik beskeden fra min bror, hvorefter jeg sad lammet alene tilbage i sengen i mørket – vil jeg tage på endnu en vagt på Livslinien, hvor vi nu er 250 frivilligere, som sikrer, at det næsten døgnet rundt er muligt at ringe og få en anonym samtale, når selvmordstankerne presser på.

Det giver så meget mening, og du er i mine tanker hver gang, jeg tager afsted.

Der fandtes hverken selvmordslinie eller mobiltelefoner den aften i 1980, hvor du nægtede at fortsætte, og du havde nok heller ikke ringet ind.

Men hvad nu, hvis tiden bare er noget, vi gør lineær, fordi vores hjerner ikke kan kapere andet?

Hvad nu, hvis vi kan kontakte hinanden gennem tid, sted og rum?

Hvad nu, hvis du pludselig ringede i aften klokken 22.45, og jeg tog telefonen, og jeg kunne overtale dig til at opgive din anonymitet og få sendt hjælp?

Ville du så stå hos mig igen?

Jeg kan slet ikke huske din stemme, far.
Jeg husker din duft – af 4711-Eau de Cologne, barbersprit, Manne-cerutter og bajere.
Og jeg husker din hektiske mimik.

Men din stemme er helt borte fra min erindring.

Og lige nu savner jeg den.
Savner at kunne huske den.

Hvordan ville det mon være at have haft dig hele livet?

Hvordan ville det mon være hvis du levede endnu, og vi kunne fejre din 100 års fødselsdag den 1. november?

Det tænker selvmorderens søn ofte over – for at være efterladt er en livslang plads på skolebænken i fagene tab, sorg, vrede, afmagt, håbløshed, savn og accept.

Men allermest tænker han varme, dejlige tanker om sin far.

Jeg elsker dig.

**

https://www.youtube.com/watch?v=OLkBW0n2_y4

Bo & Bellman på bakken

Min definition af den ultimative frihed?

Jeg har to.
Før og efter Sverige.

1973.
Sommer.
16 år.
Og næsten aldrig kysset.

Den blå togvogn fra Deutsche Bundesbahn skrumler sig af sted på sin vej sydpå med kursen mod Salzburg.
Skoleudflugt.
3. real B.
Vi drikker 80 procents Stroh Rum med cola, hører Sebastian, Gasolin og Paul Simon – og Kirsten vil kysse.

Det er sommer. Nat. Fuldmåne.
Oven over den elektriske togvogn gnistrer det som fra en radiobil.
Jeg står i toggangen. Kigger på de tindrende lys fra de små alpebyer, vi passerer.
Hver gang, vi har passeret en tunnel eller en bro, dukker et ny fantastisk scenarie op.

Jeg trækker vinduet ned. Stikker hovedet ud. Lader den lune vind lege med mine kinder og det lange hår.
Verden venter på en nordfynsk købmandssøn, der i det daglige har nok at slås med derhjemme på gaden og i klassen.
Men her, lige her i nat, er jeg fri.

Hold kæft, hvor er jeg fri.

35 år, to børn og tre ægteskaber senere.
Jeg har rejst verden rundt, men først nu mærker jeg den igen.
Friheden. Som nu på den anden side af de 50 for mig er roen. Den ultimative ro.

Og nu venter et fantastisk forår.
Duftene af frisk muld, fugleungerne i min postkasse, den friske rævegrav, tranerne som dansede nyforelskede rundt på min eng, bækken som gurglede mere og endnu smukkere, end den plejer, og den dag, en elgemor pludselig kom spankulerende med sin lille kalv lige uden for mit gæstehus, hvor jeg sad og skrev på mine bøger.

Så kommer midsommeren. Majstang og spillemænd, harmonikaer og violiner, nationaldragter, sild med syrnet fløde, purløg, nye dildkogte kartofler, øl og snaps. Jordbær med fløde.
Og de gifte- og danselystne unge svenske møer.
Jeg står lige her i Sverige og føler mig i et flygtigt splitsekund som verdens lykkeligste mand.

Gisp, hvor er jeg lykkelig.

Indtil 2014 boede jeg i Sverige.
I syv år.
Til daglig var skoven min.
I Småland fandt jeg inspirationen. Og frem for alt roen. Stilheden. Muligheden for en fordybelse, jeg på ingen måde kunne fange i Danmark.

Herude i ingenmandsland kunne mit urolige sind bade i de spejlblanke søer.
Jeg blev en del af naturen. Vi fulgte hinandens liv og dage, og ligesom min fede hankat Lunte fik længere knurhår af livet i skoven, blev også mine egne sanser blevet skærpet til det ypperste.

Om søndagen kunne jeg, hvis jeg var heldig, og vinden var gunstig, høre kirkeklokkernes melodi fra Traryd danse gennem nåletræerne helt ud til min lille bakketop.
Og jeg registrerede instinktivt hver lille bevægelse i træerne eller sivene på engen.
Jeg lavede overspringshandlinger. Gik lange ture. Talte med dyrene, planterne og dagene. Sugede hver dråbe sol ud af de kortere og kortere dage.

Naturen og mennesket er skabt af den samme kilde til liv.
Og vi alle er lige meget værd.
Både elgen, træet og mig.
Vi har blot forskellige roller.

Man kan læse sig til kundskaber, men skoven og planterne ved bedst selv, hvad de er til for.

En forfatter havde forladt verdens vredeste, lykkeligste land, han sejlede 20 minutter over Øresund – og en dag stod han i en af verdens mest liberale og imødekommende nationer.
Og fra færgehavnen i Helsingborg søgte han langt ud i skovene.
Forbi rødmalede hytter, ødegårde og aftægtsgårde med hvide hjørnestolper.

Og nu sad han med levende lys i sit lille gæstehus for enden af alting.
Gennem det store staldvindue havde han i min yndlingsstol den med min varme kaffe og de blafrende stearinlys blafrende ved siden af den bærbare pc gennem de 18 indrammede, firkantede ruder udsigt til det liv, jeg forsøgte at sætte ord på, inden det satte sig på ham.

Her jagtede jeg det kreative kick. Flowet. Den ultimative tilstand, hvor ordene uden filter, mellemregninger eller forstyrrende tanker flød intravenøst ned i pc’en gennem fingrene. Hvor slusen var åben, og der var direkte, åben adgang.

Jeg mærker en melankolsk kærlighed til mit liv.
Men jeg accepterer, at der er ting i dette liv, jeg ikke fik, men så fik jeg noget andet i stedet, og derfor kan jeg på de gode dage betragte ting både indefra og udefra.

1149759_192696267572580_266358860_o

Jeg fik følsomheden af sangene, af hippierne i fjernsynet, af månelysets leg mellem vintergrene i den dybe skov.

Den lille dreng fra landsbyen og den langhårede halvfulde teenager fra det tyske halvfjerdser-nattog havde fundet endnu sit ultimative ingenmandsland.
Sin svenske skov med selvvalgt ensomhed, hvor han søgte efter en pipeline til stjernerne.

Jeg voksede op og blev journalist med en drøm om at redde verden. Men den eneste, jeg reddede, var mig selv.
I mange år fik jeg et kick af nyheder.
De var mit fix. Mit junk.
Indtil Mr. News en dag fik nok at være en del af bekymringsindustrien.
For intet er lettere end at sprede angst.

Og da jeg mærkede den på min egen krop, da nynazister i et anonymt brev til det blad, hvor jeg var ansat, og truede med at skyde hovedet af min søn, var det nok.

”Blot et enkelt tryk på aftrækkeren så er der no more fucking Østlund-son. Puff …”

Den dag jeg brød hulkende sammen i min bil, da de ringede fra avisen og læste op fra brevet, døde nyhedsjægeren Bo.
Og journalisten Bo døde under sit sidste engagement, som var et ni måneders vikariat på Billed-Bladet for at klare dagen og vejen.

Jeg anede ikke uråd, før jeg pludselig en sommerdag fandt mig selv i en klit i Gammel Skagen jagtende Kronprins Frederik og Mary med en ihærdig fotograf iført den største telelinse, jeg havde set i mit liv.

Jeg så den aldrig komme.

Det blev livet selv, som gav mig kniven for struben.

Så mødte jeg Sverige.

Jeg mærkede en frihed i Bellmans rige.
Lagde al min dårlige samvittighed til side i et land, hvor man tager livet og sin metier alvorligt.
Sverige rummer en mørk eftertænksomhed, som ikke findes i Danmark. Men også en livsglæde, en overlevelsesevne og en hjertelig åbenhed, vi danskere kunne lære meget af.

Jeg havde langt til naboerne her i skoven. Men når jeg opsøgte deres selskab, fortalte de generøst og tillidsfuldt om deres livs op- og nedture, mens de var klar til at gøre alt for at hjælpe.
Og kom jeg gående i den del af skoven en nat, kunne jeg være heldig gennem vinduerne at se, hvordan Frank og Gunna stadig dansede rundt i stuen som nyforelskede efter 30 års ægteskab.

Måske bor de gode ånder virkelig i jorden, hvorfra de kommer op og bemægtiger sig vores kroppe?

Jeg husker, da sommeren vinkede farvel.

Så kom efterårsstormene, som sendte de røde, gule, orange og brune blade på en forvirret, rundtosset, rasende rejse gennem luften, og vinterdagene med blyfarvede skyer og dage og nætter med hektiske snebyger, som pakkede alt ind i hvidt, og lukkede mig inde i mørkets skønhed her for enden af alting, indtil Jan Ove Pettersson pludselig en tidlig morgen dukkede op på gårdspladsen med sin traktor med sneploven fastspændt foran og igen skaffede mig adgang til resten af verden, inden han med et ”Hejsan” og et vink vendte om og kørte bort.

Indtil alt igen var helt stille.

Og det eneste, man kunne høre i det Falufarvede hus på bakketoppen, var lyden af to pegefingre, som med deres energiske, ensomme dans på det sorte tastatur forsøgte at knække endnu en kode til endnu en bog, som blev trykt på dét papir, som skabtes af dét træ, som omgav manden ved den bærbare pc, som kunne slippe sine hænder fri til at gøre, hvad de ville, fordi han var omringet af den skov, som holdt om ham.

Livets cirkel.

Og vi ses igen, Sverige.
Vi ses igen.

November

Hej november.

Hvor jeg dog hader dig, din gamle røver. Skarpt forfulgt af januar og februar er du i min livsbog årets værste måned.
Og var tiden, mulighederne og pengepungen til det, sad jeg for længst på en altan i det sydfranske og skrev, til fingrene, sjælen og hjertet blødte.
Så kunne du stå her alene i mørket.

Hej Tom Waits.

Du rammer mig med din sang, som er så deprimerende, at jeg får lyst til at banke hovedet ind i et træ, drukne mig i vemodet og drømmene, og bruge dagen på at se videobåndene fra mine bryllupper og genlæse alle mine gamle kærestebreve fra dette liv fra kvinder, som jeg ikke aner hvor er i dag.

Fandt de den lykke, som vi skrev så inderligt sammen om, så postbudene må have brændt deres fingre på kuverterne?
Indtil den og drømmene en dag forsvandt.
Lever de?

Men tilbage til din sang, Tom.

Først saven – og så tre minutters rå tristesse:

 November
It only believes
In a pile of dead leaves
And a moon
That’s the color of bone

November has tied me
To an old dead tree
Get word to April
To rescue me. 

*

Men november.

Du pirrer også min nostalgi, mit vemod og min melankoli, som er tå tyk, at man kan skære i den.
Du gi’r min sorte side – som også er en del af mig – gåsehud.

For uden mørket, intet lys.
Uden november, ingen april.
Måske hader Radio24Syv’s programchef Mads Brügger​ også bare november og bokser med sit eget mørke, siden han i weekenden valgte at besvare min kommentar om stationens behandling af og shitstorm på Stig Møller således på 24/7’s Facebook-side:

‘Det er jo helt åbenlyst er skrevet ud fra et glødende had til journalister, og; fornemmer jeg, muligvis også et latent had til kvinder’. 

Eller også har den gode Brügger det fint – og så handler det bare om, at stationen med de fine etiske formler, som ser sig selv selv som foxy, sexy og progressiv, ikke vil forstyrres i deres selvforståelse i elfenbensstårnet.

Måske ER det bare mig?

Måske HADER jeg virkelig journalister og kvinder af et ikke bare glødende, men også ondt, hjerte.

Hvad der jo gør mine 40 og otte måneder i journalistfaget og mine ægteskaber og kærlighedsforhold til det modsatte køn endnu mere håbløse og til endnu mere spild af liv …

 
Nyt efterår

 

Så af hjertet (det glødende og onde) undskyld til min branche, mine kvinder – og til dig november. Din sorte satan, som flirter med depressionen og skubber mig ud på kanten af hullet.

Derude, hvor jeg ser bladene drysser ned over haven, indkørslen og mit lille stråtægte hus ved skovvejen.

Derude, hvor jeg bliver bange for, at den skade, jeg har i hælen, bliver værre, så jeg ikke længere kan løbe, derude hvor jeg bliver ked af, at den pige, jeg gerne vil kysse, ikke vil kysse mig, derude hvor jeg synes, jeg er blevet gammel, fed og grim og frygter at runde de 60 næste år – derude, hvor jeg VED, at jeg kun har én fjerdedel af livet tilbage og har klattet de første tre fjerdedele væk.

Derude, hvor jeg er så bange for, jeg ikke når det, før det hele er for sent.

Men november … lige inden, du skubber mig i, hvisker du:

‘Hey … jeg gløder også af rødbrune farver med gullige glemsler, jeg sitrer af lys gennem tågen, jeg er fyldt med poesi og tilgivelse og fred, og jeg er ikke hysterisk som maj med dens tåbelige krav om boblende forelskelse og livsglæde.
Jeg er mig. Lige så stille mig. Tag min mærke, kolde, triste, deprimerede hånd og gå med ind i det sorteste sorte …’

Og det gør jeg.

Og jeg finder hvert år på magisk vis gennem det kilometertykke mørke frem til den anden side af mit sind og mig.

Dét, som er den lyse, legende, kulørte og barnligt glade Bo – den Bo, som pludselig er tindrende, tosset ligeglad med november, fordi månedens mørke får lyset til at skinne endnu stærkere.

Det kræver mod at gå ind i mørket.
Men det er i mørket, og i de kraftigske skygger, vi ser lyset endnu kraftigere.
Ser meningen med lyset.

*

Og så finder jeg den pludselig!

Finder den side af mig, som glæder sig til hver dag og hver uge – som nu denne uge med mit arbejde med min dokumentarfilm, en bog og artikler, med møder med venner og spændende interviewofre, med gode løbeaftener i den lokale klub, med årets fede bogmesse, med et sjovt løbs-arrangement på startbanerne på Roskilde Lufthavn i mørket fredag aften, med koncert med Sebastian søndag aften og med det frivillige arbejde på Livslinien, som giver så eget mening i forhold til fars selvmord.

Så mærker jeg pludselig – igen – at livet ikke det værste, man har.

Selv i en uge, som kalder sig 45, for en mand, som hader november, journalister og kvinder.

Den skide hæl skal sgu nok holde, den søde mund vil sikkert pludselig kysses, patina er pop, og late fifties er den fedeste alder ever.

Og om lidt er kaffen – kulsort som måneden – klar.

 

*

 

https://www.youtube.com/watch?v=JeAP1KyPDzM

Dagdrømme i Dragør

Dragør blog 1

 

Så sidder jeg der på havnen i look-a-like-Gammel-Skagen med en kop kaffe.

Lukker øjnene.
Lader dén sol, som mister livskraft dag for dag, varme dét ansigt, som allerede ikke kan vente på næste forår.

Og lader tankerne flyde.

Mellemøsten gløder.
De brænder asylcentre af og stiller galger op i Sverige og Tyskland.
Og herhjemme piskes unge og børnefamilier af et folketing, som med meget få undtagelser kun tænker i vækst.

Arbejd-arbejd-arbejd!
Løb-løb-løb!

I 2020 skal vi være de dygtigste, hurtigste, smarteste – og vi respekterer og accepterer hverken fjumreår, svinkeærinder, flygtninge eller skæve tanker og eksistenser – sidstnævnte medicinerer vi eller tilbyder at sortere fra inden en eventuel fødsel, for forskningen, den teknologiske udvikling og kassetænkning er Gud.

Om I er glade eller, harmoniske eller glade for at stå op om morgenen i 2020, rager os.

Men ro, renlighed, pæne midterskilninger og snorlige, regelrette stempelkande- og citronmåneliv, tak.

Find jeres livsvej som børn, følg den, få en masse børn til samfundet, arbejd hårdt, længe og mange af døgnets timer og send jeres pressede, stressede unger endnu flere timer i heldagsskole og underbemandede daginstitutioner.

Og er der mere ballade med jer robotter, kan I få en chip i nakken, når I bliver født, så vi kan holde øje med, hvor I går og står og hvad I laver, og plukke de organer, vi har brug for, når vi vil.

Og har I problemer med det, så æd noget mere psykofarmaka.

Capisce?

*

Dragør blog 2

*

Åbner øjnene, tænker på Bhutan, der som det eneste land i verden måler sin velstand ud fra bæredygtighed og borgernes lykke – og kigger på den gode kutter KRÆ-FRIHED fra Hvide Sande, som tøffer forbi mig og kaffen.

Og overvejer et øjeblik at bygge mit eget ark, male det i alle regnbuens farver, fylde det med mine børn og alle de andre, jeg elsker og holder af, bilde mig og os selv ind, at jorden virkelig ER flad som en pandekage – og så sejle afsted til kanten af dette morads og udover den og langsomt

falde

falde

falde

f
a
l
d
e

… og lande et andet sted i en anden tid på en anden planet i et andet solsystem – et sted hvor vi ikke dræber hinanden, fordi vi ikke kan blive enige om, hvilken profet, som taler med den reneste og smukkeste tunge.

Et sted, hvor vi ikke konstant skal definere os ud fra det land, vi tilfældigvis blev født som borgere i – selv om vi på disse breddegrader var så heldige at blive hevet ud af mors skød til et velfærdssamfund.

Et sted, hvor vi ikke bruger tiden på jorden til at leve op til alle mulige andres krav. Forældrenes, ægtefællens, familiens, samfundets, regeringens.

Og et sted baseret på kærlighed, ydmyghed, respekt, taknemmelighed, tillid og tilgivelse mere end cool cash og selfies.

Jo – jeg er tindrende, skide naiv.

Men sådan en onsdag på Dragør Havn blandt lokale fiskere, se-mig-jetsettere og japanske krydstogtsturister er der sgu ikke rigtig nogen anden udvej.

Og hvad nu, hvis vi alle sammen sagde ‘nok er nok!’?
Vi bestemmer jo selv.
Du og jeg.

*

Dragør blog 3

 

*

Imagine there’s no heaven
It’s easy if you try
No hell below us
Above us only sky
Imagine all the people
Living for today…

Imagine there’s no countries
It isn’t hard to do
Nothing to kill or die for
And no religion too
Imagine all the people
Living life in peace…

You may say I’m a dreamer
But I’m not the only one
I hope someday you’ll join us
And the world will be as one

Imagine no possessions
I wonder if you can
No need for greed or hunger
A brotherhood of man
Imagine all the people
Sharing all the world…

You may say I’m a dreamer
But I’m not the only one
I hope someday you’ll join us
And the world will live as one

*

https://www.youtube.com/watch?v=DVg2EJvvlF8

Brevet til far

Gravsten

 

Kære Far.

Om mindre end en måned var du blevet 99 – men du valgte selv livet fra en sen februaraften i 1980, mens P1 sluttede søndagen med at sende en optagelse med radiokoret, som sang Johann Sebastian Bachs ”Unser Leben ist ein Schatten”.

Det blev den aften, jeg definitivt tog afsked med min barndom – og allerede samme nat besluttede jeg, at jeg aldrig ville fortryde nogle af valgene i mit eget liv.

Prisen for at gøre det er nemlig umenneskelig – for alle.
Levende såvel som døde.

Gravsted nummer Q141 på Dalum Kirkegård tæt ved Odense Å er let at finde, for det er et af de få i denne gruppe urnegravsteder fra slutningen af 1970’erne og starten af 1980’erne, som der sjældent bliver lagt friske blomster på eller puslet om.

Dit pludselige farvel var simpelthen for hårdt for os alle.

De første mange år forbandede jeg dig og skældte dig ud, når jeg kom her.

Siden kom jeg for at slutte fred. I den ene hånd bar jeg et hvidt flag. I den anden et sværd. Men ellers var jeg nøgen. En ridder uden rustning og skjold.

Så begyndte jeg at snakke med dig.

Og en dag tilgav jeg dig. Forstod dine dæmoner og spøgelser og alt det, som du havde at slås med i dette liv – måske fordi de lignede mine egne.

Forstod, at dit selvmord dén aften også handlede om alt andet og meget mere, end du havde fortrudt salget af din elskede nordfynske købmandsgård.

Forstod, at et selvmord ofte er den mindst egoistiske handling, som findes – fordi personen, som begår det, føler, at verden er bedre tjent uden ham eller hende.

Nu står jeg ved din grav, hvor resterne af dit fysiske jeg har været placeret dernede under jorden i snart 36 år – mere end halvdelen af mit liv.

Om ikke ret mange år bliver jeg også – 7-9-13 – ældre, end du blev.
Det bliver mærkeligt.

Jeg spekulerer ofte på, hvordan du ville reagere, hvis du pludselig vendte tilbage fra de dødes rige til denne verden – til alt dét, som er sket siden du sagde farvel.

Det ville vist være en mundfuld.

For alt er forandret, mens du har ligget her mellem Erna, som døde tre dage før dig, og Finn, som døde en uge senere.

Verden er en anden.
Jeg er en anden.
Mit hjerte har slået mere end 500.000 gange, siden du tog afsted.

Men jeg ville ønske, du ville komme forbi igen – bare fem minutter.

”Renholdes af kirkegården”, hvisker det lille messingskilt, som diskret stikker hovedet op af perlestenene,

Det skilt fjernes snart – og det samme gør dit gravsted. For det er en af de sidste gang, jeg kommer er og besøger dig.
Mine søskende mener, at nu var tiden kommet til at slette graven. Og efter at have tænkt mig rigtig godt om, giver jeg dem ret.

For dette sted er i virkeligheden også symbolet på alt det, som blev grebet forkert an dengang i 1980.
Bl.a. at du blev begravet her i hemmelighed i stedet for i din egen landsby på Nordfyn omringet af alle dem, du kendte, fordi dit selvmord blev regnet som en dyb pinlighed.
Så ingen andre end familien var til syede og fik lov at tage afsked med dig den dag.

Ja, jeg er sågar kommet til at tænke på, om jeg selv har lyst til at have en sten stående med mit navn på gyldne bogstaver sammen med et lille fuglebad dén dag, jeg skal herfra.

Heldigvis ved du, jeg har tilgivet dig. For en måned siden kom du nemlig til mig i en drøm og gav mig dét varme, inderlige og hjertelige knus, jeg drømte om at få i hele min barndom, mens du levede blandt os andre.

‘Han er på vej’, fortalte mor, som døde i 2008, og som jeg kunne se, men ikke nå.
Og pludselig stod du foran mig, og jeg mærkede dig mere og kraftigere end nogen sinde tidligere.

Jeg vågnede med en glæde og en kærlighed, som har fulgt mig lige siden.

*

Men hel bliver jeg nok aldrig i dette liv.
For du dukker hele tiden op – også når det er svært og når jeg mindst venter det, far.

Jeg ser dig f.eks. hver eneste gang, jeg i en film pludselig ser en hængt person.

Du er Jack i “Sommersby”, du er Selma i ”Dancer in the Dark”, du er Perry Smith i ”Capote”, du er Murron MacClannough i ”Braveheart”, du er Jason i ”Fredag den 13.”, du er Charles Bronsons bror i verdens ondeste hængningsscene i ”Once Upon A Time In the West”, og du er hver eneste hængte i ”Lady Sings the Blues”.

I mange år forlod jeg biografen, hver gang jeg blev overrasket af en scene med hængning.

Kunne ikke klare synet.

Nu lukker jeg øjnene og gemmer hovedet i hænderne, til jeg er sikker på, scenen er slut.
For jeg ved, at hvis jeg åbner dem for tidligt, vil den hængte oppe på lærredet pludselig åbne øjnene, kigge på mig og med en skæv grimasse spørge:

”Hvad kan jeg hjælpe med, lille du …?”

*

Det er, når jeg sidder med hænderne for øjnene, med gåsehud og koldsved gispende efter vejret i det røde biografsæde, at jeg forbander din beslutning den søndag aften for snart 36 år siden.

Når min far hænger og kigger på mig dernede i salen og lader, som om, han er Jack, Selma, Perry, Murron, Jason og alle de andre, drømmer jeg om, at tiden kan køre baglæns som mit elektriske Märklin-tog, jeg havde som lille.

Et tryk på den blå transformators store sorte knap, og lokomotiv og togvogne tøffede baglæns gennem alpetunneller, tilbage over broer, over skiftespor og jernbaneoverskæringer og videre forbi jernbanestationen, hvor alle de små plastikfolk stod helt stille uden at fortrække en mine, fordi hele verden var sat i bakgear.

Og når den slags sker, står man jo bare og glor.

Tænk hvis jeg kunne køre livet baglæns, som vi gjorde med dine smalfilm, når du var i godt humør, og vi kiggede på optagelsen fra en snevejrsvinter i Langesø, hvor du faldt på sine ski for enden af Kobakken.

Kobakken, fordi det var en bakke, hvor der plejede at gå køer.

Når vi spillede otte millimeter-smalfilmen baglæns, hoppede du elegant tilbage på sine lange ski og susede baglæns op ad bakken som verdensmesteren i baglæns-styrtløb.

Hvis jeg kunne trykke på knappen og beordre tiden tilbage, hvor den kom fra, ville du have bundet den kraftige knude op og viklet den grå el-ledning, som sad omkring din hals, fire gange rundt, så den kom fri igen.

Du ville have fjernet ledningen fra vandrøret, rullet den sammen og proppet den i lommen, være hoppet baglæns ned fra jernstativet, samlet dine sorte briller op fra betongulvet, taget dem på, lukket døren til affaldsrummet og var gået baglæns op ad trappen til mor i lejligheden.

Du ville have sagt nej til at købe det lille hvide hus på bakken i Fuengirola på Costa del Sol, bakket tilbage over alperne i den blå Fiat 850 med mor bag rattet og stillet dig bag disken i købmandsforretningen på Frederiksberg i Veflinge, hvor du mange år før havde hængt dit hvide skilt op med navnet Købmand Axel Jørgensen, fordi du syntes, Axel lød lidt smartere end Aksel.

Du ville være vågnet ved siden af mor i soveværelset.

Du ville have kysset hende godnat, sagt ”!gid reksle geJ” til mor, inden du, mens dine børn sov trygt og dejligt i deres senge, var tumlet baglæns ned ad trappen, havde taget en taxa, som kørte baglæns til Odense, hvor du havde sagt nej til øl og kvinder, inden du ville have taget taxaen baglæns hjem igen og sat dig på en melsæk, hvor du ville have spyttet øl efter øl ud i flaskerne, inden du havde sagt nej tak til en omgang med Erik Tømrer og de andre gutter, fordi det var lukketid, og du skulle ind til din familie, som var det vigtigste i dit liv.

Og alle dem, som hængte sig for øjnene af mig, ville bare have været skuespillere i en film, som jeg sad og så sammen med dig, mens du klemte min hånd, smilte og sagde:

”Du ved godt, det ikke er alvor, ikke? Det er bare noget, de spiller.”

Og jeg ville have kigget på dig og svaret:

”Jo, far – men det er stadigvæk lidt uhyggeligt”.

Uden at stamme.

*

Og for resten far.

Jeg VED jo også godt, at det slet ikke er her på kirkegården, du er.

Jeg er overbevist om, du fandt og gik ind i lyset dén sene søndag aften i februar dét år, hvor din yngste søn var 23 år og endnu lå og sov i sin lejlighed i Odense – uden viden om, at han et par timer senere ville blive ringet op med dén besked, der skulle forandre hans liv for evigt.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at dine egne forældre stod og tog imod dig på den anden side, hvor vi slipper al smerte, angst og egoisme.

Og jeg er sikker på, du er slippet fri, far.
Sikker på, de tog det tyngende ansvar og din frygt fra dig.

Men mit hoved tumler stadig med en million spørgsmål.

Kan du græde nu?

Fik du vinger?

Blev dine dæmoner hernede på jorden hos os andre?

Fester du i Paradiset, hvor solen altid skinner varmt og klart, iført din harmonika, din banjo eller din violin og spiller og synger med røde kinder, mens bøfferne og pølserne syder på grillen?

Står du oppe over skyerne bag glasdisken i din egen lille himmelbutik i din brune kittel med de tre kuglepenne i brystlommen, blyantstumpen bag øret, brillantine i håret, en god Manne-cerut i munden, duftende af røg, bajere og 4711-Eau de Cologne og smiler til alle de andre engle, som kommer ind for at handle?

”Den klarer jeg, lille du. Vi får nye leveringer på torsdag. Var der andet, jeg kunne hjælpe med? En himmelseng? Et evigt liv? Bare sig til, du …”

Sidder du somme tider med de andre rødder fra Veflinge på en melsæk i baglokalet og snupper en Tuborg fra kassen?

Eller blev du måske digter?
Fandt du den fred, du søgte, far?
Og snakker du med mor, eller er hun på et helt andet plan, fordi hun stadig er ny deroppe, hvor hvert liv efterrationaliseres, inden vi vender tilbage – som klogere sjæle – for at lære endnu mere?

Hvordan ser I ud?
Er I gennemsigtige, svævende eller bare en energi, en duft eller en brise?
Ligner du dig selv?

Jeg var gennem hele livet så forbandet fanget i mine følelser over for dig, far.
Du skræmte livet af mig, og de dage turde jeg ikke engang hade dig. Så bange var jeg.

Men jeg så også op til dig. Din humor, dine ideer, dit gåpåmod. Din livsglæde, når dine engle vandt over dine dæmoner.

Det var i det kviksand, du efterlod mig uden forklaring.

Jeg håber, at du somme tider daler ned på jorden og går en tur gennem din gamle landsby, mens du letter på kasketten og hilser på de andre døde i de dødes by, mens I smiler indforstået til hinanden, fordi I ved, at I er usynlige for alle andre end hinanden.

Og jeg håber, at du somme tider kommer ned og ser, hvordan det går med din yngste søn.

Passer du på mig?

Ånder du på mig, når jeg går forbi dig?

Var det dig, der fik døren til at smække i går, selv om det ikke trak …?

Huset på bakken

Terrassen

 

Jeg leder et par timer, spørger om vej flere gange og leder igen. Og igen.

Det har forandret sig, har det. Der er bygget om og til og malet i nye kulører, og husets navn er pillet af.
Men det ER fars og mors gamle hus deroppe på toppen af bakken.
Det afslører mønstrene på stengærdet til højre for trappen.

Det er juni i år, jeg er på vej til Portugal fra lufthavnen i Malaga, og for første gang i 36 år kører jeg forbi og genser jeg det sted, hvor mine forældre nåede at bo i et halvt år efter salget af deres købmandsgård.

Det gamle billede er fra det tidlige efterår 1979, hvor jeg besøgte mine dem, og vi sidder på terrassen – far, min gode ven og gamle klassekammerat Steen og mig.

Far smiler og lader som om, han har det godt.
Vil ikke gøre mig urolig.
Og jeg gennemskuer ham ikke – opdager ikke, at han langsomt, men stille, er ved at opgive både ævred og dette liv.

Det er Jan Gintbergs besøg i fars og mors gamle by Fuengirola i ’Gintberg på kanten’ torsdag aften, som har sendt mig tilbage med tidsmaskinen.

Meget er sket på Solkysten siden dengang, mine forældre var nogle af de første, som gik på efterlån og drog af sted lokket af drømmen om det glade efterlønsliv.

Dengang var der mange triste skæbner på dé kanter.
Om der stadig er lige så mange som dengang, som dagligt tager dødsruten, ligger i sprit og er dybt ulykkelige af savn efter børn og børnebørn derhjemme, aner jeg ikke.

Og Gintbergs besøg i udkants-Danmark er jo sjove og hyggelige – men godmodige og ufarlige glansbilleder.

Men nu er jeg sendt lukt tilbage.

Til 1979.

Tilbage som en usikker 23-årig, nyuddannet journalist. Præget af barndommens dans med spøgelser og dæmoner .

Denne junidag i 2015 står jeg foran mine forældres gamle hacienda – kan høre havet her foran huset.

Lukker øjnene.

Lader den varme sol varme på mine kinder.

Og tænker tilbage til dengang …

 

Fuengirola

 

 

Set fra himlen ligner det en myretue i rødt, grønt og blåt.

For tagene er røde, haverne er grønne, og ind imellem lyser en firkantet eller oval lyse- eller mørkeblå pool op.

Alt er forbundet af et fintmasket net af grå veje, som snor sig op og ned mellem de kridhvide villaer i det bakkede terræn.

Kør fra Fuengirola vestpå mod Marbella, passér den middelalderlige, mauriske borg Castillo de Sohail – og fem minutters kørsel længere fremme ligger Urbanizacion El Faro.

Et pænt og renskuret rekreationsparadis for nordeuropæiske pensionister fra blandt andet Danmark, Storbritannien og Tyskland.
Det lokale politi kontrollerer jævnligt, at uvedkommende ikke forvilder sig ind i dette lukkede selskab af immigranter lokket til Sydspanien af det subtropiske middelhavsklima, en årlig gennemsnitstemperatur på 18 grader og otte kilometer strande lige uden for døren.

Siden starten af 1960’erne er Fuengirola og resten af den spanske solkyst under diktatoren Francisco Franco boomet som turistcentrum med alt, hvad hjertet kan begære. Hoteller, forretninger, restauranter, barer, diskoteker, lystbådehavne, strandpromenader, tennisbaner, golfbaner, kasinoer, forlystelsesparker, flamingodans, museer, prostituerede.

You name it, Costa del Sol got it.

Nu er det 1979 og fem år siden, General Franco blev begravet i Valle de los Caídos – De Faldnes Dal – ved foden af de grantræsbevoksede Guadarrama-bjerge nord for Madrid i sit perverst store mausoleum med det 152 meter høje granitkors. I dag hersker kong Juan Carlos.

I et af de splinternye huse i El Faro fire kilometer syd for Fuengirola sidder til gengæld en fynsk købmand, som abdicerede frivilligt.

Far.

Han kan på kort tid gå ned til det smaragdgrønne Middelhav, som han kan se fra toppen af terrassen i komplekset af pæne renskurede ejendomme med smukke haver.

Men han orker det ikke.

I det hele taget orker han ikke ret meget længere. Ikke engang sin 63-års fødselsdag for tre dage siden kunne han nyde og glæde sig over.

Kalenderen viser 4. november, men det har været sommervejr, lige siden han kom i slutningen af maj, da livsværket på Frederiksberg var solgt over night, og midlerne ombyttet til en ny Fiat og en trailer.

Han savner årstiderne.
Savner sine møbler, som er skiftet ud med nye, moderne fra et møbelhus i Malaga.
Savner sine venner.
Savner hele sit liv.

Og han keder sig frygteligt. Kan ikke engang gå ud og rive i haven, fordi der er gartnere ansat til at passe kvarterets haver.

Ældre træer er svære at plante om i et nyt klima,

Han er Købmanden fra Veflinge, som en dag i et fatalt sekund tog en forkert beslutning og satte sin købmandsgård – og sit liv – på ophørsudsalg.

Han var mildt sagt ikke overvægtig, men har alligevel tabt 10 kilo på et halvt år – og manden, de kaldte for Lille Du, er nu endt på så dybt vand, at han snart ikke længere ser nogen grund til at holde sig flydende her på vejen Faro de Calaburras, som er opkaldt efter det store fyrtårn, som står nede ved kystvejen.

Han sætter sig ved skrivebordet, finder kuglepennen frem og skriver sit livs eneste brev til sin yngste søn i Odense.

*

Fuengirola, søndag aften 4/11 1979

Hej Bo

Lige en lille hilsen her fra Spanien. Vi har det godt. Vejret er fint disse dage, 20-22 grader, men det kniber gevaldig for mig at slå tiden ihjel. Vi var inde på, vi havde rigeligt at lave hjemme, så omstillingen er ikke let. Mor befinder
sig derimod strålende.

Vi kender efterhånden lidt mennesker lige omkring os. Det er danskere som os, og vi besøger hinanden, men langt de fleste har problemer enten af den ene eller anden slags.

Vi er lige kommet hjem fra en spadseretur i bjergene sammen med et andet par. Jeg tænkte godt nok på, da de foreslog
turen, at han så lidt opkogt ud. Det skyldtes for mange cognacer, så det blev ikke den helt store fornøjelse. Han blev mere og mere vaklende og måtte til sidst bæres hjem. Alt for mange hernede kan ikke stå distancen med de spirituspriser.

Vi har et andet vennepar fra Vejle, hvor manden hver aften går alene ud i bjergene med en f aske gin, mens konen sidder bange og alene tilbage.

De første tre uger, vi var hernede efter vores besøg i Danmark i sensommeren, regnede det en del, men den sidste uge har været med kaffe og frokost på terrassen.

Vi savner imidlertid I andre en hel del, men det klares vel af til jul og i det nye år. Det er rart at høre, at det går godt for dig på Fyens Stiftstidende.

Mor har sat sig til rette foran fjernsynet. Jeg gider rent ud sagt ikke at glo på det. 12 tommer, sort-hvid – det forslår ingenting – og så er det hele på spansk, så jeg tror, jeg vil snyde for at se på det ved at tænde op i kaminen.

Brændet til den samler vi på stranden. Det kan jo blive småt for enhver, men vi har en lille elvarmer og har fået lov at låne en større, så vi investerer sikkert ikke i gasradiator, før vi tager til Danmark.

Jeg tror, mor sidder og venter med kaffen, så jeg slutter. Hils alle bekendte, og sig, vi lever o.k.

Med hilsen
Mor & Far

*

Han skriver ”Herr Journalist Bo Østlund” uden på kuverten, for han er stolt af sin dreng, klistrer sirligt frimærker for 20 pesetas på og lægger det klar til afsendelse.

Men der er mange ting, far ikke fortæller mig i brevet. Han fortæller ikke om sin tiltagende rastløshed – og at han de seneste tre måneder har fået en stigende lyst til at dø.

Han lægger ofte afskedsbreve til mor om aftenen, hvorefter han forlader hjemmet med et stykke reb, som han fortæller, han vil hænge sig med – dog for at komme hjem igen i løbet af aftenen og natten.

Hver torsdag ringer min storebror til mor og far, som på et aftalt tidspunkt står og venter ved telefonboksen på et nærliggende hotel, for at de selv kan spare penge til en telefon – men da far står ved siden af, tør mor ikke sige, hvor slemt det er fat, så hun lever alene med sin frygt for fars helbred og sit eget liv i det, som udefra ligner et paradis, men
som er en løgn og et helvede.

Mor og far står ikke alene ved deres smadrede lykkehjul.

Mange andre, som i 1970’erne og 80’erne drager til Solkysten, falder aldrig til, for udfordringer er der masser af:

Sproget.
Bureaukratiet.
Risikoen for at blive smidt ud af landet, hvis man arbejder sort.
Faren for at få en forkert vennekreds bestående af fyldebøtter.
Savnet efter familien og vennerne i Danmark.
Den daglige, hårde økonomi, fordi det i virkeligheden kun er sprutten og få andre ting, som er billigere end derhjemme.

Og frem for alt det ubærlige nederlag, det for mange i den alder vil være at vende hjem igen og erkende, at drømmen ikke holdt.

Så de bliver hængende i det danske fællesskab.

Kører ned til den danske bager i Fuengirola og køber wienerbrød, køber frikadellefars ved den danske slagter, bliver klippet ved den danske frisør, får lavet tænder ved den danske tandlæge – og besøger de danske barer og restauranter, hvor de siger ”hej” og ”skål” til andre danskere.

Og for en del bliver det til sidst en daglig dans på dødsruten mellem værtshusene.

De første danskere på Solkysten tramper stierne, og for en del bliver prisen høj.

Også for far lurer katastrofen, for man kan ikke bare flytte en aktiv og kreativ fynsk købmand med drømme om at erobre verden til et driverliv på en sydspansk solterrasse med udsigt over Middelhavet.

Far keder sig i sin hacienda, som er endt som et fængsel.
Samværet med de andre danskere siger ham intet. Han føler sig ikke længere til hverken nytte eller gavn, og om morgenen tænker han ofte, at han egentlig lige så godt kan blive liggende i sengen og dø.

Han savner forretningen, logen, bestyrelsesposterne, kommunalrådet, sit arbejde i den konservative vælgerforening – hele sit aktive liv.
Føler sig fastlåst.
Unyttig.
Tilovers.
Ved ikke, hvordan han skal komme videre med tilværelsen og udfylde hverdagen, når der nu ikke længere stilles krav til ham.

Far og mor har adresse hos min bror i Allerød, og ikke engang sin egen økonomi har far længere selv styr på. Efterlønnen sendes til adressen på Nordsjælland, hvorefter min storebror hver måned videresender pengene ned til dem.

Men det føles ikke værdigt for far, som føler, han modtager lommepenge af sin egen søn. Og pludselig skal udlandslån, som far havde fået forklaret først skulle betales om fem år, afvikles langt tidligere, så også den uoverskuelige økonomiske situation går ham på.

Tingene og livet spidser nu for alvor til i det hyggelige og smukke hvide hus La Colina.

*

”Vend om!”

”Så vend dog for Helvede om, Edith.”

Men mor fortsætter.

Over alperne, op gennem Spanien, Frankrig, Belgien, Tyskland.

Hun har ikke andet valg.

For det er livsfarligt at blive.

En gang imellem hiver far i rattet på Fiat 850’eren for at forsøge at få mor til at køre galt og ind i en anden bil. Så slår bilen et svaj, inden mor skubber ham væk, slår igen, råber og får rettet op.

”Stop, Aksel. Stop så!”

Så sidder han stille et stykke tid. Indtil han igen begynder at slå løs på hende, råbe, true eller trygle om at vende om – eller han fortsætter med at forsøge at provokere en ulykke, som én gang for alle kan slå både ham selv og mor ihjel.

Far har det nu så skidt, at det er hans højeste ønske.
At de begge skal dø.
Som Thelma & Louise.
Bonnie & Clyde.
Tæppefald.
Slut.

Men mor vil leve.
Har stadig så meget at leve for.
Derfor valgte hun også at forlade Solkysten i går.

At hun overhovedet fik overtalt far til at tage hjem på ferie over julen og nytåret, kom bag på hende selv. Men det lykkedes, og så satte kvinden, som hader at køre, sig ind i bilen for at gennemføre den 3200 kilometer lange rejse mod Danmark.

Hver kilometer er et mareridt – og selv da mor om natten holder ind på en rasteplads i Frankrig for at komme til kræfter før resten af turen, tør hun ikke falde i søvn.
Da far forlader bilen, følger hun efter ham, og hun når i sidste øjeblik at forhindre, at han begår selvmord ved at hænge sig, inden rejsen mod mørket og norden fortsætter.

Da jeg sammen med min kammerat besøgte far og mor en uge det efterår i Fuengirola opdagede ingen af os, hvor galt det stod til.

Men nu er fars hemmelighed ved at blive afsløret.

Han er mere syg end nogensinde tidligere. Og han kan ikke acceptere, vi nu ser hans svaghed og psykiske
tilstand udstillet.

Mænd græder ikke.
Mænd fortryder ikke.
Og slet, slet ikke en fri købmand.

*

To måneder senere er far, som den 1. november 2015 ville være fyldt 99 år – død.
En sen aften i februar fandt han kræfterne. Og modet.
Og i dag er han for længst tilgivet og bor trygt og varmt og dybt i mit hjerte sammen med mor.

Det samme gør billedet på terrassen, for dén dag på ved Middelhavet var den sidste gang, jeg så far smile.

Du er savnet, men jeg ved, du har det godt.

*